Vedlegg til Rammeavtale pukk og grus
Fil: LovForskrift-Asfaltindustriens_udvikling_produktion.pdf
Vedlegg til anbudet Rammeavtale pukk og grus fra Tromsø kommune.
Asfaltindustriens udvikling, -produktion,
-miljøforhold og -miljøregulering
SPECIALE AF:
[navn skjult]
RAPPORTSERIEN NR. 71 OKT. 1998
Institut for miljø, teknologi og samfund
Department of Environment, Technology and Social Studies
Målet med rapporten er:
1. At analysere om Miljøstyrelsens brancheorientering for asfaltindustrien, er et
tilstrækkeligt grundlag for regulering af asfaltfabrikker.
2. At analysere hvilken indflydelse orienteringen har haft på de meddelte vilkår
vedrørende emissioner til luft.
Konklusionen er at orienteringen på flere områder er utilstrækkelig som grundlag
for miljøregulering af asfaltfabrikker, samt at vejledende emissionsgrænser
tillægges stor betydning i miljøsagsbehandlingen.
Hverken før eller efter udgivelsen af brancheorienteringen indeholder alle
miljøgodkendelser vilkår til CO emissionen. Det anbefales, at amterne reviderer
de godkendelser som ikke indeholder vilkår til CO emissionen.
Rapporten omhandler:
• Hvordan udvikling i konkurrenceforholdene indvirker på produktionen.
Denne undersøgelse udføres med udgangspunkt i Michael E. Porter's
arbejder om konkurrencestrategier.
• Hvilke produktionsprocesser der anvendes på danske asfaltfabrikker.
• Hvilke miljøbelastninger som forekommer ved asfaltproduktion.
• Sammenfatning af resultater fra et stort antal luftforureningsmålinger,
og statistiske tests på sammenhængen mellem en række parametre.
• Muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi.
• Amternes og Miljøstyrelsens regulering af asfaltindustrien.
Rapporten henvender sig til medarbejdere hos miljømyndighederne og andre som
interesserer sig for asfaltindustriens miljøforhold.
T E K - S A M FORLAGET ISBN 87-7753-126-4
\ Roskilde University P.O. Box 260 DK - 4000 Roskilde Denmark
Phone (+45)46 74 20 00 • Fax (+45)46 75 44 03 • e-mail [skjult]@teksam.ruc.dk
Forord
Denne rapport er skrevet som et led i det afsluttende speciale ved den
Teknologiske Samfundsvidenskabelige Planlæggeruddannelse på Roskilde
Universitetscenter. Jeg vil benytte lejligheden til at takke nogle af dem som har
hjulpet mig i mit arbejde med asfaltindustriens miljøforhold og med specialet.
Jeg vil begynde med at takke Niels Schrøder og [navn skjult] fra Roskilde
Universitetscenter, fordi de engang opmuntrede mig til at studere hydrogeologi.
Det var lærerigt og via hydrogeologien kom jeg i kontakt med [navn skjult],
Danmarks Tekniske Universitet, som jeg vil takke fordi han opfordrede mig til at
undersøge risikoen for udvaskning fra opbrudt asfalt og faktisk startede mit
arbejde med asfaltindustriens miljøforhold.
En særlig stor tak rettes til [navn skjult], [navn skjult] og [navn skjult]
fra Fyns Amt. Vores samarbejde og diskussioner om asfaltindustriens miljø-
forhold har været en uvurderlig hjælp. Jeg vil videre sige tak til de mange
medarbejdere i de øvrige amter, som alle har bidraget med informationer, især
tak til Karen Tamstorf fra Århus Amt.
En række unavngivne personer fra Vejdirektoratet, fra virksomheder i asfalt-
industrien og fra leverandører til industrien, skal takkes for at have bidraget med
oplysninger. Uden deres medvirken havde det ikke været muligt at lave denne
undersøgelse.
[navn skjult], VKI, takkes for altid venligt og interesseret at have svaret på
mine spørgsmål om udvaskning fra affald. Søren Mertz, Tele Danmark og
Flemming Madsen, Hvidovre Hospital, takkes for at have vejledt i regressions-
analyse.
Mine vejledere på projektet, [navn skjult] og Niels Schrøder fra Roskilde
Universitetscenter, takkes for deres gode råd og konstruktive kritik.
Jeg vil endvidere takke alle på mit arbejde, V.S. Larsen koncernen, især
Klaus Bonde Larsen, for de gode arbejdsbetingelser som har hjulpet mig i
arbejdet med specialet.
Endelig vil jeg takke min familie og venner for deres hjælp og store tålmodighed.
[navn skjult]
Frederiksberg, september 1997
Indholdsfortegnelse
0 Resume 1
1 Indledning 3
1.1 Baggrund 3
1.2 Problemformulering 4
1.3 Formål 4
1.4 Rapportens opbygning 5
1.5 Metodeovervejelser 6
2 Introduktion til asfaltproduktion 22
2.1 Brug af asfaltprodukter inden for vejbygning 22
2.2 Varmblandede asfalttyper 23
2.3 Fremstilling og udlægning af varmblandet asfalt 24
2.4 Andre asfalttyper 25
2.5 Asfaltindustriens fremkomst 25
3 Udviklingen i asfaltindustrien 27
3.1 Mulige nye konkurrenter 27
3.2 Konkurrencen i asfaltindustrien 28
3.2.1 Efterspørgselen efter asfalt 28
3.2.2 Virksomhederne i asfaltindustrien 30
3.2.3 Konkurrenceparameterne 34
3.2.4 Omkostningsstruktur 37
3.3 Substitutter for varmblandet asfalt 39
3.3.1 Overfladebehandling 39
3.3.2 Genbrug på vejen 40
3.3.3 Koldasfalt 43
3.3.4 Emulsionsasfalt 43
3.3.5 Beton 45
3.3.6 Sammensatte vejbelægninger 46
3.4 Kundeforhold 47
3.5 Leverandørforhold 53
3.6 Andre interessenter 58
3.7 Sammenfatning om udviklingen i asfaltindustrien 59
4 Produktionen på asfaltfabrikker 62
4.1 Procesforløb på batch anlæg 62
4.2 Batch anlæg med genbrug 66
4.2.1 "Kold" genbrug 66
4.2.2 "Varm" genbrug 67
4.2.3 Kombinationsanlæg 69
4.3 Tromleblandere 69
4.4 Transportable asfaltanlæg 72
4.5 Andre aktiviteter på asfaltfabrikker . . 72
4.5.1 Sprøjteplads 73
4.5.2 Vaskeplads 73
4.5.3 Værksted 73
4.5.4 Vejlaboratorie 73
4.5.5 Knuse og sorteringsanlæg 73
4.5.6 Bituminerede skærver 74
4.5.7 Oplag af hjælpestoffer til udlægning 74
4.5.8 Anden produktion 74
4.6 Råvarer og hjælpestoffer 74
4.7 Energiforbrug 77
4.8 Sammenfatning om produktionen i asfaltindustrien 78
5 Miljøforhold so
5.1 Emissioner til luft 81
5.1.1 Processen i tørretromlen 81
5.1.2 Kuldioxid, CO2 83
5.1.3 Svovldioxid, SO2 83
5.1.4 Kvælstofilter, NOX 84
5.1.5 Kulmonoxid, CO 84
5.1.6 Total Organisk Kulstof, TOC 85
5.1.7 Polycykliske Aromatiske Kulbrinter, PAH 86
5.1.8 Mutagen aktivitet 88
5.1.9 Lugt 89
5.1.10 Luftoverskud og luftforurening 91
5.1.11 Beregning og kontinuerlig måling af luftoverskud 94
5.1.12 Støv 95
5.1.13 Emission fra blanderen 97
5.1.14 Diffus lugt 98
5.1.15 Tromleblandere 99
5.2 Støj 100
5.3 Spildevand 100
5.3.1 Udvaskning fra opbrudt og nedknust asfalt 101
5.3.2 Udvaskning fra elektroovnsslagge 103
5.4 Jord og grundvand 106
5.5 Affald 107
5.6 Driftsforstyrrelser og uheld 107
5.7 Energiforbrug 108
5.8 Sammenfatning om miljøforhold 110
5.9 Oversigt over processer, miljøbelastning,
forureningsbegrænsning og renere teknologi 111
6 Miljøregulering af asfaltfabrikker 119
6.1 Udviklingen i grundlaget for miljøsagsbehandlingen 119
6.1.1 Cirkulæreskrivelse om opbrudt asfalt 120
6.1.2 Asfaltundersøgelsen 120
6.1.3 Luftvejledningen 122
6.1.4 FATCh rapport om udvaskning fra asfaltoplag 123
6.1.5 Indkaldelsesbekendtgørelsen 124
6.1.6 Amternes egne initiativer 124
6.1.7 Afgørelser i ankesager 125
6.1.7.1 Godkendelsespligt ved kold genbrug 126
6.1.7.2 Oplagring af elektroovnsslagge ved Svogerslev 127
6.1.7.3 Oplagring af elektroovnsslagge ved Fjeldsted 128
6.2 Regulering før indkaldelsesbekendtgørelsen 129
6.3 Brancheorientering for asfaltindustrien 132
6.3.1 Om udarbejdelsen af brancheorienteringen 132
6.3.2 Udviklingen i industrien 134
6.3.3 Produktionen i industrien 135
6.3.4 Miljøbelastninger 135
6.3.5 Muligheder for forureningsbegrænsning 139
6.3.6 Muligheder for renere teknologi 140
6.3.7 Sammenfatning om brancheorienteringen 143
6.3.8 Et forbedrings perspektiv 145
6.4 Miljøgodkendelse af asfaltfabrikker 150
6.4.1 Vilkår til støvemission og forbrændingskvalitet 151
6.4.2 Krav til lugtbidrag 154
6.4.3 Krav angående energiforbrug 155
6.4.4 Sammenfatning om emissionskrav 155
6.5 Fremme af miljøstyring og -rapportering i asfaltbranchen 157
6.6 Sammenfatning om miljøregulering af asfaltfabrikker 158
7 Diskussion af undersøgelsesmetoder 16o
8 Konklusion 162
9 Referencer i65
Bilagsfortegnelse
Bilag 1 Bitumen
Bilag 2 Vilkår til luftemission i miljøgodkendelser
Bilag 3 Sammenfatning af emissionsmålinger
Bilag 4 Lineær regressionsanalyse
Bilag 4 Definition af total PAH ved
emissionsmålinger på danske asfaltfabrikker.
Bilag 5 Formler og enheder anvendt ved emissions- og energiberegning
O Resume
I denne rapport undersøges det om Orientering fra Miljøstyrelsen, nr.4, 1995,
Brancheorientering for asfaltindustrien, er et tilstrækkeligt grundlag for regu-
lering af asfaltfabrikker og det undersøges hvilken indflydelse orienteringen har
haft på vilkår til luftforurening i de meddelte miljøgodkendelser.
Det er undersøgt om orienteringen omfatter de teknologier, miljøbelastninger og
muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi som findes i asfalt-
industrien. Der er påvist en række fejl og mangler og konklusionen er at
orienteringen på flere område er utilstrækkelig som grundlag for miljøregulering
af asfaltfabrikker.
De meddelte vilkår vedrørende emissioner til luft, og til styring af forbrændings-
kvaliteten, er kortlagt. Konklusionen er at vejledende emissionsgrænser tillægges
stor betydning i miljøsagsbehandlingen. Vilkårene afviger sjældent fra vejledende
værdier i Luftvejledningen og brancheorienteringen. Indflydelsen fra orien-
teringen undersøges imidlertid på et smalt område, eftersom den eneste nye
anbefaling i orienteringen, i forhold til Miljøstyrelsens tidligere materiale om
luftforurening fra asfaltfabrikker, handler om CO emissionen.
Hverken før eller efter udgivelsen af brancheorienteringen indeholder alle
miljøgodkendelser vilkår til CO emissionen. Det anbefales at amterne reviderer
de godkendelser som ikke indeholder vilkår til CO emissionen.
Som udgangspunkt for analysen af brancheorienteringen er der foretaget følgen-
de undersøgelser, (i) hvordan udviklingen i asfaltindustriens konkurrenceforhold
indvirker på produktionen i industrien; (ii) hvilke teknologier som anvendes ved
fremstilling af varmblandet asfalt; og (iii) hvilke miljøbelastninger og muligheder
for forureningsbegrænsning og renere teknologi som findes i asfaltindustrien.
Undersøgelsen af udviklingen i industriens konkurrenceforhold er foretaget med
inspiration i Michael E. Porter's arbejder om konkurrencestrategier. Der er tale
om en "modificeret Porter undersøgelse", hvor formålet er ændret fra at handle
om formulering af konkurrencestrategier og til at handle om miljømæssige konse-
kvenser. Det har derfor været nødvendigt at foretage en supplerende fortolk-
ning, så der fokuseres på konkurrenceforhold med miljømæssige konsekvenser.
Undersøgelsen påpeger tendenser i den teknologiske udvikling som er miljø-
mæssigt relevante og den fastslår at det offentlige, som dominerende kunde, har
gode muligheder for at påvirke asfaltindustrien via grønne indkøb.
En vigtig del af undersøgelsen af asfaltindustriens miljøbelastninger har været at
sammenfatte emissionsmålinger udført på danske asfaltfabrikker. På baggrund af
de samlede data konkluderes: At lugtmåling er dårlig egnet til at vurdere
røggassens indhold af kulbrinter; at måling af luftoverskud er utilstrækkeligt som
styreparameter for forbrændingskvaliteten; og at der er god sammenhæng
mellem emission af CO og Total Organisk Kulstof. Måling af CO emissionen er
derfor en god indikator for forbrændingskvaliteten og ved at holde CO emissio-
nen så lav som mulig, så mindskes belastningen af miljøet med kulbrinter.
2
1 Indledning
1.1 Baggrund
I første halvdel af 1990'erne er der kommet en række nye regler som vedrører
virksomheder der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, de såkaldte
listevirksomheder. Med revisionen af miljøbeskyttelsesloven, som trådte i kraft
den 1. januar 1992, skete der omfattende ændringer i lovgivningen om listevirk-
somheder. En vigtig ændring var, at princippet om renere teknologi blev indført
som det bærende element i miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 1991a).
Reglerne om miljøgodkendelse af listevirksomheder har eksisteret siden 1974,
hvor den første udgave af miljøbeskyttelsesloven trådte i kraft. Men mange
virksomheder er bestående listevirksomheder, dvs. de er etableret før loven
trådte i kraft. Bestående listevirksomheder var i mange år kun godkendelses-
pligtige i forbindelse med nyanlæg eller ændringer, som medførte øget foru-
rening. Det blev ændret med indkaldelsesbekendtgørelsen (Miljøministeriet,
1992), som sætter tidsfrister for hvornår bestående listevirksomheder skal ind-
sende ansøgning om miljøgodkendelse. I ansøgningen skal virksomhederne
redegøre for anvendelse af den mindst forurenende teknologi og miljømyndig-
hederne skal vurdere virksomhedernes materiale.
Asfaltindustrien er en af de brancher som er omfattet af de ændrede regler.
Asfaltfabrikker har været omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 siden
loven trådte i kraft, men de fleste fabrikker er bestående listevirksomheder. Som
følge af indkaldelsesbekendtgørelsen skulle asfaltvirksomheder søge om miljøgod-
kendelse, senest den 1. januar 1995, hvis ikke alle aktiviteter allerede var
omfattet af en godkendelse.
For at hjælpe virksomheder og miljømyndigheder i godkendelsesarbejdet, er der
udarbejdet en såkaldt brancheorientering for asfaltindustrien. Den udkom i maj
måned 1995 (Miljøstyrelsen, 1995). Brancheorienteringen erstatter ikke de
generelle vejledninger, men supplerer disse ved at pege på løsningsmuligheder
for miljøproblemer, der er typiske for asfaltindustrien. Brancheorienteringen er
udarbejdet i et samarbejde med repræsentanter fra Asfaltindustrien, Amtsråds-
foreningen og Miljøstyrelsen og er resultatet af forhandlinger mellem parterne og
en høring i en begrænset kreds. I en sådan situation er det næppe alle forhold
der kan opnås enighed om. Det er derfor relevant at undersøge om branche-
orienteringen omfatter asfaltindustriens teknologi, miljøbelastning og muligheder
for forureningsbegrænsning og renere teknologi.
Alle danske asfaltproducenter er medlem af brancheforeningen Asfaltindustrien,
AI, der udformede den første fælles miljøpolitik i 1988. Branchens miljøpolitik
blev i foråret 1992 udvidet med en tilslutning til det miljøcharter, som det
internationale handelskammer, ICC, har offentliggjort (ICC, 1991). Som noget
enestående i dansk industri, har alle virksomheder i asfaltindustrien et certificeret
kvalitetsstyringssystem. Fordi der er mange fællestræk mellem standarder for
kvalitetsstyring og miljøstyring, er det nærliggende at forvente at tilslutningen til
ICC's miljøcharter følges op, ved at asfaltvirksomhederne indfører miljøstyrings-
systemer. En af virksomhederne i asfaltindustrien, Colas Danmark A/S, har
oplyst at den arbejder på at få et certificeret miljøstyringssystem (Krog, 1995).
Indholdet af brancheorienteringen er også relevant i denne sammenhæng fordi
den formentlig, på nogle områder, danner norm for de krav et certificeringsorgan
vil stille til en asfaltvirksomheds miljøstyringssystem.
1.2 Problemformulering
På baggrund af den beskrevne udvikling i miljømyndighedernes regulerings-
grundlag, skal projektet besvare følgende problemformulering:
• Er Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 4, 1995, Brancheorientering
for asfaltindustrien, et tilstrækkeligt grundlag for regulering af
asfaltfabrikker, og hvilken indflydelse har orienteringen haft på
de meddelte vilkår til emissioner til luft.
1.3 Formål
I tilknytning til problemformuleringen er der formuleret følgende formål med
projektet:
• At undersøge asfaltindustriens konkurrenceforhold, teknologi,
miljøbelastninger og muligheder for forureningsbegrænsning
og renere teknologi.
• At sammenligne brancheorienteringen med ovennævnte undersøgelse
for at vurdere om den omfatter de teknologier, miljøbelastninger, samt
muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi, som findes i
forbindelse med produktion af varmblandet asfalt.
• At undersøge udviklingen i de meddelte vilkår vedrørende emissioner
til luft, styring af tørreprocessen og minimering af energiforbrug,
for at vurdere indvirkningen fra brancheorienteringen.
Projektets målgruppe er medarbejdere hos miljømyndighederne, og andre som
arbejder med asfaltindustriens miljøforhold.
1.4 Rapportens opbygning
Den efterfølgende del af rapporten er opbygget således:
Afsnit 1.5 indeholder en beskrivelse af de metodiske overvejelser, som er gjort i
forbindelse med besvarelsen af problemformuleringen.
Kapitel 2 er en kort introduktion til brugen af varme og kolde asfaltmaterialer
inden for vejbygning og til hvordan de fremstilles. Dette kapitel kan springes
over, hvis man allerede har kendskab til asfaltproduktion.
Kapitel 3 er en undersøgelse af udviklingen i asfaltindustriens konkurrencefor-
hold. Undersøgelse foretages med udgangspunkt i Michael E. Porter's arbejder
om konkurrencestrategier og er opbygget efter de fem konkurrencekræfter som
ifølge Porter har afgørende indflydelse på konkurrencen i en branche. Under-
søgelsen er modificeret, idet den ikke handler om hvordan konkurrenceforhold-
ene kan indvirke på efterspørgsel og mulighed for fortjeneste, men om hvordan
de kan få betydning for asfaltindustriens teknologi og dermed dens miljøbelast-
ning. Det undersøges desuden hvordan andre interessenter, såsom naboer og
miljømyndigheder, påvirker produktionen i asfaltindustrien.
Kapitel 4 er en undersøgelse af produktionen på asfaltfabrikker. Udgangs-
punktet er de krav som stilles til en miljøteknisk beskrivelse, dvs. en kortlægning
af procesforløb og de anvendte rå- og hjælpestoffer. Yderligere undersøges
energiforbruget ved produktion af varmblandet asfalt.
Kapitel 5 indeholder en undersøgelse af miljøbelastninger og muligheder for
rensningsforanstaltninger og renere teknologi på asfaltfabrikker. Undersøgelsen
af miljøbelastninger tager udgangspunkt i de krav der stilles til en miljøteknisk
beskrivelse, dvs. den omfatter, art og mængde af emissioner til jord, vand og luft
og dannelse af affald. Konklusioner om luftforurening fra asfaltfabrikker er
hidtil foretaget på et spinkelt statistisk grundlag. Derfor består en væsentlig del
af undersøgelsen i sammenfatning af emissionsmålinger, og på baggrund af det
øgede datagrundlag, konkluderes om luftforureningen fra asfaltfabrikker.
Kapitel 6 indeholder en undersøgelse af reguleringen af asfaltindustriens belast-
ning af det ydre miljø. Undersøgelsen består af tre overordnede dele. I første
del gennemgås udviklingen i grundlaget for amternes miljøsagsbehandling ved-
rørende asfaltindustrien, i form af vejledninger, rapporter m.m. som specifikt
vedrører asfaltindustrien. I anden del vurderes om brancheorienteringen er et
tilstrækkeligt grundlag for miljøregulering af asfaltfabrikker, kriterierne er om
orienteringen omfatter de teknologier, miljøbelastninger og muligheder for
forureningsbegrænsning og renere teknologi, som findes i asfaltindustrien. I
tredje del undersøges udviklingen i de meddelte vilkår vedrørende emissioner til
luft, styring af tørreprocessen og minimering af energiforbrug.
Kapitel 7 er en diskussion af undersøgelsesmetoder.
Kapitel 8 indeholder konklusionen på undersøgelsen.
Kapitel 9 indeholder referencer.
Virksomheden og omverdenen
En virksomhed betragtes her i projektet som et åbent system, der påvirker og
påvirkes af omverdenen. Sammenhængen mellem omverden, virksomhed og
miljøbelastning kan illustreres med en simpel model, hvor der er in-put fra
omverdenen til virksomheden og out-put fra den i form af økonomiske mål,
produkter, påvirkning af ydre miljø og arbejdsmiljø m.m. Virksomhedens
overlevelse er på lang sigt afhængig af dens evne til at opfatte og reagere på
forholdene i dens omverden. I mange tilfælde er der tale om indirekte
påvirkning fra omverdenen, idet signalerne først skal opfattes af nogen i virksom-
heden, og der skal reageres på dem. I enkelte tilfælde kan der ske direkte
indgriben fra omverdenen, fx. et krav fra Told & Skat eller et påbud fra miljø-
myndighederne. Set fra en reguleringsmæssig synsvinkel er kendskab til pro-
cesserne i en virksomhed derfor særligt relevant, når det drejer sig om brug af
indirekte styringsmidler. Bemærk i øvrigt, at årsagskæden ikke kun går fra
omverden, over virksomhed og til resultater, men at virksomheder kan påvirke
deres omverden. Inden for miljøområdet er det ligefrem sat i system, idet forslag
til love og vejledninger sendes til høring hos erhvervsorganisationerne.
Når virksomheden betragtes som et åbent system, er det hensigtsmæssigt at tage
udgangspunkt i interessentmodellen, jf. (Busch et al., 1993). I følge interessent-
modellen kan flere forskellige interessenter, eller interessegrupper, deltage i og
påvirke en organisation. Nogle vigtige interessenter er offentlige myndigheder,
ejere, ansatte, kunder, leverandører og banker. Som figur 1.2 illustrerer står
virksomheden midt i en sværm af krav fra interne og eksterne interessenter, som
både kan have modstridende interesser og fælles interesser. I praksis sker
påvirkningen af virksomheden i et netværk af relationer mellem virksomhed og
interessenter (Hedaa, 1993).
Modellen skelner ikke mellem personer/grupper indenfor og udenfor organisatio-
nen. De interessenter som påvirker organisationens formulering af mål, valg af
løsninger m.m. er ikke kun dem inde i organisationen. Långivere, en domineren-
de kunde eller fagforeninger kan have stor indflydelse. Indflydelsen kan i tidens
løb skifte fra én interessegruppe til en anden, fx. styrkes aktionærernes og
långivernes indflydelse i en virksomhed som har dårlig økonomisk udvikling. I
konflikt situationer ser man ofte virksomheder argumentere mod krav fra én
gruppe, med henvisning til krav fra en anden gruppe. Der henvises for eksempel
til begrænsninger i konkurrenceevnen dvs. kundernes interesse, enten for at
dæmpe udviklingen i lønomkostninger dvs. ansattes interesse, eller for at dæmpe
udviklingen i miljøomkostninger dvs. miljømyndighedernes interesse.
Interessenterne har et bidrags-belønningsforhold til virksomheden. Et eksempel
er de ansatte der bidrager med arbejdskraft og kvalifikationer til virksomheden
og modtager løn, m.m. Et andet eksempel er det offentlige der bidrager med
grunde, afløb, uddannelse m.m. og modtager arbejdspladser og skatter/afgifter.
Virksomhedens eksistens afhænger af om interessenterne anser belønningerne så
værdifulde, at de fortsat vil yde et bidrag. Det er en vigtig ledelsesopgave at
fastholde de forskellige interessenters bidrag. For at varetage interessenternes
behov, bliver der i større organisationer eventuelt opbygget afdelinger, eller ansat
personer, med ansvar for at holde kontakt med bestemte interessegrupper.
Substitutter, dvs. i hvilken grad udvikling i aftagernes præferencer eller teknologi
udvikling kan medføre, at industriens marked falder på en måde, som er uden
for industriens indflydelse.
Aftagernes forhandlingsstyrke, der påvirkes af om der er mange eller få aftagere af
industriens produkter, og i hvilken grad de er i stand til samlet at lægge pres på
industrien, for at accepterer givne vilkår angående pris, kvalitet, miljøforhold
m.m.
Leverandørernes forhandlingsstyrke, der påvirkes af om der er mange eller få
leverandører til industrien, og i hvilken grad de er i stand til samlet at lægge pres
på industrien, for at acceptere givne vilkår vedrørende pris, kvalitet, miljøegen-
skaber m.m., og i hvilken grad dette vil slå igennem på industriens konkurrence-
forhold og indtjening.
Alle fem konkurrencekræfter kan påvirkes af de offentlige myndigheder/institu-
tioner, der kan optræde som både aftager og leverandør. Det offentlige kan
også påvirke konkurrencen via støtteordninger, afgifter m.m. I følge Porter bør
en analyse af industri strukturen derfor indeholde en vurdering af hvordan den
nuværende og fremtidige, offentlige politik vil påvirke de fem konkurrence-
kræfter. Porter forsvarer i de to første arbejder det synspunkt, at det er mest
givtigt at undersøge hvordan det offentlige påvirker konkurrencen gennem de
fem konkurrencekræfter, og ikke betragte det offentlige som en selvstændig
konkurrencekraft. Det skal her indskydes at det offentlige kan påvirke virksom-
heder på anden vis end gennem de fem konkurrence kræfter, nemlig gennem de
såkaldte faktorbetingelser, se omtalen på side 13 - 14 af Porter's tredje store
arbejde "The Competetive Advantage of Nations".
Konkurrencekræfterne udgør en række muligheder og begrænsninger for
virksomhederne i en industri. For den enkelte virksomhed handler det om vælge
en strategi, som positionerer virksomheden i forhold til konkurrenterne i
industrien, for derved at opnå en konkurrencemæssig fordel. Der er to måder at
opnå konkurrencemæssige fordele på. Ved omkostningsledelse, hvor man
tilstræber at mindske omkostningerne for at være billigst, det kendes fx. fra
mange fødevarer og stålproduktion. Den anden måde er differentiering, hvor
man tilstræber at adskille sig fra konkurrenterne på fx. produktlevetid, service,
leveringstid, driftsomkostninger, miljøegenskaber, lokaliseringen nær ved marke-
det m.m. Her er kun nævnt nogle af de konkurrenceparametre som kan komme
på tale. Et kendt eksempel på differentiering er Bang & Olufsen der adskiller
sig fra konkurrenterne ved sit design. En anden variabel er bredden af konkur-
renceområdet, der kan være smalt eller bredt. Et smalt konkurrence område
indebærer at der fokuseres på en afgrænset kundegruppe, et geografisk område,
en produkttype eller anden form for afgrænsning, hvor der så konkurreres på
enten prisen eller ved at differentiere sig fra konkurrenterne. På den måde
ender man op med ialt 4 grundlæggende konkurrencestrategier, se figur 1.4.
Sagt på almindeligt dansk, handler konkurrencestrategien om hvordan virksom-
heden vil konkurrere og hvilke markeder den vil betjene.
10
Endelig siger modellen, at tilfældigheder, fx. en oliekrise, også kan spille en rolle,
ved at påvirke de fire determinanter. De tilfældige begivenheder har ikke noget
at gøre med forholdene i regionen/nationen, og de er uden for virksomhedernes
indflydelse, men de kan imidlertid bevirke fordele for industrier i visse
regioner/nationer, men ikke i andre.
Ovenstående er redegjort for nogle af hovedpointerne i Michael E. Porter's
arbejder. Porter bygger på erfaringer fra 1970'erne og 80'erne, dvs. en periode,
hvor hverken det offentlige eller andre interessenter, lagde samme vægt på
miljøforhold som i dag. Det vurderes ikke at være en begrænsning for brug af
modellerne, idet det antages, at øgede miljøkrav vil afspejler sig i modellerne.
Det er dog ikke uden problemer at bruge Michael E. Porter's modeller. De
bygger i vid udstrækning på erfaringer fra store amerikanske virksomheder og
det kan give vanskeligheder, og behov for supplerende fortolkning, når modeller-
ne og de skitserede sammenhænge, skal overføres til danske forhold. Tænk for
eksempel på at bruge værdikæden på en typisk underleverandør med 10 ansatte.
Det som er væsentligt i forbindelse med besvarelse af dette projekts problem-
formulering, er forhold i omverdenen som er fælles for virksomhederne i
asfaltindustrien, og som kan få indflydelse på deres udvikling, og dermed på
deres miljøbelastning. Som udgangspunkt er derfor valgt Porter's fem konkur-
rencekræfter. Men der er tale om en "modificeret Porter undersøgelse". Den
handler ikke om formulering af konkurrence strategier. Formålet er at opstille
en forventet fremtidig industri struktur, med vægt på forhold som kan få betyd-
ning for industriens miljøbelastning. Undersøgelsen går ikke i dybden med de
enkelte virksomheders konkurrence strategier og den omhandler ikke industriens
internationale konkurrenceevne.
Det kræver en supplerende fortolkning af de fem konkurrencekræfters ind-
flydelse, når undersøgelse ændres fra indvirkning på efterspørgsel og fortjeneste,
og til at omhandle indvirkning på miljøbelastningen. Nedenfor gives tre korte
eksempler. Det første eksempel er lokalisering. Ved formulering af konkurren-
cestrategier kan lokalisering være en konkurrenceparameter, fordi den kan være
kilde til konkurrencemæssige fordele, ved enten omkostningsminimering, eller
ved differentiering på grund af nærhed til markedet. Når det handler om miljøet
er lokaliseringen relevant for belastningen af for eksempel grundvandsressourcer
og mennesker. Det andet eksempel er substitutter. Ved formulering af konkur-
rencestrategier er substitutter vigtige, fordi de kan true fortjeneste og efter-
spørgsel på et produkt, og overvejelserne drejer det sig enten om hvordan man
forsvarer sig mod substitution, eller om hvordan man fremmer substitution. Når
det handler om miljøet er substitutter relevante, fordi de kan have både positive
og negative konsekvenser for belastningen af miljøet. Det skal straks indskydes,
at netop miljøegenskaber kan være en begrundelse for eller imod substituering.
Det tredje eksempel er mulige nye konkurrenter i industrien. Ved formulering
af konkurrencestrategier drejer det sig enten om at omgå eller hæve indgangs-
barriererne. Når det handler om miljø kan man tage udgangspunkt i de to yder-
punkter, en industri med høje indgangsbarrierer, hvor nye virksomheder sjældent
etablerer sig, og en industri med lave indgangsbarrierer, hvor der er gennemtræk
af virksomheder. De to yderpunkter illustrerer at miljømyndighedernes arbejde
med en industri, i forskellig grad skal være indrettet til at miljøgodkende og føre
tilsyn med nye eller eksisterende virksomheder.
15
Et forhold man skal være opmærksom på er, at der kan være interessenter som
ikke er relevante, eller perifere, når det handler om konkurrence strategier, og
derfor ikke er med i Porter's modeller. De samme interessenter kan imidlertid
være drivkræfter i processen der bestemmer hvordan en virksomhed håndterer
sin miljøbelastning. Et eksempel på en sådan interessent er naboer. Naboer er
næppe relevant i forbindelse med konkurrence strategier, men de kan påvirke
adfærden på miljøområdet, enten som følge af konflikter, eller ved at virksom-
heden bliver selvregulerende for at undgå konflikter. Derfor undersøges også
hvordan interessenter som ikke er blandt de fem konkurrencekræfter, har
påvirket, eller forventes at kunne påvirke asfaltindustrien udvikling, når det
drejer sig om adfærden på miljøområdet.
Den "modificerede" Porter undersøgelse af asfaltindustrien foretages i kapitel 3
og udføres på baggrund af skriftlige kilder og interviews med medarbejdere i
Vejdirektoratet og virksomheder i asfaltindustrien. Dataindsamlingen er fore-
taget i perioden januar til maj 1996. Undersøgelsen er opbygget, så den følger
de fem konkurrencekræfter, som ifølge Porter er bestemmende for konkurrencen
i en industri.
Virksomheden og dens produktion
Til en overordnet beskrivelse af det indre af en virksomhed, er det valgt at tage
udgangspunkt i Leawitts organisationsmodel, som er vist i figur 1.8. Modellen
opdeler en organisation (her en virksomhed) i fire bestanddele: Opgaver, der
omfatter de aktiviteter virksomheden udfører, hvilke produkter/ydelser den
leverer til verdenen uden for, Struktur, dvs. hvordan arbejdsopgaverne fordeles og
koordineres, Teknologi, dvs. den måde produktionsprocessen udføres på rent
teknisk ved hjælp af maskiner og materialer samt fremgangsmåden ved anvend-
else af maskinerne m.m. og endelig Aktører, dvs. menneskene som er ansat i
virksomheden og som er karakteristiske ved have forskellige kvalifikationer,
holdninger, motivation og interesser.
Fordelen ved Leawitts model er, at den giver en enkel ramme til at beskrive en
virksomhed, nemlig ved hjælp af fire bestanddele, og den viser desuden at de fire
bestanddele hænger sammen. Forandres en af bestanddelene så kan det, på en
og eller anden måde, påvirke de andre bestanddele. En anden fordel ved
modellen er, at den indeholder en indirekte kobling til omverdenen, fordi det må
formodes, at der ved formulering af virksomhedens strategi (opgaver/mål) tages
hensyn til omverdensforholdene.
Undersøgelsen af produktionen på asfaltfabrikker foretages med udgangspunkt i
kravene til en miljøteknisk beskrivelse, det vil sige en kortlægning af procesforløb
og af de anvendte rå- og hjælpestoffer, jf. (Miljøministeriet, 1991b og 1992) og
(Miljøstyrelsen, 1993). Endvidere undersøges energiforbruget ved produktion af
varmblandet asfalt. Undersøgelsen foretages i kapitel 4 på baggrund af littera-
turstudier, herunder sagsakter fra amterne, virksomhedsbesøg, og en spørge-
skema og interviewundersøgelse blandt amterne. Dataindsamlingen er foretaget i
perioden juni 1996 til januar 1997.
16
Organisationsstruktur defineres af Minzberg, som summen af de måder på hvilke
en organisation opdeler arbejdet i klare opgaver og opnår koordinering mellem
dem (Bakke og Fivelsdal, 1993). Et eksempel på strukturens indvirkning på
virksomheders miljøbelastning ses i små virksomheder med en enkel struktur fx.
håndværk og småindustri. Ledelsen består ofte af en person som skal varetage
alle interessenternes krav. Dagen er dog især fyldt op med at varetage kunder-
nes interesser, dvs. med kontakt til kunder og leverandører og med produktions-
styring. I virksomheder med en enkel struktur er der sagt på jævnt dansk "ikke
tid til at kikke op over ordrebunken", og alene mangel på tid kan være en
hindring for at følge med i udviklingen i miljøregler, eller for at foretage et
systematisk miljøarbejde, med det formål at mindske miljøbelastningen. Modsat
skal der mindes om, at der ligger en betydelig opgave i at få alle medarbejdere
til at deltage i et forebyggende miljøarbejde i store organisationer med en formel
og kompleks struktur.
Organisationskulturen er en samlebetegnelse for de fremherskende værdier,
holdninger og adfærdsnormer hos aktørerne i en organisation. Det har noget at
gøre med "den måde, som vi gør tingene på her". En definition, som tillige
berører organisationskulturens funktion, er givet af (Schein, 1992): "Et mønster
af fælles grundlæggende antagelser, som gruppen lærte sig, mens den løste sine
problemer med ekstern tilpasning og intern integration, og som har fungeret godt
nok til at blive betragtet som gyldige og derfor læres videre til nye gruppemed-
lemmer som den korrekte måde at opfatte, tænke og føle på i relation til disse
problemer". I kulturen kan der være hindringer for at en virksomhed mindsker
sin miljøbelastning. En holdning som: "Vi har ikke nogen miljøproblemer her",
er selvsagt en barriere for forebyggende miljøarbejde i en virksomhed. Det er
imidlertid en holdning som kan fungere udmærket, hvis virksomheden ikke er
udsat for et miljømæssigt pres fra dens interessenter, som fx. kunder eller
miljømyndigheder. I kulturen kan der også være potentialer for at mindske
miljøbelastningen. Ved holdningspåvirkning kan der for eksempel spares energi
og penge uden store anlægsinvesteringer, det er en form for renere teknologi
som blandt andet kan fremmes med miljøstyringssystemer. Inden for hotelbran-
chen har energiselskabet Nesa et eksempel på at et større hotel, alene ved at
informere medarbejderne, kunne spare cirka 10 procent energi (Energispare-
udvalget, 1995b). Kulturen er sammensat af et stort antal elementer, og den
udvikles i et kompliceret samspil mellem interne og eksterne faktorer, som
gensidigt påvirker hinanden (Bakka & Fivelsdal, 1993). Et eksempel på at
holdningerne i omgivelserne påvirker virksomheder så man i midten af 1980'erne.
Superfos koncernen blev dengang nævnt i forbindelse med en række forurenings-
sager. For at ændre sit negative image igangsatte Superfos et projekt som skulle
kortlægge forureningen fra koncernens aktiviteter og som også omfattede en stor
annoncekampagne under sloganet "Superfos rydder op". Den administrerende
direktør for Superfos begrundede blandt andet initiativet med at det var nødven-
digt med et bedre omdømme, hvis Superfos også fremover skulle kunne tiltrække
kvalificeret arbejdskraft (Bakka, 1986).
Organisationsprocesser omfatter mange typer processer, men her tænkes først og
fremmest på beslutnings-, strategiske- og forandringsprocesser. For processerne
gælder at de ikke er mekaniske, signaler fra interessenterne kan tolkes i mange
retninger og de udløser ikke bestemte handlinger. Det skyldes blandt andet den
måde der tages beslutninger på i en organisation. Litteraturen om beslutnings-
18
processer er righoldig og der er adskillige modeller at vælge mellem, se (Bakka
og Fivelsdal, 1993). Det vil føre for vidt at komme ind på dem alle, her skal kun
omtales Herbert A. Simon, som har introduceret en model som blandt andet
bygger på at beslutningstagere har en forenklet model af virkeligheden, at de
ofte er tilfredse med at opdage og vælge mellem tilfredsstillende alternativer, de
søger ikke den optimale løsning, men en som er god nok. Da der er tale om
begrænset indsigt, træffes beslutninger ofte ved hjælp af enkle tommelfinger-
regler. At det kan resultere i begrænset økonomisk rationalitet er energi-
forbruget et eksempel på. Elselskabernes energirådgivning har på 4 år udført
ialt 3.400 rådgivningssager. Erfaringen er, at der i gennemsnit findes besparelses-
muligheder på 10 procent, som kan opnås med en investering der er betalt
tilbage på 2,4 år (Energispareudvalget, 1995a). En grund til at virksomheder
ikke er opmærksomme på energibesparende tiltag, selv om de har kort tilbage-
betalingstid, er at energiudgiften ofte kun udgør en lille del af de samlede
omkostninger og derfor ikke har nogen stor bevågenhed.
Virksomhedens miljøforhold
Undersøgelsen af asfaltvirksomhedernes miljøforhold skal ligesom undersøgelsen
af produktionen, opfylde de krav der stilles til en miljøteknisk beskrivelse
(Miljøministeriet, 1991b og -1992) og (Miljøstyrelsen, 1993). Med udgangspunkt i
procesforløbet kortlægges art og mængde af emissioner til jord, vand og luft og
dannelse af affald. Muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi
beskrives for hver enkelt delproces. Undersøgelsen foretages i kapitel 5. Set i
en livscyklus sammenhæng omhandler projektet kun fasen fremstilling af bygge-
varer, jf. figur 3.12. I en miljøteknisk beskrivelse indgår ikke påvirkninger i
arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljøet er her i projektet valgt fra af tids- og ressource-
mæssige årsager, men omtales eventuelt når der er forbindelse mellem belastning
af det ydre miljø og af arbejdsmiljøet.
Miljøbelastningen analyseres på baggrund af virksomhedsbesøg, skriftlige kilder
og en interview- og spørgeskemaundersøgelser blandt amterne. Dataindsam-
lingen er foretaget i perioden juni 1996 til januar 1997. På miljøområdet er
indsamling af skriftlige kilder ikke helt så ligetil at gennemføre, som det lyder.
En del af litteraturen udgøres af såkaldt "grå litteratur" dvs. litteratur som
hverken er registreret centralt eller publiceret i større oplag. Det drejer sig
blandt andet om rapporter udført i forbindelse med forureningsundersøgelser og
ansøgning om miljøgodkendelse. Derfor har en vigtig del af litteraturindsam-
lingen bestået i, at tage kontakt til de lokale miljømyndigheder og videnscentre
inden for miljøsektoren.
De naturvidenskabelige metoder, som anvendes til vurdering af belastning af
miljøet vil blive omtalt undervejs i projektet, det gælder fx. metoder til vurdering
af udvaskning af uorganiske forureningskomponenter fra granulært affald.
19
Miljømyndighedernes regulering
Reguleringen af asfaltindustriens ydre miljø undersøges i kapitel 6. Formålet
med kapitlet er at vurdere om Miljøstyrelsens brancheorientering for asfalt-
industrien er et tilstrækkeligt grundlag for reguleringen samt undersøge hvilken
indflydelse orienteringen og tidligere anbefalinger har haft på de meddelte
miljøgodkendelser. Undersøgelsen består af tre overordnede dele. I første del
gennemgås tidligere udsendte cirkulærer, vejledninger m.m. som specifikt
omhandler asfaltindustriens miljøforhold, denne gennemgang gør det muligt at
opfatte anbefalingerne i brancheorienteringen og den gennemførte regulering, i
en sammenhæng. I anden del undersøges om orienteringen er et tilstrækkeligt
grundlag for regulering af asfaltfabrikker. Kriterierne er om orienteringen
omfatter de produktionsprocesser, miljøbelastninger, muligheder for forurenings-
begrænsning og for renere teknologi som findes i industrien. Metoden er at
orienteringen sammenlignes med resultatet af de tidligere udførte undersøgelser i
denne rapport. I tredje del undersøges udviklingen i de meddelte vilkår ved-
rørende emissioner til luft, til styring af tørreprocessen og minimering af energi-
forbruget. Indsamling af data er foretaget ved læsning af miljøgodkendelser og
telefoninterviews i amterne.
For at sætte brancheorienteringen ind i en historisk sammenhæng, skal udvik-
lingen i strategier og styringsmidler i miljøreguleringen kort beskrives. Den
tidligere opfattelse af miljøproblemer var, lidt forenklet, at der var tale om lokale
problemer, som kunne nedbringes til et acceptabelt niveau ved hjælp af krav om
rensning og fortynding af udledninger. Gradvis blev det erkendt at fortynding er
utilstrækkelig, idet stofferne ikke forsvinder fra miljøet, problemerne optræder
blot længere væk. For eksempel medvirker luftforurening i Danmark til både
regionale og globale effekter. Og rensning giver ofte problemer med bortskaffel-
se af de udskilte restprodukter. Begrænsningerne i de traditionelle strategier
medførte at miljømyndighederne i 1980'erne begyndte at interessere sig for
miljøbeskyttelsesstrategier, der forebygger at miljø- og ressourceproblemer opstår
og som ser på belastninger fra produkter i hele deres livscyklus. I forbindelse
med dette projekt er det relevant, at princippet om renere teknologi blev
introduceret som det bærende element i miljøbeskyttelsesloven ved den gennem-
gribende revision af loven, som trådte i kraft den 1. januar 1992. I tilknytning til
den reviderede lov udstedtes indkaldelsesbekendtgørelsen, som fastslår at
bestående listevirksomheder, som ikke har en samlet godkendelse skal ansøge
om godkendelse inden for nærmere angivne tidspunkter. I forbindelse med god-
kendelsen skal lokale miljømyndigheder og virksomheder samarbejde om
indføring af renere teknologi. Miljøgodkendelse af listevirksomheder er således
blevet et vigtigt styringsmiddel til fremme af renere teknologi.
De styringsmidler som anvendes til at gennemføre miljøreguleringen kan opdeles
i direkte og indirekte styringsmidler. De direkte styringsmidler omfatter retslige
styringsmidler der påbyder en bestemt miljøadfærd, som for eksempel miljøgod-
kendelser, påbud og godkendelse af kemiske stoffer og produkter. De retslige
styringsmidler har hidtil været dominerende. De indirekte styringsmidler påbyder
ikke en bestemt adfærd, men har til hensigt at stimulere til en ønsket miljø-
adfærd. Indirekte styringsmidler omfatter økonomiske styringsmidler, støtte og
afgifter, samt en række andre styringsmidler, som for eksempel information og
frivillige aftaler. Miljø- og energiministeriet har i Natur- og Miljøpolitisk Rede-
20
gørelse (Miljø- & Energiministeriet, 1995), tilkendegivet at fremover vil alle de
styringsmidler, der er i brug i dag, fortsat blive benyttet, men vægten mellem
dem vil blive forskudt, så der bliver lagt øget vægt på indirekte, adfærdsstimu-
lerende, styringsmidler. Karakteristisk for adfærdsstrategierne er desuden at
virksomheder m.fl. inddrages i arbejdet. Ændret miljøadfærd afhænger af hold-
ningsændringer og det kræver information og løbende debat og dialog.
Sammenfattende kan man sige, at i dag er en ideel miljøgodkendelse både et
direkte retsligt styringsmiddel, der påbyder en bestemt miljøadfærd ved hjælp af
blandt andet emissionsvilkår, og et indirekte adfærdsstimulerende styringsmiddel,
hvor lokale miljømyndigheder og virksomheden er i dialog om renere teknologi.
For nogle virksomhedstyper er noget af dialogen om renere teknologi imidlertid
flyttet fra den enkelte godkendelse, og til udarbejdelsen af de såkaldte branche-
orienteringer. Brancheorienteringer laves for at hjælpe de lokale miljømyn-
digheder og virksomheder med at opfylde miljøbeskyttelseslovens intentioner om
renere teknologi og de udarbejdes i dialog mellem repræsentanter for industrien,
Miljøstyrelsen og de lokale miljømyndigheder. En del af baggrunden for at
Miljøstyrelsen lagde op til samarbejde om udarbejdelse af brancheorienteringer
er præsenteret i artikel af den daværende kontorchef i Miljøstyrelsens Industri-
kontor (Goldschmidt, 1993). Goldschmidts grundantagelse er, at det er af
afgørende betydning for en virksomhed, at den er accepteret af det samfund, den
opererer i, og at den har et konkurrencedygtigt produktionsapparat. For at
virkeliggøre dette mener Goldschmidt at det er nødvendigt at der foregår, hvad
han betegner som en Legitim Interessepræget Produktiv Samtale, LIPS, mellem
virksomheden og dens omgivelser. Samtalens legitimitet indebærer for den
enkelte interessent at dennes synspunkter bliver inddraget og får indflydelse på
samtalens forløb. At samtalen er interessepræget indebærer at alle relevante
interessenter bliver repræsenteret i samtalen og her er miljømyndighedernes rolle
at være repræsentant for brede samfundsmæssige interesser. Samtalen opfattes
som produktiv, hvis den fremmer udveksling af viden mellem parterne. Parterne
i samtalen har nemlig hver især en viden, som de øvrige har brug for i deres
interessevaretagelse. Myndighederne har brug for bidrag fra virksomhederne om
hvad der er teknisk og økonomisk muligt. Virksomhederne har brug for miljø-
myndighedernes viden om miljøforhold, miljøteknologi og fremtidige krav til
virksomheders miljøadfærd. Som følge af den nye lov om miljøbeskyttelse og
den tilhørende bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder, var det
Goldschmidt's pointe, at der var skabt en enestående chance for at etablere en
række legitimt interesseprægede produktive samtaler om forskellige branchers
miljøproblemer og muligheder for at anvende renere teknologi.
Der findes en undersøgelse af hvordan forhandlingerne mellem industri og miljø-
myndigheder har haft indflydelse på fem brancheorienteringer, deriblandt
orienteringen for asfaltindustrien (Berner et al. 1996). Berner et al. vurderer
forhandlingsforløbene efter gennemgang af sagsakter og interviews med aktører-
ne fra forhandlingerne, og de konkluderer at industrien generelt har opnået en
stor interessevaretagelse, mens Miljøstyrelsen i mindre grad har været i stand til
at fastholde sine interesser. Med hensyn til orienteringen for asfaltindustrien
bygger denne konklusion blandt andet på, at der mangler en langsigtet tilgang til
renere teknologi, som ikke stiller spørgsmål ved den måde der produceres asfalt
på i dag.
21
Drænasfalt, DA, er en asfalttype som er drænende og støjsvag. Drænasfalt har
ligesom asfaltbeton et hårdt bindemiddel. Men på grund af store sammen-
hængende hulrum virker asfalten støjdæmpende i forhold til asfaltbeton med tæt
og åben struktur. Drænasfalt udlægges i tykke lag. Typen er udbredt i udlandet.
Der er også udviklet støjdæmpende slidlagstyper som udlægges i tyndere lag.
Pulverasfalt, PA, bruges i dag som slidlag på let- og middel belastede veje, inde-
holder blødt bindemiddel, maksimalt forskrevne anvendelsestemperatur 160 °C,
efterkomprimeres af trafikken. Pulverasfalt laves som tæt eller åbengraderet
type.
Inden for hovedtyperne er der igen forskellige asfalttyper, afhængig af bitumen-
type, stenmaterialets art og kornkurve. Det totale antal recepter er formentlig
omkring 100. Der er udarbejdet regler for anvendelsen af de forskellige
asfalttyper. Trafikbelastningen er en væsentlig faktor i udvælgelsen af asfalttyper
til de enkelte arbejde. De mange asfalttyper betyder at en dansk asfaltfabrik
normalt fremstiller adskillige typer asfalt i løbet af en arbejdsdag.
Tilsætningsstoffer i asfalt kan være mange. Efter virkningen kan der skelnes
mellem tre typer. Klæbeforbedrer som skal forbedre bitumenens klæbning til
stenmaterialerne. Modificeringsmidler som ændrer bitumenens egenskaber som
fx. temperaturfølsomhed. Og fyldstoffer som skal sikre at bitumen fastholdes i
asfalttyper med tykke bitumenhinder, jf. beskrivelsen af skærvemastiks.
2.3 Fremstilling og udlægning af varmblandet asfalt
Den mest udbredte anlægstype til produktion af varmblandet asfalt i Danmark er
såkaldte "batch anlæg". Det er en anlægstype som hurtigt kan omstilles til
produktion af forskellige asfalt recepter. Produktion foregår i korte træk ved, at
forskellige fraktioner af stenmaterialer føres til en tørretromle, hvor de bliver
tørret og opvarmet. Derefter føres de til et blandetårn, hvor de sigtes og afvejes
i et blandekar. Dernæst afvejes filler og opvarmet bitumen, og asfalten blandes.
Den færdig blandede asfalt føres fra blandekar, til isolerede og opvarmede siloer,
hvor den opbevares indtil den udleveres til udlægning samme dag. Varmblandet
asfalt kan ikke produceres til lager.
Udlægningen foregår både som maskinudlægning og ved håndudlægning. Største-
delen af produktionen udlægges som maskinudlægning. Ved vedligeholdelse af en
gammel asfaltbelægning startes der med at vejen renfejes. Dernæst udsprøjtes et
klæbemiddel hvorefter asfalten udlægges og til sidst komprimeres. Som klæbemid-
del bruges normalt bitumen emulgeret i vand. Bitumen opløst i ekstraktionsbenzin
må eventuelt anvendes i perioden 1. oktober til 1. april (Arbejdstilsynet, 1994).
Hensynet til temperaturen ved udlægningen medfører, at afstanden fra asfalt-
fabrik til udlægningssted ikke må blive alt for stor. Det er dog muligt at sinke
afkølingen, ved hjælp af tildækning af materialet, og transportafstanden kan
komme op på omkring 70 km. Der er desuden udviklet isolerede asfaltcontai-
nere som anvendes ved små lappearbejder, hvor det er nødvendigt at den
udleverede asfalt kan holdes varm i lang tid.
24
2.4 Andre asfalttyper
Som slidlag bruges desuden to, ikke varmblandede asfalttyper, nemlig over-
fladebehandling og koldasfalt.
Overfladebehandling, OB, udføres på selve vejen ved, at vejen fejes ren og der
udsprøjtes et bindemiddel. Dernæst spredes sten ved hjælp af en stenspreder og
til sidst tromles vejen. Den endelige fastkøring sker ved trafikkens hjælp.
Den bitumen som sprøjtes ud ved en overfladebehandling gøres flydende ved tre
forskellige metoder. Ved opvarmning til 150 - 160 °C, varm bitumen, ved
opløsning i 4 - 9% organisk opløsningsmiddel og opvarmning til 120 -150 °C,
cutbackbitumen og ved emulgering i vand og opvarmning til 70 °C, bitumen-
emulsion (Ladehoff et al., 1995).
Koldasfalt, KA, udføres med en blanding af sten, bitumen emulgeret i vand og
cementfiller, som gør at det er muligt at tilpasse hvornår emulsionen i kold-
asfalten skal bryde, og binde stenmaterialet. Koldasfalt udlægges i tynde lag, i en
arbejdsgang, med en speciel maskine monteret på en lastvogn (Thau, 1992).
Der findes endnu en kold asfalttype, nemlig emulsionsasfalt, der kan bruges til
både slidlag og bærelag. I Danmark er der på nuværende tidspunkt kun udført
forsøgsstrækninger med bærelag af emulsionsasfalt.
Emulsionsasfalt, fremstilles ved blanding af stenmaterialer og bitumenemulsion
som bindemiddel. Produktionen kan ske både i stationære- og flytbare anlæg.
Som stenmateriale kan også benyttes nedknust genbrugsasfalt. Fremstilling af
emulsionsbundet genbrugsasfalt kan også ske in-situ, hvor fræsning og blanding
sker i en arbejdsgang med en speciel maskine (Thau, 1992).
Og endelig findes der en asfalttype som udlægges varmt, men som fremstilles
efter et andet princip end de ovennævnte varmblandede asfalttyper. Det er
støbeasfalt, SA, som er en meget slidstærk slidlagstype. Den blev tidligere
anvendt til stærkt trafikerede bygader i København og som brobelægning. I dag
har materialer af typen asfaltbeton og skærvemastiks erstattet støbeasfalt inden
for vejbygning. Støbeasfalt er derfor ikke omfattet af dette projekt.
2.5 Asfaltindustriens fremkomst
Den første asfaltbelagte vej i Danmark blev taget i brug i 1890. Det var Øster-
gade, som er en del af "Strøget" i København. Asfalten var en naturligt fore-
kommende kalksten med indhold af bitumen, der blev forarbejdet til såkaldt
"stampeasfalt". Omkring århundredeskiftet blev flere Københavnske gader
asfalteret. En vigtigt begrundelse for at anlægge asfaltveje dengang var, at de
virkede støjdæmpende i forhold til kørsel med hestevogne på brolagte veje
(Dahlerup, 1950). Men bortset fra dette forspil, hænger asfaltindustriens
oprindelse sammen med udviklingen i biltrafikken og dens belastning af vejene.
På baggrund af (Riis, 1946) og (Ravn, 1982) gives nedenfor et kort rids af
asfaltindustriens udvikling i første halvdel af dette århundrede.
25
3 Udviklingen i asfaltindustrien
I dette kapitel undersøges udviklingen i asfaltindustrien. Undersøgelsen fore-
tages med udgangspunkt i Michael E. Porter's arbejder om konkurrencestrategier
og er opbygget så den følger de fem konkurrencekræfter, som i følge Porter er
væsentlige for konkurrenceforholdene i en industri, dvs. mulige nye konkurrenter,
nuværende konkurrenter, substituerende produkter, kunder og leverandører.
Der er imidlertid tale om en "modificeret Porter undersøgelse". Formålet er ikke
at formulere konkurrencestrategier, men at opstille et kvalificeret skøn over
hvordan udviklingen i konkurrenceforholdene indvirker på produktionen i asfalt
industrien og dermed på dens miljøbelastning. Til sidst suppleres med en under
søgelse af interessenter på miljøområdet som ikke er med i Porters modeller,
men som erfaringsmæssigt kan have indflydelse på virksomheders miljøadfærd.
Asfaltindustrien er afgrænset til virksomheder som producerer varmblandede
asfaltmaterialer, og som selv udlægger størstedelen af produktionen. Afgræns
ningen medfører, at asfaltprodukter som overfladebehandling, koldasfalt og
genbrug på vej er substituerende produkter, men de kunne også være defineret
som et udsnit af asfaltindustrien. Producenterne af varmblandet asfalt er blandt
de virksomheder som markedsfører de substituerende produkter. Den snævre
afgrænsning af industrien er valgt, fordi det er forhold som har betydning for
produktionen på asfaltfabrikker, som er relevant for dette projekt.
3.1 Mulige nye konkurrenter
Der er adgangsbarrierer, som gør det vanskeligt for nye virksomheder at komme
ind på markedet med stationære asfaltanlæg og påføre de etablerede virksom-
heder konkurrence. For det første er der store etableringsomkostninger for en
stationær asfaltfabrik. Det nyeste anlæg, som lever op til de miljøkrav der stilles
til et bynært anlæg, er oplyst at koste omkring 35 mio. kr (Kusk, 1995). For det
andet kan det være nødvendigt med anlæg i flere områder af Danmark, for at få
permanent fodfæste på markedet, ellers har de etablerede landsdækkende
firmaer mulighed for at underbyde i lokalområdet, og dække tabet ind i andre
områder. De etablerede virksomheder i asfaltindustrien har i forbindelse med
den såkaldte Tony Hansen sag vist, at de reagerer kraftigt for at hindre nye
virksomheder i at etablere sig (Konkurrencerådet, 1991). Adgangsbarriererne
indebærer, at nye konkurrenter kun undtagelsesvis vil opfører stationære
asfaltanlæg.
En seks år gammel undersøgelse af konkurrenceforholdene i asfaltindustrien
konkluderede, at den danske asfaltindustri er forholdsvis godt beskyttet mod
konkurrence fra udlandet (Konkurrencerådet, 1991). På daværende tidspunkt
viste erfaringerne, at asfaltindustrien havde modstået konkurrence fra udlandet.
I mange tilfælde, hvor opgaverne har haft en størrelse, som kunne have gjort
dem interessant for udenlandske entreprenører, har virksomhederne i industrien
etableret fælles selskaber til at løse opgaven, fx. VASA samarbejdet om den
sønderjyske motorvej i perioden 1977 - 95 og renoveringen af Københavns
27
Lufthavn i 1983. Adgangsbarrieren er imidlertid mindsket som følge af den
teknologiske udvikling. Der er kommet transportable asfaltblandeanlæg, og
siden 1992 er der flere eksempler på at de har medvirket til, at asfaltindustrien
ikke længere kan modstå konkurrence fra udlandet.
I sæsonen 1992 arbejdede et svensk firma, Sandahl Sten & Grus AB, i Jylland.
Baggrunden for at det svenske firma kom ind på markedet var et samarbejde
mellem Vejdirektoratet, Ribe-, Vejle- og Ringkøbing Amter, som ønskede at
fremme priskonkurrencen. Sammen udbød de 64 vejarbejder i en samlet
licitation, som derfor fik en størrelse så den var interessant for et udenlandsk
firma. Det svenske firma vandt licitationen, hvor den totale mængde asfalt på
arbejderne var 100.600 tons asfalt (Børsen, 1992), det svarer til omkring 3% af
asfaltproduktionen i Danmark i 1992. Asfalten blev produceret på et flytbart
asfaltanlæg opstillet ved Vandel, i Vejle Amt.
Siden 1994 sæsonen har den finske asfaltkoncern, Lemminkäinen, arbejdet i
Danmark. I 1996 har de opstillet flytbare asfaltanlæg på to positioner, det ene
ved Vandel i Vejle Amt (ligesom det svenske firma) og det andet ved Frederiks-
havn i Nordjyllands Amt. Derudover har de to stationære anlæg, et ved Køge i
Roskilde Amt og et ved Randers i Århus Amt. Da det svenske firma var inde
på det danske marked i 1992, var der tale om samlet udbud af en række op-
gaver. Det er ikke på den baggrund at Lemminkåinen er på det danske marked.
Det finske firma vinder opgaverne ved enkelt licitationer. Ifølge den danske
asfaltindustri med rene dumpingpriser, dvs. under kostpris, med det formål at
vinde markedsandele og dermed få fodfæste på det danske asfaltmarked (Licita-
tionen, 1995a og 1995b). Oplysningerne om Lemminkåinens markedsandel
varierer. I september 1995 blev det oplyst at de havde ordrer på omkring
150.000 tons (Halskov, 1995), og i 1996 blev den producerede mængde asfalt i
1995 anført til 260.000 tons (Andresen, 1996). Det svarer til en markedsandelen
på mellem 5% - 8,5 % af den totale danske produktion.
Der er ikke noget som tyder på, at der er tale om en midlertidig interesse for det
danske marked. Ved starten af sæsonen 1996 etablerede Lemminkåinen en
dansk organisation, og finnerne byggede det første stationært asfaltanlæg på
Sjælland, på Køge Havn. Lemminkåinens fremstød på det danske marked sker
med opbakning i en hjemmemarkedsandel på omkring 70%. Lemminkåinens
omsætningen var i 1994 på ca. 3,7 mia. kr., og deres årlige asfaltproduktion
svarer næsten til den totale danske produktion (Halskov, 1995). De danske
asfalt entreprenører kan derfor få vanskeligt ved at udkonkurrere finnerne.
3.2 Konkurrencen i asfaltindustrien
3.2.1 Efterspørgselen efter asfalt
Efterspørgselen undersøges ved at se på de offentlige udgifter til veje. Asfalt
bruges overvejende i vejsektoren. Det er det offentlige som står for anlæg og
drift af veje i Danmark. Skønsmæssigt sælges omkring 80% af produktionen til
de offentlige vejmyndigheder (KonkurrenceRådet, 1991). Derfor er der til en vis
grad overensstemmelse mellem asfaltindustriens omsætning og de offentlige
28
Omkring 1990 startede der en strukturtilpasning, som har medført at der er
nedlagt asfaltfabrikker. Denne udvikling forstærkes formentlig, fordi der med
Lemminkåinens indtræden på markedet er kommet priskonkurrence i industrien,
se næste afsnit. Når der nedlægges asfaltfabrikker bliver der ganske enkelt
længere mellem asfaltfabrikkerne, og det øger chancen for at de flytbare asfalt-
fabrikker vil stå i en styrket position i forbindelse med store vejbygningsopgaver.
Som erstatning for nedlagte asfaltfabrikker er det en mulighed at anvende
"satelitenheder" i områder hvor det ønskes at opretholde en lokal kundekreds.
Metoden bruges på en asfaltfabrik i Århus Amt, hvor produktionen midlertidigt
er indstillet. Her bliver lagersiloerne brugt som "satelitenhed", dvs. til opbevaring
af asfalt produceret på en anden asfaltfabrik. Særlige "satelitenheder" kendes fra
USA, hvor der er længere imellem asfaltfabrikkerne. En anden erstatning for
tætliggende asfaltfabrikker er, at man over længere afstande transporterer
asfalten i lukkede isolerede/opvarmede transportvogne, i stedet for som nu på
åbne lastvogne, eventuelt dækket med en presenning.
Der kan næppe konkluderes noget entydigt om, hvad koncentrationen og ejerfor-
holdene i asfaltindustrien indebærer for virksomhedernes adfærd på miljø-
området. Det er imidlertid en industri med få aktører, som har fundet fælles
fodslag på en række områder. Alle virksomhederne i industrien, undtagen finske
Lemminkäinen, er medlem af brancheorganisationen Asfaltindustrien, AI. Der
samarbejdes også på miljøområdet og medlemmerne af AI har haft fælles miljø-
konsulent siden 1987 og en fælles miljøpolitik siden 1988. Asfaltindustrien har
desuden haft egen bedriftssundhedstjeneste siden 1980.
For de fleste af virksomhederne er der tale om at de selv, eller ved tilknytning til
en koncern, har særlige medarbejdere som varetager miljøområdet. Det letter
kommunikationen mellem miljømyndigheder og virksomhed, og betyder også at
der skal forhandles miljøkrav med en erfaren modpart.
Koncernrelationen betyder desuden, at asfaltafdelingernes investeringer og
strategier besluttes på koncernniveau. Et eksempel på at koncernrelationen
direkte har haft indflydelse på miljøområdet så man, da Superfos koncernen i
1984 igangsatte en kampagne under mottoet "Superfos rydder op". Kampagnen
berørte alle koncernens aktivitetsområder, se omtalen på side 18. Superfos's
initiativ har utvivlsomt indvirket på de andre virksomheder i asfaltindustrien, om
ikke andet så i forbindelse med produktionsfællesskaberne.
3.2.3 Konkurrenceparameterne
Der har i mange år været overkapacitet i asfaltindustrien. Produktionen er
næsten halveret i forhold til højdepunktet som blev nået i 1979, hvor der blev
produceret 5,8 mio tons, se figur 3.2. Men antallet af asfaltfabrikker er ikke
reduceret tilsvarende, se figur 3.3. I en industri med overkapacitet vil man
normalt forvente at virksomhederne forsøger at øge deres markedsandele for at
opnå en bedre kapacitetsudnyttelse. En anden forventet reaktion er nedlæggelse
af fabrikker for at opnå omkostningsbesparelser. Men på trods af overkapacitet
skete der ingen nedlæggelse af fabrikker i perioden 1980 - 90, og til trods for
betydelige udsving i produktionen i samme periode, var der kun små udsving i
34
virksomhedernes markedsandele (KonkurrenceRadet, 1991). Virksomhederne i
asfaltindustrien har således båret afmatningen i samme relative omfang. Det
blev af KonkurrenceRadet opfattet som et tegn på, at priskonkurrencen ikke var
virksom på asfaltmarkedet (KonkurrenceRadet, 1991). Men med indtrængen af
et finsk firma i sæsonen 1994 og -95, omtalt i afsnit 3.1, er der kommet priskon-
kurrence i asfaltindustrien.
Hvor længe priskonkurrencen varer kan der kun gættes om. Priskrigen fortsatte
ved starten af 1996 sæsonen. Formanden for brancheforeningen, AI, har i en
artikel udtalt, at hvis det finske firma bliver permanent i Danmark, så ser han
også dem som en del af branchen (Halskov, 1995). Det kan tolkes sådan, at den
etablerede industri ikke er helt fremmede overfor tanken om at stoppe freds-
piben, afslutte priskrigen, og opnå en bedre indtjening. Jævnfør desuden afsnit
3.2.2. hvor det fremgår at der ikke er flere aktører i industrien, end at de kan
sidde omkring ét bord, og at de hidtil har samarbejdet på en række områder.
I flere års fravær af priskonkurrence, er der konkurreret på forhold som kvalitet,
produktudvikling og differentiering ved nærhed til markedet.
Alle danske asfaltproducenter har indført et certificeret kvalitetsstyringssystem
efter standarder i DS/ISO 9000 serien. De sidste producenter blev certificeret i
1995. Det er helt enestående i dansk industri. Kvalitet, og ikke mindst doku-
mentationen af den, er altså en konkurrenceparameter i asfaltindustrien. Det
betyder at der eksisterer et systemteknisk grundlag for at etablere certificerede
miljøstyringssystemer i industrien. En virksomhed, Colas, indarbejdede miljø- og
sikkerhedsaktiviteter i deres kvalitetsstyringssystem allerede fra starten og
arbejder nu på at få et certificeret miljøstyringssystem (Mølhave, 1996).
Der produktudvikles i asfaltindustrien og det betyder at der introduceres nye rå-
og hjælpestoffer i industrien, som skal vurderes miljømæssigt. Vigtige drivkrafter
i udviklingen er dels en øget trafikbelastning og dels ønsket om forbedring af
asfaltens overfladeegenskaber. I de senere år er der blandt andet udviklet asfalt
som er modstandsdygtig mod sporkøring og asfalttyper som er støjdæmpende i
forhold til de traditionelle typer. Flere af de nye asfalttyper indeholder polymere
tilsætningsstoffer. Udviklingen har desuden omfattet nye vedligeholdelses-
metoder, som kan opfylde vejmyndigheders præference for billig belægningsved-
ligeholdelse, et eksempel er fremkomsten af Remix- og Marinianlæg som
genbruger asfalten på selve vejen. Se endvidere afsnit 3.4, hvor udviklingen i
produktkravene og kundernes præferencer undersøges nøjere.
Der sker en beskeden brug af miljøet i konkurrencen. Den etablerede industri
har forsøgt at bruge de danske virksomheders asfaltgenbrug og miljøstandard
som en indtrædelsesbarriere for de udenlandske konkurrenter. I forbindelse
med de udenlandske konkurrenters indtræden på markedet, gjorde asfaltindustri-
en straks opmærksom på at de udenlandske virksomheder ikke genbruger asfalt
(Børsen, 1992b). Det har desuden været nævnt, at de udenlandske virksom-
heders flytbare asfaltanlæg møder lempeligere miljøkrav og en smidigere myndig-
hedsbehandling, end deres stationære danske konkurrenter (Licitationen, 1995),
men denne kritik er usaglig, idet anlæggene skal leve op til samme miljøstandard
som danske anlæg. Den hurtige sagsbehandling skyldes blandt andet at der
opstilles nye anlæg som lever op til dagens miljøstandard.
35
En virksomhed Tarco Vej A/S, skiller sig ud fra den øvrige industri, ved at
genanvendelse af asfalt og restprodukter er en fremtrædende del af konkurrence-
strategien. Tarco Vej A/S var markant hurtigere end de øvrige i industrien, til at
ombygge alle sine asfaltfabrikker til asfaltgenbrug, og tilmed til en genbrugs-
metode som tillader en høj genbrugsprocent. Tarco Vej A/S genanvender
desuden stålslagge og skærver fra DSB i asfalt og bygge- og anlægsaffald til
bundsikringsmateriale m.m. At genanvendelse er fremtrædende i Tarco's strategi
skal blandt andet ses i sammenhæng med virksomhedens historie, idet den blev
grundlagt med det formål at forarbejde og sælge restprodukter fra de danske
gasværker. Som følge af konkurrencestrategien benytter Tarco Vej A/S miljø-
parametre i sin markedskommunikation. Men Tarco's brug af miljøparametre i
kommunikationen er ikke altid saglig. I en helsides annonce i Dansk Vejtids-
skrift i 1992 oplyser Tarco Vej A/S, at alle dens asfaltfabrikker snart er omfattet
af en frivillig miljøgodkendelse (Dansk Vej tidsskrift, 1992a). At der er tale om
frivillige miljøgodkendelser er ikke korrekt hvad angår fabrikkerne i Fjelsted og
Svogerslev. Begge disse fabrikker blev ombygget med øget forurening til følge,
og blev dermed godkendelsespligtige. De blev imidlertid først miljøgodkendt
efter at miljømyndighederne krævede det, blandt andet på grund af naboklager.
Bortset fra Tarco Vej A/S, så er der ikke tale om forsøg på miljødifferentiering i
asfaltindustrien. Miljøstrategien hos virksomhederne er et led i omkostningsmini-
mering, som handler om at holde omkostninger til affaldsbortskaffelse nede, om
at spare på rå- og hjælpestoffer og om at undgå uventede miljøinvesteringer.
Der er tale om en forsvarsstrategi, på grund af pres udefra i form af aktuelle
miljøkrav eller forventning om kommende miljøkrav. At det er en forsvarsstrate-
gi støttes dels af at adskillige asfaltfabrikker, som var godkendelsespligtige på
grund af ombygning til genbrug, ikke er blevet miljøgodkendt før de var tvunget
til det som følge af indkaldelsesbekendtgørelsen, dels af at industriens miljø-
handlingsplan ikke er offentlig tilgængelig (pers. medd. Guldbrandsen, 1995).
Det forhold at der arbejdes på at indføre miljøstyringssystemer i industrien skal
desuden ses i lyset af mange års opmærksomhed på arbejdsmiljøet, jf. afsnit 3.6,
lov om grønne regnskaber og fremtidige krav om miljøstyring på anlægsopgaver.
I asfaltindustrien er der en konkurrencefordel ved lokalisering nær ved markedet.
Det gør sig specielt gældende i Københavns området, hvor virksomhederne er
villige til at anvende store beløb til miljøforanstaltninger, som fx. indkapsling af
hele produktionsanlægget og lagring af stenmaterialer i siloer, så asfaltfabrikken
kan placeres bynært. Den første asfaltfabrik med de nævnte foranstaltninger var
Asfaltfabrikken Herlev, som blev taget i brug i 1987. De nyere bynære fabrikker
er eksempler på den bedst tilgængelige teknologi inden for produktion af varm-
blandet asfalt.
På trods af, at en række forhold tyder på, at priskonkurrencen i en årrække har
manglet i asfaltindustrien, så har virksomhederne naturligvis økonomiseret med
omkostningerne. I næste afsnit undersøges omkostningsstrukturen og den viser
hvor de største muligheder for besparelser er. Asfaltindustrien er storforbruger
af sten- og grusmaterialer, og virksomhederne har egne grusgrave. Som et led i
økonomiseringen er mange asfaltfabrikker placeret direkte i, eller i forbindelse
med, disse grusgrave. Det er hvad miljøbeskyttelse angår en dårlig placering,
idet der i grusgrave ofte er hydraulisk kontakt til grundvandsmagasiner, som
anvendes til drikkevandsforsyning og dertil kommer dårlige betingelser for
36
tilbageholdelse af en eventuel forurening.
Til sidst skal det tilføjes, at der også konkurreres på måder som ikke har følger
for miljøbelastningen. Virksomhedernes konkurrencestrategier omfatter også
tillægs- og serviceydelser som fx. vejafmærkning og rådgivning, og blandt andet
Superfos Construction a/s forsøger vertikal integration med den del af belæg-
ningsvedligeholdelsen der traditionelt udføres af de lokale vejmyndigheder, dvs.
lapning m.m. Det lader sig dog kun gøre i det omfang arbejdet udliciteres. På
grund af det stagnerende hjemmemarked har asfaltvirksomhederne foretaget
markedsudviklingen i udlandet. Omkring 40% af industriens omsætning sker i
dag i udlandet. Colas fremhæver stabilt hjemmemarked, kvalitetsbevidsthed og
tradition for samarbejde i netværk mellem bygherre, entreprenører og rådgivere
som grundlag for kunne gøre sig gældende i udlandet (Peters & Kaas, 1994).
3.2.4 Omkostningsstruktur
Kendskabet til omkostningerne hos asfaltvirksomhederne er gamle. Foreningen
af Fabrikanter af Asfaltbelægninger, FAFA, fastsatte i perioden fra 1965 og frem
til 1987, vejledende priser på asfaltmaterialer og på udlægning af asfalt. Ved
prisændringer sendte foreningen kalkulationsmateriale til Monopoltilsynet (i dag
KonkurrenceRådet). FAFA's kalkulationsmateriale er delvis grundlaget for
nedenstående vurdering af omkostningerne.
I figur 3.5 ses fordeling af omkostningerne ved produktion af asfalt, som de blev
oplyst at være i 1986. For at belyse variationen i omkostningerne til stenmateria-
ler, viser figuren pulverasfalt, PA, med granitskærver og grusasfaltbeton, GAB,
med grusgravsmaterialer. Råvarerne udgjorde en stor andel af asfaltprisen, op
mod 60%. Økonomisering med råvarerne havde derfor dengang en central rolle
i bestræbelser på at sænke omkostningerne og opnå en bedre indtjening.
Ændringer i bitumenprisen har haft stor indflydelse på omkostningerne. I
perioden 1978 - 1986 var der store udsving i bitumenprisen. Efter den såkaldte
"anden oliekrise" i 1979, steg bitumenprisen kraftigt. Udgifterne til bitumen
udgjorde i 1978 kun ca. 22% af prisen på en asfaltbeton, men i foråret 1985 var
andelen oppe på ca. 38%. (Vejdirektoratet, 1986). Muligheden for bitumen-
besparelser var en medvirkende årsag til, at der i 1980 blev taget initiativ til
asfaltgenbrug i Danmark (Vejdirektoratet, 1981). De store prisændringer på
bitumen skyldes to uafhængige forhold, nemlig prisen i dollars pr. tønde olie og
dollarkursen. I slutningen af 1985 startede et betydeligt fald i bitumenprisen og
dens andel af omkostningerne faldt igen til omkring 20-25%.
Råvarernes store andel af omkostningerne var medvirkende til at asfaltvirksom-
hederne begyndte at økonomisere med dem ved at genbruge asfalt. Ved
produktion af Grusasfaltbeton, GAB, med tilsætning af 15% genbrugsasfalt,
spares der ca. 9,5% ny bitumen og ca. 15% nye stenmaterialer (pers. medd. Jens
Mølhave, 1987). Asfaltgenbruget var mængdemæssigt godt igang fra 1985, se
figur 3.6, der viser udviklingen i asfaltgenbrug på stationære- og flytbare asfalt
fabrikker. Den store mængde genbrug i 1983 skyldes et enkelt genbrugsprojekt i
Københavns Lufthavn. Et andet forhold der har spillet ind er, at i starten af
37
Der laves ikke præcise opgørelser over hvor store arealer der årligt overflade-
behandles. Men de to ovennævnte skøn peger på at mængden har været
nogenlunde konstant i de sidste 10 år. Årsagen til den store udbredelse af over-
fladebehandlingen er at den er billigere end asfalt. Ifølge Marius Pedersen A/S,
er prisen for en overfladebehandling typisk omkring 60% af prisen for det
asfaltslidlag, som ville være valgt til den samme opgave (pers. medd. Helge
Thygesen, 1996). Udvikling på bindemiddel området, hvor fremkomsten af
modificerede bindemidler har medført at overfladebehandling kan udføres på
stærkt trafikerede veje, har tilsyneladende ikke øget overfladebehandlingens
markedsandel.
Det bituminøse bindemiddel som sprøjtes ud ved en overfladebehandling gøres
flydende ved tre forskellige metoder. Ved opvarmning, varm bitumen, ved
opløsning i et organisk opløsningsmiddel og opvarmning, cutbackbitumen og ved
emulgering i vand og en mindre opvarmning, bitumenemulsion. Det skønnes at
fordelingen af de forskellige bindemidler er, at 1/8 udføres med bitumenemulsion
og 7/8 udføres med cutback- eller varm bitumen (Ladehoff et al., 1995). Mindst
halvdelen af al overfladebehandling udføres med cutbackbitumen. Bitumen til
overfladebehandling er ofte modificeret med polymere stoffer, vedrørende
modificering se bilag 1. Omkring 40% af al overfladebehandling udføres med
polymer modificeret bitumen (pers. medd. [navn skjult], 1996).
Vejdirektoratet har siden 1990 udbudt overfladebehandling af statsvejene med
bitumenemulsion som bindemiddel og tilskrevet dem 2 års længere forventet
levetid, end når de er udført med cutbackbitumen. Men det har ikke haft en
afsmittende virkning på overfladebehandlinger til det øvrige vejnet. En over-
fladebehandling udført med bitumenemulsion koster ca. 25% mere. Derfor er
cutbackbitumen og varm bitumen stadig de mest udbredte bindemidler til
overfladebehandling.
Ser man udelukkende på fremstillings- og udførelsesfasen, så fremstår overflade-
behandling med emulsion som et miljøvenligt alternativ til asfalt, idet der er et
lavere energiforbrug ved fremstillingen og ingen asfaltrøg ved udlægningen. Dog
med den tekniske begrænsning, at overfladebehandlingen ikke bidrager til vejens
bæreevne og derfor ikke kan erstatte alle former for slidlagsfornyelse. Levetiden
har hidtil været vurderet at være kortere end for et asfaltslidlag, men nyere
undersøgelser viser, at en korrekt udført overfladebehandling har en levetid som
kan sammenlignes med, eller er længere, end et asfaltslidlag (Nielsen, 1995).
Inddrages miljøet i drift- og vedligeholdelsesfasen er der ulemper ved over-
fladebehandlingen. En overfladebehandling er mere støjende end de fleste
asfaltyper. Og det har været fremført at overfladebehandlingen medfører at
bilernes energiforbrug, og sliddet på dækkene, øges i forhold til asfaltveje.
3.3.2 Genbrug på vejen
Genbrug af asfalt på vejen, kom frem midt i 1970'erne. De første primitive
metoder blev hurtigt udviklet og da Vejdirektoratet i 1981 igangsatte genbrugs-
programmet, benyttede man den såkaldte "Remixing-metoden", som stadig
40
hvor der kun blev remixet små arealer. Det blev et vendepunkt for udbredelsen
af metoden. Samtidigt blev der markedsført en Mini-remixer, der anvendes ved
reparation af mindre arealer. Inreco A/S blev i 1994 omdannet til et interessent-
selskab med deltagelse af Pankas A/S. Udover Inreco I/S markedsføres remixing
af Nyfalt A/S, som dog kun råder over mim'-remixere, som er den mindste
remixer type.
Marini-metoden, var den etablerede asfaltindustriens svar på Inreco A/S's entre
på markedet. Marini-metoden, eller marineringen som den spøgefuldt kaldes,
blev oprindelig markedsført af to virksomheder, DAG I/S og Tarco Vej A/S.
Men DAG I/S har senere afhændet deres anlæg, og Tarco Vej A/S er i dag
eneste virksomhed med et Marini anlæg i Danmark. Tarco er desuden aktiv
med anlægget i udlandet. Processen kan inddeles i fire dele. Først koldfræses
den eksisterende vejbelægning, det sker med en fræser som kører foran Marini-
en. De to næste processer udføres af selve Marinien, som er vist i figur 3.7.
Den anden proces er opsamling af den affræsede asfalt og en fejning og støvsug-
ning af vejen. Den tredje proces er opvarmning af genbrugasfalten og tilsætning
af ny blød bitumen eller foryngelsesmiddel. Det sker i et tromleblandeanlæg,
altså en asfaltfabrik, på hjul. Den eneste forskel fra et stationær anlæg er, at der
mangler støvfældning. Den fjerde proces er udlægning af asfalten, hvilket sker
med en almindelig asfaltudlægger. Ser man på miljøet er metoden problematisk,
dels fordi der ikke kan foretages en fældning af støvet, og dels fordi der ved høj
genbrugsandel i en tromleblander kan ske afbrænding af bitumen, hvilket
medfører forurening med kulbrinter.
Genbrug på vej har tabt markedsandele. Metoderne toppede mængdemæssigt i
årene 1986, -87 og -88, hvor der årligt blev genbrugt et areal svarende til mindst
200.000 tons asfalt. Alene DAG I/S marinerede 70.000 tons i 1987. Men
derefter faldt produktionen med genbrug på vej. Vejdirektoratet skønner, at der
i 1993 blev remixet et areal som svarer til en produktion på omkring 50.000 tons
asfalt og produceret omkring 100.000 tons asfalt med Marini-metoden på
motorveje og hovedlandeveje, dertil kommer et ukendt areal remixet for amter
og kommuner. Marini-metoden har været udsat for konkurrence fra udenland-
ske virksomheder i sæsonerne 1991, -92 og -93. I 1991 blev al genbrug med
Marini-metoden i Jylland udført af et norsk firma og i 1992 og -93 udførte de
hovedparten af genbruget med Marini-metoden i Danmark (pers. medd. Peter
Andersen, 1996).
Inreco I/S oplyser at de forventer, at de selv og Nyfalt A/S i 1996 skal remixe et
areal som svarer til en produktion på 70.000 tons asfalt, og de skønner at der i
1996 vil blive produceret 25 - 50.000 tons asfalt med den konkurrerende Marini-
metode. Der udbydes ikke længere særskilte strækninger til renovering med
genbrug på vej, Inreco I/S udvælger selv hvilke opgaver der egner sig til remixing
og byder derefter i konkurrence med traditionel asfalt. Inreco I/S vurdere at de
lave asfaltpriser, fremkaldt af Lemminkåinens indtræden på markedet, er med-
virkende til at genbrug på vej i de sidste to år har tabt markedsandele. Når
vejmyndighederne har råd til det, så foretrækker de traditionel asfalt (pers.
medd. Niels Christoffersen, 1996). Med et skønnet genbrug på vej, med Remix-
og Marini-metoderne, som svarer til 95 - 120.000 tons varmblandet asfalt, har
metoderne en markedsandel svarende til 3 - 4 %.
42
Asfaltgenbrug på vejen, in-situ, kan også udføres koldt, med emulsion som
bindemiddel. Der udføres asfaltgenbrug på vejen med emulsion som bindemid-
del i udlandet, men ikke i Danmark. Emulsionsasfalt lavet på vejen omtales
desuden i afsnit 3.3.4.
3.3.3 Koldasfalt
Koldasfalt, KA, holdt sit indtog i Danmark i 1988. På opfordring fra Vejdirek-
toratet investerede flere virksomheder i asfaltindustrien i specielle maskiner til
udlægning af koldasfalt (Thau, 1992). Koldasfalten er en videreudvikling af det
som tidligere blev kaldt "slurry seal" eller asfaltslam. Ved introduktionen mente
man at koldasfalten var et godt alternativ til overfladebehandling, specielt på
stærkt trafikerede veje. Fordelene ved koldasfalt er at man undgår de løse sten,
som der er i starten fra en overfladebehandlet vej og koldasfalten er mindre
støjende. Erfaringerne med koldasfalt er imidlertid ikke gode, for det første er
den dyrere end en overfladebehandling, og for det andet er den mindre holdbar
end forventet i det danske klima (pers. medd. [navn skjult], 1996). Derfor
har den ikke vundet betydende markedsandel på bekostning af hverken over-
fladebehandling eller varm asfalt. Koldasfalten bruges i dag primært til repara-
tion af sporkørte veje, hvor den udlægges med en speciel afretningsboks, som
bringer sporet i niveau med den omgivende vejoverflade.
3.3.4 Emulsionsasfalt
Emulsionsasfalt, eller emulsionsbeton, kan anvendes både i slidlag og bærelag.
Det er en blanding af stenmaterialer med bitumenemulsion som bindemiddel. I
stedet for nye stenmaterialer kan iblandes nedknust genbrugsasfalt. Emulsions-
asfalt kan fremstilles på anlæg som er mere enkle, og små i forhold til anlæg
som producerer varmblandet asfalt, se figur 3.8 som viser et transportabelt
anlæg. I Danmark er der hidtil kun udført forsøgsstrækninger med bærelag af
emulsionsasfalt. I 1990 blev der udført prøvestrækninger i motorvejs nødspor på
Falster og Fyn. Vejdirektoratet tilkendegav dengang, at man forventede at have
en metode som kunne få bugt med de store lagre af opbrudt asfalt, og at
produktet er miljøvenligt fordi det ikke opvarmes og fordi der ikke anvendes
opløsningsmidler (Dansk Vejtidsskrift, 1990). Vejdirektoratet blev yderligere
citeret for at emulsionsasfalten er billigere end hidtidige asfalttyper og at den
også vil være velegnet til mindre kommuneveje uden de store mængder tung
trafik (Berlingske, 1990). Emulsionsasfalten er imidlertid ikke så billig som
forventet, og Vejdirektoratets vedligeholdelsesafdeling har ikke øjeblikkelige
planer om at udføre flere strækninger med emulsionsasfalt (pers. medd. Peter
Andersen, 1996).
Der er noget som tyder på, at der starter en produktion af emulsionsasfalt i
Danmark, idet en entreprenør udenfor asfaltindustrien, AJ Genbrug, har planer
om at fremstille emulsionsasfalt. AJ Genbrug har egne grusgrave og oparbejder
43
initiativ ville formentlig heller ikke være velset af de øvrige virksomheder i
industrien. Skal emulsionsasfalt blive et alternativ til varmblandet asfalt, kræver
det enten en specifik efterspørgsel fra kunderne, eller, som det ser ud til at blive
tilfældet med AJ Genbrug, at en virksomhed uden for den etablerede industri
introducere emulsionsasfalten.
Der skal nævnes at der eksperimenteres med de eksisterende maskiner for at
genbruge gammel asfalt i belægninger med højere standard, end når den blot
udlægges ubundet som såkaldt "bitustabil". Novejfa har udført veje med ned-
knust asfalt, der udlægges med en asfaltudlægger med kraftig varme på stryge-
jernet, hvorefter der med en almindelig emulsionssprøjte udsprøjtes en stor
mængde emulsion. Til sidst dækkes vejen med bitumineret stenmel og kompri-
meres med en vibrationstromle. Det er en belægningstype som er velegnet til
sekundære veje, fx. sommerhusveje (pers. medd. [navn skjult], 1996).
Emulsionsasfalt kan også udføres som genbrug på vejen, in-situ. Inreco I/S har
forbindelse til Wirtgen som foruden asfaltfræsere og remixere, fremstiller
maskiner til emulsionsgenbrug på vejen. Inreco I/S er sikret know how inden for
emulsion, via den ene interessent Pankas A/S. Inreco I/S er derfor interesseret i
at markedsføre metoden i Danmark, men vurderer at det kræver en specifik
efterspørgsel fra kunderne (pers. medd. Niels Christoffersen, 1996).
3.3.5 Beton
Ved betonveje forstås her en vejbelægning hvor både slid- og bærelag er lavet af
beton. Betonveje er ikke egnet på mindre veje, da der kræves stor lagtykkelse
uanset trafikbelastningen.
Betonindustrien har i løbet af 1980'erne udviklet nye betonbelægninger, som kan
udlægges med en asfaltudlægger (Bager, 1990 & 1993). Men ved licitationerne i
starten af 1990'erne, var betonveje ikke konkurrencedygtige. De var dyrere ved
alle licitationer, med en mindste forskel på 15%. Der er alligevel udført to
betonvejsstrækninger i Jylland, fordi Vejdirektoratet har villet høste erfaringer
med betonveje, der er lavet efter de nyeste metoder. Interessen for betonveje
skyldes dels et ønske om at have et alternativ til asfaltvej e, og dels at betonen
ikke sporkøres af den stadigt tungere trafik.
Vejdirektoratets erfaringen med de nye betonbelægninger er imidlertid ikke
gode, der er blandt andet konstateret problemer med dannelse af utilsigtede
revner (pers. medd. Anker Sørensen, 1996). Et andet forhold som indebærer at
betonveje ikke, inden for en overskuelig fremtid, kan vinde en større markeds-
andel fra asfalt er, at de danske motorveje, er ved at være fuldt udbygget.
Motorveje, motortrafikveje og andre vejarealer med en stor trafikbelastning,
som for eksempel busholdepladser, er de eneste vejtyper som gør en beton-
løsning aktuel.
45
3.3.6 Sammensatte vejbelægninger
Cement kan desuden benyttes i sammensatte belægninger, dvs. belægninger hvor
der benyttes både bitumen og cement som bindemiddel. Velkendt er bærelag af
cementbundet grus, CG. Bærelag af cementbundet grus udbydes stadig som
alternativ til asfaltbærelag, men ved de seneste licitationer har løsningen været
dyrere end asfaltbærelag (pers. medd. [navn skjult], 1996).
En anden type består af et bærelag lavet af en speciel beton, der udlægges med
en almindelig asfaltudlægger og dækkes af et fleksibelt asfaltslidlag. Belæg-
ningen blev kaldt "ECOPAVE" (ECOnomic PAVEment) fordi beregninger viste
at den på lang sigt skulle være billigere end traditionelle asfalt- og beton-
belægninger til tungt trafikerede veje. Der er udlagt to prøvestrækninger i
Danmark, den sidste på Ringsted motorvejen som åbnede i 1993 (Aasen, 1993).
Asfaltslidlaget fordyrer belægningen, så betonindustrien har siden hen markeds-
ført en ren betonløsning som ECOPAVE (pers. medd. Anker Sørensen, 1996).
At forene egenskaberne i en fleksibel asfalt- og en stiv betonbelægning er ikke
noget nyt. En type der i dag markedsføres som "Densiphalt", er en videreudvik-
ling af de første generationer af belægninger, som var sammensat af beton og
asfalt. Der er tale om en åbengradueret asfalt, hvor hulrummet udfyldes med en
speciel "Densit" mørtel. "Densiphalt" anvendes som slidlag til busholdepladser,
vejkryds, jordhoteller, fabriksgulve, tankgårde og lignende steder, hvor der stilles
krav om stor statisk bæreevne, slidfasthed, vandtæthed og kemisk modstandsevne
(Valentin og Antonsen, 1993). Densiphalt er et dyrt slidlag som ikke bruges på
almindelige veje og kan derfor ikke true salg af varmblandet asfalt.
I en tredje type belægning, anvendes der en ny type bindemiddel, nemlig en
blanding af bitumen, cement og vand, som markedsføres under navnet Stabicol.
Stabicol blandes med stenmaterialer til et bærelagsmateriale, der kombinerer
asfaltens og betonens bedste egenskaber. Det skulle være stift, så det ikke
sporkøres af tung trafik og bliver blødt om sommeren. Samtidigt skulle det være
fleksibelt, så det ikke - som beton og cementbundet grus - slår revner under
temperatursvingninger. Stabicol blandes og udlægges koldt med en almindelig
asfaltudlægger, hvorefter belægningen dækkes med et lag asfalt. Der er udlagt
en 1 km. lang prøvestrækning på den jyske motorvej nord for Hobro, som
åbnede i 1992. Produktet er udviklet af Colas SA, Frankrig, som i dag ejer Colas
Danmark A/S. Colas mente dengang, at stabicol kunne blive et alternativ til
asfaltbærelag, fordi det blandes og udlægges koldt og derfor er årsag til en
mindre miljøbelastning end varmblandet asfalt (Asfalt, 1992) og (Sørensen og
Plovst, 1992). Om mulighed for genbrug er der ingen oplysninger. Prøvestræk-
ningen ligger i følge Vejdirektoratets anlægsafdeling godt, og der er ikke tegn på
problemer (pers. medd. Anker Sørensen, 1996). Novejfa A/S, som var med til at
udlægge stabicol bærelaget, oplyser at belægningen ikke sidenhen er markedsført
herhjemme, fordi den er dyr at fremstille (pers. medd. [navn skjult], 1996).
Sammensatte vejbelægninger vil ikke umiddelbart erstatte asfalt, de er dyrere
end asfaltløsningen og er egnet til tungt trafikerede veje, dvs. til det overordnede
vejnet som næsten er fuldt udbygget. Heller ikke ved gennemgribende ren-
overing af eksisterende asfaltmotorveje er sammensatte belægninger aktuel.
46
Akseltryk registreres på en vægt i vejen og omregnes, ved hjælp af den omtalte
4. potens regel, til antal ækvivalente 10 tons akseltryk. Endnu et forhold som
indvirker på vejsliddet er en øget anvendelse af "supersingel-dæk" i stedet for
som før "tvillinge-hjul" og i 1992 blev det tilladte dæktryk hævet, hvilket
mindsker "trædefladen". Begge dele flytter trafikkens belastning opad i
belægningen (Andersen og Thau, 1993).
Den stigende trafikbelastningen betød at der i løbet af 1980'erne optrådte et nyt
problem på de danske veje. På veje med tung trafik opstod der fordybninger i
asfaltbelægningen efter lastbilernes hjul, det som betegnes sporkøring. For at
modstå de stigende krav til vejene er der produktudviklet. Inden for de sidste
10 år har udviklingen været præget af to tiltag, nemlig asfalt med modificeret
bitumen og asfalt med store skærver som giver et sammenhængende stenskellet
(Pedersen, 1988), (Gormsen, 1990) og (Andersson, 1993). Hidtil er gennem-
gribende renovering foretaget ved affræsning af de øverste 10 cm. asfalt, og
udlægning af et nyt øvre bærelag og slidlag, lavet af asfalttyper som er mod-
standsdygtige mod sporkøring (pers. medd. Anker Sørensen, 1996). Vejreglerne
foreskriver i dag brug af modificeret asfalt i det "tunge" spor, dvs. den højre
bane, på motorveje (pers. medd. Steen Leksø, 1996).
Det andet tema, økonomi, har altid været en vigtig faktor i vejmyndighedernes
arbejde. Populært sagt handler det om, at sørge for flest mulige, og bedst
mulige, veje for de penge som tildeles på vejbudgettet. I den situation som har
hersket i de sidste 15 år, med reducerede offentlige vejudgifter og en øget
belastning af vejene, bliver billig asfalt særlig interessant. Det økonomiske
argument har været aktuelt i flere sammenhænge. Det er for eksempel Vej-
direktoratet, i samarbejde med nogle af amterne, som skabte grundlaget for
udenlandsk konkurrence og dermed priskonkurrence i asfaltindustrien, jf. afsnit
3.1. Nedenfor gives eksempler på hvordan økonomiske hensyn har haft, og
stadig har, konsekvenser for miljøet.
I forbindelse med det offentliges indkøb af asfalt, har industrien kritiseret
bevillingsproceduren i amter og kommuner, som udbyder arbejdet for sent på
sæsonen, sådan at en stor del af arbejdet ligger om efteråret, se figur 3.11. Det
giver en dårlig kapacitetsudnyttelse på fabrikkerne (KonkurrenceRådet, 1991).
Miljømæssigt er det formentlig uhensigtmæssigt at en stor del af asfalten pro-
duceres og udlægges, når det er koldt og fugtigt. Energiforbruget til
opvarmning og tørring øges om efteråret, dels på grund af kolde og fugtige sten-
materialer, dels fordi asfalten skal have en højere temperatur for at kunne
komprimeres når det er koldt. Af hensyn til beskæftigelsen er det godt at der
udlægges asfalt i så lang en sæson som muligt, men det er nærliggende at under-
søge hvor stor en energibesparelse der kan opnås, ved at undgå produktion af
store mængder asfalt sidst på efteråret.
Det andet eksempel er indførelse af asfaltgenbrug i Danmark. Den første
danske asfaltfabrik blev ombygget til genbrug i 1977 (NVF, 1988), men industrien
som helhed var tilbageholdende med at ombygge sine anlæg. Vejdirektoratet
mente at der var mulighed for besparelser ved asfaltgenbrug, dels på grund af en
stigning i bitumenprisen, dels fordi man ved affræsning af den gamle asfalt kunne
undgå følgearbejde som fx. hævning af kloakriste. Repræsentanter fra Vejdirek-
toratet og brancheorganisationen AOV tog på studietur til U.S.A., og i 1981
49
Interessen for genanvendelse fortsatte i 1980'erne. Ressourcebesparelser var en
del af bevæggrunden da Vejdirektoratet lancerede genbrugsprogrammet i 1981,
men asfaltgenbruget startede på et tidspunkt hvor prisen på bitumen steg
voldsomt og handlede i starten mere om muligheden for økonomiske besparelser,
end om miljøhensyn. Uanset bevæggrunden, så betød asfaltgenbruget at man tog
miljøhensyn ved nedrivning og bortskaffelse af asfaltveje, længe før der var noget
som hed miljørigtig projektering. Vejdirektoratet var, via Statens Vejlabora-
torium, også involveret da Tarco Vej A/S i 1984 begyndte at genanvende stålslag-
ger fra Det Danske Stålvalseværk og i undersøgelser af muligheden for at
genanvende knust beton, -tegl og -mursten (Pihl, 1990).
Ser man på drift- og vedligeholdelsesfasen i vejens livscyklus, så har vejmyndig-
hederne mange års erfaring i at mindske miljøbelastningen. Det drejer sig blandt
andet om støj, forurenet regnvands afstrømning, barrierereffekt på dyr og menne-
sker og det visuelle miljø omkring vejen. For eksempel blev der lavet tætte
midterrabatter og tætte kloakledninger til at aflede vejvandet i, på en strækning
af motorvejen på Fyn i 1985. Siden 1989 har større vejanlæg været omfattet af
bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet, de såkaldte VVM vur-
deringer (Strudstrup, 1992). Dermed er proceduren med at mindske miljøbelast-
ningen sat i system. Miljøhensyn i driftfasen handler i høj grad om, at et stort
antal boliger er belastet af trafikstøj. I de senere år har der været fokus på
muligheden for at nedsætte støjen ved valg af støjdæmpende asfalttyper (Bendt-
sen, 1992), samt ved anvendelse af støjskærme.
Den statslige vejbestyrelse, Vejdirektoratet, er omfattet af Cirkulære om miljø-
og energihensyn ved statslige indkøb (Miljø- og energiministeriet, 1995). Vej-
direktoratet har som krævet, udarbejdet en indkøbspolitik og handlingsplan og
sendt den til Miljø- og Energiministeriet. Afleveringsfristen var den 1. februar
1996. Indholdet består groft sagt af en systematisk beskrivelse af de miljøhensyn
der hidtil er taget i forbindelse med Vejdirektoratets aktiviteter. En del af disse
er beskrevet ovenfor, såsom genanvendelse af restprodukter, genbrug af asfalt,
begrænsning af trafikstøj og vurderinger af virkninger på miljøet i forbindelse
med større anlægsprojekter. Indkøbspolitikken omfatter desuden aktiviteter som
brug af kuverter af genbrugspapir, brug af cykel bude til udbringning, og miljø-
hensyn ved drift og vedligeholdelse af biler (pers. medd. Søren Kjærgaard, 1996).
Ovenfor er givet et kort rids af hvordan miljøforhold hidtil har indvirket på
vejmyndighedernes aktiviteter. Det er imidlertid den forventede fremtidige miljø-
indsats som er væsentlig i denne sammenhæng.
Den hidtil største kunde, Vejdirektoratet, har etableret en miljøgruppe som har
formuleret en miljøpolitik og foretaget en prioritering af indsatsen. I miljø-
politikken omtales det blandt andet, at Vejdirektoratet vil fremme renere
teknologi samt et sikkert og sundt arbejdsmiljø i vejsektorens produktions- og
driftsprocesser. I tilknytning til miljøpolitikken er der udvalgt seks indsatsom-
råder, nemlig indgreb i landskabet og i natur- og kulturværdier; forurening af
jord- og vandmiljø (fra vejenes drift og vedligehold); forbrug af råstoffer og
materialer; støjbelastede boliger langs veje; vejtrafikkens CO2 udslip; og endelig
det visuelle miljø omkring veje (Vejdirektoratet, 1996). Blandt de konkrete
initiativer kan nævnes at Vejdirektoratet har oprettet en miljøstyringsfunktion i
anlægsområdet. Det vil resulterer i miljøstyringskrav til underentreprenører af
52
samme karakter som er set hos A/S Øresundsforbindelsen, som for eksempel
krav til støv, støj og vibrationer ved anlægsarbejder.
Vejdirektoratets rolle som vejbestyrelse reduceres som følge af vejaftalen, se side
47. Det svækker Vejdirektoratets rolle som asfaltindustriens dominerende
kunde, og de muligheder det rummer for direkte at lægge pres på industrien.
Men Vejdirektoratets rolle som vejsektormyndighed består fortsat, rent faktisk
indeholder asfaltaftalen bemærkninger om at denne rolle skal styrkes. På grund
af rollen som sektormyndighed er der ikke tvivl om, at indsatsområderne i
Vejdirektoratets miljøstrategi er et fingerpeg om den fremtidige miljøindsats i
forbindelse med både kommunernes, amternes og statens anlæg og drift af veje.
Det vigtige spørgsmål er, hvordan miljøinitiativerne hos vejmyndighederne får
indflydelse på fremstillingen af asfalt, eller mere abstrakt, på livscyklusfasen
fremstilling af byggevarer. Formanden for Vejdirektoratets miljøgruppe be-
rettede i april 1996, at miljøbelastningen i andre faser af vejenes livscyklus i
første omgang får højere prioritet (pers. medd. Flemming Klausen, 1996) og det
bekræftes af den senere offentliggjorte miljøstrategi som er omtalt ovenfor. Når
der ses bort fra støjsvage asfalttyper og forsøg med emulsionsbundet asfalt, så
har miljøhensyn hidtil ikke været det kundekrav, som har været udslagsgivende
for hvad, og hvordan, der produceres på asfaltfabrikkerne. Der er ikke noget
som tyder på, at der i nær fremtid bliver stillet konkrete miljøkrav til produktio-
nen på asfaltfabrikker, fx. til brugen af råvarer og hjælpestoffer, emissioner og
energiforbrug. Konkrete miljøkrav i forbindelse med offentlige indkøb er et
forholdsvis nyt fænomen, et eksempel er Miljø- & Energiministeriet, der i sin
interne miljøhandlingsplan, blandt andet stiller krav til deres leverandører af
tryksager (Miljø- & Energiministeriet, 1995c). Kravene til asfalt vil på kort sigt
handle om prisen og tekniske egenskaber. Vejmyndighederne vil formentlig
være tilfreds med at asfalten er fremstillet på et miljøgodkendt anlæg, og at den
kan genanvendes. På lidt længere sigt kan der komme krav om at asfaltfabrik-
kerne har etableret et miljøstyringssystem, tilsvarende de krav om miljøstyring
der kommer til selve vejbygningen. Ovenstående vurdering indebærer ikke, at
det skønnes at produktion af varmblandet asfalt er fredet i al fremtid. For
eksempel kan senere analyser af energiforbrug og miljøbelastning i hele vejens
livscyklus falde ud til fordel for vej konstruktioner med andre materialer.
3.5 Leverandørforhold
Leverandørernes forhandlingsposition og kapacitet kan medføre at en industri
må acceptere givne vilkår på områder som pris, kvalitet, service og produkters
miljøegenskaber. Omvendt kan der være tale om leverandørforhold, hvor en
industri frit kan vælge mellem forskellige leverandører udfra krav til pris, kvalitet,
service og miljøegenskaber. I asfaltindustrien, der er storforbruger af danske
sten- og grusmaterialer, gør det særlige forhold sig gældende at leverandør-
forholdene påvirkes af den offentlige råstof- og affaldspolitik, hvor besparelser
på naturlige råstoffer og genanvendelse har høj prioritet.
Asfalt består i grove træk af omkring 95% stenmaterialer, 5% bitumen og tilsæt-
53
ningsstoffer. Ved asfaltproduktion bruges desuden hjælpestoffer og maskiner.
Leverandørforholdene beskrives i den nævnte rækkefølge.
Asfaltindustrien er storforbruger af danske sten- og grusmaterialer og de fleste
asfaltfirmaer har egne råstofgrave. I slidlag anvendes desuden granitskærver og
der importeres granitskærver fra udlandet. I Danmark har der hidtil været brudt
granit på Bornholm, i granitbrud som ejes af Superfos Construction, men
produktionen er under afvikling. Der er altså tale om en vertikal integration,
med en del af leverandørleddet, i det værdisystem som producere en vej.
Fordelene ved vertikal integration er i følge (Porter, 1980) blandt andet, at det
mindsker de omkostninger der er i et normalt samarbejde mellem kunde og
leverandør, og at teknologiske løsninger der udvikles i et led af værdisystemet,
hurtigere omsættes til afledede løsninger i de andre led af systemet. Erfaring
med forædling af sten og grus, har uden tvivl haft betydning for at Tarco Vej A/S
i 1984 begyndte at oparbejde elektroovnsslagge fra Det Danske Stålvalseværk, og
senere skærver fra DSB, som erstatning for granitskærver.
Forbruget af sten- og grusmaterialer påvirkes af den offentlige råstof- og affalds-
politik, hvor besparelser på naturlige råstoffer og genanvendelse har høj prioritet.
Det offentlige er også den største kunde i asfaltindustrien og Vejdirektoratet har
siden midten af 1970'erne arbejdet med muligheden for at genanvende restpro-
dukter inden for vejbygning. De største mængder restprodukter anvendes til
opfyldning, bundsikring og som bærelag, men der har i flere år været genanvendt
asfalt, flyveaske, og elektroovnsslagge i asfalt, se (Brix, 1988) og (Pihl, 1990).
Affaldspolitikken fremmes af afgift på deponering og forbrænding. Affalds-
afgiften blev indført i 1987 og den er løbende øget og differentieret. Det er
vedtaget at den øges og differentieres yderligere i 1997, udviklingen i affalds-
afgiften er vist i tabel 3.2. Afgiften for deponering har medført at det er økono-
misk attraktivt at genanvende restprodukter på en måde som fritager for god-
kendelse efter miljøbeskyttelsesloven, fordi det samtidigt fritager for affaldsafgift.
Medvirkende til økonomien i genanvendelsen er også, at omkostninger til
deponering er store.
En ældre undersøgelse (Schmidt, 1981) gengiver nedenstående model, der kan
belyse økonomien i at genanvende opbrudt asfalt som stabilt grus:
K(P + F + C x D ) < P + CxD
restproduktet nyt råstof
Faktorerne i modellen er: P = materialepris, C = transportpris, D = transport-
afstanden, K = erstatningsfaktor og F = forbedringspris. Bemærkningerne til
faktorerne er, at K er udtryk for restproduktets kvalitet i forhold til det råstof det
erstatter. Det kan fx. være nødvendigt at øge lagtykkelsen. Forbedringen er dels
udtryk for den bearbejdning af restproduktet som det er nødvendigt at foretage
og dels for at det kan være nødvendigt at øge bindemiddelandelen, som det for
eksempel er ved anvendelse af affaldsforbrændingsslagge. Materialeprisen for
restproduktet er negativ, fordi der typisk skal betales både affaldsafgift og
deponeringsomkostninger, når restproduktet ikke genanvendes. En pris på
omkring 70,- pr. ton for nye grusmaterialer, og mindste kvitblivningspris fremover
54
Et mindre handelsfirma, PVH A/S, et datterselskab til RGS 90 A/S, har anvendt
en del ressourcer på at opnå miljømyndighedernes tilladelse til genanvendelse af
afbrugte blæsemidler, både i varmblandet asfalt og i ubundet nedknust genbrugs-
asfalt. Årsagen til handelsfirmaets indsats er, at returtagning af blæsemidler
udgør en væsentlig del af firmaets forretningsområde. Der har været stor forskel
på amternes praksis på området. Nogle amter har taget udgangspunkt i slaggens
totalindhold af tungmetaller og andre i tilgængeligheden for udvaskning. Med
hensyn til tilladelser, så har Storstrøms- og Vestsjælland Amt givet tilladelse,
mens Ribe- og Fyn Amt har givet afslag, til anvendelse af afbrugte blæsemidler
som tilsætning i ubundet nedknust genbrugsasfalt (pers. medd. [navn skjult],
1994). Superfos overvejede på et tidspunkt at stoppe med brug af blæsemidler i
asfaltproduktion, fordi Fyn- og Ribe Amt har krævet godkendelse i henhold til §
19 i miljøbeskyttelsesloven ved udlægning af ubundet nedknust asfalt tilsat
blæsemidler. Superfos's begrundelse var blandt andet, at det var besværligt når
asfaltfabrikken skulle skelne mellem nedknust asfalt til genbrug i varmblandet
asfalt og til genbrug i "bitustabil" (pers. medd. [navn skjult], 1994).
Udover de i tabel 3.3 viste restprodukter er der erfaring med genanvendelse af
organiske restprodukter i asfalt. Affaldsselskabet KARA i Roskilde oparbejder
gamle aviser til cellulosefibre, som bruges som støttefiller i skærvemastiks.
Herhjemme er der desuden genanvendt gummi fra bildæk i en speciel gummi-
asfalt på prøvestrækninger. I Norge og Sverige er der erfaring med gen-
anvendelse af plastaffald, polyethylen, i polymer modificeret bitumen.
Hvad angår det andet råmateriale i asfalt, bitumen, er der flere olieselskaber
som levere til asfaltindustrien og det er ikke forbundet med tekniske problemer
at skifte leverandør, men der er ikke grund til at formode at der er en miljø-
mæssig gevinst ved at af skifte leverandør. Det antages at markedet er geogra-
fisk opdelt mellem de forskellige leverandører, idet transportomkostninger spiller
en rolle og det antages endvidere at de fleste asfaltvirksomheder handler med
mere end en leverandør, for at sikre en vis uafhængighed (Vejdirektoratet, 1986).
Olieindustrien er opmærksom på at bitumen danner bitumendampe ved op-
varmning, en leverandør, Nynås Bitumen, oplyser at indholdet af flygtige be-
standdele i bitumen er sænket i løbet af de sidste 25 år på grund af procesæn-
dringer og anbefaler at asfalttemperaturen holdes så lav som muligt for at
mindske dannelsen af bitumendampe (Ekstrom, 1991).
Hvad angår tilsætningsstoffer og hjælpestoffer, som klæbeforbedrer og slipmidler,
er der flere typer og både store og små leverandører på markedet. Asfaltindu-
strien står i en god position og har mulighed for at vælge udfra krav til for
eksempel pris, kvalitet og miljøegenskaber. For slipmidlernes vedkommende, er
påvirkning med afdampning af kulbrinter af arbejdsmiljøet en af de parametre
som bruges i markedsføringen.
Vedrørende maskiner, det vil her sige asfaltfabrikker, er der flere leverandører
og anlægstyper at vælge mellem. Lavt energiforbrug og mindre luftforurening er
blandt de parametre som anvendes i markedsføringen af forskellige anlægstyper.
Miljøegenskaber kan derfor være en del af beslutningsgrundlaget ved renovering
og nybygning af anlæg.
56
3.6 Andre interessenter
Der har i gennem årene været naboklager på grund af støv-, lugt-, og støjgener
på asfaltfabrikker (Århus Amt, 1992) og (Mertz, 1994a). Klagerne har i flere
tilfælde været årsag til at miljømyndighederne har grebet ind med påbud og
forbud. Et eksempel er fra Svogerslev i Roskilde Amt, hvor naboklager og debat
i lokalpressen gav anledning til krav om miljøgodkendelse. Samme situation
opstod ved Fjelsted i Fyns Amt, på grund af naboklager bad kommunen amtet
om at vurdere miljøforholdene, hvilket medførte krav om godkendelse. Begge
sager drejede sig om asfaltfabrikker ombygget til såkaldt varm genbrug.
Der har været tre sager om frygt for kræftrisiko ved at være nabo til en asfalt-
fabrik. Den første sag var fra Strandby i Nordjyllands Amt, og den gav anledning
til at den daværende Miljøminister iværksatte den såkaldte "asfaltundersøgelse",
som senere resulterede i en rapport om luftforurening fra asfaltfabrikker (Miljø-
styrelsen & AOV, 1988). Den anden sag fra Trige i Århus Amt, gav anledning
til at amtet i første omgang undersøgte kræftforekomsten ved asfaltfabrikken og
senere blev forureningen fra de andre asfaltfabrikker i amtet undersøgt (Århus
Amt, 1992). Den tredje sag fra Ølstykke i Frederiksborg Amt, gav ikke
anledning til nævneværdige tiltag fra amtets side.
Forholdet til naboerne har været en væsentlig årsag til at miljømyndighederne er
blevet opmærksomme på de enkelte asfaltfabrikker, men også til at der er startet
systematiske undersøgelser af industriens miljøforhold. Det gælder i to af de
ovennævnte sager om kræftrisiko. Klager fra naboer spillede også en rolle da
Fyns Amt blev opmærksom på at ombygning til genbrug medfører øget foru-
rening, som indebærer godkendelsespligt. Fyns Amt tog senere initiativ til at
udveksle erfaringer med de øvrige amter om miljøforholdene på asfaltfabrikker,
dels ved at lave en temadag sammen med Dansk Amtsvandingeniørforening
(DAVID, 1990) og dels ved lave en spørgeskema- og interviewundersøgelse om
miljøregulering på asfaltfabrikker (Fyns Amt, 1992).
Krav til arbejdsmiljøet har haft stor betydning for industrien. I første omgang på
grund af specialearbejderforbundets og Arbejdstilsynets initiativer. Spørgsmålet
om kræftrisiko ved asfaltarbejde blev rejst herhjemme i 1974 i en artikel i
specialarbejderforbundets blad. Baggrunden var svenske undersøgelser som viste
indhold af Polycykliske Aromatiske Kulbrinter, PAH, i asfaltrøgen fra varm-
blandet asfalt. Flere PAH'er er kræftfremkaldende i dyreforsøg. Fagforeningen
i København tog i samarbejde med byggesektorgruppe på RUC sagen op. Der
blev udført målinger for PAH ved udlægning af støbeasfalt, og man påviste
indhold af PAH'er i asfaltrøgen og fagforeningen offentliggjorde på den bag-
grund en række krav til arbejdsmiljøet (Hasle, 1979). Arbejdstilsynet udsendte
en informationfolder om asfaltarbejde i 1979 (Arbejdstilsynet, 1979). Arbejdstil-
synet foretog senere en litteraturundersøgelse om kræftrisiko ved asfaltarbejde
(Poulsen & Friis, 1985), og på baggrund af denne undersøgelse har arbejds-
tilsynet varslet bitumenrøg optaget på listen over kræftfremkaldende stoffer, men
industrien har modsat sig dette og der forhandles stadig. Arbejdstilsynet har
desuden varslet nedsættelse af grænseværdien for bitumenrøg, også dette har
industrien modsat sig og der forhandles stadig. Siden midten af 1980'erne er der
arbejdet på at udsende en bekendtgørelse vedrørende asfaltarbejde, den kom i
1994 (Arbejdstilsynet, 1994). Der er ikke tvivl om at specialarbejderforbundets
58
og Arbejdstilsynets interesse for arbejdsmiljøet har påvirket miljøarbejdet i
industrien, som i dag selv er aktiv på at kortlægge belastningerne i arbejdsmiljøet
og skabe forbedringer. Arbejdsmiljøarbejdet sker blandt andet i samarbejde med
Asfaltindustriens Branche Bedriftssundhedscentre, ABSC, som har foretaget
undersøgelser af arbejdsmiljøet både på asfaltfabrikker (ABSC, 1984) og ved
asfaltudlægning (ABSC, 1990). I et nyere projekt som løb i perioden 1992-95
blev der afprøvet alternative slipmidler, til erstatning for dieselolie, der giver en
række arbejdsmiljøproblemer (Bisgaard Nielsen, 1995). Asfaltindustrien har i
dag erfaring med systematisk miljøarbejde vedrørende arbejdsmiljøet og viden
om belastninger i arbejdsmiljøet kan benyttes i arbejdet med det ydre miljø.
3.7 Sammenfatning om udviklingen i asfaltindustrien
Om mulige nye konkurrenter Med den finske entreprenør Lemminkäinens
indtræden er der kommet en ny virksomhed i asfaltindustrien. Fremkomsten af
transportable asfaltfabrikker har sænket adgangsbarriererne til industrien, men
de er stadig høje og der vil kun undtagelsesvis blive etableret nye virksomheder.
Miljømyndighedernes arbejde vil derfor fortrinsvis komme til at omfatte tilsyn og
godkendelse af ændringer på eksisterende virksomheder. Desuden skal der af og
til godkendes flytbare asfaltfabrikker.
Om konkurrencen i industrien Efterspørgselen på det danske asfaltmarked faldt
kraftigt omkring 1980, for derefter at stagnere. Den forventede reaktion på
overkapacitet, priskonkurrence og nedlæggelse af fabrikker, udeblev og først
omkring 1990 startede en reduktion af antallet fabrikker. Priskonkurrence kom
først da Lemminkäinen etablerede sig i Danmark i 1994. Fortsat priskonkurren-
cen indebærer et pres for at økonomisere med de faste omkostninger og vil for-
mentlig medføre at der nedlægges yderligere asfaltfabrikker. Foruden prisen
konkurreres der på forhold som kvalitet og lokalisering. Som noget enestående,
har alle danske asfaltproducenter certificerede kvalitetsstyringssystemer. Det
systemteknisk grundlag for at indføre miljøstyring er derfor tilstede, og nogle
virksomheder i industrien arbejder allerede på at indføre certificerede miljø-
styringssystemer. Der er en konkurrencefordel ved lokalisering nær ved marke-
det. På asfaltfabrikkerne i hovedstadsområdet er der anvendt store beløb til
miljøforanstaltninger, så fabrikkerne kan placeret bynært. Disse fabrikker er
eksempler på den bedst tilgængelige teknologi inden for varmblandet asfalt.
Der produktudvikles i industrien, blandt andet på grund af en stigende belastning
af vejene, men også for at forbedre andre egenskaber, som for eksempel asfalt-
ens støjdæmpende egenskaber. Udviklingen indebærer øget brug af Polymer
Modificeret Bitumen, PMB, og øget brug af asfalttyper med en stor andel af
skærver. Med polymererne er der introduceret stoffer som bør miljøvurderes.
Der sker kun en beskeden brug af miljøet i konkurrencen. Asfaltindustrien har
haft en fælles miljøpolitik siden 1988 og som forsvar mod udenlandske konkur-
renter blev miljøet brugt, idet industrien fremhævede de danske virksomheders
asfaltgenbrug som et fortrin i forhold til de udenlandske konkurrenter. En
virksomhed, Tarco Vej A/S, skiller sig ud fra de øvrige i industrien, ved at
genanvendelse af asfalt og elektroovnsslagge er fremtrædende i konkurrence-
59
strategien, og ved at miljøet benyttes i markedskommunikationen. Men bortset
fra Tarco, så er der ikke forsøg på miljødifferentiering i industrien. Miljøstrategi-
en er et led i omkostningsminimering, som desuden handler om at undgå
uventede miljøinvesteringer. Der er tale om en forsvarsstrategi, på grund af pres
udefra i form af aktuelle miljøkrav og forventning om kommende krav. At det
er en forsvarsstrategi støttes blandt andet af at adskillige godkendelsespligtige
asfaltfabrikker, ikke blev godkendt førend de var tvunget til at søge om god-
kendelse som følge af indkaldelsesbekendtgørelsen.
Der økonomiseres naturligvis i asfaltindustrien. Et eksempel på dette er de
mange asfaltfabrikker, og lagre af genbrugsmaterialer, som placeres i virksom-
hedernes grusgrave. Omkostningsstrukturen betyder, at økonomisering med
råvarerne, bitumen og stenmaterialer, er et vigtigt element i bestræbelserne på at
mindske omkostninger. Muligheden for besparelser var medvirkende til starten
på asfaltgenbrug, men også problemer med at finde deponeringsplads indvirkede.
I dag betyder affaldsafgiften at asfaltgenbrug er rentabelt. Asfaltgenbrug sker
både i varm asfalt og som ubundet nedknust asfalt der erstatter stabilt grus.
Om substitutter Varmblandet asfalt er i et vist omfang erstattet af andre asfalt-
produkter. Overfladebehandling og genbrug på vej med remix- og marini
metoderne, har en markedsandel svarende til omkring 13 % af den nuværende
totale produktion af varmblandet asfalt, men næsten 25 % af produktionen af
slidlagsmaterialer, som er den asfalttype de erstatter. Bærelag af ubundne
materialer erstatter desuden asfaltbærelag, men markedsandelen er ukendt.
Andre muligheder for substitution er betonveje og sammensatte belægninger,
hvor asfalt lægges på et bærelag med cement som bindemiddel, men disse
alternativer er dyre og anvendes for tiden ikke.
En miljømæssigt interessant substitut er emulsionsbundet asfalt, der fremstilles
med et lavere energiforbrug end varmblandet asfalt og som ikke belaster miljøet
med asfaltrøg. Den kan erstatte både slidlag og bærelag, dog ikke på stærkt
belastede veje. Der er kun udført forsøg med emulsionsasfalt i Danmark. Brug
af emulsionsasfalt er afhængig af en specifik efterspørgsel fra vejmyndighederne.
Det vil overraske hvis producenterne af varmblandet asfalt tager initiativ til at
markedsføre emulsionsasfalt. Overkapacitet på asfaltfabrikkerne er medvirkende
til at det er usandsynligt, at industrien skulle indføre et substitut. Der kan drages
en parallel til da asfaltgenbrug blev indført i Danmark. Det var kun udenlandske
erfaringer med genbrug i varmblandet asfalt, som blev overført til Danmark. Og
genbrug på vej med remix-metoden ekspanderede først da importøren af
maskinen selv etablerede en virksomhed, som markedsførte metoden.
Om kundeforhold De offentlige vejmyndigheder er industriens største kunde og
har gode muligheder for at stille krav til virksomhederne i industrien, herunder
gennem såkaldte grønne indkøb, der tager hensyn til miljø og arbejdsmiljø. De
nuværende og fremtidige kundekrav kan beskrives med basis i tre temaer, teknik,
økonomi og miljø. Teknisk skal asfalten leve op til en række funktionskrav og
vejmyndighederne stiller både krav til asfalten og til dens indbygning i vejen.
Kravene har udviklet sig i takt med en stigende trafikbelastning og vejreglerne
foreskriver i dag brug af modificeret asfalt i det tunge spor på motorveje.
Økonomien er en vigtig faktor i vejmyndighedernes arbejde, hvis opgave popu-
lært sagt handler om at skaffe flest mulige, og bedst mulige, veje for pengene
60
som tildeles på vejbudgettet. At prisen kommer før miljøhensyn, ses når amt- og
kommuneveje overfladebehandles med cutbackbitumen som bindemiddel. Den
mulige erstatning, emulsion, vil fordyre overfladebehandlingen, men spare miljøet
for store mængder opløsningsmiddel. Det tredje tema, miljø har i mange år
påvirket vejmyndighedernes aktiviteter. Der er blandt andet erfaring med genan-
vendelse af restprodukter og med at mindske miljøbelastninger fra vejens drifts-
og vedligeholdelsesfase. Et eksempel er at det i de senere år er udviklet støj-
dæmpende asfalttyper som nedsætter støjen fra veje. Det vigtige spørgsmål er
imidlertid om vejmyndighedernes forventede fremtidige miljøinitiativer får
indflydelse på produktionen på asfaltfabrikkerne. Blandt andet på grund af
Vejdirektoratets rolle som vejsektormyndighed antages det, at indsatsområderne
i Vejdirektoratets miljøpolitik er et fingerpeg om den fremtidige miljøindsats i
forbindelse med både kommunernes, amternes og Vejdirektoratets anlæg og drift
af veje. De meddelte indsatsområder tyder ikke på at de offentlige kunder i nær
fremtid vil stille konkrete miljøkrav til produktionen på asfaltfabrikker, kravene
vil formodentlig handle om prisen og egenskaberne af det som leveres - asfalten.
Vedrørende miljøhensyn vil Vejmyndighederne formentlig stille sig tilfreds med
at asfalten fremstilles på miljøgodkendte anlæg og at den kan genanvendes.
Fremstilling af varmblandet asfalt er dog ikke fredet for miljøkrav i al fremtid,
senere analyser af energiforbrug og miljøbelastninger i hele vejens livscyklus kan
falde ud til fordel for vej konstruktioner med andre materialer.
Om leverandørforhold Asfaltindustrien er storforbruger af sten- og grusmaterialer
og virksomhederne i industrien har egne grusgrave. Forbruget af råstoffer
påvirkes af den offentlige råstof- og affaldspolitik, hvor besparelse på naturlige
råstoffer og genanvendelse har høj prioritet. I asfalt har der i mange år været
genanvendt kulflyveaske, elektroovnsslagge, stenmel, og asfalt. Også i ubundne
bærelag og bundsikringslaget genanvendes restprodukter. Affaldsafgiften har
gjort det rentabelt at genanvende restprodukter på en måde som fritager for
godkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven. Derfor har der meldt sig nye leveran-
dører til asfaltindustrien som også er begyndte at genanvende afbrugte blæsemid-
ler og skærver fra DSB. For tiden undersøges muligheden for at bruge sand fra
jernstøberier.
Der mangler i dag regler for genanvendelse af restprodukter. Det har medført
en forskel i amternes tilladelse til genanvendelse af tungmetalholdige blæsemidler
i asfalt. Nogle amter tillader tilsætning af små mængder afbrugt blæsemiddel i
ubundet nedknust asfalt, dvs. efter fortyndingsprincippet. Der er nedsat et
jordforureningsudvalg hvis arbejde, på et og eller tidspunkt, vil medføre et
revideret regelsæt for genanvendelse af restprodukter. Det må forventes at
reglerne for anvendelse af tungmetalholdige restprodukter strammes op, så
genanvendelse inden for vejbygning for eksempel skal ske, enten bundet i asfalt,
eller placeret under et lag asfalt.
Om andre interessenter En vigtig interessent er naboerne, hvis klager over støv-,
lugt- og støjgener, samt frygt for kræftrisiko ved at være nabo til asfaltfabrikker,
har været direkte årsag til at miljømyndighederne har interesseret sig for indu-
striens miljøbelastning. Der har desuden været stor opmærksomhed på arbejds-
miljøet i asfaltindustrien, og der er i dag erfaring med systematisk arbejdsmiljø-
arbejde i industrien. Kendskabet til belastninger i arbejdsmiljøet, deres mulige
effekter og løsningsmuligheder, kan ofte benyttes i arbejdet med det ydre miljø.
61
Råvarer & hjælpestoffer Proces
Stenmaterialer Knusning
Restprodukter
Genbrugsasfalt og lagring
1
Transport
1
Dosering
Olio/Gil^ Olie/Gas
lagring
—»•
Tørring
Støvfældning
Bitumen tagring
Bitumen ——*•
oiio / n ^ Hm/armn
ng
Filler
1
Klæbeforbedrer U Blanding
Tilsætningsstoffer
4
oiipmnjaei
Ophaling
1
Lagring
Sliomiddsl
I
Udlevering
Figur 4.1 Procesforløb ved fremstilling af varmblandet asfalt.
63
Støvfældning Der dannes store mængder støv og vanddamp, samt røggas ved
tørring af stenmaterialerne. Det er derfor nødvendigt at suge luften ud af
tromlen og udskille støvet før røggas og vanddamp afkastes til luften. Støv-
fældning sker ofte i flere trin, først i en grovudskiller og derefter i et posefilter.
Det udskillede støv anvendes i asfalten som såkaldt egenfiller. Støvflowet kan
som på figuren være delt i to strømme. På ældre anlæg blev egenfiller kun ført
til varmeelevatoren, men på nye anlæg føres egenfiller ofte kun til fillersilo.
Blanding Fra tørretromlen føres de varme stenmaterialer, via en sliske og
eventuelt et transportbånd, til en kopelevator som fører dem op i toppen af et
blandetårn. Øverst sidder en sigte, som giver mulighed for yderligere sortering af
de varme stenmaterialer. De varme stenmaterialer føres efter sigtning, eller
uden om sigten, ned i varmesiloerne. På tårnanlæg, som der er to af i Danmark,
er der meget stor opbevaringskapacitet i varmesiloerne, hvilket gør det muligt at
producere én type asfalt, mens der tørres stenmaterialer til en anden type. Det
giver en fleksibilitet som man ikke har på traditionelle anlæg med små varmesilo-
er. Fra varmesiloerne lukkes stenmaterialer ned i stenvægten, og de afvejede
stenmaterialer lukkes videre ned i blanderen, derefter afvej es filler i sit eget
vejesystem og der blandes et kort øjeblik, til sidst afvej es bitumen i sit eget
vejesystem og asfalten blandes færdig. Filler, dvs.finkornet stenmateriale,
opbevares i siloer og bitumen i el- eller hedolieopvarmede tanke. På nogle
anlæg er der yderligere doseringssystemer til klæbeforbedrer og som noget nyt er
der i 1990'erne udviklet polymere modificeringsmidler, som kan tilsættes til
bitumen på asfaltfabrikken. Der er udsugning fra blandesektionen, ofte fra både
sigte, vægt og blander. På enkelte anlæg er der separat filter og afkast fra
blandesektionen, men i de fleste tilfælde føres luften fra blandesektionen til
samme filter og skorsten som røggassen fra tørretromlen.
Ophaling Den færdige asfalt lukkes ned i en ophalervogn. For at asfalten ikke
skal brænde fast, sprøjtes ophalervognen med et slipmiddel. Via en optræksbane
føres asfalten til toppen af færdigvaresiloerne, hvorfra den falder ned i siloen.
Lagring Asfalten lagres i opvarmede og isolerede siloer indtil den udleveres.
Asfalt kan ikke produceres til lager og skal anvendes samme dag som den er
fremstillet.
Udlevering Asfalten udleveres ved at lastvognen køres ind under siloen og
asfalten lukkes ned på ladet. For at asfalten ikke skal brænde fast til ladet,
spredes et slipmiddel ud på ladet. Spredningen af slipmidlet sker enten under
siloen eller på en speciel sprøjteplads.
Den anlægsteknisk udvikling på batch anlæg har i korte træk været, at i
1960'erne blev kapaciteten øget. I løbet at 1970 & -80'erne blev støvfældning
forbedret, ved at cykloner og vådvaskere blev udskiftet med posefiltre, medio
1996 er der kun et anlæg som anvender vådvasker og det nedlægges formentlig.
I løbet af 1980'erne blev flertallet af anlæggene ombygget til asfaltgenbrug.
Det første danske batchanlæg blev ombygget allerede i 1977 (NVF, 1988).
I 90'erne moderniseres styresystemerne med pc-baserede systemer, med mulig-
hed for at registrér en række procesparametre. Det er desuden karakteristisk at
de nye bynære anlæg er helt indkapslede for at mindske belastningen af miljøet
med støv, støj og diffus udslip af asfaltrøg.
65
°c 5% fugt
4% fugt
300
3% fugt
2% fugt
275
250
225
200
10 15 20 25 30
175 Genbrugs %
Figur 4.4 Indflydelse fra genbrugs % og vandindhold på den krævede temperatur af de
friske stenmaterialer ved fremstilling af 170 °C varm asfalt med såkaldt
"kold" genbrug. Beregning udført af (Blumer, 1985).
Figur 4.4 viser hvordan den nødvendige temperatur på de friske stenmaterialer,
afhænger af genbrugsandel og vandindhold i genbrugsasfalten. Derudover er den
ønskede temperatur på den færdige asfalt naturligvis afgørende for opvarm-
ningen.
Der dannes store mængder vanddamp når den kolde genbrugsasfalt kommer i
kontakt med de varme friske stenmaterialer. Med en genbrugsprocent på 15%
og et vandindhold på 3% i genbrugsasfalten dannes der over 8 m3 vanddamp pr.
ton asfalt (Junghånel, 1984). Fordampningen sker meget hurtigt og derfor har
det normalt været nødvendigt at øge udsugningen fra varmeelevator og/eller
blanderen ved ombygning til kold genbrug.
4.2.2 "Varm" genbrug
I 1996 var der 9 anlæg af denne type. Betegnelsen "varm genbrug" skyldes at
den gamle nedknuste asfalt opvarmes inden den tilsættes i blanderen.
Ved varm genbrug med såkaldte parallel anlæg, udbygges batch anlægget med
en tørretromle, genbrugstromlen, hvor genbrugsasfalten tørres og opvarmes til
120 - 140 °C. Når temperaturen er lavere end færdigvaretemperaturen, skyldes
det ønsket om at begrænse afdampning af kulbrinter fra bitumen i genbrugs-
67
999
Bitumentanke Hedolieanlæg
Doserlngsanlæg Tørretromle Blandetårn Færdigvaresiloer
Figur 4.5 Skitse af batch anlæg med genbrug som opvarmer genbrugsasfalten
i parallel tromle, såkaldt "varm" genbrug.
Figur 4.6 Batch anlæg med "varm" genbrug. Genbrugstromlen midt i billedet, hvorfra
røggassen føres til brænderen i jomfrutromlen. Røggassen fra de to tromler
føres derefter til posefilter.
68
asfalten (Miljøstyrelsen og AOV, 1988). I genbrugstromlen føres genbrugs-
asfalten ind i samme ende som brænderen, hvor den opvarmes direkte af
flammer og forbrændingsgassen. Det antages at vandindholdet i genbrugs-
asfalten beskytter bitumenhinderne mod de høje temperaturer som er i tromlens
brænder ende. Røggassen fra genbrugstromlen indeholder store mængder
kulbrinter og kan derfor ikke føres direkte til posefilter, idet kulbrinterne
kondenserer på filterdugen så den tilstopper. På Tarco Vej's anlæg blev støvet i
røggassen fra genbrugstromlen i en årrække kun fældet i cykloner, der har dårli-
gere støvudskilning end posefiltre. Omkring midten af 1980'erne begyndte nogle
fabrikker at løse problemet, ved at røggassen fra genbrugstromlen blev ført ind
som sekundærluft ved brænderen i tromlen med de friske stenmaterialer, se figur
4.5. Denne metode anvendes i dag på alle ni anlæg. Derved sker en afbrænding
af kulbrinterne i røggassen fra genbrugstromlen, hvorefter den samlede røggas
kan føres til posefilter. Det er vigtigt at røggassen fra genbrugstromlen føres ind
ved brænderen i jomfrutromlen på en måde, så den ikke medfører ufuldstændig
forbrænding og dermed luftforurening. Det først danske anlæg som blev om-
bygget med afbrænding af røggassen fra genbrugstromlen var Superfos's anlæg i
Gribskov. Superfos fik lavet lugtemissionsmålinger for at belyses metodens evne
til at destruere lugtstoffer i røggassen (dk-TEKNIK, 1985).
For at kompensere for at genbrugsasfalten ikke opvarmes til færdigvare-
temperatur, så overophedes de friske stenmaterialer, men ikke i samme grad
som når der produceres med kold genbrug.
Der findes en anden metode til varm genbrug på batch anlæg. Her opvarmes
genbrugsasfalten i en speciel tørretromle, en såkaldt "recycloclean" tromle, der i
princippet er konstrueret som en modstrøms tromleblander, se figur 4.8, men
med den forskel at tørretromlen ikke har en blandezone hvor der tilsættes
bitumen og filler og derfor er tromlen kortere end i en tromleblander.
4.2.3 Kombinationsanlæg
De nyeste udvikling er at batch anlægget udstyres med en tromleblander. Den
fungerer som almindelig tørretromle når der produceres mindre mængder asfalt
og med skiftende recepter. Når der produceres store ensartede mængder
fungere den som tromleblander. Kombinationsanlæg er et alternativ til varm
genbrug, når det ønskes at producere genbrugsasfalt med høj genbrugsandel.
Denne løsning anvendes fra sæsonen 1995 på Superfos's fabrik i Glostrup.
Tromleblanderen er af dobbelttromle typen, se afsnit 4.3.
4.3 Tromleblandere
De danske asfaltvirksomheder har to stationære og tre flytbare tromleblander
anlæg. Den ene stationære tromleblander fungere også som tørretromle i et
batchanlæg med blandetårn. Dertil kommer at det selvkørende Marini anlæg til
genbrug på selve vejen har en tromleblander. På den måde kan der være op til i
alt 6 tromleblandere i drift i Danmark.
69
som ejes af Novejfa og Ove Arkil i fællesskab er af denne type.
En anden metode til at opnå en indirekte opvarmning er montering af et skjold
omkring brænderen, som forhindre at genbrugsasfalt og friske stenmaterialer
kommer i kontakt med flammen fra brænderen.
4.4 Transportable asfaltanlæg
De transportable anlæg må ikke forveksles med de selvkørende tromleblandere, af
typen Marini A.R.T., som producere med genbrug på selve vejen, se figur 3.7.
Det kan eventuelt skelnes mellem transportable og flytbare anlæg, afhængig af
hvor hurtig en flytning kan foretages.
I Danmark blev det første transportable anlæg, i nyere tid, opstillet i 1983 i
forbindelse med renoveringen af en startbane i Københavns Lufthavn. Anlægget
producerede senere ved motorvejsbyggeri på Sjælland og Fyn og er i dag
skrottet. I efteråret 1987 kom det andet transportable anlæg til Danmark og
producerede i Nordjyllands Amt.
I forbindelse med store vejbygningsopgaver kan fordelen ved et transportabelt
anlæg være mindsket transport med råmaterialer og asfalt, og dermed en økono-
misk og energimæssig gevinst, hvis råstofgrav, stationære asfaltfabrik og udlæg-
ningssted, er lokaliseret således i forhold til hinanden, at det medfører lang
transport.
De transportable asfaltanlæg er ofte udstyret med tromleblandere, fordi de har
en mere enkel opbygning end et batchanlæg, sammenlign figur 4.2, -4.3, 4.5 og
-4.7 Transportable tromleblandere findes monteret på blokvogne, som hurtigt
kan pakkes sammen og flyttes. En komplet fabrik fylder fem blokvogne.
De danske asfaltvirksomheder råder over tre transportable anlæg, alle udstyret
med tromleblandere som er indrettet til asfaltgenbrug. Dertil kommer den
Finske virksomhed, Lemminkäinen, som har opstillet to transportable asfalt-
anlæg, de er alle batch anlæg uden genbrug.
4.5 Andre aktiviteter på asfaltfabrikker
Foruden hovedaktiviteten, fremstilling af varmblandet asfalt er der andre
aktiviteter på asfaltfabrikker, som kan belaste miljøet. Det drejer sig om
hjælpeaktiviteter som er nødvendige ved driften af asfaltfabrikken, og om
biaktiviteter der typisk har tilknytning til enten udvinding og forarbejdning af
råstoffer eller til udlægning af asfalt. Nogle af biaktiviteterne kan derfor være
lokaliseret uden for asfaltfabrikkerne eller findes kun på enkelte asfaltfabrikker.
72
4.5.1 Sprøjteplads
På de fleste asfaltfabrikker er der en sprøjteplads. Her sprøjter chaufførerne
som transportere asfalten lastvognsladet med et slipmiddel, for at den varme
asfalt ikke skal brænde fast.
4.5.2 Vaskeplads
Mange asfaltfabrikker har en vaskeplads, som anvendes til rengøring af kørende
materiel og udlægningsmateriel. Rengøringen foregår typisk ved hjælp af
forskellige rensemidler og højtryksspuler. Tidligere har der også været anvendt
opløsningsmidler til rengøring, fx. methylenklorid som også bruges i asfaltlabora-
torier.
4.5.3 Værksted
På de fleste asfaltfabrikker er der et smedeværksted som foretager forskellige
reparationer og vedligeholdelsesopgaver på asfaltblandeanlægget, såsom
udskiftning af filterposer og svejsning.
På mange fabrikker omfatter værkstedsaktiviteten desuden reparation og
vedligeholdelse af udlægningsmaterialet, dvs. samme aktiviteter som på et plade-
og autoværksted. Der udføres eventuelt også sprøjtemaling.
Aktiviteterne på værkstedet er sæsonbetinget. I højsæsonen foretages de
nødvendige løbende reparations- og vedligeholdelsesopgaver. I vinterperioden
foretages den mere gennemgribende istandsættelse af asfaltblandeanlæg og de
maskiner der anvendes til udlægning.
4.5.4 Vejlaboratorie
På nogle asfaltfabrikker er der et asfaltlaboratorie som foretager undersøgelser
af stenmaterialer, af bindemidlet bitumen, og af de færdige asfaltmaterialer. Ved
ekstraktionsanalyse af asfaltmaterialer anvendes forholdsvis store mængder af
opløsningsmiddel. Oplysningsmidlet er typisk methylenklorid (diklormethan), til
ekstraktionsanalyse har nogle laboratorier tidligere anvendt triklorethylen.
4.5.5 Knuse- og sorteringsanlæg
Knuseanlæg for opbrudt asfalt findes på flere asfaltfabrikker. I mange tilfælde
opstilles der midlertidigt et mobilt knuseanlæg, typisk i vinterhalvåret.
Knuseanlæg for naturlige stenmaterialer findes sædvanligvis i forbindelse med de
73
asfaltfabrikker, som er beliggende i tilknytning til grusgrave.
To danske asfaltfabrikker har knuseanlæg til elektroovnsslagge og en af disse
fabrikker har desuden knuseanlæg til byggeaffald.
4.5.6 Bituminerede skærver
Der kan af og til forekomme produktion af bituminerede skærver. Det er
skærver til nedtromling i asfaltbeton af typen ABS, som eventuelt omhylles med
bitumen. Fremstillingen sker ved at skærverne omhylles med 1 - 1,5 % hård
bitumen i blanderen, derefter udlægges de på jorden og afkøles med vand.
Afkølingen sker under stor dampafgivelse.
4.5.7 Oplag af hjælpestoffer til udlægning
Der oplagres ofte hjælpestoffer som anvendes ved udlægning af asfalt på asfalt-
fabrikker. Det drejer sig om bitumenemulsion og cutbackbitumen som bruges til
klæbning. Bemærk at emulsionen ikke kan tåle frost er har begrænset holdbar-
hed. Der oplagres desuden slipmidler og brændstof.
4.5.8 Anden produktion
I Fyns Amts statusprojekt (Mertz, 1994a) blev der registreret tre fabrikker hvor
der var produktion af cutbackbitumen og fire fabrikker hvor der var produktion
af emulsion. Begge produkter anvendes til klæbning ved asfaltudlægning og ved
udførelse af overfladebehandlinger, se afsnit 2.4.
Der er mindst en asfaltfabrik som har mulighed for selv at fremstille polymer
modificeret bitumen på et særligt blandeanlæg. Andre fabrikker køber den
færdigblandet. Derudover er der i 1990'erne udviklet polymere modificerings-
midler, som kan tilsættes til bitumen på asfaltfabrikken.
4.6 Råvarer og hjælpestoffer
Nedenfor sammenfattes hvilke råvarer og hjælpestoffer som anvendes
asfaltfabrikker. Delprocesserne hvor de anvendes er vist i figur 4.1.
Stenmaterialer er mængdemæssig den største råvare på en asfaltfabrik.
I slidlagsmaterialer anvendes danske bakkematerialer i sandfraktionen og knust
granit i stenfraktionen. Granit importeres fra Norge og Sverige. Der har hidtil
været et granitbrud i Danmark, på Bornholm, men det er under afvikling.
I bærelagsmaterialer anvendes primært danske bakkematerialer.
74
Kunstigt fremstillede stenmaterialer erstatter eventuelt naturlige stenmaterialer, for
at gøre asfalten lysere. Der er to typer til rådighed, kalcineret flint der frem-
stilles ved brænding af flint og danopal der fremstilles af sand, kalk og dolomit
ved brænding.
Restprodukter erstatter i et vist omfang de naturlige stenmaterialer. Det er ikke
et nyt fænomen at bruge restprodukter i asfalt, allerede i 1930'erne lavede man
pulverasfalt med slagger fra B&W skibsværft.
Elektroovnsslagge fra Det Danske Stålvalseværk er siden 1984 blevet oparbejdet
og anvendt som erstatning for granitskærver. Oparbejdningen sker på to af
Tarco Vejs asfaltfabrikker. Tarco Vej aftager al den slagge som dannes på
stålvalseværket, svarende til omkring 60.000 tons årligt, og importere desuden
elektroovnsslagger fra Tyskland og Sverige. I 1992 anvendte tolv asfaltfabrikker
elektroovnsslagger og to andre overvejede at benytte slaggen.
Afbrugte blæsemidler fra sandblæsning genanvendes i asfalt. Det drejer sig om
tre typer blæsemidler, kvartssand, kobberslagge og såkaldt aluminiumssilikatslag-
ge, der er handelsnavnet for bundasken fra visse typer kulfyrede kraftværker.
Kobberslaggen er et restprodukt fra fremstilling af kobber.
Støbesand fra jernstøberier, har også været på tale til genanvendelse i asfalt.
Nordjyllands Amt har givet tilladelse til forsøgsproduktion med visse typer
støberisand, men forsøget blev ikke gennemført. I 1995 har Genanvendelses-
rådet støttet to projekter om anvendelse af støberisand i asfalt.
Olieforurenede skærver fra DSB genanvendes i asfalt. Superfos fik i 1990
miljøgodkendelse til at oparbejde skærver (Københavns Amt, 1990) som genan-
vendes i asfalt. Tarco Vej på Fyn har i 1996 startet et to-årigt forsøgsprojekt,
hvor der årligt skal genanvendes 20.000 tons skærver.
Genbrugsasfalt, dvs. gamle opbrudte eller affræsede asfaltbelægninger og over-
skuds- og fejlproduktion genanvendes i stort omfang. Omkring 40% af den asfalt
som produceres indeholder genanvendt asfalt. Den årlige mængde som tilsættes
i varmblandet asfalt varierer en del, i 1993 blev anvendt 315.000 tons. Dertil
kommer genanvendelse af en tilsvarende mængde i ubundet bærelag af nedknust
asfalt, såkaldt "bitustabil".
Filler defineres som materiale der er mindre end 0,075 mm, som er maskevidden
på den mindste sigte ved en sigteanalyse. Filler tilsættes asfalten for at udfylde
de mindste hulrum og for at stabilisere bindemidlet, idet den øger bindemidlets
viskositet. Der er flere fillertyper. For det første egenfiller, som er det støv der
fældes ved røggasrensningen på asfaltfabrikken og som genanvendes. Derudover
anvendes kalk, hydratkalk, cement og kulflyveaske. Hydratkalk og cement antages
desuden at have ens klæbeforbedrerende effekt (Phønix, 1992). I 1992 anvendte
10 asfaltfabrikker kulflyveaske der dannes som restprodukt på kulfyrede kraft-
værker, det årlige forbrug af kulflyveaske på asfaltfabrikker er omkring 35.000
tons (Miljøstyrelsen, 1996).
75
Bindemidlet i asfalt er bitumen, som er et højtkogende olieprodukt. Bitumen-
indholdet i asfalt er mellem 3,5 - 8% afhængig af asfalttypen. Med den
nuværende asfaltproduktion anvendes der årligt omkring 180.000 tons bitumen
på danske asfaltfabrikker. Bitumen kan være modificeret ved tilsætning af
polymere af typen ethylen-vinyl-acetat, EVA og styren-butadien-styren, SBS. I
Norge og England er der erfaring med anvendelse af plastaffald af typen poly-
ethylen, PE, som modificeringsmiddel. En uddybende beskrivelse af bitumen og
modificering findes i bilag 1.
Klæbeforbedrer tilsættes asfalten for at forbedre vedhæftningen mellem bitumen
og stenmaterialer. Som klæbeforbedre bruges langkædede, C12-C18, alifatiske
aminer. Ved almindelig temperatur er aminerne pastaagtige og for at gøre dem
flydende kan anvendes to metoder, enten opløsning i et organisk opløsnings-
middel, eller opvarmning til omkring 50 °C. Aminerne har erstattet stenkulstjære
som klæbeforbedre. Brugen af tjære ophørte hos de fleste virksomheder i
midten af 1970'erne, vedrørende brug af klæbeforbedrer og tjære se bilag 1.
Andre tilsætningsstoffer kan fx. være cellulosefibre og gummigranulat, som
enten tilsættes som fyldstof i asfalttyper med tykke bitumenhinder eller for at
give asfalten særlige egenskaber.
Cellulose fibre anvendes som støttefiller i skærvemastiks, en asfalttype med store
skærver og tykke bitumenhinder. Fibrene fremstilles blandt andet af gamle
aviser af affaldsselskabet KARA fra Roskilde. Genbrugsproduktet erstatter nye
cellulosefibre, som igen er en erstatning for gummimel eller asbestfibre.
Gamle bildæk kan oparbejdes til gummigranulat og gummimel. Gummimel, dvs.
fin-malet gummipulver, blev tidligere anvendt som filler i skærvemastiks, men til
det formål benyttes nu cellulosefibre, se ovenfor. Gummigranulat, dvs. gummi-
korn, tilsættes i en mængde på omkring 3% i såkaldt "gummiasfalt", en fleksibel
asfalttype som kan hindre isdannelse på kørebanen og revnedannelse fra under-
laget (NVF 1988). "Gummiasfalt" er brugt i begrænset omfang på forsøgsveje.
Slipmidler til optræksvogn og lastvogne har traditionelt været dieselolie, men i
dag findes er række alternativer, som giver mindre afdampning af kulbrinter.
For eksempel Asfaltsæbe der er sæbebaseret, ABT-tromleslip der består af
planteolier tilsat emulgator og AsfaltRent som er en alifatisk mineralolie.
På lastvognslad kan desuden anvendes stenmel.
Andre hjælpestoffer ved drift af asfaltfabrik er brændsel til brænderen i tørre-
tromlen, dvs. enten fuelolie, gasolie, naturgas eller LPG, brændsel og varme-
transmissionsolie til hedolieanlægget og dieselolie der bruges som drivmiddel i
gummihjulslæssere.
Rå- og hjælpestoffer på værksted er typisk motorolie, hydraulikolie, rensemidler,
smøreolier, og maling.
76
1990 = 11,25 kg/ton, 1991 = 11 kg/ton, 1992 = 10,5 kg/ton og 1993 = 9,72
kg/ton (Roskilde Amt, 1994). Bemærk at der sker et fald i olieforbruget på
13,6%. i perioden. De 9,72 kg gasolie er omregnet 415 MJ pr. ton asfalt.
I forbindelse med opstart af anlægget skal tromlen opvarmes og det medfører et
energiforbrug, som skal medregnes i den efterfølgende produktion. Jo færre
opstarter og jo større efterfølgende asfaltproduktion - jo mindre energiforbrug.
Der bruges også energi til opvarmning af bitumentanke og til det opvarmede
rørsystem til pumpning af bitumen. Energien bruges enten i et hedolieanlæg,
dvs. et fyringsanlæg som opvarmer hedolie, eller også er bitumentanke og
rørsystemet el-opvarmet.
Der er desuden el-forbrug til motorer i forbindelse med transportbånd, blander,
optræksbane, ventilatorer m.m. En ældre undersøgelse oplyser at energiforbru-
get til opvarmning af bitumen og til diverse el-motorer er 65 MJ pr. ton asfalt
(Liljedahl, 1980).
I brancheorienteringen oplyses, at der i gennemsnit går ca. 100 Kwh, svarende til
360 MJ, pr. produceret ton asfalt til tørring og opvarmning af stenmaterialer og
til opvarmning af bitumentanke. Dertil kommer el-forbrug til transportbånd,
blandemotorer, ventilatorer m.m. på 5-8 KwH, svarende til 18 - 29 MJ, pr. ton
asfalt. Disse data findes desuden i (EAPA, 1994).
Udover til produktionsanlægget bruges der energi i forbindelse med den interne
transport af stenmaterialerne på asfaltfabrikken.
Sammenfattende kan det konstateres at det største energiforbrug på asfaltfabrik-
ker er i tørretromlen, men forbruget må anses at være sparsomt belyst på nogle
områder. Det gælder særligt variationen i energiforbruget i tørretromlen mellem
forskellige fabrikker, idet der kun er data vedrørende en længere periode fra én
fabrik. Og med hensyn til energiforbrug til andre processer på asfaltfabrikken, er
dataene enten gamle eller ikke tilstrækkeligt detaljerede.
4.8 Sammenfatning om produktionen i asfaltindustrien
Asfaltindustrien er karakteriseret ved en moderat teknologisk udvikling. De
miljømæssigt interessante forhold sammenfattes nedenfor.
På danske asfaltfabrikker er batch anlæg den dominerende anlægstype. Udvik-
lingen af disse har siden 1960'erne været kendetegnet ved af at produktions-
kapaciteten er udvidet, støvfældningen forbedret og styringssystemer er auto-
matiseret. I løbet af 1980'erne blev de fleste batch anlæg ombygget til enten
"kold" eller "varm" genbrug. Her i 1990'erne moderniseres anlæggene med pc-
baserede systemer til styring, regulering og overvågning, som foruden at regulere
på et øget antal procesparametre, åbner mulighed for overvågning og registrering
af miljøparametre.
78
Produktionsprincippet på batchanlæg er grundlæggende uændret igennem årene,
når der ses bort fra ændringer i forbindelse med asfaltgenbrug. En miljømæssig
interessant ændring vedrørende egenfillerflowet skal dog nævnes. På ældre
anlæg blev egenfiller ført direkte til varmeelevator, men på nye anlæg føres den,
helt eller delvis, til fillersilo. Det medfører at materialerne som udrenses ved
receptskift er mindre støvende. Derudover finder der et anlæg med udsugning
omkring optræksvogn og skidtsilo for at nedsætte støvbelastningen ved recept-
skift, og der findes et anlæg med et lukket system til udrensning af stenmateria-
ler, så optræksvognen og skidtsiloen ikke anvendes til dette formål. Et andet
karakteristisk udviklingstræk er at anlægsdele, eller hele asfaltanlæg, indkapsles,
for at nedsætte belastningen af miljøet med støv, støj og asfaltdampe.
I de sidste 10 år er der kommet enkelte andre anlægstyper på danske asfalt-
fabrikker. Der findes i dag to tårnanlæg, dvs. batch anlæg med stor opbevarings-
kapacitet for varme stenmaterialer, hvilket gør det muligt at skifte hurtigt mellem
produktion af forskellige typer asfalt. Derudover findes to tromleblandere, hvor
både tørring og blanding sker i tromlen. Den ene tromleblander indgår i et
såkaldt kombinationsanlæg, hvor tromlen enten fungerer som tromleblander,
eller som tørretromle i batchanlæg. Den teknologiske udvikling har desuden
medført at der er kommet transportable asfaltanlæg, som hurtigt kan flyttes til en
ny position på blokvogne.
Udviklingen vedrørende råvarer og tilsætningsstoffer er i de senere år påvirket af
at der produktudvikles og sker en øget genanvendelse af restprodukter. En
vigtig drivkraft i produktudviklingen er en øget trafikbelastning, der stiller krav til
asfaltens holdbarhed. En anden vigtig drivkraft er bestræbelser på at forbedre
asfaltens overfladeegenskaber. Der er for eksempel udviklet slidlagstyper som
mindsker trafikstøjen. Produktudviklingen har i de sidste 10 år medført øget
brug af Polymer Modificeret Bitumen, PMB, som bindemiddel og øget brug af
asfalttyper med stor andel af skærver. Polymer modificeret bitumen blev
tidligere enten leveret færdigblandet fra bitumenleverandøren, eller fremstillet på
særlige blandeanlæg. I 1990'erne er der tillige udviklet polymere modificerings-
midler, som tilsættes til bitumen på asfaltfabrikken. En anden karakteristisk
udvikling er, at den øgede trafikbelastning har betydet anvendelse af stadigt
hårdere bitumentyper i asfalt, en udvikling som faktisk er foregået lige siden
introduktionen af varmblandet asfalt. Udviklingen vedrørende råvarer har i
1980og 90'erne været præget af øget genanvendelse af restprodukter, så der i
dag genanvendes elektroovnsslagge, flyveaske, afbrugte blæsemidler og skærver
fra jernbanestrækninger i asfalt. Derudover er der siden 1985 genbrugt store
mængder asfalt ved produktion af varmblandet asfalt.
To miljømæssigt væsentlige ændringer er, at stenkulstjære der tidligere blev
anvendt som klæbeforbedrer i asfalt, i løbet af 1970'erne blev erstattet af aminer.
Og i de senere år er der flere asfaltfabrikker som har erstattet det traditionelle
slipmiddel, dieselolie, med alternativer som medfører mindre afdampning af
kulbrinter.
Det største energiforbrug på asfaltfabrikker er i tørretromlen, men forbruget må
anses at være sparsomt belyst på nogle områder. Det gælder variationen i
energiforbruget i tørretromlen mellem forskellige fabrikker, og det gælder
energiforbruget til andre processer på asfaltfabrikken.
79
5 Miljøforhold
I dette kapitel undersøges miljøbelastninger og muligheder for forurenings-
begrænsning og renere teknologi på en asfaltfabrik.
Miljøbelastningerne ved fremstilling af varmblandet asfalt er sammenfattet i figur
5.1. Den væsentligste punktkilde er luftforurening med støv og forbrændings-
gasser fra tørretromlen. I samme afkast er der oftest også bidrag af støv og
kulbrinter fra blandesektionen samt støv fra fillersiloer. Derudover kan der være
flere diffuse luftforureningskilder, disse omfatter støv fra oplag og håndtering af
stenmaterialer, og bitumendampe og slipmiddeldampe omkring blandeanlægget.
Asfaltfabrikker omfatter desuden flere støjende processer. Forurening af vand
og jord kan forekomme på grund af spildevand fra maskinvask og regnvands-
afstrømning forurenet på grund af spild af slipmidler m.m. Derudover kan der
forekomme perkolat fra oplag af restprodukter. Kapitlet er opbygget således, at:
• I afsnit 5.1 undersøges emissioner til luft, med hovedvægten på den væsent-
ligste punktkilde, som er afkastet af støv og forbrændingsgasser fra tørre-
tromlen. Først gennemgås processen i tørretromlen og resten af afsnittet er
opbygget efter de luftforureningskomponenter som udsendes. Det undersøges
om der er sammenhæng mellem luftforureningkomponenterne, med det formål
at finde en forureningsindikator som er enkel og billig at overvåge. Det
undersøges desuden om der er sammenhæng mellem luftoverskuddet ved
tørreprocessen og luftforurening, idet det tidligere er konkluderet at en sådan
sammenhæng findes. Derudover undersøges forureningsbidraget fra blande-
sektionen og den diffuse lugtemission omkring blandeanlægget.
• Afsnit 5.2 giver et kort rids over støjkilderne.
• Afsnit 5.3 beskriver dannelse af spildevand.
• Afsnit 5.4 beskriver mulige kilder til jord og grundvandsforurening.
• Afsnit 5.5 giver et kort rids over dannelse af affald.
• Afsnit 5.6 sammenfatter kendskabet til driftsforstyrrelser og uheld.
• Afsnit 5.7 undersøger de faktorer som har indflydelse på energiforbruget i
tørretromlen, formålet er at pege på muligheder for at mindske energi-
forbruget.
• Afsnit 5.8 opsummerer de væsentligste konklusioner på undersøgelsen af miljø-
forholdene ved fremstilling af varmblandet asfalt.
• Afsnit 5.9 sammenfatter i skemaer, for hver delproces på en asfaltfabrik, miljø-
belastninger og muligheder for forureningsbegrænsning samt renere teknologi.
I skemaerne fremhæves hvis der er ændringer i forhold til oplysningerne i
brancheorienteringen for asfaltindustrien.
80
5.1 Emissioner til luft
Der er emissioner til luft fra både punktkilder og diffuse kilder. Dette afsnit
omhandler den væsentligste punktkilde, som er afkastet af forbrændingsgasser og
støv fra tørretromlen. I underafsnit 5.1.1 til 5.1.12 undersøges forureningen fra
tørretromlen. Udsugningen fra blandesektion og fillersiloer føres ofte til samme
filter og skorsten som tørretromlen, men de kan have særskilte afkast. Emission
fra blandesektionen alene undersøges i underafsnit 5.1.13. Fra bitumen og
olietanke er der ånderør hvorfra der udsendes flygtige kulbrinter. Data fra
måling af kulbrinte emissionen under fyldning af bitumentanke findes i (EAPA,
1996). På mange anlæg er der desuden et fyringsanlæg som opvarmer hedolie,
luftforurening fra fyringsanlæg reguleres efter retningslinier i Miljøstyrelsens
Luftvejledning.
De diffuse kilder forekommer hele vejen igennem procesforløbet, og drejer sig
blandt andet om udsendelse af støv, bitumen- og slipmiddeldampe, i afsnit 5.9 er
der en beskrivelse af de diffuse kilder i et skema for delproces. Den diffuse
lugtemission omkring blandeanlægget undersøges i underafsnit 5.1.14.
5.1.1 Processen i tørretromlen
I tørretromlen dannes der store mængder støv ved tørring af stenmaterialerne og
røggas ved forbrændingen af brændselet, som er olie eller gas. Ved varm
genbrug, hvor der opvarmes gammel asfalt i tørretromlen, er der desuden risiko
for afdampning og forbrænding af bitumen ved tørreprocessen.
Ved forbrænding af olie og gas dannes der, som uundgåelige slutprodukter
kuldioxid, CO2, kvælstofoxider, NOX og vand. Ved forbrændingen af olie dannes
desuden svovldioxid, SO2. Når brændselet er fuelolie dannes yderligere ubrænd-
bart materiale, såkaldt oliekoks. Der vil desuden være ilt i røggassen som følge
af luftoverskuddet. Det tilstræbes generelt at holde luftoverskuddet så lavt som
muligt for at udnytte energien bedst muligt. Omvendt er det vigtigt at der er
tilstrækkelig ilt, så der ikke sker en ufuldstændig forbrænding. Der er tre
grundlæggende forhold som kan medføre ufuldstændig forbrænding: (i) under-
skud af ilt; (ii) dårlig blanding af brændsel og ilt; og (iii) bratkøling af flammen,
så forbrændingsprocessen går i stå. I tørretromlen på en asfaltfabrik kan
bratkøling af flammen ske enten på grund af et stort luftoverskud, eller på grund
af at stenmaterialerne falder ned gennem flammen. Ved ufuldstændig for-
brænding dannes der kulmonoxid, CO, og kulbrinter i røggassen. Måling af CO
betragtes normalt som en god indikator for hvor godt en forbrænding forløber.
Styring af forbrændingskvaliteten på en asfaltfabrik kompliceres af, at det er en
tørreproces. En situation som erfaringsmæssigt har givet problemer er et højt
vandindhold i stenmaterialerne, som kræver både meget energi og fjernelse af
store mængder vanddamp. Derved kan regulering af brændsel, blæserluft og
røggasventilator komme i ubalance med ufuldstændig forbrænding til følge. Der
er før i tiden eksempler på at forbrændingen er blevet så dårlig, at der skete
udfældning af olie på stenmaterialer og i posefilter. På moderne anlæg reguleres
tilførelsen af brændsel og luft automatisk efter den ønskede stentemperatur.
82
Også røggasventilatoren reguleres automatisk, ved måling af undertrykket i
tromlen eller umiddelbart før filteret. Ved øgede mængder vanddamp og/eller
forbrændingsgasser, mindskes undertrykket, og ventilatoren øger udsugningen
indtil det ønskede undertryk nås igen. Automatiske styring af røggasventilatoren
vil formentlig kunne hindre at luftoverskuddet øges i en grad, så der sker
bratkøling og dermed dårlig forbrænding.
Der er foretaget mange emissionsmålinger på danske asfaltfabrikker, mest citeret
er (Miljøstyrelsen og AOV, 1988) og (Århus Amt, 1992). Konklusioner om
sammenhæng mellem forskellige luftforureningsparametre er imidlertid hidtil
foretaget på et spinkelt statistisk grundlag. For eksempel konkluderes der om
sammenhæng mellem PAH og CO; TOC og CO; PAH og lugt; samt TOC og
lugt udfra kun fire målinger (Århus Amt, 1992). I det følgende sammenfattes
en række af de udførte emissionsmålinger og på baggrund af det øgede data-
grundlag undersøges om de tidligere fundne sammenhænge kan eftervises.
5.1.2 Kuldioxid, CO 2
Kuldioxid, CO2, er sammen med vand det uundgåelige slutprodukt ved for-
brænding af fossilt brændsel. Kuldioxid er en drivhusgas, dvs. en luftart med
evnen til at hæmme varmeudstrålingen fra jorden, og den bidrager til drivhus-
effekten. Emissionsfaktorer, dvs. udslip pr. produceret energienhed, for de
brændsler som anvendes på asfaltfabrikker er: Olie 74 kg/GJ, LPG 64 kg/GJ og
naturgas 56,9 kg/GJ (Jensen et al., 1992). Er energiforbruget på 350 MJ pr. ton
asfalt, svarer det til udsendelse af 25,9 kg, 22,4 kg eller 19,91 kg CO2, når der
henholdsvis anvendes olie, LPG eller naturgas. De realistiske muligheder for
forureningsbegrænsning består i skift af brændsel og mindsket energiforbrug.
5.1.3 Svovldioxid, SO 2
Svovldioxid, SO2, dannes fordi brændslet indeholder svovl. Tunge olier kan have
et stort indhold af svovl, lettere olier et mindre og naturgas næsten intet.
Svovldioxid transporteres og omdannes i atmosfæren og falder ned med nedbør
og medvirker til forsuring af miljøet.
Ved Miljøstyrelsens og Asfaltindustriens fælles emissionsmålinger blev der målt
SO2 emission på tre fueloliefyrede asfaltfabrikker med og uden genbrug.
Koncentrationerne i røggassen var mellem 194 - 420 mg SO2/Nm3 v. 10% O2.
Den udsendte mængde var mellem 3,5 - 6 kg i timen. Ved at beregne den
indfyrede SO2 mængde og derefter sammenligne med måling af SO2 emissionen,
blev det påvist at omkring 70% af den indfyrede svovlmængde bindes til sten-
materialer og kalkfiller (Miljøstyrelsen og ÅOV, 1988).
Mange asfaltfabrikker er i de senere gået over til naturgasfyring og er derfor ikke
årsag til SO2 emission. På de anlæg som stadig anvender svovlholdigt brændsel
medfører svovlbindingen at der antageligt ikke er vanskeligheder med at over-
holde luftvejledningens emissionsgrænse på 500 mg/Nm3.
83
5.1.4 Kvælstofflter, NOX
Kvælstofoxider, NOX, er en samlet betegnelse for NO og NO2. Kvælstofoxider
dannes dels fordi en del af forbrændingsluftens kvælstof "brænder med" og dels
fordi brændslerne kan indeholde kvælstof. Kvælstofoxider omdannes i atmos-
færen til forbindelser som har en forsurende og eutrofierende effekt i miljøet.
Kvælstofoxider har desuden betydning for dannelse af ozon i atmosfærens nedre
del, dvs. i jordhøjde, hvor ozon er giftig for mennesker, dyr og planter.
Der er foretaget enkelte målinger af NOX emission på danske asfaltfabrikker.
Ved måling på tre LPG fyrede anlæg blev der målt mellem 95 og 125 mg
NOx/Nm3 v. 10% O2, se bilag 3. Ved måling på et gasolie fyret anlæg er der ved
tre lejligheder målt mellem 100 og 116 mg NOx/Nm3 v. 10% O2 (Roskilde Amt,
1994).
Ved måling på to fuelolie fyrede anlæg blev der målt mellem 191 og 300 mg
NOx/Nm3 v. 10% O2. Den beregnede maksimale emissionsfaktor var 130 g/GJ,
hvilket betegnes som en lav værdi, der må skyldes den lave flammetemperatur i
tørretromlen (dk-TEKNIK, 1991a). Emissionsfaktoren for fyringsolie til proces-
formål er 150 g/GJ (Fenger, 1991).
Det er konstateret lav NOX emission ved de forbrændingsbetingelser, dvs.
temperatur og iltindhold, som er i tørretromlen på en asfaltfabrik. Der vil
generelt ikke være problemer med at overholde luftvej ledningens emissions-
grænsen på 500 mg/Nm3.
5.1.5 Kulmonoxid, CO
Kulmonoxid, CO, er en giftig og brændbar gas, som dannes ved ufuldstændig
forbrænding. Kulmonoxid anvendes sædvanligvis som indikator for hvor godt en
forbrænding forløber og indholdet skal være så lavt som muligt.
I figur 5.2 er vist sammenhængen mellem emission af CO og kulbrinter på
asfaltfabrikker med batchanlæg. Kulbrinter er målt som total organisk kulstof, se
afsnit 5.1.6. Der er god sammenhæng mellem CO og kulbrinter, den lineære
regressionsanalyse gav r2 = 0,84, dvs. at 84% af variationen i kulbrinter kan
forklares af den lineære sammenhæng med CO. Der er flere observationer ved
lave koncentrationer, end ved høje. Det medfører en høj regressionsværdi og
usikkerhed om liniens hældning, men konklusionen er klar, at når CO emissionen
holdes så lav som mulig, så mindskes belastningen af miljøet med kulbrinter.
Årsager til CO emission i tørretromlen på asfaltfabrikker er undersøgt i en ældre
amerikansk undersøgelse, som fandt at når stenmaterialerne falder ned gennem
flammen så bratkøles flammen, og dermed dannes CO. Dannelsen af CO var
afhængig af den mængde stenmaterialer som faldt gennem flammen, og af hvor
de faldt gennem flammen. Det oplyses at CO dannelse fra bratkøling kan
undgås ved at ændre indstilling af skovlbladene i tromlen, ved at sikre en optimal
blanding af luft og brændsel og ved at justere flammens størrelse og form
(Schreter, 1977).
84
5.1.7 PAH
Polycykliske Aromatiske Kulbrinter, PAH, er fællesbetegnelse for en gruppe af
organiske forbindelser der kun indeholder kulstof og brint. PAH har af histori-
ske årsager fået stor opmærksomhed i miljømæssig sammenhæng. Flere PAH'er
har vist sig at være kræftfremkaldende i dyreforsøg, og kan antagelig også
fremkalde kræft i mennesker. Sammenhæng mellem eksponering for PAH-
holdige materialer, fx. stenkulstjære, og kræft i mennesker underbygger PAH'er-
nes kræftfremkaldende egenskaber (IARC, 1983 og 1985). Der er foretaget
meget få målinger af PAH emission på danske asfaltfabrikker. I den såkaldte
"emissionsrapport" blev der, på baggrund af 10 målinger, konkluderet at der var
en tendens til sammenhæng mellem PAH og luftoverskud (Miljøstyrelsen og
AOV, 1988). Ved Århus Amts målinger blev der på baggrund af fire målinger
vist sammenhæng mellem PAH og CO (Århus Amt, 1992). Her er PAH
målinger der er udført med samme metode samlet, så datagrundlaget øges.
Figur 5.3 viser total PAH 2 som funktion af CO. PAH 2 er summen af 15 enkelt
PAH, se bilag 5. Der er en sammenhæng mellem CO og PAH 2, men den er
ikke god, den lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,291, dvs. at omkring 29% af
variationen i PAH 2 kan forklares af den lineære sammenhæng med CO. Både
95% konfidensintervallet og 95% prædiktionsintervallet er bredt, se bilag 4, og
måling af CO er dårlig egnet til at vurdere røggassens indhold af PAH.
Ses udelukkende på de seks målinger udført ved produktion uden genbrug, inkl.
den usædvanlige observation med meget lav PAH emission, er der god sammen-
hæng mellem PAH og CO, den lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,72. Det er
når målinger fra produktion med asfaltgenbrug omfattes, at der ikke længere er
god sammenhæng mellem PAH og CO. PAH emissionen er generelt højere ved
genbrugsproduktion. En samtidig høj CO emission ved flere af målingerne,
antyder at dårlig forbrænding er en del af forklaringen. Ved genbrugsproduktion
er der imidlertid to målinger, én med kold genbrug og én med varm genbrug
som afviger markant, ved at PAH emissionen er høj, på trods af lav CO emission
og dermed ren forbrænding. Ved kold genbrug stammer den øgede PAH kon-
centration sandsynligvis fra bidraget fra blanderen, hvor der kan afdampe store
mængde PAH fra genbrugsasfalt, se afsnit 5.1.13. Ved varm genbrug kan den
øgede PAH delvis skyldes afdampning fra genbrugsasfalten i genbrugstromlen,
hvorefter der sker en utilstrækkelig destruktion af disse i jomfrutromlen og delvis
skyldes et øget bidrag fra blanderen. Hvis der er stenkulstjære i genbrugs-
asfalten, må det forventes at der kan forekomme PAH bidrag på grund af
afdampning fra genbrugsasfalten, idet stenkulstjære har et væsentligt større PAH
indhold end bitumen, se bilag 1.
Figur 5.4 viser PAH 2 som funktion af luftoverskud. Vedrørende luftoverskud se
afsnit 5.1.10. Det er tidligere hævdet at der er sammenhæng mellem PAH og
luftoverskud (Miljøstyrelsen og AOV, 1988). Der er dårlig sammenhæng mellem
luftoverskud og PAH 2. Den lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,248. Både
95% konfidensintervallet og 95% prædiktionsintervallet er bredt, se bilag 4, og
måling af luftoverskud er ikke egnet til at vurdere røggassens indhold af PAH.
Der er ikke påvist lineær sammenhæng mellem PAH og TOC, regressions-
analysen gav r2 = 0,152.
86
Kommentarer til undersøgelsesmetoden er, at TA 98 med tilsætning af S9 viser
prøvens aktivitet ved tilsætning af et enzymatisk metaboliseringssystem (rotte-
lever), disse indirekte virkende mutagener udgøres blandt andet af usubstituerede
PAH. TA 98 viser prøvens mutagene aktivitet fra direkte virkende mutagener,
som blandt andet udgøres af NSO-forbindelser. TA 98NR viser hovedsageligt
mutagen aktivitet fra stoffer der ikke indeholder nitro-grupper, fordi bakterierne
ikke indeholder de enzymer der aktiverer disse stoffer. Prøvernes indhold af
mutagene nitro-forbindelser udgøres af aktiviteten TA 98 minus TA 98NR
(Aagaard Nielsen, 1989). Undersøgelsen af den mutagen aktivitet i røggas fra
asfaltfabrikkerne viste, at der er nitro-forbindelser i røggassen og at de udgør en
varierende andel af de direkte virkende mutagener.
Niveauet af den mutagene aktivitet i røggassen fra de fem asfaltfabrikker er lavt,
sammenlignet med aktiviteten i røggassen fra brændeovne og flis- og halmfyr.
Beregning af spredningen af den mutagen aktivitet fra de fem asfaltfabrikker,
med OML-modellen, har vist at de bidrager med mellem 0,1-1 rev/m3 med
stammen TA 98 uden S9 (dk-TEKNIK, 1991b). Den mutagene aktivitet i udeluft
varierer afhængig af lokalitet og prøvetagningstidspunkt, idet vejrforhold ind-
virker på niveauet. De højeste niveauer findes i byområder med stærk trafik.
De laveste niveauer findes landområder og boligområder uden særlige trafik, her
er middelværdien af 15 målinger henholdsvis 10 og 15 rev/m3 for TA 98 uden S9
og "baggrundsniveauet" for mutagen aktivitet er oplyst at være 1-3 rev/m3
(Ostenfeldt, 1989). I et område med laveste niveau af mutagen aktivitet vil det
beregnede bidrag fra de fem asfaltfabrikker være beskedent og røggassen fra en
moderne asfaltfabrik er næppe en kræftfremkaldende faktor.
Der blev påvist sammenhæng mellem mutagen aktivitet og PAH i røggassen fra
asfaltfabrikkerne. Både måling af PAH og mutagen aktivitet er derfor egnet som
indikator for kræftfremkaldende stoffer i røggas fra asfaltfabrikker. I Århus
Amts undersøgelse blev tillige der konstateret sammenhæng mellem PAH og
CO, og derfor også sammenhæng mellem mutagen aktivitet og CO. I under-
søgelsen konkluderes derfor, at en nedsættelse af CO-indholdet vil mindske
røggassens indhold af mutagen aktivitet (Århus Amt, 1992). Det skal bemærkes
at når antallet af målinger øges, så kan der ikke eftervises samme gode sammen-
hæng mellem emission af PAH og CO som i Århus undersøgelsen, se afsnit 5.1.7.
5.1.9 Lugt
Ved asfaltproduktion kan der afgives der lugtende stoffer både fra ufuldstændig
forbrænding, fra varm bitumen og fra færdigblandet asfalt. Lugt har været årsag
til klager over asfaltfabrikker som ligger tæt på naboer. Miljømyndigheder
anvender ofte principperne i lugtvejledningen til begrænsning af lugt fra asfalt-
fabrikkerne og det er typisk lugt som er den dimensionerende parameter ved
beregning af skorstenshøjden.
Lugt måles med den såkaldte lugttærskelmetode. En luftprøve udtages fra
asfaltfabrikkens skorsten i en speciel 15 liters pose, der hverken optager eller
afgiver lugt. Prøvetagningstiden vil normalt være omkring 1 - 5 minutter.
Hjemme i laboratoriet doseres luftprøven i forskellige fortyndinger til et såkaldt
89
lugtpanel, der består af mindst 6 personer. Det bestemmes så hvor meget
luftprøven skal fortyndes med ren luft, før halvdelen af personerne i lugtpanelet
netop kan erkende lugt. Hvis prøven skal fortyndes 1000 gange, så har prøven
en lugtkoncentration på 1000 LE/m3, dvs. lugtenheder pr. m3. Lugtmåling er
ikke noget nøjagtigt måleinstrument. Usikkerhed ved lugtmåling anføres til
±25%, men øges på asfaltfabrikker til ±40% på grund af røggassens vandind-
hold. Apparatet som bruges til at fortynde prøven kaldes et olfaktometer. Der
er konstateret stor forskel i lugtkoncentrationen, når der måles med forskellige
typer olfaktometre (Rasmussen, 1992) og derfor anvendes her kun målinger lavet
med dk-TEKNIK's olfaktometer.
På baggrund af fire målinger er det tidligere anført, at der er sammenhæng
mellem røggassen lugtkoncentration og emission af TOC og PAH (Århus Amt,
1992) og Miljøstyrelsen har anført at PAH emission fra anvendelse af genbrugs-
materialer kan reguleres via lugtvilkår (Miljøstyrelsen, 1995).
TOC som funktion af lugtkoncentration er vist i figur 5.5. Der er sammenhæng
mellem TOC og lugt, den lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,481, dvs. at 48%
af variationen i TOC kan forklares af den lineære sammenhæng med lugtkoncen-
trationen. Der er imidlertid stor spredning af observationerne og beregning af
95% prædiktionsintervallet viser, at det er meget bredt, se bilag 4. Lugtmåling
er derfor dårligt egnet til at vurdere røggassens indhold af lettere kulbrinter.
PAH 2 som funktion af lugtkoncentration er vist i figur 5.6. Der er sammen-
hæng mellem PAH 2 og lugt, den lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,302, dvs.
at 30% af variationen i PAH 2 kan forklares af den lineære sammenhæng med
lugtkoncentrationen. Der er stor spredning af observationerne og både 95%
konfidensintervallet og 95% prædiktionsintervallet er bredt, se bilag 4. Lugt-
måling er derfor dårligt egnet til at vurdere røggassens indhold af PAH 2.
Den store spredning kan skyldes flere forhold. For det første er der usikkerhed
ved lugtmålingen. For det andet kan der være stor fluktuation i røggassens
indhold af forbrændingsprodukter, målt som CO og TOC, og det indebærer en
usikkerhed når middelværdien for forbrændingsprodukter vises som funktion af
lugtkoncentration, der har kort prøvetagningstid. Lugtprøven kan være taget på
tidspunkt med enten høj eller lav koncentration af forbrændingsprodukter. For
det tredje kan lugtafgivelsen skyldes andet end forbrændingsforholdene, tilsæt-
ningsstoffer i bitumen, som klæbeforbedrer og polymeren ethylen-vinylacetat,
EVA, kan medføre mærkbar lugtafgivelse (EAPA, 1994). Der findes dog ikke
danske lugtmålinger fra produktion med polymermodificeret bitumen.
5.1.10 Luftoverskud og luftforurening
Luftoverskuddet er udtryk for hvor meget luft der anvendes til tørreprocessen, jo
større luftoverskud - jo større luftmængde, vedrørende beregning af luftoverskud
se afsnit 5.1.11. Et stort luftoverskud ved forbrændingen kan medføre for lav
forbrændingstemperatur og derfor ufuldstændig forbrænding. I den såkaldte
emissionsrapport (Miljøstyrelsen og AOV, 1988) og i Århus Amts rapport (Århus
Amt, 1992) blev det konkluderet at der er sammenhæng mellem luftoverskud og
91
hæng mellem CO og luftoverskud. Figur 5.9 viser CO som funktion af luft-
overskud. Der er beskeden sammenhæng mellem CO og luftoverskud. Den
lineære regressionsanalyse gav r2 = 0,356, dvs. at 35% af variationen i CO kan
forklares af den lineære sammenhæng med luftoverskuddet. Spredningen af
observationerne er stor og det beregnede 95% prædiktionsinterval er bredt, se
bilag 4. Den store spredning indebærer, at ved lavt luftoverskud kan der være
høj CO koncentration og ved højt luftoverskud kan der være lav CO koncen-
tration. Måling af luftoverskud er derfor dårligt egnet til at vurdere røggassens
indhold af CO. På figur 5.9 er de vejledende kravværdier til CO og luftoverskud
indtegnet. Det ses at luftoverskud under 5,5 ikke er tilstrækkeligt til at sikre at
den anbefalede kravværdi til CO overholdes.
Det blev tidligere, i afsnit 5.1.7, vist at måling af luftoverskud er ikke egnet til at
vurdere røggassens indhold af PAH. I dette afsnit er det vist, at et lavt luft-
overskud ikke er tilstrækkeligt til at sikre ren forbrænding, hverken når for-
brændingskvaliteten vurderes ved måling af lugtkoncentration, TOC eller CO.
Den samlede konklusion vedrørende luftoverskud er, at det er utilstrækkeligt
som styreparameter for forbrændingskvaliteten på asfaltfabrikker.
5.1.11 Beregning og kontinuerlig måling af luftoverskud
Beregning af luftoverskuddet, også betegnet X (lambda), sker på baggrund af
måling af enten O2 eller CO2 i tør røggas. Beregningsmetoder er vedlagt i
bilag 6. O2 koncentrationer omregnet til luftoverskud er vist i figur 5.10.
Til kontinuerlig måling af luftoverskud på asfaltfabrikker anvendes in-situ måler
af zirkoniumoxyd typen, som måler O2 i våd røggas. Årsagen er at kontinuerlig
måling, af enten O2 eller CO2, i tør røggas er væsentligt dyrere. På grund af
røggassens varierende vandindhold er det forbundet med usikkerhed at beregne
luftoverskuddet udfra måling i våd røggas. Afhængig af om vandindholdet i våd
røggas er 10 eller 20% vil en O2 koncentrationen i våd røggas på 14 vol % svare
til en O2 koncentration i tør røggas på enten 15,5 vol % (A3,85) eller 17,5 vol %
(A.6). Måling i våd røggas kan derfor ikke umiddelbart bruges til at vurdere om
den oftest anvendte kravværdi til luft overskuddet på 5,5, er overholdt. Som en
løsning på dette problem er det foreslået, at det antages at vandindholdet som
middel er 20%, og kravværdien for O2 i våd røggas bliver da 13,7 vol% (dk-
TEKNIK, 1995d). Denne løsning kan bruges til at overvåge at luftoverskuddet
ikke overstiger 5,5, men den kan ikke anvendes til styring og overvågning af luft-
overskuddets størrelse. Den tager nemlig ikke hensyn til at ved højt luftoverskud
er vandindholdet lavt, og omvendt ved lavt luftoverskud er vandindholdet højt.
En anden løsning er at anvende et diagram som det i figur 5.10. Diagrammet
anvendes således, at med udgangspunkt i den målte O2 koncentration i våd
røggas, trækkes en linie lodret op fra x-aksen. I skæringspunkterne mellem
linien og det fremhævede bånd gås vandret ind til y-aksen, hvor det forventede
interval for O2 koncentration i tør røggas, og dermed luftoverskud, aflæses.
Diagrammet er fremkommet ved at målt O2 vol% i tør røggas er vist som
funktion af beregnet O2 vol% i våd røggas. Beregning af O2 vol% i våd røggas
er udført på basis af måling af røggassens vandindhold. Derefter er udført
94
dimensioneret korrekt og de skal ikke overbelastes med store røggasmængder på
grund af urimeligt store luftoverskud. Der er desuden vigtigt at posebrud, som
erfaringen viser forekommer, opdages hurtigt. Til overvågning af at støvemissio-
nen ikke øges på grund af slid og posebrud, kan der installeres en såkaldt
støvalarm af typen Triboflow, en målertype som er forholdsvis billig og findes på
en håndfuld danske asfaltfabrikker, som enten er nye eller renoverede.
5.1.13 Emission fra blander
Fra blanderen udsuges der betydeligt mindre luftmængder end fra tørretromlen,
middelværdien fra ni anlæg er 2120 m3 (n.t.)/time. I enkelte tilfælde er der
separat afkast fra blanderen. Udsugningen fra blanderen er undersøgt for
indhold af støv, PAH, TOC, lugt, H2O, CO2 og O2, se bilag 3.
Der dannes store mængder støv ved blandingen. Støvkoncentrationen i udsug-
ningen fra blanderen er målt til mellem 1190 og 13500 mg/m3 (n.t.) (Miljøstyrel-
sen og AOV, 1988). Støvmængden kan ved de aktuelle luftmængder beregnes til
mellem 3,8 og 21,3 kg/time. Utætheder i forbindelse med udsugningen fra
blanderen vil derfor medføre betydelig støvemission.
Der er foretaget tre målinger af PAH i afkastet fra blanderen, én under pro-
duktion med "kold" genbrug og to uden genbrug. Under produktion med "kold"
genbrug var PAH 2 emissionen fra blanderen ca. 50 gange højere, end uden
genbrug, hvilket skyldes stenmaterialernes højere temperatur og formodentlig
stenkulstjære i genbrugsasfalten. PAH 2 koncentrationen i afkastet fra blan
deren under "kold" genbrug var lidt højere, end i røggassen fra en genbrugs-
tromle under "varm" genbrug (Miljøstyrelsen og AOV, 1988). Da luftmængderne
fra blanderen kun er omkring 5 - 10% af mængden fra tørretromlen, er det
mængder og ikke koncentrationer som er interessante. Masseflowet af PAH 2
fra blanderen var 59 g/h under "kold" genbrug, hvilket må forventes at blive
reduceret med 50 - 70 % i posefilteret. Sammenstillet med et samlet PAH 2
masseflow efter posefilter på 0,02 - 14,3 g/h uden genbrug, 2 - 44 g/h under
"kold" genbrug og 2,2 - 66 g/h under "varm" genbrug, se bilag 3, så antyder denne
ene måling i afkastet fra blanderen, at blanderen under "kold" genbrug" kan
bidrage væsentligt til røggassens indhold af PAH.
Lugtmålingerne underbygger at der kan være øget forurening fra blanderen ved
produktion med genbrug. Uden genbrug er lugtkoncentrationen målt til 5.700
LE/m3, med "kold" genbrug 7.200 - 28.000 LE/m3, og med varm genbrug 28.700 -
32.000 LE/m3. Der er desuden en lugtmåling uden genbrug, hvor der er målt en
lugtkoncentration på 155.000 LE/m3, men der blev samtidigt målt en usædvanlig
høj koncentration af nafthalen og to andre lette aromatiske forbindelser (Miljø-
styrelsen og AOV, 1988). Oprindelsen til de lette aromatiske forbindelser er
ikke belyst i rapporten, men der kan eventuelt være tale om bidrag fra klæbefor-
bedrer opløst i et aromatisk opløsningsmiddel.
Der findes ikke danske målinger i afkastet fra blanderen under produktion med
modificeret bitumen. Bitumen modificeret med ethylen-vinylacetat, EVA, kan
øge lugten fra asfalt (EAPA, 1994). Vedrørende modificering se bilag 1.
97
For at asfalten ikke skal brænde fast til ophalervogn og lastvognslad, sprøjtes de
med et slipmiddel. Ved længerevarende produktion sker der en opvarmning af
ophalervognen, hvorefter slipmiddel ikke længere er nødvendigt. Undersøgel-
serne indeholder ikke oplysninger om hvilke slipmidler der blev anvendt, men
ved målingerne i 1990 og 1991 er der antagelig brugt dieselolie, som ved kontakt
med varm asfalt afgiver olietåge.
Konklusionen er at målinger af lugtkoncentration, og beregning af lugtemission
antyder at der kan ske en betydelig lugtemission fra kilderne til diffus emission
omkring blandeanlægget. Driftforholdene er generelt dårligt belyst ved
målingerne. Lugtemissionen er i nogle tilfælde beregnet at være af samme
størrelsesorden som fra skorstenen. Både i Danmark og Tyskland konstrueres
nye bynære asfaltfabrikker med inddækninger som reducerer den diffuse emis-
sion. På Lemminkäinens anlæg i Køge er blandetårnet inddækket og luften til
brænderen i tørretromlen suges fra top og bund af inddækningen, for derved at
afbrænde den diffuse emission fra fyldning af optræksvognen. Det traditionelt
anvendte slipmiddel, dieselolie, erstattes desuden i dag med slipmidler der
medfører mindre afdampning af kulbrinter.
5.1.15 Tromleblandere
Der er udført ganske få emissionsmålinger på danske anlæg med tromleblandere.
På tromleblandere af dobbelttromletypen, er der målt lave koncentrationer af
CO og TOC og lugt, både når den fungerede som tromleblander med genbrug,
og når den fungerede som tørretromle i et batchanlæg, se bilag 3. Miljømæssigt
er det derfor en interessant type, som alternativ til "varm" genbrug når det
ønskes at producere med høje genbrugsprocenter.
Målinger på en stationær modstrøms-tromleblander viser både høje og lave
koncentrationer af CO, TOC og lugt. Det skyldes muligvis indkøringsproblemer.
Målinger på en mobil medstrøms-tromleblander viser CO koncentration lige over
800 ppm v. 10% O2, se bilag 3.
I følge en norsk undersøgelse fra 1991, citeret i (EAPA, 1994), har modstrøms-
tromleblander lavere PAH og TOC emission end medstrøms-tromleblandere. De
norske målinger underbygger at indirekte opvarmning, ved varmeoverføring, i
blandezonen i en modstrøms-tromleblander er mere skånsom end den direkte
opvarmning, med flammer og varme røggasser, i den traditionelle medstrøms-
tromle.
Der er også udført emissionsmålinger på de selvkørende Marini A.R.T. anlæg,
som genbruger asfalt på vejen (dk-TEKNIK, 1986a, 1986b- og 1987). Marinien
er udstyret med en medstrøms-tromleblandere uden mulighed for støvfældning.
Der er ingen oplysninger om driftforholdene på tidspunktet for målingerne,
hvorfor de ikke kan anvendes til at konkludere noget nøjagtigt om miljøbelast-
ningen med støv og kulbrinter fra et Marini A.R.T. anlæg. Støvemissionen fra et
sådant anlæg afhænger i følge leverandører af produktionens størrelse, jo større
produktion, jo større støvemission (Marini S.P.A., 1985).
99
5.2 Støj
Støjkilderne på en asfaltfabrik optræder i hele procesforløbet, de omfatter blandt
andet:
. Overførelse af bitumen og filler fra lastbil
. Intern trafik med stenmaterialer
. Doseringsanlæg
. Vibratorer på siloer
. Tørretromle og brænder
• Kompressor til posefilter
• Ventilator til skorsten
. Blandesektionen
I afsnit 5.9 er der eksempler på støjdæmpning ved de forskellige procestrin.
Støjen dæmpes typisk ved at vælge støjsvagt udstyr, fx. lydsvage ventilatorer, med
lyddæmpere i afkast, ved inddækning af anlægsdele eller hele anlægget og med
støjskærme. Støjen behandles ikke yderligere i denne undersøgelse.
5.3 Spildevand
Spildevandet fra asfaltfabrikker stammer fra rengøring af maskiner på vaske-
pladsen og der forekommer sanitets spildevand. Regnvandsafstrømningen fra de
befæstede arealer kan desuden være forurenet som følge af spild af olieproduk-
ter, slipmidler m.m. og på grund af udvaskning fra oplag af opbrudt asfalt,
elektroovnsslagge og andre restprodukter. Kildetyperne sammenfattes nedenfor.
Vaskepladsen anvendes til rengøring af kørende materiel, og udlægningsmateriel.
Afstrømningen kan være forurenet med rensemidlet, oliekomponenter, asfalt
m.m. som afrenses. Man skal være opmærksom på at nogle rensemidler kan
virke emulgerende og dermed ødelægge en olieudskillers virkning. Til afrensning
af asfalt kan også anvendes opløsningsmidler, fx. petroleum. Renere teknologi
ved maskinvask er vaskeplads med opsamling, filtrering og recirkulation af
vaskevandet, så der ikke sker afledning af spildevand.
Sprøjtepladsen anvendes til sprøjtning af lastbiler med slipmiddel. Afstrømningen
kan være forurenet med slipmidlet. Som slipmiddel er traditionelt anvendt
dieselolie. Anvendelsen af dieselolie som slipmiddel har forurenet jorden på
flere asfaltfabrikker. Der findes i dag en række alternativer. Sæbebaserede
slipmidler kan virke emulgerende og ødelægge virkningen af en olieudskiller.
Sprøjtepladsen bør indrettes så der ikke kan ske nedsivning i jorden og spredning
af slipmidlet til det øvrige fabriksareal.
Asfaltoplag findes ved de fleste asfaltfabrikker. I afsnit 5.3.1 sammenfattes den
foreliggende viden om udvaskning fra opbrudt asfalt.
Elektroovnsslagge oparbejdes af Tarco Vej A/S, som oplagrer store mængder
100
analyser" stammer fra oplag af asfalt, hvor praksis med at bruge genbrugs-
bunkerne som losseplads er ophørt. Der er ikke væsentlig forskel på koncen-
trationsniveauet i de to grupper, derfor er brancheorienteringens data her
sammenfattet i tabel 5.5, som ikke skelner mellem analyser fra FATCh rapporten
og senere udførte analyser.
Konklusionen på baggrund af brancheorienteringens data er, at der generelt
påvises lave værdier, men i enkelte tilfælde høje værdier af mineralsk olie,
phenol, phenoler, bly og PAH'er. I omkring halvdelen af målingerne er ind-
holdet under de anvendte metoders detektionsgrænse. Indholdet af mineralsk
olie og PAH kan stamme fra både asfalt, vaskevand og oliespild. Den sandsyn-
lige forklaring på phenolindholdet er, at der oplagres gammel asfalt hvor der er
anvendt stenkulstjære som klæbeforbedre. Udfra et forsigtighedsprincip bør der
ikke nedsives perkolat fra asfaltoplag i områder med grundvandsinteresser.
Brancheorienteringens oplysninger om forurening med perkolat/overfladevand fra
asfaltværker med oplag af genbrugsasfalt er imidlertid problematisk. Det første
problem er at der ikke er sammenhæng mellem tekst og data. Det oplyses, at
efter at den uheldige praksis med at bruge genbrugsbunken som losseplads er
ophørt, så er tidligere tiders høje værdier ikke påvist. Det underbygges ikke af
dataene. I gruppen "senere analyser", som angiveligt skulle stamme fra oplag
hvor praksis med at bruge genbrugsbunkerne som losseplads er ophørt, påvises
stadig forureningskomponenter i det højeste koncentrationsinterval. Det er
faktisk sådan at de højeste koncentrationer af forurenende stoffer er påvist i
gruppen "senere analyser". Det andet problem er at der sket en udvælgelse af
data, men Miljøstyrelsen kan ikke oplyse kriterierne for udvælgelsen (pers. medd.
[navn skjult], 1996). Der mangler for eksempel data fra FATCh rapporten.
Det oplyses at de præsenterede data kan være påvirket af bidrag fra andre
kilder, men på grund af frasortering af data, er de ikke eksempel på sammen-
sætningen af den "suppe" som udledes fra nogle asfaltfabrikker.
5.3.2 Udvaskning fra elektroovnsslagge
Elektroovnsslagge dannes som biprodukt ved fremstilling af stål udfra skrot i
elektroovne. Slaggemængden andrager omkring 10% af den producerede
stålmængde. Slaggen er et gråt stenmateriale med en høj densitet, omkring
3,5 t/m3. Ved nedknusning danner slaggen kubiske skærver med stor slidstyrke.
Slaggen har særdeles gode egenskaber som skærver i slidlagsasfalt. Ved oplag-
ring kan regnvand udvaske sporelementer fra slaggen. På baggrund af oversigts-
rapporten (Mertz, 1991) sammenfattes slaggens miljøegenskaber nedenfor.
Hovedkomponenterne i elektroovnsslagge er mineraler der er kendt fra jord og
bjergarter, for eksempel calciumsilikater, kalk, kvarts og forskellige metaloxider.
Slaggen indeholder desuden en række tungmetaller og en del af disse kan
udvaskes. Tungmetallerne stammer fra legeringsmaterialer i stål og fra uren-
heder. Hvordan tungmetaller i stålskrot fordeler sig mellem stål og de forskellige
restprodukter fra elektroovnen, dvs. i røggas, støv og slagge, afhænger af elemen-
ternes flygtighed og procesmiljøet. Et eksempel er zink, der er flygtig ved stålets
smeltetemperatur og forlader stålet som dampe, for senere at kondensere på
103
partikler, så støvet fra ovnen indeholder omkring 20% zink, men zink findes også
i elektroovnsslaggen og er påvist i perkolat fra denne. Der er ikke kendskab til
detaljerede undersøgelser af hvordan tungmetaller fordeler sig mellem restpro-
dukter fra elektroovne.
Til at vurdere udvaskningen fra slaggen findes der resultater fra både udvask-
ningsforsøg og fra feltundersøgelser ved slaggeoplag.
Den dominerende stoftransport ud af et granulært materiale sker ved langsom
gennemstrømning af vand. Sammensætningen af vandfasen ændrer sig med
tiden, fordi der hele tiden fjernes stof. Derfor beskrives sammensætningen af
væske fra udvaskning af granulære materialer normalt som funktion af væske-
/faststofforholdet (L/S, fra eng. Liquid/Solid), se (Hjelmar, 1994) og (Van Der
Sloot et al., 1994). L er den vandmængde som er strømmet gennem materialet
og S er tørvægten af materialet. Ved at kombinere kolonneforsøg og batchfor-
søg fås en beskrivelse af stofkoncentrationen i udvaskningsvæsken som funktion
af forskellige L/S. Udvaskningstests kan bruges til at estimere udvaskningen i en
konkret situation, hvis man kender vandgennemstrømningen i oplaget.
Der er en række faktorer som indvirker på udvaskningen. Som følge af hoved-
komponent sammensætningen og indhold af fri CaO og MgO reagerer elektro-
ovnsslagge stærkt basisk. Derfor skal man være opmærksom på tungmetaller
som kan findes på anioniske former, fx. arsen, krom, molybdæn, selen og
vanadium, idet de kan opløses i basisk miljø. Af disse er krom, vanadium og
molybdæn ofte anvendte legeringsmaterialer i stål og de benyttes også i mikro-
legerede stål typer som fremstilles på Det Danske Stålvalseværk (Kjeldgaard,
1991). Erfaringen viser desuden at industrielle slagger er reducerende (Van der
Sloot et al., 1994). Oxideres perkolat fra reducerende slagger, ændres redox
potentialet og der kan ske udfældning af opløste metaller.
De maksimalt påviste koncentrationer af udvalgte sporelementer, fundet ved
kolonne- og batchtests med stålslagge fra Det Danske Stålvalseværk, DDS, og fra
tre svenske elektrostålværker og et hollandsk elektrostålværk, er vist i tabel 5.6.
Vedrørende en beskrivelse af de udførte udvaskningstest henvises til oversigts-
rapporten (Mertz, 1991) og senere målinger (VKI, 1991a & 1991b). Chrom og
vanadium er de tungmetaller som er påvist i de største koncentrationer, det
stemmer med at de kan udvaskes i basisk miljø. Derudover er der påvist en høj
koncentration af aluminium. Undersøgelserne viser, at der er stor forskel i
udvaskningen afhængig af slaggen oprindelse. Udvaskningen kan desuden øges
ved nedknusning. Redox potentialets indvirkning på udvaskning fra elektroovns-
slagge er ikke undersøgt. Udtagning af laboratorieprøver fra elektroovnsslagge
til udvaskningstests er vanskelig. Det skyldes at der produceres forskellige
ståltyper og at hver charge stålskrot har varierende indhold af tungmetaller.
Variationen i indholdet af tungmetaller betyder, at under fremstillingen analy-
seres hver charge af smeltet stål for chrom og nikkel (Kjeldgaard, 1991). Der er
ikke dokumentation for at de slaggeprøver som er anvendt ved udvaskningstest-
ene er repræsentative for de slaggetyper som oparbejdes og genanvendes i asfalt.
Der er desuden foretaget analyser for tungmetaller i regnvandsafstrømning fra
pladser med oplag af elektroovnsslagge. Tabel 5.7 viser resultater fra to asfalt-
fabrikker hvor der oplagres nedknust elektroovnsslagge m.m. og fra et areal på
104
Det Danske Stålvalseværk ved Frederiksværk, hvor der kun oplagres uknust
elektroovnsslagge. Målingerne fra asfaltfabrik A og B er ikke udtryk for kil-
destyrken af slaggen, dels sker der fortynding med vand fra arealer uden oplag af
slagge og dels måles der efter rensningsforanstaltninger. På prøvetagningsstedet
kan koncentrationen af opløste tungmetaller være mindsket på grund af en
række processer, såsom sorption og udfældning på grund af ændret redox-
potentiale. Fra oplaget ved asfaltfabrik B kan den årlige chrom udledning anslås
til 0,58 kg, se afsnit 5.3. Målingen fra pladsen ved stålvalseværket viser markant
højere koncentration af tungmetaller. Når det antages at der ikke sker en
væsentlig påvirkning med tungmetalholdigt sedimentstøv fra andre kilder på
Stålvalseværket, efter at dette har opnået en miljøgodkendelse, er en sandsynlig
forklaring på de højere koncentrationer fra pladsen ved stålvalseværket, at der
ikke sker en fortynding med regnvand fra arealer uden oplag af slagge.
Konklusionen på de foreliggende udvaskningstests og feltmålinger er, at der
udvaskes sporelementer fra elektroovnsslagge. Nedsivning i grundvandet skal
derfor hindres. De mulige problemstoffer er chrom, vanadium, aluminium og
muligvis molybdæn. Undersøgelserne giver ikke et fuldstændigt billede af
udvaskningen. Problemet med udvaskningstestene er at prøvetagningen ikke
sikrer at laboratorieprøverne er repræsentative for de slaggetyper som oplagres,
og der er ikke analyseret for alle de sporelementer som potentielt kan udvaskes
fra slaggen. Det skyldes blandt andet at flere af undersøgelserne er udført for at
vurdere eventuelle problemer ved deponering i, eller ved, marint miljø. Prob-
lemet med feltmålingerne er at der ikke er analyseret for alle relevante sporele-
menter og undersøgelserne fra asfaltfabrikkerne er påvirket af fortynding m.m.
og er derfor ikke udtryk for slaggens kildestyrke.
5.4 Jord og grundvand
Mulige kilder til forurening af jord og grundvand ved produktion af varmblandet
asfalt er:
. Spildevand fra vaskeplads
• Udvaskning fra oplag af asfalt, elektroovnsslagge og andre restprodukter
. Spild af slipmiddel ved optræksvogn og sprøjteplads
• Spild ved påfyldning og aftapning fra olie, klæbeforbedre m.m.
. Spild ved påfyldning og vedligeholdelse af kørende materiel
. Spild ved fyldning af fillersiloer med flyveaske
. Utætheder i tanke og beholdere med olie, klæbeforbedrer m.m.
. Utætheder i hedoliesystem og spild ved olieskift på anlægget.
Beskyttelse af jord- og grundvand mod forurening fra ovennævnte kilder opnås
ved hjælp af tæt befæstelse og kontrolleret udledning af spildevand og regn-
vandsafstrømning. Tanke anbringes i tankegrave uden afløb.
På mange gamle asfaltfabrikker er der sket jord- og grundvandsforurening.
Nogle af de forureningskilder man skal være opmærksom på ved forurenings-
106
undersøgelser er beskrevet i Branchevejledning for forurenede tjære/asfaltgrunde
(Miljøstyrelsen, 1992). Tjæredestillation, som er den aktivitet der rummer det
største forureningspotentiale, er imidlertid ikke beskrevet i branchevejledningen.
Det først erkendte tilfælde af grundvandsforurening på grund af tjæredestillation,
stammer fra en vejmaterialefabrik ved Frederikssund, hvor der i 1952 blev
konstateret phenol i drikkevandsboringer.
5.5 Affald
Affaldet fra aktiviteterne på en asfaltfabrik kan omfatte:
. Motorolie, hydraulikolie, opløsningsmidler, filtre m.m. fra værksted
. Kemikalieaffald fra laboratoriet
. Olieaffald fra olieudskillere
• Sand fra sandfang
• Bitumenrester fra rensning af tanke
. Varmetransmissionsolie som udskiftes
. Asfalt fra fejl- og overskudsproduktion
. Kontor og husholdningsaffald
Asfalt fra fejl- og overskudsproduktion kan på de fleste asfaltfabrikker genbruges
i ny asfalt, i øvrigt kan den genanvendes i "bitustabil". Sand fra sandfang kan
også genanvendes i asfalt. De øvrige typer affald skal løbende bortskaffes efter
bestemmelserne i kommunens affaldsregulativ, og inden aflevering skal de
opbevares så der ikke er risiko for nedsivning til jord og grundvand. Reglerne
vedrørende affaldsbortskaffelse, og definitioner af farligt affald, er beskrevet i en
bekendtgørelse (Miljø- og Energiministeriet, 1996), som desuden kræver at der
føres register over mængder m.m. af asfalt som genanvendes.
5.6 Driftsforstyrrelser og uheld
På asfaltfabrikker håndteres der olieprodukter med både høj og lav viskositet,
samt slipmidler og klæbeforbedrer. Spild under påfyldning, aftapning m.m. kan
forekomme flere steder på fabriksarealet. Vedrørende forebyggelse se afsnit 5.4
om jord og grundvand. Der er blandt andet konstateret et tilfælde med udslip af
varmetransmissionsolie i en ubefæstet tankgrav og omkring blandesektionen.
Der er i flere tilfælde konstateret udslip på grund af overfyldning af fillersiloer,
det kan forhindres ved montering af overfyldningsalarm. Der er også et
eksempel på sammenbrud af påfyldningsmekanismen så der skete udslip af 17
tons hydratkalk.
Der er ofte konstateret posebrud når der foretages emissionsmålinger på asfalt-
fabrikker. Installation af støvalarm kan overvåge at støvemissionen ikke over-
skrider kravværdien på grund af slid og posebrud.
107
5.8 Sammenfatning om miljøforhold
En oversigt over miljøbelastningerne fra asfaltfabrikker er vist i figur 5.1 på side 81.
Den væsentligste punktkilde er luftforurening med støv og forbrændingsgasser fra
tørretromlen. I samme afkast er der oftest også bidrag med støv og kulbrinter fra
blanderen og med støv fra fillersiloer. Konklusioner om sammenhæng mellem
forskellige forureningsparametre, i afkastet fra tørretromlen, er hidtil foretaget på
et spinkelt statistisk grundlag. Derfor er der i denne undersøgelse samlet resultater
fra emissionsmålinger, udført med de samme målemetoder, på danske asfalt-
fabrikker. På baggrund af de foreliggende data kan følgende konkluderes om
forureningen i afkastet fra tørretromlen.
Der er god sammenhæng mellem emission af CO og TOC. TOC er et mål for det
totale indhold af gasformige kulbrinter. Den gode sammenhæng antyder at dårlig
forbrænding er den væsentligste årsag til emission af TOC. Måling af CO er en
god indikator for forbrændingskvaliteten og ved at holde CO emissionen så lav som
mulig, så mindskes belastningen af miljøet med kulbrinter.
Der er kun udført få målinger af Polycykliske Aromatiske Kulbrinter, PAH, på
danske asfaltfabrikker. Gruppen har fået særskilt opmærksomhed på grund af
kræftfremkaldende egenskaber. Der er dårlig sammenhæng mellem CO og PAH
og der er dårlig sammenhæng mellem luftoverskud og PAH. Måling af både CO og
luftoverskud er derfor dårlig egnet til at vurdere røggassens indhold af PAH. I
skorstenen fra asfaltfabrikker kan PAH stamme både fra dårlig forbrænding og fra
afdampning fra bitumen og genbrugsasfalt. Særligt hvis der er stenkulstjære i
genbrugsasfalten, må det forventes at der kan afdampe PAH, idet stenkulstjære har
et væsentligt større PAH indhold end bitumen. To målinger viser at der kan være
høj PAH emission på trods af lav CO emission og dermed ren forbrænding.
Den mutagene aktivitet i røggassen er undersøgt på fem danske asfaltfabrikker.
Der påvistes sammenhæng mellem mutagen aktivitet og PAH, og både måling af
PAH og måling af mutagen aktivitet er derfor egnet som indikator for kræftfrem-
kaldende stoffer i røggassen fra asfaltfabrikker. Niveauet af mutagen aktivitet var
lavt. Spredningsberegninger for de fem fabrikker, viser at bidraget i omgivelserne
med mutagen aktivitet er beskedent i forhold til kendte baggrundsniveauer og
røggassen fra en moderne asfaltfabrik er næppe en kræftfremkaldende faktor.
Lugtmåling er dårligt egnet til at vurdere røggassens indhold af TOC og PAH. Der
er beskeden sammenhæng mellem lugtkoncentrationen og emission af TOC og
PAH, men 95% prædiktionsintervallet er bredt. Der er flere årsager til den
beskedne sammenhæng, deriblandt at vandindholdet i røggassen på asfaltfabrikker
øger usikkerheden ved lugtmålingen.
Måling af luftoverskud er utilstrækkelig som styreparameter for forbrændings-
kvaliteten. Luftoverskuddet er tidligere anbefalet som supplerende styreparameter
for forbrændingskvaliteten, men et lavt luftoverskud er ikke tilstrækkeligt til at sikre
ren forbrænding, uanset om forbrændingskvaliteten vurderes ved måling af CO,
TOC, PAH eller lugtkoncentration. Der er tre årsager til at luftoverskuddet
alligevel bør holdes så lavt som muligt: (i) af hensyn til energiforbruget; (ii) fordi et
stort luftoverskud kan bratkøle flammen og medføre ufuldstændig forbrænding; og
(iii) fordi et stort luftoverskud er en unødig belastningen af filterposerne. Luft-
110
overskuddet bør dog ikke være så lavt at forbrændingen bliver ufuldstændig.
Ved tørreprocessen dannes der store mængder støv. Det er teknisk muligt at opnå
væsentligt lavere støvkoncentrationen end den vejledende kravværdi på 55-110
mg/Nm3 v. 10% O2. Til støvet er bundet sundhedsskadelige tungmetaller og
polycykliske aromatisk kulbrinter, hvorfor en effektiv støvfældning er vigtig.
Der er flere kilder til diffus emission af støv og bitumendampe på asfaltfabrikker,
og dertil kommer en række støjkilder. Erfaringen viser at det kan medføre pro-
blemer hvis fabrikker er lokaliseret tæt på naboer. De diffuse emissioner og støjen,
kan mindskes ved en fuldstændig indkapsling af blandeanlæg og ved lagring af
stenmaterialer i siloer. Der er foretaget målinger af lugtkoncentration, og bereg-
ning af lugtemission, som antyder at der sker en betydelig diffus lugtemission fra
kilderne omkring blandeanlægget. I litteraturen er omtalt at polymer modificeret
bitumen kan afgive mærkbar lugt. Der findes ikke danske målinger af lugt fra
polymer modificeret bitumen.
Spildevandet fra asfaltfabrikker stammer fra vaskepladsen og der forekommer
sanitetsspildevand. Regnvandsafstrømningen kan desuden være forurenet som følge
af spild af slipmidler på sprøjtepladsen og spild af olieprodukter, og der kan fore-
komme perkolat fra oplag med asfaltrester, elektroovnsslagge og andre restpro-
dukter. Rensemidler og slipmidler kan virke emulgerende på olie, derfor bør afløb
fra vaskeplads og sprøjteplads enten opsamles eller have særskilte afløb.
De mulige kilder til jord- og grundvandsforurening er nedsivning af spildevand,
forurenet regnvandsafstrømning og perkolat, samt utætte tanke og beholdere.
Eksempler på driftsforstyrrelser og uheld, som er årsag til forurening, er støvudslip
fra overfyldning af fillersiloer, defekte posefiltre og spild af olieprodukter.
Det største energiforbrug på asfaltfabrikker er i tørretromlen. Beregning af
energiforbruget i tørretromlen viser, at der er store muligheder for energibesparel-
ser ved at holde stenmaterialernes vandindhold så lavt som muligt. Der spares også
energi ved at sænke luftoverskud og stentemperatur.
Muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi sammenfattes i
skemaer i næste afsnit.
5.9 Oversigt over processer, miljøbelastning, forureningsbegrænsning
og renere teknologi
Dette afsnit indeholder et skema for hver delproces på en asfaltfabrik.
I skemaerne sammenfattes miljøbelastninger og muligheder for forurenings-
begrænsning samt renere teknologi.
I skemaerne er det fremhævet, med raster, hvis der er ændringer i forhold til
oplysningerne i brancheorienteringen for asfaltindustrien.
111
6 Miljøregulering af asfaltfabrikker
I dette kapitel undersøges reguleringen af asfaltindustriens ydre miljø. Hoved-
formålet er at vurdere om Miljøstyrelsens brancheorientering for asfaltindustrien
er et tilstrækkeligt grundlag for reguleringen af asfaltfabrikker samt hvilken ind-
virkning orienteringen har haft på de meddelte vilkår vedrørende emissioner til
luft og til styring af forbrændingskvaliteten. Kapitlet er opbygget således, at:
• I afsnit 6.1 gennemgås udviklingen i det materiale som dannede grundlag for
amternes miljøsagsbehandling angående asfaltfabrikker, før brancheoriente-
ringen blev offentliggjort. Yderligere er der en gennemgang af amternes egne
initiativer til erfaringsudveksling og af centrale afgørelser i ankesager.
• I afsnit 6.2 gennemgås i hvilket omfang asfaltfabrikker var reguleret før
indkaldelsesbekendtgørelsen krævede godkendelse af bestående virksomheder.
Disse to første afsnit er "miljøreguleringsarkæologi", formålet er at skabe et
grundlag for at opfatte brancheorienteringen og den gennemførte regulering i en
sammenhæng.
• I afsnit 6.3 vurderes det om brancheorienteringen for asfaltindustrien er et
tilstrækkeligt grundlag for miljøreguleringen af asfaltfabrikker. Kriterierne er
om orienteringen omfatter de teknologier, miljøbelastninger, muligheder for
forureningsbegrænsning og renere teknologi, som findes i asfaltindustrien.
Metoden er at indholdet af orienteringen sammenlignes med de tidligere
udførte undersøgelser i denne rapport.
• I afsnit 6.4 undersøges udviklingen i de meddelte vilkår vedrørende emissioner
til luft, styring af forbrændingskvaliteten og minimering af energiforbrug.
Formålet er at undersøge hvilken indvirkning brancheorienteringen, og
tidligere anbefalinger og vejledninger vedrørende asfaltfabrikker, har haft
på miljøsagsbehandlingen.
• I afsnit 6.5 kommenteres et igangværende, offentligt støttet, projekt om
fremme af miljøstyring i asfaltindustrien.
• I afsnit 6.6 sammenfattes undersøgelsen af reguleringen af asfaltindustriens
ydre miljø.
6.1 Udviklingen i grundlaget for miljøsagsbehandlingen
Miljøbeskyttelsesloven er en rammelov og indeholder kun overordnede regler
om virksomheders miljøforhold. I tilknytning til loven er der et omfattende
materiale af bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger som anvendes ved
regulering af virksomheder. Dertil kommer et utal af rapporter af miljøteknisk
karakter, fx. udgivelser i serierne arbejdsrapporter, miljøprojekter og spildevands-
forskning. Alt dette materiale udgør det skriftlige grundlag for amternes
119
regulering af asfaltfabrikker. Nedenfor beskrives udviklingen i bekendtgørelser,
cirkulærer og vejledninger samt miljøtekniske rapporter hvor Miljøstyrelsen har
medvirket ved udarbejdelsen, og som enten kun omfatter asfaltproduktion eller
hvor asfaltproduktion er nævnt specifikt. Udviklingen i de generelle vejledninger
om lugt, støj, miljøgodkendelse af virksomheder m.m., som også anvendes ved
regulering af asfaltfabrikker gennemgås ikke.
6.1.1 Cirkulæreskrivelse om opbrudt asfalt
Miljøstyrelsen udsendte i juli 1985 en cirkulæreskrivelse om anvendelse af
opbrudt asfalt til vejbygningsformål m.v. (Miljøstyrelsen, 1985a). Cirkulæreskri-
velsen fastslår at opbrudt asfalt som anvendes til bærelag og på veje og stier ikke
skal godkendes efter miljøbeskyttelsesloven. Derimod kræves der godkendelse i
henhold til miljøbeskyttelsesloven kapitel 5, af oplag af opbrudt asfalt.
Cirkulæreskrivelsen har fået stor økonomisk betydning for asfaltindustrien, efter
at afgiften på deponering af affald er øget, idet cirkulæreskrivelsen tillader fri
anvendelse af opbrudt asfalt i ubundne bærelag, hvilket medfører at denne
anvendelse er fritaget for affaldsafgift.
Grundlaget for cirkulæreskrivelsen er to udvasknmgsforsøg udført for branche-
organisationen Asfaltindustrien, efter drøftelser med Miljøstyrelsen. Cirkulære-
skrivelsen sammenfatter resultaterne af udvaskningsforsøgene. Prøvetagningen
ved de to udvaskningsforsøg sikrer ikke at prøvematerialet er repræsentativt for
de asfalttyper som forekommer. For eksempel er det værst tænkelige tilfælde,
tjærebrændt asfalt, ikke omfattet af undersøgelserne. Forsøgene som er grund-
laget for cirkulæreskrivelsen undervurderer derfor forureningspotentialet og er
utilstrækkelige for en vurdering af udvaskningsrisikoen. I andre udvasknings-
forsøg hvor oprindelsen af prøvematerialet er betegnet som tjærebrændt asfalt,
er der påvist udvaskning af større mængder phenol, end i cirkulæreskrivelsens
forsøg (Mertz, 1987).
Cirkulæreskrivelsen om opbrudt asfalt er et af de få eksempler på, at Miljøstyrel-
sen har anvendt udvaskningstest som grundlag for generel regulering. Udvask-
ningstest har desuden været anvendt i en række konkrete sager om fx. flyveaske-
depoter og i forbindelse med videnopbygning om udvaskning fra bygningsaffald
og støbesand (Riemer, 1994). Miljøstyrelsen overvejer for tiden at inddrage
udvaskningstests i større omfang i reguleringen, blandt andet i forbindelse med
genanvendelse af restprodukter (Miljøstyrelsen, 1996).
6.1.2 Asfaltundersøgelsen
Miljøministeren anmodede, omkring årsskiftet 1984-85, Miljøstyrelsen om at
undersøge de miljømæssige forhold ved asfaltfabrikker, den såkaldte asfalt-
undersøgelse. Baggrunden for asfaltundersøgelsen var mistanken om øget kræft-
hyppighed hos naboerne til en nedlagt asfaltfabrik i Strandby (Wilson, 1984).
Det mest konkrete resultat af asfaltundersøgelsen er rapportering af en række
120
emissionsmåling på asfaltfabrikker, som Miljøstyrelsen udførte i et fællesprojekt
med Asfaltindustriens brancheorganisation, AOV (Miljøstyrelsen og AOV, 1988).
Som et led i asfaltundersøgelsen udførte Cowi Consult en undersøgelse og
afrapporterede den til Miljøstyrelsen, men undersøgelsen er aldrig blevet offent-
liggjort. Undersøgelsen er relevant i forbindelse med dette projekt fordi Miljø-
styrelsen i 1985, i tilsynsudvalgets afsluttende betænkning, gav udtryk for at
styrelsen ville udsende en branchebekendtgørelse for asfaltfabrikker på baggrund
af asfaltundersøgelsen (Miljøstyrelsen, 1985b). Det konkrete resultat af
asfaltundersøgelsen var dengang konsulentfirmaets rapport til Miljøstyrelsen.
Der kan kun gættes på hvorfor undersøgelsen hverken er blevet publiceret eller
anvendt som grundlag for udarbejdelse af en branchebekendtgørelse. Det er i
denne sammenhæng ikke forsøgt at fremskaffe rapporten, idet en ansøgning om
aktindsigt tidligere er blevet afvist (Miljøstyrelsen, 1988). Ved en samtale med
forfatteren til rapporten er det tidligere oplyst, at genbrugsproduktion ikke var
omfattet af undersøgelsen (pers. medd. Kai Lindgren, 1988). En oplagt mulighed
er derfor at Miljøstyrelsen er blevet opmærksom på, at konsulentfirmaets under-
søgelse var et forældet grundlag for udarbejdelsen af en branchebekendtgørelse.
Det er formentlig også årsagen til at undersøgelsen ikke blev afsluttet med
konsulentfirmaets rapport.
Miljøstyrelsen og Asfaltindustriens brancheorganisation, AOV, gennemførte i
1987 en undersøgelse af emissionen fra fem asfaltfabrikker, med dk-Teknik som
det udførende konsulentfirma (Miljøstyrelsen og AOV, 1988). Rapporten fra
undersøgelsen betegnes ofte "emissionsrapporten". Formålet var at måle emissio-
ner fra asfaltproduktion med og uden genbrug af asfalt. Undersøgelsen omfatter
desuden indflydelse fra rensningsforanstaltninger m.m. på emissionerne og der
peges på muligheder for emissionsbegrænsninger. Emissionsrapporten har haft
en vigtig rolle ved regulering af asfaltindustrien. Konklusionerne i rapporten
sammenfattes derfor forholdsvis detaljeret nedenfor.
Undersøgelsen viste at støvemissionen var for høj, i forhold til de vejledende
krav, på tre af anlæggene. Årsagen var utætte og slidte filterposer. Rapporten
bekræfter desuden at højere kogende PAH'er bindes til partikler.
Målingerne viste at forbrændingskvaliteten i flere tilfælde var for dårlig.
På baggrund af de udførte målinger, blev der fundet en tydelig sammenhæng
mellem lugtemission og luftoverskud. Jo større luftoverskud jo større lugt-
emission. For PAH fandtes en tilsvarende tendens.
På de oliefyrede anlæg fandtes at omkring 70% af den indfyrede svovlmængde
binder sig til stenmaterialer og filterstøv.
Der blev fundet, at emissionen af PAH generelt er større med genbrug end
uden. Der var ikke nogen klar forskel mellem "kold" og "varm" genbrug. For
anlæg med "varm" genbrug kan den øgede PAH emission skyldes to forhold,
nemlig afdampning fra genbrugs asfalt, hvor dampene ikke destrueres tilstrække-
lig i jomfrutromlen, og at tilførelsen af røggassen fra genbrugstromlen ødelægger
forbrændingsforholdene for jomfrutromlens brænder. For anlæg med "kold"
genbrug kan den øgede PAH emission kun tilskrives bidraget fra mixeren.
121
1 sammenhæng med at Luftvej ledningen tidligere, på side 17, nævner at der
normalt refereres til 10 % O2, men med den bemærkning at det i visse brancher
er påkrævet at tage udgangspunkt i det realistiske O2 indhold i røggassen, er
teksten om asfaltfabrikker ikke tilstrækkelig entydig. Faktum er at teksten ved
en enkelt miljøgodkendelse er misforstået sådan at lambda 5,5, svarende til
iltindhold på cirka 17%, skal anvendes som referencetilstand, jf. tabel 6.5.
Miljøstyrelsen har ved en telefonsamtale tidligere oplyst, at teksten skal forstås
således at der er to vejledende krav, nemlig: - for det første en emissionsgrænse
for støv på 55-110 mg/Nm3 ved referencetilstanden 10 % O2, - for det andet bør
luftoverskuddet ikke overskride en værdi på 5,5 og at det kontrolleres jævnligt
via måling af O2 eller CO2 koncentrationen (Pers. medd. [navn skjult], 1991).
Vedrørende støvemission er der tale om en skærpelse i forhold til den gamle
luftvejledning, den såkaldte "gule vejledning", som for nye anlæg fastsatte en
vejledende emissionsgrænse på 250 mg/Nm3, uden nogen referencetilstand.
Det er imidlertid teknisk muligt at rense røggassen til langt under de 110
mg/Nm3 som er maksimum i den vejledende danske emissionsgrænse. I overens-
stemmelse hermed er emissionsgrænsen i Tyskland 55 mg/Nm3 omregnet til 10 %
0 2 og den Hollandske emissionsgrænse for nye anlæg er 27,5 mg/Nm3, omregnet
til 10 % O 2 (EAPA, 1996). De tyske og hollandske vejledende emissionsgrænser
er maksimum værdier, mens den danske er en månedsmiddelværdi. Normal
praksis i miljøgodkendelser i Danmark er dog krav om dokumentation for
overholdelse ved en præstationsmåling, hvorfor emissionsgrænser i praksis får
karakter en maksimumværdi.
Vedrørende vejledende krav til luftoverskud er det øget i forhold til den såkaldte
"emissionsrapport" (Miljøstyrelsen & AOV, 1988) der anbefaler et maksimalt
luftoverskud på 4. Hvad angår krav til luftoverskud er Luftvej ledningen et
miljømæssigt tilbageskridt, idet energiforbruget øges, når lambda øges. Hvordan
man er kommet frem til at det maksimale luftoverskud skal være 5,5 er ikke
undersøgt, men det er iøjnefaldende at lambda 5,5 næsten er identisk med TA
Luft's referencetilstand for asfaltfabrikker som er på 17% O 2 (TA Luft, 1986).
6.1.4 FATCh rapport om udvaskning fra asfaltoplag
En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Asfaltindustrien, Miljøstyrelsen og
FATCh (Foreningen af Amternes Tekniske Chefer) har udarbejdet en rapport
om forurening fra oplag af gammel asfalt (FATCh, 1991). Baggrunden for
arbejdet var den store variation i krav til indretning af oplagspladser for asfalt og
til analyse af perkolat fra disse oplag.
Rapporten sammenfatter perkolatmålinger, grundvandsundersøgelser og jordfor-
ureningsundersøgelser, udført i perioden 1985 - 1991, i forbindelse med 19
oplagspladser for gammel asfalt.
Arbejdsgruppen kom ikke med nogen generel anbefaling om indretning af
oplagspladser. Begrundelse var delvis at kravene til indretningen hænger
sammen med lokale hydrogeologiske forhold og delvis at det foreliggende
123
datagrundlag ikke var tilstrækkeligt for udarbejdelse af generelle retningslinier.
Arbejdsgruppen foreslog en central indsamling og registrering af fremtidige
målinger og at man på det udvidede grundlag kunne lave en fornyet vurdering.
Arbejdsgruppen aftalte endvidere med Miljøstyrelsen, at Styrelsen skulle under-
søge muligheden for at udarbejde retningslinier for måleparametre og analyseme-
toder for perkolat fra oplag af gammel asfalt. Det er reelt først sket ved
udarbejdelse af brancheorienteringen.
I forbindelse med tolkningen af rapporten har repræsentanter fra asfaltindustrien
lagt vægt på, at der generelt findes lave værdier af de forurenende stoffer,
phenoler, bly, mineralsk olie og PAH og at man derfor uden risiko for miljøet
kan oplagre gammel asfalt. Denne holdning gav blandt andet Superfos's sikker-
hedsleder udtryk for i et indlæg på et møde i Vej- og Byplanforeningen (Lade-
gaard, 1991). Nordjyllands Amt tolkede rapporten på samme måde som asfalt-
industrien. Andre, blandt andet Fyns Amt og Ringkøbing Amt, tog udgangs-
punkt i forsigtighedsprincippet og lagde vægt på, at der lejlighedsvis påvises høje
koncentrationer, hvorfor der ikke bør kunne ske nedsivning fra asfaltoplag.
6.1.5 Indkaldelsesbekendtgørelsen
Ved den seneste gennemgribende revision af miljøbeskyttelsesloven, som trådte i
kraft 1. januar 1992, blev princippet om renere teknologi indført som det
bærende element i Miljøbeskyttelsesloven (Miljøministeriet, 1991a).
I tilknytning til loven blev der udsendt den såkaldte indkaldelsesbekendtgørelse
(Miljøministeriet, 1992) som fastsatte tidsfrister for hvornår bestående listevirk-
somheder skal indsende ansøgning om miljøgodkendelse. For asfaltfabrikker var
tidsfristen den 1. januar 1995. Ved ansøgning skal der redegøres for mulig-
hederne for at anvende den mindst forurenende teknologi.
6.1.6 Amternes egne initiativer
Det er ikke kun Miljø- og Energiministeriets og Miljøstyrelsens initiativer som
kan indvirke på amternes miljøsagsbehandling. Enkelte amter har taget initiativ
til at udveksle erfaringer om regulering af asfaltfabrikker, hvilket må antages at
danne en del af grundlaget for de øvrige amters sagsbehandling.
Fyns Amt arrangerede en temadag om asfaltfabrikker i november 1989. Der
deltog repræsentanter for 11 amter. På temadagen præsenterede Fyns Amt
resultater fra luftforureningsundersøgelser samt fra godkendelses- og tilsyns-
arbejdet på asfaltfabrikkerne i amtet. Fyns Amt fortalte blandt andet at de
havde forlangt fabrikker ombygget til asfaltgenbrug miljøgodkendt, under
henvisning til at der sker en forøget forurening. Der blev desuden drøftet
strategier ved myndighedsbehandling af asfaltfabrikker (David, 1990).
Vejle Amt udgav i oktober 1990 første udgave af notatet "Vejle amts miljøkrav
124
til asfaltvirksomheder". Notatet sammenfatter regelgrundlaget og den ønskede
miljømæssig standard ved regulering af en asfaltfabrik. Notatet indeholder
blandt andet en letforståelig beskrivelse af Luftvejledningens emissionsgrænser.
Notatet blev revideret 1. februar 1991 (Vejle Amt, 1991).
Århus Amt publicerede i 1989 resultatet af en epidemiologisk undersøgelse
blandt naboerne til en asfaltfabrik ved Trige. Undersøgelsen viste, at kræfthyp-
pigheden i Trige er større end i tilsvarende landområder, men mindre end i
Danmark som helhed. Konklusion var, at der er eller har været en kræftfrem-
kaldende miljøfaktor i området ved Trige, men det er ikke muligt ud fra under-
søgelsen sikkert at pege på, hvad denne faktor har været eller er (Grøn og
Støttrup Hansen, 1989). Amtet fik efterfølgende, i 1990 udført, en række
emissionsmålinger på fem asfaltfabrikker (dk-TEKNIK, 1991c) og måling af
diffus emission på to asfaltfabrikker (dk-TEKNIK, 1991b). Århus Amt publicere-
de senere en samlerapport der sammenfatter resultaterne af den epidemiologiske
undersøgelse og emissionsmålingerne (Århus Amt, 1992). Konklusionen på
emissionsmålingerne er at der er emission af PAH og mutagen aktivitet fra
asfaltfabrikker, men det beregnede bidrag i omgivelserne er beskedent i forhold
til kendte baggrundsniveauer, og derfor er skorstensrøgen fra asfaltfabrikker i
dag næppe en kræftfremkaldende faktor. Undersøgelserne viste at der er bedre
sammenhæng mellem CO og luftforureningskomponenter end mellem luft-
overskud og luftforureningskomponenter. I rapporterne fra Århus Amt er der
imidlertid ikke tilløb til at forklare hvilke andre faktorer end et højt luftoverskud
der kan medføre ufuldstændig forbrænding i tørretromlen.
På Fyns Amts temadag, omtalt ovenfor, blev det aftalt at lave en status over
amternes regulering. Projektet blev noget forsinket, fordi Fyns Amt prioriterede
andre opgaver. I slutning af 1992 og starten af 1993 blev der udsendt spørge-
skemaer og foretaget interviews. Statusprojektet blev rapportet i 1994 (Mertz,
1994a). Nogle af pointerne i statusrapporten er, at den gør opmærksom på at
der er meddelt miljøgodkendelser med krav om luftoverskud som er væsentligt
lavere værdien 5,5, som anbefales i Luftvejledningen. Statusrapporten forklarer
desuden at andre faktorer end et højt luftoverskud kan give dårlig forbrænding i
tørretromlen på en asfaltfabrik. Fx. kan stenmaterialerne falde ned gennem
flammen og bratkøle den. Rapporten påpeger at det bør overvejes at supplere
med krav til CO emission, idet det kan vise dårlig forbrænding på grund af andre
forhold end luftoverskuddet. Rapporten fremhæver yderligere at der ofte
konstateres posebrud ved emissionsmålinger på asfaltfabrikker og den gør
opmærksom på at det traditionelt anvendte slipmiddel, dieselolie, kan erstattes
med slipmidler som giver mindre afdampning, men at man skal være opmærk-
som på at de nye slipmidler kan virke emulgerende på olie i en olieudskiller.
Århus Amts samlerapport og Fyns Amts statusrapport er anvendt ved udarbej-
delsen af Miljøstyrelsens brancheorientering for asfaltindustrien.
6.1.7 Afgørelser i ankesager
Miljøbeskyttelsesloven er karakteristisk ved at den i vid udstrækning admini-
streres af lokale myndigheder. På trods af den lokale administration, så kan
125
afgørelser i enkeltsager få betydning for andre myndigheders administration af
lovgivningen. En situation hvor enkeltsager normalt vil blive tillagt stor be-
tydning i tilsvarende sager, er når Miljøstyrelsen eller Miljøklagenævnet træffer
en afgørelse i en ankesag. Naturligvis med den forudsætning, at der ikke i
mellemtiden er kommet ny viden om emnet. Ankesager er yderligere inter-
essante fordi parterne i sagen tvinges til at præcisere deres opfattelse af emnet.
Nedenfor beskrives afgørelsen i tre ankesager om asfaltindustriens miljøforhold.
Den første har haft betydning for spørgsmålet om godkendelsespligt ved ombyg-
ning til genbrug. De to næste er sager hvor Miljøstyrelsen vurderer udvaskning
fra elektroovnsslagge, et emne som også behandles i brancheorienteringen.
6.1.7.1 Godkendelsespligt ved kold genbrug
Denne afgørelse fra Miljøankenævnet fastslog at ombygning af batch anlæg til
kold genbrug er godkendelsespligtig (Miljøankenævnet, 1990). Sagen er inter-
essant fordi Miljøstyrelsen mente at kold genbrug ikke var godkendelsespligtig,
blandt andet med den begrundelse at styrelsen ikke ville lægge unødige hindrin-
ger for anvendelse af genbrugsasfalt.
En kort redegørelse for sagsforløbet er, at Århus Amt i december 1988 pålagde
Colas at søge om miljøgodkendelse af fabrikken ved Edslev som var ombygget til
kold genbrug i 1986. Det var amtets opfattelse at brug af gammel asfalt i
produktionen medfører øget forurening i forhold til produktion uden genbrug.
Colas klagede i januar 1989 over amtets afgørelse til Miljøstyrelsen og henviste
blandt andet til at Nordjyllands Amt og Vestsjællands Amt ikke havde anset kold
genbrug for godkendelsespligtig.
Miljøstyrelsen ændrede i juni 1989 Århus Amts afgørelse, således at Colas ikke
pålægges godkendelsespligt efter miljøbeskyttelseslovens bestemmelser. Miljø-
styrelsens begrundelse var, at den ønsker at fremme anvendelse af genbrug og
ikke vil anlægge en restriktiv vurdering. Bedømmelsen af hvorvidt der foreligger
øget emission af PAH blev derfor foretaget ud fra emissionen af højere kogende
PAH'er. Den såkaldte emissionrapport (Miljøstyrelsen og AOV, 1988) viser en
øget emission af total PAH ved genbrugsproduktion, mens der ikke var klar
forskel på emissionen af højere kogende PAH'er ved produktion med og uden
genbrug.
Århus Amt og Danmarks Naturfredningsforening klagede i juli 1989 over Miljø-
styrelsen afgørelse til Miljøankenævnet. Der var flere indsigelser mod afgørelsen,
men begge parter havde indvendinger mod ikke at anlægge en "restriktiv vur-
dering". Dels fordi det var en tilsidesættelse af miljøbeskyttelseslovens kap. 5.,
og dels fordi anvendelse af begrebet "restriktiv vurdering" vil være vanskelig at
håndtere. Miljøstyrelsens sender i august 1989 sine kommentarer til klagerne til
Miljøankenævnet og de er både af miljøteknisk og administrativ karakter. Det
hedder blandt andet "Miljøstyrelsen har i sin afgørelse taget hensyn til ikke at lægge
unødige hindringer for anvendelse af genbrugsasfalt, og har i afgørelsen vægtet dette
hensyn højere end hensynet til fremskaffelse af det administrative grundlag som en
miljøgodkendelse indebærer". Miljøstyrelsen fastholder at der bør ses bort fra den
126
øgede emission af de lavere kogende PAH'er.
Miljøankenævnet afgørelse fra maj 1990 pålægger Colas at indsende ansøgning
om miljøgodkendelse. Miljøankenævnets bemærker i sin afgørelse, at emissions-
rapporten viser at anvendelse af genbrugsasfalt giver anledning til øget emissio-
ner. Nævnet finder på den baggrund, at der med ombygning til kold genbrug er
sket en forøgelse af forureningen fra virksomheden, som medfører godkendelses-
pligt. Nævnet bemærker desuden at der efter miljøbeskyttelseslovens ordlyd ikke
gælder særlige krav vedrørende omfanget af den forøgede forurening, der
medfører at godkendelsespligt indtræder.
Miljøstyrelsen holdning i denne sag er bemærkelsesværdig. Miljøstyrelsens
politiske holdning var, at den ville fremme genbrug. Styrelsens argumenter for
ikke at kræve godkendelse var imidlertid uhensigtmæssige og blev tilbagevist af
Miljøankenævnet. Tillige var frygten for, at krav om miljøgodkendelse skulle
være til ulempe for asfaltgenbruget ikke baseret på realiteter. Asfaltgenbruget
var allerede godt igang, se figur 3.6 og der blev stadig produceret asfalt i Fyns
Amt som havde krævet miljøgodkendelse under henvisning til øget forurening.
6.1.7.2 Oplagring af elektroovnsslagge ved Svogerslev
Denne afgørelse fra Miljøstyrelsen tillader oplagring af elektroovnsslagge på ube-
fæstet areal, forudsat det sker fem meter over grundvandsspejlet og der etableres
overvågningsboringer i grundvandet (Miljøstyrelsen, 1987). Elektroovnsslagge
dannes som restprodukt ved fremstilling af stål i elektroovne, se afsnit 5.3.2.
Afgørelse er den første af to fra Miljøstyrelsen om oplag af elektroovnsslagge.
Tarco Vej A/S begyndte at genanvende elektroovnsslagge som erstatning for gra-
nitskærver i asfalt til slidlag i 1984. Tarco Vej A/S var dengang en division under
Tjærekompagniet, men her bruges det nuværende navn. Projektet var tildelt
2.12 mio. kr. i støtte i medfør af en bevilling i finansloven til genanvendelses-
projekter, en forløber til genanvendelsesloven (Miljøstyrelsen, 1983). Tarco
begyndte oplagringen og oparbejdningen af slaggen i en grusgrav ved Svogerslev,
men uden at Hovedstadsrådet havde givet en miljøgodkendelse. Sagen kom
derfor til at handle om lovliggørelse af forholdene.
Tarco ansøgte i december 1983 om tilladelse til oplagring og oparbejdning af
elektroovnslagge og Hovedstadsrådet meddelte godkendelse i juli 1984, men
både Lederborg Vandværk og Tarco ankede afgørelsen til Miljøstyrelsen. Der-
efter forhandles krav i næsten 1 1/2 år og Miljøstyrelsen kom med en afgørelse i
ankesagen i januar 1986 (Miljøstyrelsen, 1986a).
Tarco klagede over Miljøstyrelsens afgørelse til Miljøankenævnet i februar 1986
og anførte at såfremt man ikke kom frem til en acceptabel løsning ville Tarco
sende en detaljeret klage. Ankesagen omhandlede desuden godkendelse af oplag
af asfalt og rensning og afledning af spildevand. Det lykkedes Tarco at få
Miljøstyrelsen til forhandlingsbordet igen, hvilket er en usædvanlig fremgangs-
måde. Forhandlingerne mellem Tarco og Miljøstyrelsen omhandlede blandt
andet krav til rensning af perkolat, afledningen af det rensede vand og kildestyr-
127
ken af slaggen. Miljøstyrelsen foreskrev at der skulle udføres udvaskningsforsøg
for at fastlægge kildestyrken af slaggen, men fordi påvisningsgrænsen ved de
analysemetoder som blev anvendt, var højere en de påvisningsgrænser som
Miljøstyrelsen havde fastsat i sine retningslinier for undersøgelse af elektroovn-
slaggen, så mente Miljøstyrelsen ikke at forureningsrisikoen med sikkerhed kan
vurderes på grundlag af de udførte udvaskningsforsøg. Miljøstyrelsen besluttede
derfor at der skulle foretages overvågning af grundvandskvaliteten (Miljøstyrel-
sen, 1986b). Det skal her indskydes at en høj detektionsgrænse ikke var den
eneste mangel ved udvaskningsforsøgene, dels blev prøvetagningen af slaggen
ikke dokumenteret, hvorfor der ikke var sikkerhed for prøvernes repræsentativi-
tet, og dels blev der ikke analyseret for alle relevante parametre, jf. (Mertz,
1991).
Miljøstyrelsens anden afgørelse fra april 1987 (Miljøstyrelsen, 1987) tillader
oplagring af elektroovnsslagge på følgende vilkår: At nedknust slagge oplagres
på befæstet areal med opsamling af overfladevand, at overfladevandet kontrol-
leret før afledning til recipient, at uknust slagge kan oplagres 5 meter over
højeste grundvandsstand, uden tæt befæstelse og at såfremt der foretages
oplagring af uknust slagge 5 meter over grundvandsspejlet på et ubefæstet areal,
så skal der foretages kontrol af grundvandet. I et miljøstrategisk perspektiv kan
denne tilladelse kritiseres for at Miljøstyrelsen forsømmer at anvende princippet
om forebyggelse, når mulighed er der.
I et forvaltningsmæssigt perspektiv har Miljøstyrelsen og Miljøankenævnet
benyttet en aldeles usædvanlig fremgangsmåde. Der er ikke kendskab til andre
sager, hvor fremgangsmåden ved klager i Miljøbeskyttelsesloven fraviges. Den
usædvanlige fremgangsmåde viser at Miljøstyrelsen har haft interesse i selv at
forhandle en løsning på plads med virksomheden. Miljøstyrelsens akter i sagen
viser at direktøren for Miljøstyrelsen blev orienteret i sagen og allerede i
forbindelse med Styrelsens første afgørelse var der økonomiske overvejelser med
i vurdering af hvilke krav man kunne pålægge virksomheden (Miljøstyrelsen,
1985c). Tilsammen mere end antyder det, at Miljøstyrelsen har arbejdet på at
undgå den situation, at det offentlige giver 2.12 mio. kr. i støtte med den ene
hånd og stiller krav som lukker virksomheden med den anden hånd.
6.1.7.3 Oplagring af elektroovnsslagge ved Fjelsted
Denne afgørelse fra Miljøstyrelsen stadfæster vilkårene i Fyns Amts godkendelse
vedrørende et oplag elektroovnslagge, nemlig at oplagring af elektroovnslagge
skal ske på befæstet areal for at undgå tilførelse af tungmetaller til grundvand
(Miljøstyrelsen, 1991). Afgørelser indebærer at Miljøstyrelsen ændrer opfattelse
af krav til oplagring af elektroovnsslagge, i forhold til en tidligere afgørelse, se
afsnit 6.1.7.2.
I forbindelse med ansøgning om godkendelse af Tarco Vej A/S's asfaltfabrik ved
Fjelsted, på Fyn, ønskede virksomheden at få tilladelse til oplag af elektro-
ovnsslagge på ubefæstet areal. Fyns Amt kunne ikke give en sådan tilladelse,
idet amtet havde den opfattelse at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation
for, at oplag af elektroovnsslagge på et ubefæstet areal i en grusgrav, kunne ske
128
risikofrit set i forhold til beskyttelse af jord- og grundvandsmiljø.
Tarco Vej A/S ankede Fyns Amts miljøgodkendelse til Miljøstyrelsen, og et af
klagepunkterne var godkendelsens vilkår til oplag af elektroovnsslagge. Fyns
Amt vidste, at Miljøstyrelsen tidligere havde givet tilladelse til oplagring af
elektroovnsslagge på ubefæstet areal i en grusgrav og var derfor klar over at der
skulle nye argumenter på bordet, for at Miljøstyrelsen ikke skulle give tilladelse
på samme vilkår. Fyns Amt udarbejdede et notat som redegør for sagen og
indeholder en vurdering af den dokumentation vedrørende udvaskning fra
slaggen, som var vedlagt Tarco Vej A/S's ansøgning (Fyns Amt, 1991). I denne
redegørelse forkaster Fyns Amt blandt andet målinger i overfladevandet fra
oplaget ved Svogerslev som repræsentative for kildestyrken af elektroovnslaggen,
fordi der inden prøvetagningen sker fortynding med overfladevand fra arealer
uden oplag af elektroovnsslagge. Fyns Amt fik desuden udarbejdet en rapport
(Mertz, 1991), som sammenfattede viden om udvaskning fra elektroovnsslagge.
Rapporten konkludere blandt andet, at der kan være stor forskel i udvaskningen
af sporelementer fra elektroovnsslagge, afhængig af slaggens oprindelse.
Miljøstyrelsens afgørelse stadfæstede vilkårene i Fyns Amts afgørelse, nemlig at
oplag af elektroovnslagge skal ske på befæstet areal. Miljøstyrelsens bemærk-
ninger til afgørelsen var blandt andet, at de foreliggende undersøgelser viser at
der vil ske udvaskning af chrom i større eller mindre mængde, at tilførelse af
tungmetaller til grundvandet skal undgås, når det er muligt, og at der kan være
stor forskel i udvaskbarhed af tungmetaller fra forskellige typer slagge, hvorfor et
oplag af slagge på ubefæstet areal nødvendiggør en omfattende kontrol af
slaggen, der tilføres oplaget med henblik på at sikre, at der kun sker oplag af
slagge, hvorfra der ikke kan udvaskes tungmetaller (Miljøstyrelsen, 1991).
Tarco Vej A/S udtalte i sagen, at det ikke var noget problem at befæste arealet
under oplaget af elektroovnsslagge ved Fjelsted, men at spørgsmålet var princi-
pielt af hensyn til andre oplag. Miljøstyrelsen tilstræber at komme med en
afgørelse som varetager både Tarco Vej A/S's og Fyns Amts interesser, idet
styrelsen er enig med Fyns Amt i at elektroovnsslagge kun må ske på befæstet
areal, men samtidigt anføres det at Miljøstyrelsen kun udtaler sig i den konkrete
sag.
6.2 Regulering før indkaldelsesbekendtgørelsen
Formålet med dette afsnit er at give et indblik i hvordan asfaltindustrien var
reguleret før indkaldelsesbekendtgørelsen krævede miljøgodkendelse af de
bestående listevirksomheder.
Reguleringen af asfaltfabrikker frem til årsskiftet 1992/93 er blevet kortlagt ved
hjælp af spørgeskemaer og interviews (Mertz, 1994a). Nogle af resultaterne
sammenfattes nedenfor. I undersøgelsen blev der skelnet mellem totalgodkendt
og delgodkendt. Denne sondring var ikke uden problemer, fordi vurderingen af
om en asfaltfabrik er totalgodkendt er flydende og afhængig af det kendskab
amtet har til aktiviteterne på fabrikken. For at beskrive omfanget af godkendel-
ser af asfaltfabrikker blev det derfor også valgt at anføre antal anlæg med
129
6.3 Brancheorientering for asfaltindustrien
Formålet med dette afsnit er at vurdere om brancheorienteringen for asfaltindu-
strien er et tilstrækkeligt grundlag for regulering af asfaltfabrikker. Kriterierne
for om orienteringen er fyldestgørende er, at den bør omfatte de teknologier,
miljøbelastninger, muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi,
som findes i forbindelse med produktion af varmblandet asfalt.
De anvendte kriterier for om orienteringen er fyldestgørende, er stort set i
overensstemmelse med de hensigter som er knyttet til dens udgivelse. I orien-
teringens forord anføres, at Miljøstyrelsen ønsker, at orientere virksomheder og
miljømyndigheder om den viden, der findes om asfaltbranchens forhold med
relation til miljøområdet. Det anføres videre at orienteringen giver en beskriv-
else af den i øjeblikket kendte teknologi og de miljømæssige aspekter som
knytter sig hertil. På baggrund heraf beskriver orienteringen hvad der anses som
bedst tilgængelige teknologi.
Den efterfølgende del af afsnittet er opbygget således, at i afsnit 6.3.1 gives et
kort rids over udarbejdelsen af brancheorienteringen for asfaltindustrien. I afsnit
6.3.2 til 6.3.6 vurderes orienteringen i et teknologisk og miljøteknisk synsvinkel,
med det formål at afdække fejl og mangler. Metoden er, at indholdet af orien-
teringen sammenlignes med undersøgelserne, som er udført tidligere i dette
projekt, af industriens udvikling, - produktion, - miljøbelastninger og muligheder
for forureningsbegrænsning og renere teknologi. I afsnit 6.3.7 sammenfattes
undersøgelsen af orienteringen. I afsnit 6.3.8 ses orienteringen i et forbedrings-
perspektiv. På baggrund af en idealiseret fremgangsmåde ved udarbejdelse af en
brancheorientering og de fejl og mangler som påvises, diskuteres hvordan
tilsvarende fejl og mangler kan undgås i fremtidige brancheorienteringer.
6.3.1 Om udarbejdelsen af brancheorienteringen
Arbejdsgruppen som udarbejdede brancheorienteringen for asfaltindustrien
bestod af:
[navn skjult], formand for arbejdsgruppen, Miljøstyrelsen.
Carsten Bisgaard Nielsen, Asfaltindustrien.
[navn skjult], Superfos Construction A/S.
Aage Neeltoft, Phønix Vej A/S.
Karen Tamstorf, Århus Amt, repræsentant for Amtsrådsforeningen.
I en periode var Tony Christensen, Miljøstyrelsen vikar for [navn skjult].
Arbejdsgruppen delte arbejdet imellem sig sådan, at kapitel 1 til 8 er skrevet af
Carsten Bisgaard Nielsen, Asfaltindustriens daværende miljøkonsulent. Kapitel 9
om anbefalinger vedrørende renere teknologi m.m. og appendiks 1 om emission-
måling er skrevet af [navn skjult], Miljøstyrelsen. Brancheorienteringens
appendiks 2 om afløbs- og grundvand er skrevet af Miljøstyrelsen depot- og
grundvandskontor og appendiks 4, et eksempel på en miljøgodkendelse, er
skrevet af Karen Tamstorf, Århus Amt (pers. medd. [navn skjult], 1996).
132
Brancheorienteringen blev sendt til høring i en lille kreds uden for arbejds-
gruppen. Officielt til intern høring i Miljøstyrelsen, og det resulterede i at Miljø-
styrelsens depot- og grundvandskontor skrev den endelige udgave af bilag 2 om
afløbs- og grundvand. Der har desuden været en uofficiel intern styregruppe i
asfaltindustrien, med deltagelse af blandt andet Tarco Vej A/S og Colas. Og
amtsrådsforeningens repræsentant bad om kommentarer til udkastet fra Fyns
Amt, kort før afslutningen på arbejdet med brancheorienteringen.
Rådgiveren som havde udarbejdet Fyns Amts statusrapport om asfaltfabrikker,
bad Miljøstyrelsen om at få udkastet til gennemlæsning, og sendte sine kommen-
tarer til Miljøstyrelsen (Mertz, 1994b). Kommentarerne handlede om fem
forhold, nemlig: At der kan produceres med luftoverskud væsentligt under 5,5
og det medfører en energibesparelse; at en emissionsgrænse til CO burde
nævnes i afsnittet om anbefalinger og renere teknologi; at vaskeplads med
recirkulation er kendt teknik; at afsnittet om elektroovnsslagge indeholdt en
række fejl; og endelig et spørgsmål om hvorvidt den anbefalede måling af
differenstryk over filter er god nok til at opdage posebrud. Bemærkningen om
lavere luftoverskud og muligheden for energibesparelse kom med i den færdige
udgave, og der kom enkelte tilføjelser til afsnittet om elektroovnsslagge, men
ellers blev bemærkningerne ikke indarbejdet i brancheorienteringen.
I følge en liste over sagsakter vedrørende udarbejdelsen af brancheorienteringen,
vedlagt i (Berner et al., 1996), foreligger der også høringssvar fra Københavns
kommune, Københavns Amt og Danmarks Naturfredningsforening. Ingen af de
tre instanser har væsentlig erfaring med regulering af asfaltfabrikker. I Køben-
havns Kommune er der ingen asfaltfabrikker. Og Københavns Amt's regulering
af asfaltfabrikker var indtil indkaldelsesbekendtgørelsen, kendetegnet ved at
amtet ikke forlangte godkendelse af varm og kold genbrug, dvs. af godkendelses-
pligtige aktiviteter. Den umiddelbare kommentar er derfor, at der mangler
høringsbidrag fra amter som har erfaring med regulering af asfaltfabrikker.
I forhold til udkastet til brancheorientering, som forelå i november måned 1995,
indeholder den endelige udgave primært ændringer på to områder. I appendiks
1 om måleprogram for emissioner til luft bliver en anbefaling om måling af CO
omfattet af teksten. Og appendiks 2 om afløbs- og grundvand blev, som følge af
den interne høring i Miljøstyrelsen, omarbejdet af depot- og grundsvandskon-
toret. I udkastet skelnes mellem to områdetyper, mens den endelige udgave
benytter den opdeling af landets arealer i tre områdetyper, som amterne op-
rindelig skulle anvende til prioritering af oprydningen på kemikalieaffaldsdepoter.
På arealer med særlige drikkevandsinteresser anbefales befæstelse af asfalt
oplag. Derudover blev et forslag til analyseprogram ændret, og et forslag til
udledningskrav blev fjernet.
Brancheorienteringen var længe undervejs. Arbejdet begyndte i efteråret 1993
og var oprindeligt planlagt at tage 1/2 år. Forhandlingerne trak imidlertid ud og
tog i stedet 1 1/2 år (Berner et al., 1996). Den færdige brancheorientering blev
først udgivet i maj 1995, hvilket var sent i betragtning af, at tidsfristen for ind-
sendelse af ansøgninger om miljøgodkendelse var den 1. januar 1995, dvs. fem
måneder tidligere. På grund af den forsinkede udgivelse, udsendte Miljøstyrelsen
i januar 1995 en fotokopi af den næsten færdige brancheorientering til amterne.
Den forsinkede udgivelse skyldes i følge amtsrådsforeningens repræsentant,
133
primært at depot- og grundvandsfolkene i Miljøstyrelsen fik brancheorienteringen
til høring og var uenig i arbejdsgruppens vurdering af spørgsmålet om udvaskning
fra oplag af asfalt og derfor udarbejdede den endelig udgave af bilaget om
afløbs- og grundvand (pers. medd. Karen Tamstorf, 1996).
6.3.2 Udviklingen i industrien
Brancheorienteringens kapitel 4 indeholder enkelte oplysninger om industrien,
såsom antal virksomheder, producerede mængder m.m. Orienteringen under-
søger ikke udviklingen i industriens konkurrenceforhold, herunder teknologiske
ændringer der kan være en væsentlig drivkraft i konkurrencen. Det medfører at
orienteringen ikke fastslår hvilke vilkår som indvirker på industriens adfærd.
Den medfører desuden at orienteringen ikke beskriver tendenser som miljømyn-
dighederne skal være opmærksomme på, enten på grund af en positiv eller en
negativ indflydelse på miljøbelastningen. På dette punkt adskiller orienteringen
sig fra to andre orienteringer, nemlig brancheorienteringerne for autoophugnings-
branchen (Miljøstyrelsen, 1993) og for lak- og farveindustrien (Miljøstyrelsen,
1996), som begge indeholder en kort vurdering af industriens udvikling.
Den manglende undersøgelse af konkurrenceforholdene indebærer, at det ikke
er nævnt at det offentlige, som dominerende kunde, har gode muligheder for at
påvirke asfaltindustrien. Det er en væsentlig mangel ved brancheorienteringen,
at den ikke fremhæver at offentlige miljøbevidste indkøb kan være et vigtigt
virkemiddel i forbindelse med asfaltindustriens miljøbelastning.
Miljøbelastningen afhænger som bekendt ikke kun af de anvendte materialer og
maskiner, men også om fremgangsmåden ved anvendelsen af disse. Colas der
allerede ved certificeringen af deres kvalitetsstyringssystem, i et og eller andet
omfang, tog miljøforhold med i systemet, har tilkendegivet at de arbejder på at
få et certificeret miljøstyringssystem. Lolland-Falster Vejmateriale I/S, som ejes
af Superfos og Colas i fællesskab, har deltaget i Storstrøms Amt projekt for
udbredelse af renere teknologi. Der mangler en omtale af disse styringsaktivite-
ter i orienteringen.
I brancheorienteringen savnes desuden en tilkendegivelse fra industrien om den
fremtidige indsats vedrørende det ydre miljø. Med andre ord, hvordan industrien
har tænkt sig at sætte handling bag ved den ambitiøse tilslutning til ICC's
miljøcharter. Den manglende handlingsplan vedrørende det ydre miljø under-
bygger, at asfaltindustriens ydre miljøstrategi er en forsvarsstrategi, hvor aktivite-
terne er reaktion på problemer som er opstået, eller på miljøkrav som er
umiddelbart forestående. Miljøstrategien er påvirket af at der, udover forurening
fra forbrænding af fossile brændsler, kun udsendes miljøskadelige stoffer i
begrænset omfang fra asfaltfabrikker. Da asfaltfabrikkerne har forskellig
lokalisering i forhold til naboer, er det en naturlig del af omkostningsminimerin-
gen, når industrien ikke arbejder på at indføre den bedst tilgængelige teknologi
på alle fabrikker, for at reducere de belastninger der har karakter af lokale
gener, som for eksempel belastninger med støv, lugt og støj. Men i orienteringen
mangler der en tilkendegivelse fra industrien, om hvilke aktiviteter den vil
gennemføre for at mindske energiforbruget og styre forbrændingsprocessen.
134
6.3.3 Produktion i industrien
Brancheorienteringens kapitel 5 beskriver de produktionsprocesser som fore-
kommer ved fremstilling af varmblandet asfalt. Orienteringens beskrivelse af
produktionen er imidlertid statisk, fordi den teknologiske udvikling, som nævnt
ovenfor, ikke undersøges. Der sker en moderat teknologisk udvikling i asfalt-
industrien og nogle miljømæssigt relevante forhold vedrørende denne forbigås i
orienteringen, det gælder for eksempel de senere års stigende anvendelse af
polymer modificeret bitumen og restprodukter; udviklingen inden for styring,
regulering og overvågning af processen; nye helt indkapslede anlæg; brug af
tromleblander i et såkaldt kombinationsanlæg, som alternativ til "varm" genbrug;
og at emulsionsbundet asfalt er et muligt substitut for varmblandet asfalt.
6.3.4 Miljøbelastninger
Brancheorienteringens kapitel 6 indeholder en beskrivelse af mulige miljøpåvirk-
ninger ved asfaltproduktion. Fremgangsmåden er, at for alle delprocesser
beskrives de miljøbelastninger som arbejdsgruppen anser for relevante. Belast-
ningerne beskrives kvalitativ og for nogle belastninger er der suppleret med
måleresultater. I kapitel 9 om anbefalinger om indretning og renere teknologi er
der en sammenfattende beskrivelse af miljøpåvirkningerne. Derudover er der
oplysninger om miljøpåvirkninger i orienteringens appendiks 1: Måleprogram for
emissioner til luft, og i appendiks 2: Afløbs- og grundvand.
Udvaskning fra asfaltoplag omtales i orienteringens kapitel 6, -9 og appendiks 2,
men oplysningerne er ikke ensartede og de bidrager til forvirring om den miljø-
mæssige vurdering af asfaltoplag.
I appendiks 2 om afløbs- og grundvand, er der en differentieret vurdering som
benytter den opdeling af grundvandsressourcerne i tre zoner som amterne skal
lave. Orienteringen fastslår at i områder med særlige drikkevandsinteresser bør
oplag af opbrudt asfalt ske på underlag som forhindrer nedsivning og afledningen
af overfladevandet skal ske kontrolleret. Eller kort og godt, er der særlige
drikkevandsinteresser, så skal nedsivning fra asfaltoplag hindres.
Denne vurdering er i modstrid med hvad der anføres tidligere i selve branche-
orienteringen. I kapitel 6, side 27, oplyses det "at perkolat fra genbrugsasfalt ikke
indeholder stoffer i et sådant omfang, at de vil kunne give anledning til væsentlig
forurening af jorden og grundvandet." Og i kapitel 9, side 66, oplyses: "at perko-
latloverfladevand fra oplag af genbrugsasfalt vil generelt ikke udgøre nogen
fare for jord- og grundvandsforurening, hvorfor der generelt ikke bør stilles krav
hertil, medens oplag af andre materialer bør gøres genstand for en konkret vur-
dering." 5enere på i kapitel 9, side 66 nævnes dog, at der kan stilles krav til
oplagene "På lokaliteter hvor der er grundvandsinteresser af ganske særlig betydning,
kan det være nødvendigt med kontrolleret afledning af perkolat og overfladevand",
og der henvises til appendiks 2 om grundvandsforurening og måleprogram for
afløbsvand.
Oplysningerne er ganske enkelt præget af at være skrevet af to parter. Teksten i
135
selve brancheorienteringen er skrevet i arbejdsgruppen. I udkastet der forelå
november 1994, havde arbejdsgruppen forhandlet sig frem til ovennævnte
formuleringer fra kapitel 6 og -9, som desuden blev underbygget i arbejdsgrup-
pens udkast til appendiks 2. Den endelige udgave af appendiks 2 er skrevet i
Miljøstyrelsens depot- og grundvandskontor, der udkastet til brancheorienterin-
gen til høring, og derefter omarbejdede appendiks 2, idet de vurderede at der er
dokumentation for, at overfladevandet fra asfaltfabrikker kan være forurenet, og
udfra et forsigtighedsprincip skal nedsivning hindres i områder med særlige
drikkevandsinteresser. Det er uhensigtmæssigt at ikke hele teksten rettes.
Asfaltindustrien har i en årrække arbejdet på at få generelle retningslinier til
asfaltoplag, dels vedrørende krav til indretning af oplagene og dels vedrørende
krav til analyser, se afsnit 6.1.4. Begge dele er kommet med brancheoriente-
ringens appendiks 2. Asfaltindustriens udspil var at oplag af opbrudt asfalt
kunne ske direkte på jorden og perkolat nedsives uden målinger eller grund-
vands- eller jordmonitering, og industrien stod i følge (Berner et al., 1996) stejlt
på dette synspunkt under forhandlingerne. Industriens interesser i sagen har
handlet om flere forhold. For det første at der ikke blev stillet generelle krav
om befæstelse af asfaltoplag, eftersom omkring 1/3 af oplagene ved asfaltfabrik-
ker ikke var befæstet, se tabel 6.3. For det andet har industrien ønsket at få
ensartede og mindskede udgifter til måleprogrammer på oplagspladserne. Og
for det tredje har industrien haft betydelig økonomisk interesse i, at der ikke blev
stillet spørgsmål til fri anvendelse af opbrudt asfalt, i ubundne bærelag og som
fyldmateriale, idet krav om godkendelse udløser krav om affaldsafgift. Både
Århus- og Fyns Amt har tidligere berørt spørgsmålet om miljøbelastningen ved
brug af ubundet opbrudt asfalt (Århus Amt, 1992) og (Fyns Amt, 1994).
Afledning af overfladevand er behandlet i appendiks 2 om afløbs- og grundvand,
hvor der stræbes efter at få helhed i den miljømæssige vurdering, ved at gøre op-
mærksom på at overfladevandet fra de befæstede arealer på en asfaltfabrik, kan
være påvirket fra flere forureningskilder.
Problemet er, at orienteringens data om forureningen af overfladevandet er
resultatet af en udvælgelse, som skal vise forureningen fra asfaltoplag. Derfor er
dataene ikke repræsentative for overfladevand med bidrag fra flere kilder, som
udledes fra nogle asfaltfabrikker, se denne rapports afsnit 5.3.
Udvaskningfraelektroovnsslagge vurderes på baggrund utilstrækkelige data.
I brancheorienteringens kapitel 9, side 66, oplyses at : "Nedsivning af perkolat/-
overfladevand fra oplag af... stålslagge vil generelt ikke udgøre nogen fare for
jord- eller grundvandsforurening ....". Denne vurdering er i modstrid med at der
udvaskes tungmetaller fra slaggen, se denne rapports afsnit 5.3.2.
Orienteringens oplysninger om udvaskning fra elektroovnsslagge er målinger i
overfladevand fra en asfaltfabrik med oplag af slaggen. Målingerne stammer fra
den asfaltfabrik som er benævnt asfaltfabrik A i tabel 5.7 i denne rapport.
Målingerne er foretaget efter en rensning, men i følge orienteringen skulle der
foreligge enkelte målinger før rensningsprocessen, som viser sammen koncentra-
tionsniveau af tungmetaller (Miljøstyrelsen, 1995). De enkelte målinger før
rensningen dokumenterer imidlertid ikke at der kun udvaskes ubetydelige
mængder tungmetaller, idet en række forhold, fx. sorption, fortynding og ændret
136
redoxpotentiale påvirker målingerne.
For at anvende målingerne fra den pågældende asfaltfabrik skal der ses bort fra
en række forhold. For det første fra generel viden om tungmetallers skæbne i
miljøet, for det andet fra en række oplysninger om udvaskning fra elektroovns-
slagge, for det tredje fra tre amters vurdering af emnet og for det fjerde fra
Miljøstyrelsen tidligere vurdering i en ankesag. Konklusionen er derfor at
arbejdsgruppen ikke har haft den nødvendige kapacitet til at foretage en faglig
korrekt undersøgelse af risikoen for udvaskning fra elektroovnsslagge.
Det er Tarco Vej A/S der har leveret oplysninger vedrørende elektroovnsslaggen
til arbejdsgruppen. Det er umiddelbart påfaldende, at Tarco Vej A/S kun
afleverer målinger fra koncernens asfaltfabrik A, men tilbageholder målingerne
fra koncernens asfaltfabrik B, hvor der er påvist højere koncentrationer af
chrom. Det er uacceptabelt at Tarco Vej A/S tilbageholder oplysninger, og i
dette tilfælde er handlingen særlig kritisabel, fordi Tarco Vej A/S ved at må-
lingerne fra asfaltfabrik A, tidligere er blevet kasseret som repræsentative for
udvaskningen fra elektroovnsslagge, se afsnit 6.1.7.3. Yderligere er Tarco Vej
A/S klar over at Fyns-, Roskilde og Viborg Amt har en anderledes vurdering af
udvaskningsrisikoen og forlanger befæstede arealer under slaggeoplagene.
Der er dog to parter i sagen, og Miljøstyrelsens indsats er ikke fejlfri. Miljø-
styrelsen burde have vurderet, at arbejdsgruppen ikke havde kapacitet til at lave
en fagligt korrekt undersøgelse. En mulig løsning havde været, at arbejds-
gruppen havde fravalgt at vurdere spørgsmålet om udvaskning fra elektroovns-
slagge og anbefalet undersøgelser i konkrete sager. Den forkerte vurdering i
orienteringen er særlig kritisabel, fordi Miljøstyrelsen i et høringsindlæg skriftligt
var blevet gjort opmærksom på at udkastet til brancheorienteringen indeholdt
forkerte oplysninger om elektroovnsslagge (Mertz, 1994b). Miljøstyrelsen bad
Tarco Vej A/S om at kommenterer de påtalte forhold, men det medførte kun
enkelte rettelser. Et eksempel er at det blev påtalt, at dataene om udvaskning
fra elektroovnsslagge, ikke var udtryk for slaggens kildestyrke, fordi målingerne
var foretaget efter diverse rensningsforanstaltninger. Tarco Vej A/S supplerede
derefter med oplysningen om, at der foreligger enkelte målinger før rensning, der
viser sammen tungmetalkoncentrationer som efter rensningen. I den endelige
udgave af brancheorienteringen inkluderede Miljøstyrelsen oplysningerne om
rensning, samt at målinger viser de samme tungmetalkoncentrationer i afløbsvan-
det, før og efter rensning, og Styrelsen mente uforandret, at målingerne doku-
menterer at oplag af elektroovnsslagge kan ske uden fare for jord- eller grund-
vandsforurening. Hvorfor høringsindlægget ikke fik større konsekvenser for
vurderingen, er et åbent spørgsmål. En mulighed er at indlægget kom på et
tidspunkt, hvor udsendelsen af brancheorienteringen var forsinket, og derfor har
der simpelt hen ikke været tid til en grundig sagsbehandling. En anden mulighed
er at Styrelsens indsats er præget af, at Styrelsen ønsker at fremme genan-
vendelse og ikke vil anlægge en "restriktiv vurdering", denne holdning har
Styrelsen tidligere demonstreret, se afsnit 6.1.7.1. Denne holdning fremsættes
også i orienteringens kapitel 8, side 55: "Genbrug betragtes princippielt som en
miljømæssig fordel, og bør derfor finde sted i så vid en udstrækning som muligt, også
selvom det ved betragtning af enkeltprocesser eventuelt kan give en vis miljø-
belastning".
137
Det er et interessant spørgsmål, hvorfor Tarco Vej A/S har arbejdet på at få
karakteriseret elektroovnsslaggen som generelt ufarlig overfor jord og grundvand.
Det kan næppe skyldes en realistisk forhåbning om at Fyns-, Roskilde og Viborg
Amt vil ændre opfattelse. En mulig rationel forklaring er, at det er for at opnå
så lempelige krav som mulig i forbindelse med midlertidig oplagring, når Tarco
Vej A/S sælger oparbejdet elektroovnsslagge til andre asfaltvirksomheder.
Derudover kan Tarco Vej A/S have interesse i at forebygge, at der rejses krav
om en miljømæssig vurdering af brugen af elektroovnslagge til vejbygning.
Sammenhængen mellem emission af CO og kulbrinter er ikke nævnt i orienterin-
gen. Det er en mangel, fordi røggassen indhold af CO er let at måle, dog ikke
kontinuerligt. Orienteringen burde have informeret om, at ved at holde CO
indholdet så lavt som muligt, så mindskes belastningen af miljøet med kulbrinter.
Den dårlige sammenhæng mellem lugt og lufioverskud og mellem PAH og luft-
overskud er ikke nævnt i orienteringen. Det er tidligere antaget at der er tydelig
sammenhæng mellem lugt og luftoverskud og at der for PAH ses en tilsvarende
tendens (Miljøstyrelsen & AOV, 1988). Det en væsentlig mangel at orienterin-
gen ikke klart oplyser, at der er dårlig sammenhæng mellem luftforurenings-
komponenter og luftoverskud, og at måling af luftoverskud derfor er utilstrække-
ligt som styreparameter for forbrændingskvaliteten.
Emissionen af PAH og lugt fra blanderen er undervurderet i orienteringen. I
orienteringen kapitel 6, side 31, oplyses at: "Der afgives i nogen grad dampe og
lugt til omgivelserne fra varm bitumen og genbrugsasfalt. Det vurderes dog, at
omfanget heraf er så ringe, at der ikke vil være problemer forbundet hermed". I
denne rapports afsnit 5.1.13 er sammenfattet undersøgelser af støv, PAH og lugt
i udsugningen fra blanderen. En måling af PAH under produktion med "kold
genbrug" viser at blanderen kan bidrage væsentligt til PAH mængden i den
samlede røggas fra en asfaltfabrik og der er målt lugtkoncentrationer mellem
5.700 - 155.000 LE/m 3 .
Aminklæbeforbedring og pofymermodificering kan ændre sammensætningen af
bitumendampe, se denne rapports bilag 1. Det er en mangel at det ikke omtales
i orienteringen. Miljøbelastningen fra aminklæbeforbedrer omfatter lugt og
lavere kogende aminer. Ved asfaltudlægning er der målt aminer i koncentratio-
ner som kan irritere øjne og luftveje. Visse typer polymere kan afgive mærkbar
lugt, dertil kommer eventuel afgivelse af produkter fra termisk nedbrydning af
polymeren.
Temperaturens indflydelse på afdampning fra bitumen omtales ikke i orienterin-
gen. Det er en mangel, for uden kendskab til årsagen til dannelsen af en
forurening er det vanskeligt at foreslå løsninger. Det kendte problem "blue
smoke", dvs. synlig blå røg fra asfalt, er heller ikke nævnt. "Blue smoke" opstår
ved overophedning af bitumen, og kan især optræde ved "kold" genbrug (EAPA,
1994).
Derimod kan man flere steder i orientering læse om "vanddampdestillerbare
stoffer", uden at det konkretiseres hvilke stoffer det drejer sig om. Der er reelt
tale om en indholdsløs oplysning, og det bør naturligvis undgås.
138
6.3.5 Muligheder for forureningsbegrænsning
Brancheorientermgens kapitel 7 indeholder en gennemgang af mulighederne for
forureningsbegrænsende foranstaltninger. Fremgangsmåden er, at for alle
delprocesser beskrives de muligheder for forureningsbegrænsning som arbejds-
gruppen anser for relevante. Den anslåede reduktion beskrives kvalitativt. I
kapitel 9 om anbefalinger om indretning og renere teknologi, sammenfattes hvad
der anses for at svarer til de bedste tilgængelige renseforanstaltninger.
Derudover er der oplysninger om forureningsbegrænsning i orienteringens
appendiks 1: Måleprogram for emissioner til luft, i appendiks 2: Afløbs- og
grundvand og i appendiks 4: Eksempel på miljøgodkendelse.
Støvfældning beskrives i kapitel 7, side 42: Som støvfiltre bruges i Danmark
altovervejende grad posefiltre. Posefiltre er generelt meget effektive, men også
pladskrævende, dyre i anskaffelse, og i visse henseender dyre og besværlige at drive,
særlig med hensyn til udskiftning af poser. På fordelssiden står imidlertid, udover
effektiviteten, også at det frafiltrerede støv ved filterskylning kan opsamles og
genbruges i produktionen som fillermateriale." Herudover nævnes det i afsnittet
om uheld, side 54, at der kan ske posebrud.
For det første må orienteringens beskrivelse kritiseres for ikke at være relevant i
forbindelse med miljøgodkendelse af en asfaltfabrik. Posefiltre er den billigste
metode til at rense røggassen på en asfaltfabrik, så støvemissionen opfylder
Luftvej ledningens krav. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at et posefil-
ter ikke er garanti for tilstrækkelig støvfældning. I forbindelse med en miljøgod-
kendelse bør der stilles krav som sikrer at filtret er dimensioneret korrekt, at det
ikke overbelastes med et urimeligt stort luftoverskud og at det vedligeholdes.
For det andet må orienteringen kritiseres for at den undlader at kræve auto-
matisk overvågning af filteret. Ved emissionsmålinger på asfaltfabrikker er der
ofte konstateret utætte poser. Fordi der er tale om planlagte målinger, må det
antages at der er foretaget en visuel inspektion af filter og røggas før målingen,
for at opdage eventuelle utætte filterposer og forhøjet støvemission. Forekomst
af utætte poser ved målingerne antyder derfor, at det er vanskeligt at opdage
utætte poser og forhøjet støvemission ved en visuel inspektion. Til overvågning
af støvemissionen kan anvendes en støvalarm af typen triboflow, der indstilles til
at give alarm ved forøget støvemission. Triboflow målere koster omkring 30.000
kr, hvilket er en beskeden investering i sammenhæng med en asfaltfabrik, og
målertypen findes ultimo 1996 på en håndfuld asfaltfabrikker.
For det tredje må orienteringen kritiseres for at holde fast ved Luftvejledningens
emissionsgrænse til støv på 55 - 110 mg/Nm3 v. 10% O2, på trods af at det
teknisk er muligt at rense betydeligt under dette interval. Emissionsgrænse til
støv er lavere i både Tyskland og Holland, se afsnit 6.1.3.
Ventilation ved ophalervogn og skidtsilo, som anvendes når stenmaterialerne
udrenses fra blandesektionen i forbindelse med receptskift, er ikke omtalt.
Det er en mangel.
Regulering af PAH emission fra genbrugsasfalt via lugtvilkår foreslås i orienterin-
gens appendiks 2. Dette forslag må kritiseres for ikke at bygge på dokumen-
139
tation af sammenhæng mellem lugt og PAH, se denne rapports afsnit 5.1.9, og
reguleringen vil derfor ikke være effektiv. Det må antages at PAH emission fra
genbrugsasfalt især har sammenhæng med eventuel forekomst at stenkulstjære i
genbrugsasfalten og den temperatur som asfalten udsættes for.
6.3.6 Muligheder for renere teknologi
Brancheorienteringens kapitel 8 indeholder en beskrivelse af mulighederne for
renere teknologi. Fremgangsmåden er, at for alle delprocesser beskrives de
muligheder for renere teknologi som arbejdsgruppen anser for relevante. Også i
kapitel 9, om anbefalinger om indretning og renere teknologi, er der anbefalinger
om renere teknologi. Derudover er der oplysninger om regulering af tørre-
processen i orienteringens appendiks 1: Måleprogram for emissioner til luft.
Styring, regulering og overvågning af tørreprocessen er en vigtig del af renere
teknologi overvejelserne på asfaltfabrikker og omtales flere steder orienteringen.
De miljømæssige mål bør være at sikre fuldstændig forbrænding og at mindske
energiforbruget. Netop på dette område er der en række fejl og mangler i
orienteringen.
Overvågning af forbrændingskvaliteten ved måling af CO indholdet anbefales ikke
tilstrækkeligt tydeligt i orienteringen.
I orienteringens kapitel 9 om anbefalinger om indretning og renere teknologi,
side 68 anføres, at der ikke kan gives generelle retningslinier for indretning og
drift af tørreprocessen, idet en række faktorer skal indrettes efter hinanden.
I orienteringen tages ikke konsekvensen af dette forhold, nemlig at der anvises
en metode der kontrollerer om tørreprocessen faktisk er indrettet og styret
optimalt.
I orienteringens appendiks 1: Måleprogram for emissioner til luften, er nævnt at
CO må anses for den bedste kontrolparameter for en effektiv forbrænding. Det
er kritisabelt at anbefalingen anbringes i et appendiks om måleprogram, hvor der
er risiko for at den overses. Anbefalingen er ny i forhold til Miljøstyrelsens
tidligere publikationer om regulering af asfaltfabrikker (Miljøstyrelsen og AOV,
1988) og (Miljøstyrelsen, 1990), som lagde vægt på luftoverskuddet som af-
gørende for forbrændingskvaliteten. Det skal indskydes at der ikke er tale om
revolutionerende nyt, idet undersøgelser udført for Århus- og Fyns Amt tidligere
har påpeget, at CO er egnet som indikator for forbrændingskvaliteten på asfalt-
fabrikker, se denne rapports afsnit 6.1.6.
Orienteringens to centrale kapitler, kapitel 8 om renere teknologi og kapitel 9
om anbefalinger om indretning og renere teknologi, omtaler ikke at måling af
CO indholdet er den bedste kontrolparameter for en effektiv forbrænding. I de
to kapitler omtales derimod en række af de faktorer som har indflydelse på
forbrændingskvaliteten.
Den anbefalede CO emissionsgrænse på 800 ppm v. 10% O2 må kritiseres for at
have karakter af laveste fællesnævner. Både i orienteringens appendiks 1, om
140
måleprogram for emissioner til luft og i appendiks 4, et eksempel på miljø-
godkendelse, anbefales en maksimal CO emission på 800 ppm v. 10% O2.
Denne værdi er foreslået af Århus Amt, da amtets erfaringer viser at nogle
anlæg har vanskeligt ved at overholde 500 ppm v. 10% O2, som har været den
hidtidige emissionsgrænse ved miljøgodkendelser (pers. medd. Tamstoft, 1996).
Orienteringen forsømmer at oplyse, at ved at holde CO emissionen så lav som
muligt, så mindskes belastningen af miljøet med kulbrinter.
Det anbefalede maksimale luftoverskud i orientering er 5,5. Det er kritisabelt at
orienteringen fastholder en kravværdi der er væsentlig højere end det luft-
overskud som det er muligt at producere ved. Kravværdien er uændret i forhold
til Luftvejledningens anbefaling. Orienteringen nævner dog, at det af energiøko-
nomiske årsager anbefales, at tørreprocessen foregår med lavest mulige luft-
overskud, se tekststykket nedenfor om mulighederne for energibesparelser. En
lavere kravværdi vil, udover et mindsket energiforbrug i tørretromlen, desuden
kunne hindre at posefilteret belastes med unødigt store luftmængder.
Omregning og vejledning vedrørende luftoverskud er decideret forkert. I orien-
teringens appendiks 1, side 78, er luftoverskud 5,5 forkert omregnet til 3,82 vol
% CO2. Når luftoverskud 5,5 omregnes til vol % CO2 er værdien brændsels-
afhængig og svarer ikke til 3,82 for de brændsler som anvendes. Det anføres
tillige at CO2 ikke må overstige denne værdi, det er også forkert. Det korrekte
er, at hvis luftoverskuddet skal være mindre end 5,5, så skal CO2 koncentra-
tionen i røggassen netop være større end den CO2 koncentrationen, som svarer
til et luftoverskud på 5,5. Sammenhængen er jo lavere luftoverskud, jo større
CO2 koncentration og dermed en bedre udnyttelse af energien i brændselet.
Det anføres desuden at O2 koncentrationen ikke må være mindre end 17,18
vol.%, også det er forkert. Det rigtige er at den netop skal være mindre end
17,18 vol.%. Vedrørende omregning af O2 koncentrationer til luftoverskud se
denne rapports figur 5.9 og bilag 6.
Den nævnte CO2 emissionsgrænse er decideret forkert. I orienteringens appen-
diks 4, side 94, nævnes en emissionsgrænse til CO2 på 75 g/Nm3, der angiveligt
skulle svare til luftoverskud på 5,5. For det første må forslaget om CO2 emis-
sionsgrænsen skyldes ovennævnte misforståelse af sammenhængen mellem CO2
koncentration og luftoverskud. Når der fastsættes en emissionsgrænse for CO2
koncentrationen, svarende til luftoverskud 5,5, så fastsættes der nemlig samtidigt
en nedre grænse til luftoverskuddet, svarende til præcis 5,5. For det andet
gentages den ovennævnte forkerte omregning af luftoverskud 5,5, til 3,82 vol%
CO2, idet de 75 g/Nm3 svarer til 3,82 vol% CO2.
De praktiske problemer med kontinuerlig måling af luftoverskud omtales ikke i
orienteringen. Det er en mangel. Til den kontinuerlige registrering af luft-
overskud på asfaltfabrikker anvendes in-situ O2 måler af zirkoniumoxyd typen,
som måler i våd røggas, fordi kontinuerlig måling i tør røggas af enten O2 eller
CO2 er væsentligt dyrere. Beregning af luftoverskud og fastsættelse af kravværdi
sker derimod på baggrund af værdier i tør røggas. Røggassens varierende
vandindhold medfører en usikkerhed når værdier målt i våd røggas omregnes til
værdier i tør røggas. Afhængig af om vandindholdet i den våde røggas er 10
141
eller 20%, vil en O2 koncentrationen i våd røggas på 14 vol % svare til
en O2 koncentrationen i tør røggas på enten 15,5 vol % (A3,85) eller 17,5 vol %
(X6), forskellen er illustreret i denne rapports figur 5.9. I orienteringen er der
ingen vejledning i at håndtere dette problem.
Materialestrømmen med egenfiller kan indrettes så hele materialestrømmen med
egenfiller føres til silo, så er stenmaterialerne i blandesektionen mindre støvende
når de udrenses i forbindelse med receptskift. Alternativt kan der laves et lukket
system til udrensning, så de udrensede materialer ikke føres til skidtsilo. Det er
en mangel at disse indretninger, som findes på asfaltfabrikker, ikke nævnes.
Bitumendampene mindskes ved at sænke asfalttemperaturen, det er en mangel at
det ikke nævnes i orienteringen.
Tromleblandere med indirekte opvarmning har i følge litteraturen lavere kulbrinte
emission end medstrøms tromleblandere. Der er en mangel at det ikke omtales.
Tromleblandere med indirekte opvarmning er muligvis miljømæssigt fordelagtig i
kombinationsanlæg som afløser for metoden "varm" genbrug, når det ønskes at
producere asfalt med en stor genbrugsandel.
Vaskeanlæg med recirkulation af vand kan hindre udledning af spildevand fra
maskinvask. Det er en mangel at anlægget, som findes på en asfaltfabrik, ikke
nævnes i orienteringen.
Mulighederne for energibesparelser er ikke systematisk undersøgt i orienteringen,
der opererer med en afgrænsning af renere teknologi, som ikke omfatter
energibesparelser. Derfor er energibesparelser kun sporadisk omtalt, det nævnes
blandt andet at vandsprinkling af oplag øger vandindholdet i stenmaterialerne og
dermed energiforbruget. Derudover nævnes det i kapitel 9, side 68, at af
energiøkonomiske årsager anbefales det, at tørreprocessen foregår med lavest
mulige luftoverskud. Det skal bemærkes, at anbefalingen om lavest muligt
luftoverskud blev tilføjet efter at udkastet til orienteringen havde været til høring,
og et høringsindlæg havde påpeget at der kan producerede med luftoverskud
væsentligt lavere end 5,5, og der er mulighed for energibesparelser ved at
reducere luftoverskuddet. Derfor vurderes anbefalingen om det lavest mulige
luftoverskud ikke at være resultatet af en systematisk undersøgelse af muligheden
for energibesparelser.
Afgrænsningen af renere teknologi overvejelserne i orienteringen er yderligere
indsnævret til det eksisterende produktmarked, dvs. til produktion af varm-
blandet asfalt. Det er en fornuftig afgrænsning, fordi der indgår både vejtekni-
ske, miljømæssige og økonomiske vurderinger i forbindelse med introduktion af
vejbelægninger med andre materialer. Den miljømæssige vurdering af alternati-
ve produkter må desuden ske med udgangspunkt i principperne for livscyklusvur-
deringer. Det må alligevel kritiseres at orienteringen ikke gør opmærksom på, at
der faktisk findes alternativer til varmblandet asfalt, som blot venter på at der
udføres de nævnte vurderinger. Det gælder for eksempel det miljømæssigt
interessante produkt, emulsionsasfalt, der er anvendt på forsøgsstrækninger
herhjemme og som bruges i udlandet.
142
6.3.7 Sammenfatning om brancheorienteringen
Udviklingen i industriens konkurrenceforhold, herunder teknologiske ændringer,
undersøges ikke i brancheorienteringen. Det medfører at orienteringen ikke
fastslår hvilke vilkår som indvirker på industriens adfærd, for eksempel nævnes
det ikke at det offentlige, som dominerende kunde, har gode muligheder for at
påvirke asfaltindustrien. Den manglende undersøgelse af den teknologiske
udvikling medfører at orienteringen ikke beskriver teknologiske udviklings-
tendenser som miljømyndighederne skal være opmærksomme på, enten på grund
af en mulig positiv eller negativ indflydelse på miljøbelastningen.
Produktionen i industrien beskrives i orienteringen, men beskrivelsen er statisk
fordi den teknologiske udvikling, som nævnt ovenfor, ikke undersøges. Der sker
en moderat teknologisk udvikling i industrien og nogle miljømæssigt relevante
forhold vedrørende denne forbigås, det gælder for eksempel den anlægstekniske
udvikling og den øgede brug af polymer modificeret bitumen og restprodukter.
Industriens miljøbelastninger undersøges i orienteringen. Fremgangsmåden er, at
for alle delprocesser beskrives de miljøbelastninger som arbejdsgruppen anser for
relevante. Alle belastninger beskrives kvalitativ og for nogle belastninger er der
suppleret med måleresultater. Undersøgelsen vakler dog på nogle områder. Et
væsentligt kritikpunkt er at udvaskningen fra elektroovnsslagge vurderes på et
utilstrækkeligt grundlag, og det medfører en forkert vurdering. Yderligere
mangler orienteringen at omtale: (i) at der er sammenhæng mellem emission af
CO og kulbrinter; (ii) at der er dårlig sammenhæng mellem luftoverskud og lugt;
(iii) at der er dårlig sammenhæng mellem luftoverskud og PAH emission; (iv) at
klæbeforbedring og modificering kan afgive mærkbar lugtemission; og (v) at
temperaturen indvirker på afdampning af kulbrinter fra bitumen.
Mulighederne for forureningsbegrænsning er undersøgt efter samme fremgangs-
måde som miljøbelastningerne. Den anslåede reduktion beskrives kvalitativt.
Det væsentligste kritikpunkt er, at der i forbindelse med støvfældning holdes fast
ved Luftvejledningens emissionsgrænse, når det er teknisk muligt at rense
betydeligt under denne. Emissionsgrænse til støv er lavere i både Tyskland og
Holland. Desuden undlades det at kræve automatisk overvågning af filterets
funktion, på trods af at erfaringen viser at posebrud forekommer hyppigt.
Endelig er der et virkningsløst forslag om regulering af PAH emissionen fra
genbrugsasfalt via lugtvilkår, eftersom lugtmåling er dårligt egnet til at vurdere
røggassens indhold af PAH.
Mulighederne for renere teknologi er undersøgt efter samme fremgangsmåde som
miljøbelastninger og muligheder for forureningsbegrænsning. Der er en række
fejl og mangler i denne del af orienteringen. Vedrørende styring, regulering og
overvågning af tørreprocessen er kritikpunkterne følgende: (i) overvågning af
forbrændingskvaliteten ved måling af CO indhold anbefales ikke tydeligt, men
nævnes kun i et bilag; (ii) miljøbelastningen kan mindskes ved at producere med
lavere CO emission og luftoverskud end vejledende værdier; (iii) usikkerhed ved
kontinuerlig måling af luftoverskud i våd røggas omtales ikke; (iv) der er tre deci-
derede fejl, nemlig vedrørende: Omregning af luftoverskud til CO2 vol%, i
vejledningen vedrørende luftoverskud, og i anbefaling af en CO2 emissions-
grænse. Derudover handler kritikken om, at flere muligheder for renere tekno-
143
logi ikke omtales, det gælder egenfiller håndteringen, sænkning af asfalttempera-
turen, tromleblandere med indirekte opvarmning, vaskeplads med recirkulation,
energibesparelser og at orienteringen ikke omtaler at der findes alternativer til
varmblandet asfalt.
På grund af de påviste fejl og mangler er konklusionen, at brancheorienteringen
er et utilstrækkeligt grundlag for regulering af asfaltfabrikker.
Sammenlignes brancheorienteringen med de publikationer om asfaltindustriens
miljøforhold, som forelå før offentliggørelsen af orienteringen, så er der reelt kun
nye informationer om asfaltoplag. Ved sammenligningen er de tidligere publika-
tioner afgrænset til referencerne i orienteringen. De nye informationer om
asfaltoplag er delvis anbefalingen om at tage udgangspunkt i en zoneopdeling af
grundvands ressourcerne, når der stilles krav til indretningen af oplagene og
delvis anbefalinger til kontrol af afløbsvandet fra oplagene.
Nedenfor diskuteres baggrunden for de påvist fejl og mangler. Udgangspunktet
for diskussionen er antagelser om asfaltindustriens og miljømyndighedernes
hensigter med at fremstille brancheorienteringen.
Asfaltindustrien må forventes primært at varetage forhold som er i overens-
stemmelse med dens konkurrence- og miljøstrategier. Asfaltindustrien er
karakteriseret ved at der sker et udbredt samarbejde mellem virksomhederne,
det gælder også på miljøområdet og industrien har en fælles miljøpolitik, jf.
afsnit 3.2.2. På tidspunktet for udarbejdelsen af orienteringen havde en virksom-
hed genanvendelse af elektroovnsslagge som en markant del af sin konkurrence-
strategi. Der blev ikke miljødifferentieret yderligere i industrien, hos de øvrige
virksomheder i industrien var miljøstrategien et led i omkostningsminimeringen
og der var tale om forsvarsstrategier, hvor initiativer skyldes pres fra omverde-
nen, jf. afsnit 3.2.3. I denne situation gennemføres der grundlæggende aktiviteter
der mindsker belastningen af miljøet af to årsager, enten for at mindske omkost-
ningerne, eller når industrien er udsat for pres fra miljømyndigheder, kunder
eller andre interessenter, det vil sige de aktiviteter som er nødvendige for at
omverdenen accepterer en asfaltfabrik. Derudover vil industrien have interesse i
at opnå ensartede vilkår, så der ikke skabes ulige konkurrenceforhold, jf. afsnit
1.5. Flere af de påviste mangler i orienteringen kan opfattes sådan, at industrien
i stor udstrækning har opnået at orienteringen tager hensyn til ovennævnte
konkurrence- og miljøstrategier. Et eksempel er industriens arbejde for ensarte-
de og reducerede krav til indretning og kontrol af asfaltoplag, der handler om
omkostningsminimering og ensartede konkurrencevilkår. Andre eksempler er
fastholdelsen af eksisterende emissionsgrænser til støv og manglende omtale af
anlæg med recirkulation af vaskevand, der begge handler om omkostningsmini-
mering. Et sidste eksempel er manglende omtale af substitutter som fx. emul-
sionsasfalt, der handler om ikke at fremme konkurrerende produkter.
Miljømyndighederne må forventes at varetage en bredere samfundsmæssig
interesseprofil. Miljømyndighederne skal bidrage til at begrænse belastningen og
fremme de samfundsgavnlige sider af industriens aktiviteter, jf. (Goldschmidt,
1992). De overordnede miljømæssige samfundsinteresser kommer til udtryk i
miljøbeskyttelseslovens bemærkninger om at loven skal medvirke til at samfunds-
udviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag og det præciseres blandt andet at
144
lovens særlige formål er at fremme anvendelse af renere teknologi.
Flere af de nævnte mangler i orienteringen kan opfattes sådan, at miljømyndig-
hederne ikke i tilstrækkeligt omfang har opnået at orienteringen tager hensyn til
de miljømæssige samfundsinteresser. Et tydeligt eksempel er, at miljømyndig-
hederne ikke har forhandlet sig til vilkår, eller en frivillig aftale, som sikrer at
asfaltindustrien foretager en styring, regulering og overvågning af tørreprocessen,
så energiforbruget og de miljøbelastninger som sker i forbindelse med forbræn-
ding af fossilt brændsel, mindskes mest muligt. I orienteringen arbejdes med en
afgrænsning af renere teknologi, som ikke omfatter energibesparelser. Den
snævre afgrænsning er overraskende, dels fordi forbrændingen af fossilt brændsel
er en væsentlig miljøpåvirkning ved fremstilling af varmblandet asfalt, og dels
fordi der er sammenfald mellem industriens interesser om økonomiske
besparelser og samfundets interesser om et mindsket energiforbrug.
Når en industri ikke miljødiffentierer og ikke praktiserer en udviklingsstrategi på
miljøområdet, må det formodes at der opstår situationer hvor det er nødvendigt
at myndighederne tvinger vilkår igennem af hensyn til miljøet. For at myndig-
hederne kan presse vilkår igennem er det nødvendigt, at de har både viden og
dokumentation om industriens miljøbelastninger og teknologi. Det vurderes at
miljømyndighedernes manglende viden og dokumentation om industriens miljø-
belastninger og teknologi er en væsentlig årsag til de påviste fejl og mangler.
6.3.8 Et forbedrings perspektiv
I dette afsnit anbefales et paradigma for brancheorientermger og der skitseres en
idealiseret fremgangsmåde ved udarbejdelse af en brancheorientering, se figur
6.1. Med udgangspunkt i den idealiserede fremgangsmåde diskuteres hvordan de
ovennævnte fejl og mangler kan undgås i fremtidige brancheorienteringer.
Som udgangspunkt for arbejdet med at udarbejde en brancheorientering bør der
foreligge et paradigma for en brancheorientering. Et paradigma vil lette arbejdet,
fordi det giver en ramme over hvilke emner brancheorienteringen skal indeholde,
så indsatsen kan koncentreres om indsamling og behandling af data. Et paradig-
ma kan desuden sikre ens struktur i fremtidige brancheorienteringer, så brugerne
let kan finde de ønskede oplysninger. De seks brancheorienteringer som forelå i
december 1996 har forskellig struktur, det drejer sig om brancheorienteringer for
varmeforzinkningsindustrien, autoophugningsbranchen, galvanoindustrien, asfalt-
industrien, jern- og metalgenvindingsvirksomheder og lak- og farveindustrien.
Det ligger udenfor dette projekt afgrænsning at opstille en struktur og generelle
krav til en brancheorientering, men følgende forhold skal dog fremhæves.
Indledningsvis bør navn på forfattere, deltagere i arbejdsgruppe og følgegruppe
anføres, så interesserede læsere kan indhente supplerende oplysninger. Desuden
bør informationer efter almindelig videnskabelig praksis anføres med reference,
så det er muligt at efterprøve oplysningerne. I brancheorienteringen for asfalt-
industrien mangler der oplysninger om arbejdsgruppen og der er stort set ikke
anført referencer. Et eksempel på at disse to forhold kan gøres ordentlig er
brancheorienteringen for lak- og farveindustrien (Miljøstyrelsen, 1996).
145
Fremtidige brancheorienteringer bør indeholde en undersøgelse af udviklingen i
industriens konkurrenceforhold, herunder teknologiske ændringer. En forståelse
af hvilke vilkår der indvirker på industriens adfærd og kendskab til tendenser i
den teknologiske udvikling kan anvendes i miljøreguleringen. Eksempler på
relevante oplysninger er: Antal af virksomheder; tilknytning til brancheorganisa-
tioner; tilgang eller nedgang af virksomheder; tendenser i produkt- og teknologi-
udviklingen; konkurrence og miljøstrategier; eksistens af substitutter; om omkost-
ningerne i industrien fremmer affaldsreduktion og besparelser på råvarer; om der
er få dominerende eller mange kunder; om private eller offentlige kunder aktuelt
påvirker industrien via grønne indkøb eller om der er mulighed for dette; og om
kunderne stiller produktkrav som hindrer en reduktion af miljøbelastningen.
Den øvrige del af brancheorienteringen skal omfatte de forhold som almindelig-
vis indgår ved miljøgodkendelse af virksomheder, dvs. en beskrivelse af pro-
duktionsprocesser, rå- og hjælpestoffer, forurening af jord, vand, luft og dannelse
af fast affald, muligheder for uheld og endelig muligheder for forurenings-
begrænsning og for renere teknologi. For både proces og rensningsforanstalt-
ninger skal principper for styring, regulering og overvågning beskrives. Definitio-
nen af renere teknologi bør suppleres med en vejledning i hvordan renere
teknologi kan omsættes til handling, fx. bør energibesparelser være en del af
renere teknologi overvejelserne. Der skal være en skitse af procesforløbet og på
denne skal anføres miljøbelastninger. For mange produktioner er det hen-
sigtsmæssigt med en beskrivelse af industriens produkter, det giver en god
forståelse for anvendelse af råvarer m.m.
Den indledende kortlægning kan hurtigt overstås, hvis der er overblik over
produktionen i industrien. Den indledende kortlægning bruges alene til at
foretage en afgrænsning af undersøgelsen.
Afgrænsning af indholdet medfører et valg af hvilke emner som undersøges og et
fravalg af dem som ikke undersøges. Brancheorienteringen skal være et hjælpe-
middel og skal omfatte de væsentligste miljø- og produktionsforhold i industrien.
Det skal undgås at de lokale myndigheder kommer til at lave det samme arbejde
og der skal skabes et ensartet grundlag for miljøsagsbehandlingen. En fyldest-
gørende brancheorientering hindrer at miljøsagsbehandlingen bliver afhængig af
de ressourcer som sagen tildeles, eller af den indsigt i industriens produktions- og
miljøforhold som de lokale miljømyndigheder eller sagsbehandleren besidder.
For at sikre relevante forhold bliver behandlet i brancheorienteringen bør der
laves en følgegruppe, hvor der deltager de kommende brugere hos lokale
miljømyndigheder og industri.
Fravalg optræder først og fremmest i forbindelse med afgrænsningen af ind-
holdet, men kan også ske under udarbejdelsen af brancheorienteringen, efter-
hånden som der kommer data og kommentarer vedrørende et emne. Kriterierne
for fravalg af produktions- og miljøforhold til undersøgelse er de samme ved
afgrænsningen af undersøgelsen og undervejs i arbejdet. Fravalg bør desuden
forklares. Et forslag til kriterier for at fravælge emner til undersøgelse er:
. Emnet optræder på ganske få virksomheder så det er hensigtsmæssigt
at anvises undersøgelse i konkrete sager.
146
tige, men derfor kan der være andre sager hvor netop denne teknologi var
løsningen. Et eksempel fra asfaltindustrien er vaskepladser med recirkulation af
vaskevand. Den manglende omtale af disse er næppe et stort problem i virkelig-
heden, idet det er almindelig kendt teknologi, men er her nævnt som et eksem-
pel på et fravalg som ikke burde være foretaget. Eftersom en brancheoriente-
ringen ikke er juridisk bindende, men har karakter af information er det uhen-
sigtmæssigt at holde fast ved at kriteriet for optagelse i en brancheorientering er
enighed mellem brancheorganisation og Miljøstyrelsen. Kriteriet for optagelse
må være at teknologien anvendes, og så kan der forhandles om dens brug i
konkrete sager.
Indsamling af data er en vigtig del af arbejdet. Om dataindsamlingen skal
baseres på tidligere publicerede skriftlige kilder, eller om der skal foretages
supplerende dataindsamling er delvis et spørgsmål om projektets tidsplan og
økonomi, og delvis et spørgsmål om kvaliteten af de foreliggende data.
Det er væsentligt at kvaliteten af de foreliggende data vurderes, så det undgås at
der drages konklusioner på et utilstrækkeligt grundlag.
Ved udarbejdelsen af brancheorienteringen om asfaltindustrien udgøres de
indsamlede data primært af tidligere publicerede skriftlige kilder og den viden
som deltagerne i arbejdsgruppen har om asfaltproduktion. Derudover er der for
eksempel indhentet viden om kontinuerlig måling af CO hos fagfolk. Det er
også tilstræbt at inddrage den viden som de lokale miljømyndigheder har om
asfaltindustriens miljøforhold ved at amterne havde en repræsentant i arbejds-
gruppen, og ved at Fyns Amts statusprojekt er anvendt.
Flere af de påviste fejl og mangler om industriens miljøbelastninger, skyldes at
arbejdsgruppen har forsømt at anvende de foreliggende data om luftforurening
og udvaskning fra elektroovnslagge. Fejlene om elektroovnsslagge er tidligere
diskuteret i denne rapports afsnit 6.3.4, side 136 - 137. Med hensyn til luftforu-
rening er det tydeligt, at arbejdsgruppen har ment at luftforureningen var
tilstrækkeligt belyst med "emissionsrapporten" (Miljøstyrelsen & AOV, 1988) og
samlerapporten fra Århus Amt's undersøgelser (Århus Amt, 1992). Sammen-
fattende kan man sige at dataindsamlingen er præget af, at orienteringen ikke
forsker i asfaltindustriens miljøbelastninger, men skitserer løsninger på disse som
er gode nok til at omverdenen accepterer en asfaltfabrik.
Behandling af data er et spørgsmål om hvem der skal foretage denne. Er det
medlemmer af industrien, Miljøstyrelsen, de lokale miljømyndigheder eller
private rådgivere? Svaret er ligetil, nemlig at det skal være instanser med de
nødvendige kvalifikationer. Miljøtekniske beskrivelser og miljømæssige vurderin-
ger udføres uden tvivl bedst af lokale miljømyndigheder, rådgivere, og forsknings-
institutioner, som har erfaring med disse opgaver. Industriens opgave skal være
at bidrage på områder hvor den har særlig viden. Der kan være frontløbere i
industrien som har erfaringer indenfor renere teknologier og miljøstyrings-
systemer, med alt hvad det indebærer af viden om miljøbelastninger og løsnings-
muligheder. Og det detaljerede proceskendskab og viden om styring, regulering
og overvågning af processer findes naturligvis også i industrien.
Høring er den sidste fase i udarbejdelsen, hvor der er mulighed for at komme
med kommentarer før den endelig udgave offentliggøres. Et udkast til branche-
148
orientering bør sendes til høring i en følgegruppen med deltagelse af de kom-
mende brugere i industri og hos lokale miljømyndigheder. Det er også muligt at
sende udkastet til høring blandt andre interessenter som berøres af den færdige
brancheorientering, fx. private rådgivere og miljøorganisationer.
Kommentarer som kommer ved en høring, skal håndteres efter en fastlagt
procedure, der beskriver hvem som tager stilling til dem og hvordan de kan
behandles. Mulighederne for behandling af kommentarer er mange, de kan
medføre en ny undersøgelse med indsamling og behandling af data, de kan
medføre tilvalg af emner, de kan medføre at fravalg af emner, fx. fordi der er
tvivl om konklusionen og i stedet anvises undersøgelser i konkrete sager, eller
kommentarerne kan offentliggøres. Uden en procedure er det tilfældigt hvordan
kommentarer håndteres og det er utilfredsstillende.
Sammenfattende har et grundlæggende problem været, at orienteringen for
asfaltindustrien opererer med en snæver definitionen af renere teknologi. Det
kan afhjælpes med et paradigma for en brancheorientering, som blandt andet
indeholder en kort vejledning i hvordan renere teknologi begrebet kan omsættes
til handling. Et paradigma kan blandt andet være med til at sikre at fremtidige
orienteringer også belyser muligheder for energibesparelser.
Derudover er det et problem, at både indsamling og behandling af data vedrør-
ende en række miljøforhold er foretaget af asfaltindustrien selv. For det første
har industriens repræsentanter ikke den nødvendige erfaring til at foretage en
miljøteknisk beskrivelse og vurdering. For det andet har det betydet, at det i høj
grad er industrien som har ligget inde med viden og dokumentation om miljø-
belastningerne. Det har svækket miljømyndighedernes forhandlingsposition og
har uden tvivl medvirket til at orienteringen i høj grad tager hensyn til industri-
ens konkurrence- og miljøstrategier og i mindre grad til miljømæssige samfunds-
interesser. For det tredje indebærer det risiko for at industrien tilbageholder
information, som Tarco Vej A/S har gjort det i tilfældet med elektroovnsslagge.
En ændret arbejdsdeling var imidlertid blevet vanskelig, fordi amterne, der har
erfaring med denne type opgaver, kun havde en deltager i arbejdsgruppen. Den
ringe deltagelse fra amterne var også uheldig på anden vis, idet den forkerte
omregning af luftoverskud til CO2 vol% og den forkerte anbefaling af en CO2
emissionsgrænse, netop stammer fra det amt som deltog i arbejdsgruppen.
Fejlen er senere gentaget i en af amtets miljøgodkendelser (Århus Amt, 1996).
Et tredje problem var høringen af udkastet til orienteringen. Den blev udført så
sent, at der ikke har givet tid til en metodisk behandling af eventuelle kommen-
tarer. Derudover foregik den i en snæver kreds, og flere af dem som fik orien-
teringen til udtalelse havde beskeden erfaring med asfaltindustriens miljøforhold.
Høringen var dog ikke helt uden effekt, idet den resulterede i at Miljøstyrelsens
depot- og grundvandskontor udarbejde den endelige udgave af appendiks 2 om
afløbs- og grundvand.
Et paradigma for en brancheorientering, en fordeling af arbejdsopgaverne til
instanser med de nødvendige kvalifikationer, dvs. en større repræsentation af
lokale miljømyndigheder eller af rådgivere og forskningsinstitutioner i arbejds-
gruppen, samt en høring i en bredere kreds og i god tid, havde formentlig
afværget flere af de påviste fejl og mangler.
149
Der skal desuden nævnes nogle andre aspekter med hensyn til udarbejdelse af
brancheorienteringer. En tidligere kontorchef i Miljøstyrelsen, har fremført at
det er vigtigt at udarbejdelsen drives af efterspørgsel. Der skal være et reelt
behov for de vejledninger og brancheorienteringer, der udvikles og en vilje til at
bruge dem. Dette behov kan komme til udtryk ved at de lokale miljømyndig-
heder i højere grad, leverer arbejdskraft til og står for de arbejdsgrupper som
udvikler vejledninger eller brancheorienteringer (Goldschmidt, 1996). Dette
synspunkt er særdeles interessant, delvis fordi det må formodes, i et og eller
andet omfang, at bygge på erfaringerne med udarbejdelse af brancheorienterin-
ger og delvis fordi synspunktet kommer fra den tidligere kontorchef i Miljøstyrel-
sens Industrikontor, som i en tidligere artikel har argumenteret for at der fra
Miljøstyrelsens side blev lagt op til samarbejde om udarbejdelse af brancheorien-
teringsmaterialer i mange - hvis ikke i alle - godkendelsespligtige brancher
(Goldschmidt, 1992). At lade de lokale miljømyndigheder levere arbejdskraft,
stemmer overens med overvejelserne i dette projekt, hvor det fremhæves at de
lokale myndigheder kan bidrage med afgrænsning af indholdet, med dataindsam-
ling, med behandling af data, og i høringsfasen.
Et andet problem ved brancheorientering for asfaltindustrien har været den
langvarige fremstillingstid. Der er risiko for at orienteringen er forældet inden
den offentliggøres. Dertil kommer at der vil gå lang tid før den opdateres med
nye teknologier. En mulig løsning på dette problem er at tænke i andre baner
end papirbaseret erfaringsudveksling. En intranet-løsning til informations-
udveksling vedrørende listevirksomheder er en nærliggende mulighed. Ved
intranet forstås at internetteknologien anvendes internt i en organisation til
informations udveksling. Organisationen skulle i det aktuelle tilfælde omfatte de
centrale- og lokale miljømyndigheder. Systemet kan opdeles i en lukket og en
åben del. I den lukkede del placeres kritisk vurderet information. I den åbne
del placerer de lokale myndigheder information når de meddeler en miljøgod-
kendelse, fx. med et resume af renere teknologi overvejelserne, som alligevel
skrives i godkendelsen.
6.4 Miljøgodkendelse af asfaltfabrikker
Med det formål at undersøge hvilken indvirkning brancheorienteringen, og
tidligere anbefalinger og vejledninger vedrørende asfaltfabrikker, har haft på
miljøsagsbehandlingen, er der indhentet oplysninger om vilkår til luftemission i
de meddelte miljøgodkendelser. En oversigt over vilkårene findes i et datablad
for hvert amt i bilag 2. I afsnit 6.4.1 uddybes vilkårene til støvemission og til
overvågning af forbrændingskvaliteten. I afsnit 6.4.2 uddybes vilkårene til lugt,
og i afsnit 6.4.3, gennemgås om energiforbruget er omfattet af de miljøgod-
kendelser som er meddelt efter at brancheorienteringen blev publiceret.
Indledningsvis skal der gøres status over antallet af godkendelser. I september
måned 1996 var der femten asfaltfabrikker som ikke havde en miljøgodkendelse.
To af fabrikkerne nedlægges hvorfor amtet ikke har krævet godkendelse. De
resterende tretten fabrikker som mangler en godkendelse er et stort antal, i
betragtning af at asfaltfabrikker er en forholdsvis ukompliceret virksomhedstype
og fristen for at indsende ansøgning var 1. januar 1995, dvs.11/2år tidligere.
150
Perioden suppleret med "emissionsrapporten" rækker fra først i 1989, hvor den
såkaldte "emissionsrapport" blev publiceret (Miljøstyrelsen & AOV, 1988), og til
Luftvejledningen udkom sidst i 1990. I denne periode er der meddelt seks
godkendelser. Den ene godkendelse er af en fabrik med to produktionsanlæg.
Der er fortsat stor variation i kravene til støvemission. I Fyns amts godkendelser
begynder emissionsgrænsen nu at refererer til referencetilstanden 15% O2. I en
godkendelse fra Vestsjællands Amt er der indirekte en reference tilstand, fordi
der stilles krav om maksimalt iltindhold, se nedenfor.
Der er begyndende opmærksomhed på at der bør stilles krav angående for-
brændingskvaliteten. Emissionsrapportens anbefaling om at forsyne asfaltfabrik-
ker med måling af luftoverskuddet som supplerende styreparameter, er fulgt i
alle godkendelserne der er meddelt efter publiceringen af "emissionsrapporten".
Fælles for disse godkendelser er, at der ikke fastsættes en kravværdi til luft-
overskuddet, der er altså usikkerhed om størrelsen af kravværdien til luftover-
skuddet.
En godkendelse fra Vestsjællands Amt er speciel. Amtet har stillet krav om
registrering af O 2 på et anlæg med "varm" genbrug, samt en emissionsgrænse på
12% O 2 svarende til en lambda værdi = 2,33. Vedrørende "varm" genbrug se
side 67 - 69. Begrundelsen for emissionsgrænsen er, at amtet ønsker tilstrække-
lig høj temperatur i jomfrutromlen til at forureningskomponenterne i røggassen
fra genbrugstromlen kan afbrændes. Som en sidegevinst undgås bratkøling af
flammen og dermed dårlig forbrænding, på grund af et højt luftoverskud. Det er
amtets erfaring, at virksomheden ikke længere har problemer med at overholde
emissionsgrænse, og virksomheden har oplyst til amtet, at den bedre styring af
anlægget har betydet færre posebrud (Mertz, 1994a).
Perioden efter Luftvejledningen, strækker sig fra efteråret 1990 til januar 1995,
hvor et udkast til brancheorienteringen blev sendt til amterne. I denne periode
er der meddelt fjorten godkendelser.
I Luftvej ledningen fastsættes en vejledende emissionsgrænse til støv på 55-110
mg/Nm3 v. 10% O2. Det afspejler sig i godkendelserne, ved at støvemissions-
kravene bliver lavere og ensartede og ved at der i godkendelserne refereres til
referencetilstanden 10% O2. Kun i en enkelt godkendelse, hvor teksten i
Luftvejledningen er misforstået, anvendes en højere referencetilstand og derfor
tillades en højere støvemission.
Luftvejledningen nævner desuden at forbrændingseffektiviteten jævnligt skal
kontrolleres, således at en lambda værdi på 5,5 ikke overskrides. Det afspejler
sig i godkendelserne. I tolv af godkendelserne, svarende til 86%, stilles der krav
om måling af luftoverskud og der fastsættes en kravværdi svarende til lambda
5,5. Der er altså ikke længere usikkerhed om størrelsen af kravværdien til
luftoverskuddet. Der er to godkendelser, svarende til 14%, som ikke stiller krav
til luftoverskuddet, den ene af disse stiller derimod krav til CO.
I syv af godkendelserne, svarende til 50%, stilles der desuden krav til forbræn-
dingskvaliteten gennem krav til CO emissionen. Det skyldes Århus Amts
emissionsmålinger udført i 1990, som viste bedre sammenhæng mellem CO og
153
luftforureningskomponenter, end mellem luftoverskud og luftforureningskompo-
nenter (Århus Amt, 1992) og det er Århus Amt som først stiller CO emissions-
krav.
Perioden efter brancheorienteringen, starter i januar 1995, hvor Miljøstyrelsen
sendte et udkast til brancheorienteringen til amterne. Indsamlingen af data til
denne undersøgelse er afsluttet i september 1996. I perioden fra januar 1995 til
september 1996 er der oplysninger om vilkår i seksten godkendelser.
Der er uændrede vilkår angående emissionsgrænse til støv. De er fortsat
ensartede og ligger inden for det interval som Luftvej ledningen anfører.
Der er krav til luftoverskud i alle de meddelte godkendelser. I de fleste
godkendelser er kravværdien uændret i forhold til Luftvej ledningen, dvs. 5,5.
Kun i én godkendelse er der fastsat en lavere kravværdi.
I elleve godkendelser, svarende til 69%, er der krav til CO emissionen. I fem
godkendelser, svarende til 31%, er der ikke krav til CO emissionen. Der er tale
om en forøgelse i forekomsten af krav til CO emissionen i forhold til den
foregående periode. Orienteringen anbefaler en emissionsgrænse på 800 ppm
CO v. 10% O2, den bliver anvendt i otte af de elleve godkendelser som opstiller
vilkår til CO emissionen, svarende til 73%, og det viser at orienteringen har haft
indflydelse på vilkårene. I de tre andre godkendelser anvendes en emissions-
grænse på 500 ppm CO v. 10% O2, det er samme emissionsgrænse som blev
anvendt på asfaltfabrikker før udgivelsen af orienteringen.
Når der ikke meddeles vilkår til CO i alle godkendelserne, underbygger det
kritikken af orienteringen som er fremført i afsnit 6.3, nemlig at orienteringen
ikke tilstrækkeligt tydeligt gør opmærksom på at CO er et godt udtryk for
forbrændingskvaliteten, og yderligere at orienteringen ikke tilstrækkeligt tydeligt
påpeger at luftoverskuddet er utilstrækkeligt som styreparameter for forbrænd-
ingskvaliteten.
6.4.2 Krav til lugtbidrag
De fleste godkendelser følger anbefalingerne i lugtvej ledningen ved regulering af
lugtgener i afkastet fra asfaltfabrikker. Det er typisk lugt som er den dimensio-
nerende parameter ved skorstensberegningen.
Der er enkelte eksempler på en anden praksis. I Bornholms og Vejle Amt er
der ikke kravværdi til lugtbidraget, men et krav om at der ikke må være væsent-
lige lugtgener. Det skal desuden fremhæves at Ribe og Sønderjyllands Amt fast-
sætter kravværdi til lugtbidraget, men stiller ikke krav om præstationsmåling til
dokumentation for at kravet overholdes.
Når de øvrige amter stiller krav til lugtbidraget, skyldes det blandt andet en notat
fra Miljøstyrelsen om, at emissionen fra asfaltfabrikker ikke er forbundet med
sundhedsmæssig risiko, såfremt der ikke er lugtgener fra afkastet (Miljøstyrelsen,
1988b). Opfattelsen af at der skulle være sammenhæng mellem lugt og foru-
154
rening er yderligere anført i en rapport fra Århus Amt, hvor det på baggrund af
fire målinger konkluderes, at der er sammenhæng mellem røggassens indhold af
lugt og TOC og PAH (Århus Amt, 1992). Når antallet af målinger øges kan der
ikke længere eftervises god sammenhæng, og lugtmåling er dårligt egnet til at
vurdere røggassens indhold af TOC og PAH, se denne rapports afsnit 5.1.9.
6.4.3 Krav angående energiforbrug
Der er foretaget en kort gennemgang af om begrænsning af energiforbruget er
nævnt i de miljøgodkendelser som er meddelt efter fremkomsten af branche-
orienteringen. Perioden starter i januar 1995, hvor Miljøstyrelsen sendte et
udkast til orienteringen til amterne og indsamlingen af data er afsluttet i septem-
ber 1996. Perioden omfatter seksten godkendelser, ved de to første godkendel-
ser er det udkastet til orienteringen som er anvendt. Begrænsning af energi-
forbruget bør være en vigtig del af renere teknologi overvejelser på asfalt-
fabrikker, se afsnit 5.7.
Kun i én godkendelse kræves, at virksomheden undersøger muligheden for at
minimere energiforbruget i tørretromlen, herunder overvejer muligheden for
styring efter vandindholdet i stenmaterialerne. Virksomheden skal desuden årligt
indberette energiforbruget pr. produceret mængde. Det amt som stiller krav
vedrørende energiforbruget i tørretromlen, stillede også krav derom før
udgivelsen af brancheorienteringen. El-forbruget nævnes ikke i nogen af
godkendelserne.
Konklusionen er at der er utilstrækkelig fokus på energiforbruget ved miljø-
godkendelse af asfaltfabrikker. Energiforbrug er kun sporadisk nævnt i
brancheorienteringen, og amterne har, med en enkelt undtagelse, ikke selv
inddraget energiforbruget. Om miljømyndighederne kan stille konkrete krav til
energiforbruget er et åbent spørgsmål. Hensigten med at omtale energiforbruget
i miljøgodkendelsen er at motivere virksomhederne til at foretage energistyring.
I de kommende grønne regnskaber og miljøstyringssystemer i asfaltindustrien,
bør energiforbruget være en væsentlig miljøindikator.
6.4.4 Sammenfatning om emissionskrav
Der er indhentet oplysninger om vilkårene til emissioner til luft, i de miljøgod-
kendelser som blev meddelt før september 1996. De meddelte vilkår afviger
sjældent fra de vejledende i Luftvej ledningen og brancheorienteringen. Konklu-
sionen er at vejledende krav tillægges stor betydning i miljøsagsbehandlingen.
Det er dog vigtigt at bemærke, at der er enkelte undtagelser som demonstrerer
at det kan lade sig gøre at producere med en lavere CO emission og luftover-
skud, og dermed lavere miljøbelastning og energiforbrug, end Luftvejledningen
og brancheorienteringen lægger op til.
Vedrørende støv, er Luftvej ledningens vejledende emissionsgrænse på 55-110
mg/Nm3 v.10% O2. Der er ikke meddelt godkendelser med lavere emissions-
155
grænse. I én godkendelse er Luftvejledningen misforstået så der anvendes en
nøjere referencetilstanden og derfor tillades en større støvemission. Den
almindeligt anvendte metode, posefiltre, kan rense røggassen væsentligt under
den vejledende emissionsgrænse.
Vedrørende luftoverskud, er Luftvej ledningens vejledende kravværdi på 5,5.
Der var meddelt vilkår til luftoverskuddet i 29 godkendelser, og kun i to god-
kendelser var kravværdi lavere end den vejledende værdi. Det er muligt at
producere med lavere luftoverskud en kravværdien, det medfører mindsket
energiforbrug og mindsket belastning af posefilteret. Overholdelse af vejledende
kravværdi sikrer blot at luftoverskuddet ikke er meningsløst højt.
Vedrørende CO, anbefaler brancheorienteringen en emissionsgrænse på 800
ppm CO v. 10% O2. Hverken før eller efter udgivelsen af orienteringen stilles
der vilkår til CO emissionen i alle godkendelser. Efter udgivelsen af orienterin-
gen stilles der oftere vilkår til CO emissionen. Fra udgivelsen af orienteringen og
frem til september 1996 blev der meddelt seksten godkendelser, og elleve af dem
- det svarer til 69%, opstiller vilkår til CO emissionen. I de elleve godkendelser
som opstiller vilkår til CO emissionen ses en påvirkning fra orienteringen, idet
otte af dem - det svarer til 73%, anvender den anbefalede emissionsgrænse fra
orienteringen. De tre øvrige godkendelser anvender en lavere CO emissions-
grænse, nemlig 500 ppm v.10% O2, det er den sammen emissionsgrænse som er
anvendt i de godkendelser som blev meddelt før udgivelsen af orienteringen.
Det faktum at der ikke er vilkår til CO emissionen i alle godkendelser som er
meddelt efter udgivelsen af orienteringen, underbygger kritikken af denne, for
ikke tilstrækkeligt klart at anbefale CO til overvågning af forbrændingskvaliteten.
De meddelte vilkår er resultatet af en forhandling mellem virksomheden og
godkendelsesmyndigheden, og når der ikke stilles vilkår til CO emissionen er der
også grund til at kritisere miljøsagsbehandlingen for at være overfladisk hvad
angår regulering af forbrændingskvaliteten. CO indhold som indikator for
forbrændingskvaliteten på asfaltfabrikker er trods alt omtalt i et bilag til bran-
cheorienteringen samt i tidligere udsendte rapporter.
Både i emissionsrapporten og brancheorienteringen anføres, at luftoverskuddet
har indflydelse på forbrændingskvaliteten. Derfor er der næppe tvivl om at
nogle amter har den opfattelse, at når godkendelsen indeholder vilkår til luft-
overskuddet, så indeholder den i et og eller andet omfang også vilkår angående
forbrændingskvaliteten. Situationen er imidlertid, at krav til luftoverskud er
utilstrækkeligt til at sikre forbrændingskvaliteteten, se denne rapports afsnit
5.1.10. Sagt på en anden måde, så indeholder godkendelser uden vilkår til CO
emissionen reelt ingen vilkår som sikrer forbrændingskvaliteteten. Det anbefales
at der stilles vilkår til CO emissionen på alle asfaltfabrikker. Ved afslutningen
på indhentning af oplysninger, i september 1996, var der 35 asfaltfabrikker - det
svarer til 66%, hvor der ikke var opstillet vilkår til CO emissionen.
Der er krav til lugtemissionen i de fleste miljøgodkendelser. Det er typisk lugt
som er den dimensionerende parameter ved beregning af skorstenshøjde. To
amter fastsætter ikke kravværdi til lugtbidraget. To andre amter fastsætter en
kravværdi, men kræver ikke præstationsmåling til dokumentation for at kravet
overholdes.
156
Energiforbruget nævnes kun i en af seksten godkendelser som er meddelt efter
udgivelsen af brancheorienteringen. Der er utilstrækkelig opmærksomhed på
energibesparelser som en del af renere teknologi i miljøgodkendelserne.
6.5 Fremme af miljøstyring og -rapportering i asfaltbranchen.
For at fremme af miljøstyring i danske virksomheder er der lavet en støtteord-
ningen "Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder". Til en femårig
periode er der afsat 120 mio. kr. Ordningen administreres af Erhvervsfrem-
mestyrelsen og Miljøstyrelsen. Enkelt virksomheder kan ikke modtage tilskud,
men der gives fx. tilskud til udvikling af brancherettede værktøjer. Formålet er
blandt andet at fremme danske virksomheders muligheder for at deltage i EMAS
den Europæiske Fællesskabsordning for Miljøstyring og Miljørevision. I denne
sammenhæng er det relevant at dk-Teknik i 1995 opnåede støtte til et projektet:
Fremme af miljøstyring og miljørapportering i asfaltbranchen.
Miljøstyrelsen har oplyst at projektet drejer sig om fremstilling af et PC-baseret
værktøj til opsamling af data og fremstilling af miljørapporter som kan anvendes
til både lovpligtige miljøregnskaber og i miljøstyringssystemer. Miljøstyrelsen
sidder i den arbejdsgruppe som er nedsat i projektet og har derfor indflydelse på
hvilke parametre, og med hvilken detaljeringsgrad, systemets kommer til at
registrere og rapportere inden for områderne forbrug af rå- og hjælpestoffer,
driftsforhold og miljøbelastninger. For eksempel har arbejdsgruppen i for-
bindelse med energiforbrug talt om at registrere vandindholdet i materialer og
om at registrere nedbør i forudgående perioder, for at belyse disse faktorers
indflydelse på energiforbruget (pers. medd. [navn skjult], 1996). Det forhold at
energiforbruget er med, betyder at projektet vil afhjælpe en mangel ved bran-
cheorienteringen, hvor energiforbrug og specielt de forhold som har indflydelse
på energiforbruget, kun er sparsomt omtalt.
Det kan diskuteres om det er hensigtsmæssigt at bruge offentlige midler til
fremme af miljøstyringsværktøjer i netop asfaltindustrien, som allerede i nogle år
har arbejdet med miljøstyring i forbindelse med industriens kvalitetsstyrings-
systemer. Det tyder på at det offentlige støtter udvikling af et miljøstyrings-
værktøj i en industrien, som af egen drift havde finansieret udvikling og indføring
af miljøstyringssystemer. Når det handler om at fremme miljøstyring på danske
virksomheder, vurderes projektet derfor kun at være et beskedent bidrag.
Set i et andet perspektiv, som handler om miljømyndighedernes rolle i miljø-
styring er projektet imidlertid relevant. Miljøstyrelsen får ved at indgå i et
samarbejde med en rådgiver og en industri som er engageret i miljøstyring, nogle
håndgribelige erfaringer med miljøstyring. Projektet kan således bliver et
eksempel på hvordan virksomheders miljøregnskaber og miljøstyringssystemer
kan anvendes ved miljøtilsyn og miljøgodkendelser. I dette perspektiv er
projektets succeskriterier ikke bare system- og miljøtekniske, men for det første
at systemet bliver taget i brug af asfaltvirksomhederne og for det andet at
godkendelses- og tilsynsmyndighederne, dvs. amterne, bliver involveret.
Der er meddelt støtte til en forsættelse af projektet, med det formål at udvikle
157
brancherettede miljøstyringssystemer og denne del af projektet vil også omhandle
udlægning af asfalt. Asfaltindustriens interesse for miljøstyring kan tolkes som et
tegn på at miljøstrategien i industrien er ved at ændre sig fra en forsvarsstrategi,
med fokus på omkostningsminimering, til en mere forudsigende strategi, så indu-
strien er rustet til fremtidige krav om miljøstyring fra kunderne. Denne situation
kan nyttiggøres i den fremtidige miljøregulering af asfaltindustrien.
6.6 Sammenfatning om miljøregulering af asfaltfabrikker
Som følge af indkaldelsesbekendtgørelsen skulle bestående asfaltfabrikker som
ikke havde en miljøgodkendelse, indsende ansøgning om godkendelse senest 1.
januar 1995. For at hjælpe virksomheder og de lokale miljømyndigheder med at
indføre renere teknologi har Miljøstyrelsen i samarbejde med asfaltindustrien
udarbejdet brancheorienteringen for asfaltindustrien. Arbejdet blev udført i
perioden fra efteråret 1993 til januar 1995.
Før indkaldelsesbekendtgørelsen krævede godkendelse af de bestående asfalt-
fabrikker, var omfanget af meddelte godkendelser forholdsvis beskedent.
Amterne betegnede kun 27% af fabrikkerne som totalgodkendte og kun i 51%
af de tilfælde, hvor fabrikkerne reelt var godkendelsespligtige på grund af
ombygning til genbrug, var der meddelt en godkendelse. Med hensyn til
asfaltoplag ved asfaltfabrikker var omfanget af miljøgodkendelser større, idet
86% af oplagene var godkendt.
Allerede før udgivelsen af brancheorienteringen forelå der en del materiale som
specifikt behandlede asfaltindustriens miljøforhold og som dannede grundlag for
amternes miljøsagsbehandling. Miljøstyrelsen havde medvirket til udgivelse af:
(i) Cirkulæreskrivelse om opbrudt asfalt; (ii) den såkaldte "emissionsrapport" om
luftforurening fra asfaltfabrikker; (iii) Luftvej ledningen der indeholder et specielt
afsnit om emissiongrænser på asfaltfabrikker; og (iv) FATCh rapporten om
udvaskning fra asfaltoplag. Dertil kom at amterne selv havde taget initiativ til at
udgive rapporter vedrørende asfaltfabrikkker og der forelå afgørelser i ankesager
om godkendelsespligt af genbrugsproduktion og miljøkrav til oplag af elektro-
ovnsslagge.
Med det formål at vurdere om brancheorienteringen udgør et tilstrækkeligt
grundlag for miljøreguleringen af asfaltfabrikker, er det undersøgt om den
omfatter de teknologier, miljøbelastninger, muligheder for forureningsbegræns-
ning og renere teknologi som findes i asfaltindustrien. Konklusionen er, at
brancheorienteringen på en række områder er et utilstrækkeligt grundlag for
regulering af asfaltfabrikker. De fejl og mangler som er påvist i orienteringen er
sammenfattet i afsnit 6.3.7, på side 143.
Med udgangspunkt i antagelser om industriens og miljømyndighedernes hensigter
med at udarbejde brancheorienteringen, er baggrunden for de påviste fejl og
mangler diskuteret. Asfaltindustrien må forventes primært at varetage forhold
som er i overensstemmelse med dens konkurrence- og miljøstrategier. Der blev
på tidspunktet for udarbejdelsen af orienteringen generelt ikke miljødifferentieret
i industrien og miljøstrategien var en forsvarsstrategi. Det er en situation hvor
158
der grundlæggende gennemføres miljøaktiviteter af to årsager, enten for at
mindske omkostningerne eller når det er nødvendigt for at blive accepteret af
omverdenen. Industrien vil yderligere have interesse i at opnå ensartede vilkår,
så der ikke skabes ulige konkurrenceforhold. Flere af de påviste mangler kan
opfattes sådan, at industrien har opnået at orienteringen i stor udstrækning tager
hensyn til ovennævnte konkurrence- og miljøstrategier.
Miljømyndighederne må forventes at varetage bredere samfundsmæssige inter-
esser. De overordnede miljømæssige interesser kommer til udtryk i miljøbeskyt-
telseslovens formål, som blandt andet nævner at lovens særlige formål er at
fremme anvendelse af renere teknologi. De påviste fejl og mangler vidner om at
miljømyndighederne ikke i tilstrækkeligt omfang har opnået at orienteringen
varetager dette formål. Et tydeligt eksempel er at orienteringen ikke indeholder
vilkår, eller en frivillig aftale, som sikrer at industrien styrer, regulerer og
overvåger tørreprocessen så energiforbrug og miljøbelastninger mindskes mest
muligt. Det vurderes at miljømyndighedernes manglende viden og dokumenta-
tion om industriens teknologi og miljøbelastninger er en væsentlig årsag til de
påviste fejl og mangler.
I et forbedringsperspektiv anbefales det, at der før udarbejdelsen af fremtidige
brancheorienteringer foreligger et paradigma, som kan sikre at relevante forhold
bliver omfattet af orienteringen. De anbefales videre, at indsamling og behand-
ling af data vedrørende industriens miljøbelastninger m.m., enten foretages af
lokale miljømyndigheder, rådgivere eller forskningsinstitutioner. Det sidste er
især vigtigt når industriens miljøstrategi ikke er en udviklingsstrategi, eftersom
det formodes at der opstår situationer, hvor det er nødvendigt at miljømyndig-
hederne tvinger vilkår igennem af hensyn til miljøet.
Med det formål at vurdere hvilken indvirkning brancheorienteringen, og tidligere
materiale vedrørende asfaltfabrikker, har haft på miljøgodkendelsen af asfalt-
fabrikker, er der indsamlet oplysninger om meddelte vilkår vedrørende emissio-
ner til luft og til styring af forbrændingskvaliteten. De meddelte vilkår afviger
sjældent fra Miljøstyrelsens vejledende emissionsgrænser i Luftvejledningen og
brancheorienteringen. Konklusionen er at vejledende emissiongrænser tillægges
stor betydning i miljøsagsbehandlingen. De meddelte vilkår er sammenfattet i
afsnit 6.4.4, på side 155.
Hverken før eller efter udgivelsen af orienteringen, indeholder alle miljøgod-
kendelser vilkår til CO emissionen. I de godkendelser som er meddelt efter
udgivelsen af orienteringen, og som opstiller vilkår til CO emissionen, anvendes
den vejledende emissionsgrænse oftest. Det faktum at der ikke er vilkår til CO
emissionen i alle de godkendelser som er meddelt efter udgivelsen af orienterin-
gen, underbygger at orienteringen ikke tilstrækkeligt klart anbefaler vilkår til CO
emissionen. Godkendelser uden vilkår til CO emissionen, indeholder reelt ingen
vilkår der sikrer forbrændingskvaliteten. Derfor anbefales det at der stilles vilkår
til CO emissionen på alle asfaltfabrikker.
Energiforbruget nævnes kun i én af seksten miljøgodkendelser som er meddelt i
perioden fra udgivelsen af brancheorienteringen og frem til september 1996.
Konklusionen er at der er utilstrækkelig opmærksomhed på energiforbruget som
en del af renere teknologi ved miljøgodkendelse af asfaltfabrikker.
159
7 Diskussion af undersøgelsesmetoder
Dette kapitel indeholder en diskussion af to centrale metoder i den udførte
undersøgelse. Først diskuteres brugen af Michael E. Porter's arbejder om
konkurrencestrategier som udgangspunkt for at undersøge udviklingstendenser i
industrien som er miljømæssigt relevante. Dernæst diskuteres brugen af en
kombineret telefoninterview- og spørgeskemaundersøgelse i amterne, som en
vigtig del af dataindsamlingen ved undersøgelse af produktions- og miljøforhold.
Det er nødvendigt for virksomheder at udvikle deres produkter og produktions-
metoder for ikke at blive udkonkurreret, og det medfører ofte en ændret miljø-
belastning. Det er den væsentligste årsag til udviklingen i asfaltindustrien er
undersøgt i dette projekt. Nogle forhold påvirker hele erhvervslivet, fx. skatte-
lovene. For at begrænse undersøgelsen til forhold der påvirker udviklingen i en
afgrænset industri, er der hentet inspiration i Michael E. Porter arbejder om
konkurrencestrategier. En pointe i Porter's arbejder er at konkurrence-
forholdene ikke kun påvirkes af de nuværende konkurrenter, men af en række
faktorer i omverdenen som udgør en række muligheder og begrænsninger for
virksomhederne i industrien. For den enkelte virksomhed gælder det om at
forstå konkurrenceforholdene i industrien og vælge en konkurrencestrategi der
tager hensyn til virksomhedens styrker og svagheder, og som derfor kan give en
konkurrencefordel.
Michael E. Porter er brugt til at strukturere analysen, men den egentlige fordel
er at han skitserer en række grundlæggende konkurrence- og udviklingskræfter,
der kan være væsentlige for konkurrenceforholdene og som virksomhederne skal
være opmærksom på når de formulerer langsigtede konkurrencestrategier. Når
formålet med undersøgelsen ændres fra at handle om udvikling af konkurrence-
strategier og til at handle om miljømæssige konsekvenser, er kunsten at foretage
en supplerende fortolkning, så der fokuseres på konkurrenceforhold med miljø-
mæssige konsekvenser. Det drejer sig for eksempel om tilgang eller nedgang af
virksomheder som skal miljøgodkendes; fremkomst af nye råstoffer og produk-
tionsmetoder som ændrer miljøbelastningen; omkostningsstrukturens følger for
produktionen og muligheden for at påvirke industriens adfærd via afgifter;
substituerende produkter med en ændret miljøbelastning; og muligheden for at
påvirke industrien via (offentlige) grønne indkøb. Det skal nævnes, at der er
yderligere er fundet nødvendigt at suppleret med analyse af interessenter på
miljøområdet, som er perifere i Porter's arbejder, men erfaringsmæssigt kan få
indflydelse på virksomheders miljøadfærd, eksempler er medarbejdere og naboer.
Det vurderes at en ulempe ved denne type undersøgelser er, at dataindsamlingen
i mange industrier vil være vanskeligere, end det har været i tilfældet med
asfaltindustrien. Dataindsamlingen har været præget af at det offentlige er indu-
striens største kunde og derfor har offentlige institutioner et omfattende kend-
skab til industrien, som de gerne deler med andre. Et andet forhold som har
spillet ind er, at den teknologisk udvikling i asfaltindustrien er forholdsvis
moderat og at der ikke er mange produktionshemmeligheder. Derfor er pro-
duktionen i asfaltindustrien beskrevet i litteraturen og virksomhederne har været
åbne for besøg og interviews. Undersøgelsen vil være vanskeligere i industrier
160
med intensiv forskning, de må forventes at være tillukkede, og i industrier præget
af intensiv udvikling vil det ganske enkelt være vanskeligt at opstille et kvalifi-
ceret skøn over udviklingen.
Undersøgelser af konkurrenceforholdene, hvor der fokuseres på forhold med
miljømæssige konsekvenser, vil kunne anvendes i flere sammenhænge i den
offentlige miljøregulering. For det første kan det bruges til at påpege tendenser
som miljømyndighederne skal være opmærksomme på, enten på grund af en
positiv eller negativ indflydelse på miljøbelastningen. For det andet får man ved
undersøgelse af konkurrenceforholdene, kendskab til de vilkår der indvirker på
industriens adfærd, og det kan anvendes til at vælge virkemidler ved indirekte
regulering, som for eksempel støtte og afgifter eller offentlige grønne indkøb.
Den anden centrale metode i projektet er den kombinerede telefoninterview- og
spørgeskemaundersøgelse i amterne, med det formål at indhente oplysninger om
produktions- og miljøforhold industrien samt om miljømyndighedernes regulering.
Begrundelsen for denne undersøgelse er en formodning om, at de lokale miljø-
myndigheder har det største kendskab til forholdene i industrien, eftersom miljø-
lovgivningen administreres lokalt.
En fordel ved at indhente data fra mange administrative enheder og dermed fra
mange virksomheder, er at der kommer oplysninger frem, som ikke nødvendigvis
vil komme frem ved dybtgående undersøgelser af en enkelt eller nogle få
virksomheder. I asfaltindustrien drejer det sig for eksempel om erkendelsen af
at udslip ved fyldning af fillersiloer og posebrud ikke er enkeltstående hændelser.
En anden fordel er at de data som allerede findes, bliver samlet, analyseret og
offentliggjort, hvilket er en bedre udnyttelse af de samlede ressourcer som
anvendes på miljøområdet. Et eksempel fra asfaltindustrien er det store antal
emissionsmålinger, udført med samme analysemetoder.
En ulempe ved metoden er at der i sagens natur kun kommer oplysninger frem
til det vidensniveau, som besiddes af de lokale miljømyndigheder. Det er ofte en
enkelt medarbejder som repræsenterer de lokale miljømyndigheder og derfor er
udskiftning af medarbejdere et forhold som har indflydelse på vidensniveauet.
Renere teknologi handler som bekendt ikke kun om teknik, og skal man vide
hvordan fremgangsmåde ved betjening af produktionsudstyr indvirker på miljø-
belastningen, så skal denne viden være tilstede hos miljømyndighederne. Det må
forventes at nogle lokale myndigheder har et højt og andre et lavt vidensniveau.
At der kan være betydelige forskelle i vidensniveauet er ikke kun en ulempe, det
giver også et vink om hvor der skal sættes ind med information.
Ved udarbejdelse af brancheorienteringer for andre brancher anbefales det at
indhente data fra de lokale miljømyndigheder. Hvis antallet af virksomheder
ikke tillader at alle tilsyns- og godkendelsesenheder inddrages i undersøgelsen, så
skal det så vidt muligt sikres, at nogle af deltagerne videnmæssigt er på et højt
niveau vedrørende industriens teknologi, dens miljøbelastning og muligheder for
forureningsbegrænsning samt renere teknologi. Det kræver forhåndskendskab til
branchen at foretage en interview- og spørgeskemaundersøgelse. Det kan blandt
andet opnås ved litteraturstudier og undersøgelser af enkelte virksomheder.
Forhåndkendskab er nødvendigt delvis for at kunne formulere de rigtige spørgs-
mål, og delvis for at kunne indgå i en produktiv dialog med sagsbehandlerne.
161
8 Konklusion
Dette projekt skal svare på problemformuleringen: Er Orientering fra Miljø-
styrelsen, nr. 4, 1995, Brancheorientering for asfaltindustrien, et tilstrækkeligt
grundlag for regulering af asfaltfabrikker, og hvilken indflydelse har den haft på
vilkår til luftforurening i de meddelte miljøgodkendelser. Bemærk, at som
udgangspunkt for besvarelsen af problemformuleringen er der foretaget følgende
undersøgelser: (i) i kapitel 3 undersøges konkurrenceforholdenes indvirkning på
produktionen i asfaltindustrien; (ii) i kapitel 4 undersøges hvilke teknologier som
anvendes ved fremstilling af varmblandet asfalt; og (iii) i kapitel 5 undersøges
miljøbelastninger og muligheder for forureningsbegrænsning og renere teknologi
ved fremstilling af varmblandet asfalt. Med hensyn til en konklusion på disse
undersøgelser henvises der til sammenfatningen efter hvert kapitel.
Angående første del af problemformuleringen: Er Miljøstyrelsens brancheorien-
tering for asfaltindustrien et tilstrækkeligt grundlag for regulering af asfaltfabrikker?
Undersøgelsen er afgrænset til at vurdere om brancheorienteringen omfatter de
teknologier, miljøbelastninger, samt muligheder for forureningsbegrænsning og
renere teknologi, som findes i forbindelse med produktion af varmblandet asfalt.
Konklusionen er, at brancheorienteringen på flere områder er utilstrækkelig som
grundlag for miljøregulering af asfaltfabrikker. I orienteringen er der blandt
andet påvist følgende fejl og mangler:
• Orienteringen undersøger ikke industriens konkurrenceforhold, herunder
teknologiske ændringer, og det medfører at orienteringen ikke fastslår hvilke
vilkår som indvirker på industriens adfærd. For eksempel forbigås det, at det
offentlige er industriens dominerende kunde og har gode muligheder for at
påvirke industrien via grønne indkøb.
• Orienteringen undersøger ikke den teknologisk udviklingen i industrien, og det
medfører at nogle miljømæssigt relevante forhold vedrørende den teknologiske
udvikling i industrien forbigås. Det gælder for eksempel den anlægstekniske
udvikling og den øgede brug af polymer modificeret bitumen og restprodukter.
• Udvaskningen fra elektroovnsslagge vurderes på et utilstrækkeligt grundlag,
og det medfører en forkert vurdering.
• Det anbefales ikke tilstrækkeligt klart, at anvende CO emissionen som
indikator for forbrændingskvaliteten.
• Det oplyses ikke tilstrækkeligt klart, at luftoverskuddet er uegnet som
styreparameter for forbrændingskvaliteten.
• Orienteringen sænker ikke Luftvejledningens vejledende emissionsgrænse til
støvemission skønt det kan lade sig gøre.
• Orienteringen sænker ikke Luftvejledningens vejledende emissionsgrænse til
luftoverskud skønt det kan lade sig gøre.
162
• Der er deciderede fejl angående omregning af luftoverskud og anbefaling af
CO2 emissionsgrænse.
• En række muligheder for renere teknologi forbigås, det gælder for eksempel
ændret egenfiller flow, vaskepladser med recirkulation af vaskevand, og
sænkning af asfalttemperaturen.
• Der opereres med en snæver definition af renere teknologi og det betyder at
energibesparelser ikke er omfattet af orienteringen.
Brancheorienteringen er blevet til i samarbejde mellem brancheorganisationen
Asfaltindustrien og repræsentanter fra miljømyndighederne i perioden fra
efteråret 1993 til januar 1995. Industrien har i stor udstrækning opnået at
orienteringen tager hensyn til dens daværende konkurrence- og miljøstrategier.
Virksomhederne i industrien miljødifferentierede generelt ikke, deres miljøstrate-
gier var et led i omkostningsminimeringen og der var overvejende tale om
forsvarsstrategier. Det er en situation hvor virksomheder grundlæggende
gennemfører miljøaktiviteter for at mindske omkostningerne, eller når det er
nødvendigt for at interessenterne i omverdenen accepterer virksomheden.
Industrien vil desuden have interesse i at opnå ensartede vilkår, så der ikke
skabes ulige konkurrenceforhold.
Miljømyndighederne har ikke i tilstrækkeligt omfang opnået at orienteringen
tager hensyn til miljømæssige samfundsinteresser. Et tydeligt eksempel er at
orienteringen ikke sikrer at tørreprocessen styres, reguleres og overvåges så
energiforbrug og miljøbelastninger mindskes mest muligt. Det vurderes at miljø-
myndighederne har manglet viden og dokumentation om industriens teknologi og
miljøbelastninger, og derfor ikke har haft de nødvendige forudsætninger for at
tvinge vilkår igennem i forhandlingerne.
I et generelt forbedringsperspektiv om brancheorienteringer anbefales det, at der
før udarbejdelse af fremtidige orienteringer foreligger et paradigma, for at sikre
at alle relevante emner bliver omfattet af orienteringen. Det anbefales videre, at
indsamling og behandling af data vedrørende industriens miljøbelastninger enten
foretages af lokale miljømyndigheder, rådgivere eller forskningsinstitutioner. Det
sidste er navnlig vigtigt når det drejer sig om industrier der ikke praktiserer
udviklingsstrategier på miljøområdet, idet det må forventes at der opstår situatio-
ner, hvor det er nødvendigt at miljømyndighederne presser vilkår igennem.
I et specifikt forbedringsperspektiv om miljøregulering af asfaltindustrien, så skal de
påviste fejl og mangler naturligvis rettes. I stedet for at bruge ressourcer på at
revidere brancheorienteringen, så er det mere hensigtsmæssigt at rette de påviste
fejl og mangler, delvis i amternes miljøsagsbehandlingen, og delvis i forbindelse
med det miljøstyringsprojekt som støttes af miljøstyringsrådet. Brancheorganisa-
tionen Asfaltindustriens, AI's, deltagelse i miljøstyringsprojektet og det forhold at
nogle af virksomhederne arbejder med miljøstyring, er tegn på at miljøstrategien
i asfaltindustrien er ved at ændre sig, fra en forsvarsstrategi, til en forudsigende
strategi. Uanset at årsagen til industriens interesse for miljøstyring er en for-
modning om fremtidige kundekrav om miljøstyring, så skal denne situation
nyttiggøres i den fremtidige miljøregulering af asfaltindustrien.
163
Angående anden del af problemformuleringen: Hvilken indflydelse har branche-
orienteringen haft på vilkår til luftforurening i de meddelte miljøgodkendelser?
Undersøgelsen er afgrænset til at vurdere om brancheorienteringen har indvirket
på de meddelte vilkår til emissioner til luft og til styring af forbrændingskvalite-
ten. Afgrænsningen medfører at indvirkningen fra orienteringen undersøges på
et smalt område. Det skyldes, at når orienteringen sammenlignes med Miljø-
styrelsens tidligere materiale om luftforurening fra asfaltfabrikker, så drejer den
eneste nye anbefaling sig om CO emissionen.
Konklusionen er at vejledende emissionsgrænser tillægges stor betydning i
miljøsagsbehandlingen. Vilkårene afviger sjældent fra vejledende emissions-
grænser i Miljøstyrelsens Luftvej ledning og brancheorientering for asfalt-
industrien.
Vedrørende støv, er det muligt at rense røggassen væsentligt under Luftvejled-
ningens vejledende emissionsgrænse til støv på 55-110 mg/Nm3 v. 10% O2. Der
er ikke meddelt godkendelser med lavere emissionsgrænse.
Vedrørende luftoverskud, er det muligt af producere med lavere luftoverskud
end Luftvejledningens vejledende kravværdi på 5,5. Frem til september 1996 var
der meddelt vilkår til luftoverskud i 29 godkendelser, kun i to af disse var
kravværdien lavere end den vejledende værdi.
Vedrørende CO, kan der produceres med lavere indhold end brancheoriente-
ringens anbefalede emissionsgrænse på 800 ppm v. 10% O2. Hverken før eller
efter udgivelsen af orienteringen, indeholder alle godkendelser vilkår til CO
emissionen. Efter udgivelsen af orientermgen stilles der oftere krav til CO
emissionen. Fra udgivelsen af orienteringen og frem til september 1996 blev der
meddelt seksten godkendelser, og elleve af dem - det svarer til 69%, opstiller
vilkår til CO emissionen. I de elleve godkendelser som opstiller vilkår til CO
emissionen ses en påvirkning fra orientermgen, idet otte af dem - det svarer til
73%, anvender den emissionsgrænse som anføres i orienteringen.
Det faktum at der ikke er vilkår til CO emissionen i alle godkendelser som er
meddelt efter udgivelsen af orienteringen, underbygger kritikken af orienteringen,
for ikke tilstrækkeligt klart at anbefale vilkår til CO emissionen. Godkendelser-
ne uden vilkår til CO emissionen, indeholder reelt ingen vilkår der sikrer for-
brændingskvaliteten. Ved afslutningen på indsamling af oplysninger om miljø-
godkendelser, i september 1996, var der ikke vilkår til CO emissionen på 66% af
de danske asfaltfabrikker.
I et forbedringsperspektiv om vilkår til luftemission, anbefales det at revidere de
godkendelser som ikke indeholder krav til CO emissionen, med det formål at
fastsætte vilkår om CO emissionen og overvågning af denne, så der kommer krav
til forbrændingskvaliteten på alle danske asfaltfabrikker. Af hensyn til energi-
forbruget anbefales det yderligere, at revidere godkendelser hvor kravværdien til
luftoverskud er 5,5, eller at indføre energi- og miljøstyring, med det formål at
producere med et lavere luftoverskud.
164
9 Referencer
A BSC (1984) Rapport om arbejdsmiljøet på asfaltfabrikker.
Asfaltbranchens Bedriftssundhedscentre af 1980 ApS, august 1984.
ABSC (1986) Rapport fra besøg den 27.06.1986 omhandlende D.A.G's "Marini"-
anlægsarbejdsproces. 05.09.1986, PBE/imc.
ABSC (1990) Arbejdsmiljøundersøgelse på vejhold, sammenfatning.
Asfaltbranchens Bedriftssundhedscentre af 1980 ApS, september 1990.
Alting, L., Jørgensen, J. & Wenzel, H. (1996) Miljødimensionen i produktet
- en introduktion til virksomhedsledelsen. UMIP, 29 s.
Andersen, T.V. (1992) Miljømanagement - hvorfor? Hovedopgave, Institut for
Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København.
Andersen, P. & Thau, M. (1993) Sporkøring.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 4, p. 28-32.
Andersen, P. (1996) Personlig meddelelse, april 1996.
Peter Andersen, Vejdirektoratet, tlf. [skjult nummer].
Andersson, O.G. (1992) Sporkøringsresistente belægninger.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 9, p.3-8.
Andersson, O.G. (1993) GAB S - nyt højstabilt asfaltbindelag.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 3, p.24-26.
Andresen, J. (1996) Finsk asfalt på danske veje. Børsen d. 22. august 1996, s. 8.
AOV (1980) Genbrug af vej asfaltbelægninger, på asfaltanlæg.
Studierejse til USA. September 1980.
Arbejdstilsynet (1979) Sikkerheds og velfærdsforanstaltninger ved arbejde
med asfaltprodukter. Arbejdstilsynet informere, april 1979.
Arbejdstilsynet (1994) Arbejde med asfaltprodukter. Arbejdstilsynets
bekendtgørelse nr. 1062 af 15. december 1994.
Asfalt (1992) Ny type vejbelægning i Danmark. Asfalt, nr. 124, p.21.
Bakka, J.F. (1986) Virksomhedskultur - Tidligere kaldte vi det korpsånd.
Civiløkonomen, nr. 1, 1986.
Bakka, J.F. og Fivelsdals, E. (1993) Organisationsteori - Struktur, kultur,
processer. 2. udgave. Handelshøjskolens Forlag.
165
Bendtsen, H. (1992) Nyt om støjreducerende vejbelægninger.
Dansk Vej tidsskrift, nr.9, p.14-15.
Berlingske (1990) Ny asfalt-blanding er 100 pct. genbrug.
Berlingske Tidende, 31. marts 1990.
Berner, C , Bydam, R., & Wanstrup, T. (1996) Brancheorienteringer - en analyse
af tilblivelsesprocesserne. Speciale. Institut for miljø, teknologi og
samfund, Roskilde Uinversitetscenter.
Bisgaard Nielsen, C. (1995) Alternative slipmidler. Asfalt, nr.134, p.6-7.
Blumer, M. (1985) Wiederaufberietung von Belagsmaterial.
Baustoff-Recycling, nr. 3, p. 10-13.
Brandt, H.C.A., De Groot, P.C., Molyneux & Tindie, P.E. (1985)
Sampling and analysis of Bitumen Fumes.
Ann. Occup. Hyg., Vol. 29, No. 1, pp. 27-80.
Brix, B. (1988) Veje af råstoffer - veje af genbrug.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 11, p. 256-258.
Bundensen, L. L. (1993) Novo Nordisk's respons på omverdenens nye, kvalita-
tive miljøkrav. I: Vedsø, L. (Red.) (1993) Green Management - 90'ernes
ledelsesværktøj. Forlaget systime a/s, ISBN 87 7783 303 1, p. 183-193.
Busch, T., Johnsen, E. & Vanebo, J.O. (1993) Foretakets ledelse og økonomi
- Fra nåtid til nytid. TANO, ISBN 82-518-3141-5.
Børsen (1992a) Phønix overtager R&S Belægningsteknik A/S
Børsen, d. 23.09.1992, p.25.
Børsen (1992b) Dansk genbrug af asfalt ud på sidevej.
Børsen, d. 10.04.1992.
Christoffersen, N. (1996) Personlig meddelelse, april 1996,
Niels Christoffersen, Inreco I/S, tlf. [skjult nummer].
Dahlerup, A. (1950) Gaden før og nu - fra brosten til asfalt. Jubilæumsskrift
fra Københavns Asfaltkompani Aktieselskab.
Dahl, M. & Petersen, S. (1993) Asfaltmarkedet i Danmark - set fra
Sønderjylland. Dansk Vejtidsskrift, nr.9, p.8-9.
Dansk Vejtidsskrift (1990) 100% genbrug af gammel asfalt.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 14, p. 50.
Dansk Vejtidsskrift (1992a) Tarco tæt på naturen ... Vi arbejder for et
bedre miljø. Annonce for Tarco vej A/S. Dansk Vejtidsskrift, nr. 2, p. 5.
166
Dansk Vejtidsskrift (1992b) Vejtrafikken som indikator for den økonomiske
udvikling. Dansk Vejtidsskrift, nr. 10, p. 21.
Dansk Vejtidsskrift (1994) Vejbudgetter 1994-97.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 8, p. 11.
David (1990) Referat fra temadag om asfaltværker. Dansk Amtsvandinge-
niørforening. David, 9. årgang, nr. 1, marts 1990, p. 40-49.
dk-TEKNIK (1985) Nordsjællands Asfaltfabrik I/S, lugtemissionmålinger
på asfaltanlægget i Gribskov. Målinger udført 6. og 18. december 1985,
dk-rapport 71.85.830, KB/KG, 1986.01.08.
dk-TEKNIK (1988) Fyns Amtskommune, asfaltanlæg, emissionmålinger.
Målinger udført september og oktober 1988, dk-rapport Sv.F/70.88.534,
1988.12.21./AF
dk-TEKNIK (1989) Fyns amtskommune, Fyns Vej, Næsby, emissionsmålinger.
Målinger udført d. 13. november 1989, dk-rapport Sv.F/70.89.638.
1989.12.19./AF.
dk-TEKNIK (1990) Superfos Dammann-Luxol A/S, Tved, lugtemissionsmåling.
Målinger udført d. 18.oktober 1990, dk-Rapport Sv.S/70.90.555,
1990.12.03.
dk-TEKNIK (1991a) Indsamling af anlægsdata fra asfaltanlæg i København
Amt. Målinger udført december 1990, januar 1991, dk-Rapport
Sv.K/40.90.730, 1991.05.22.
dk-TEKNIK (1991b) Århus Amtskommune - Lugtemission fra diffuse kilder på
asfaltanlæg. Udført af Dk-Teknik for Århus Amtskommnune,
dk-rapport Sv.Å/70.90.201, 1991.02.28.
dk-TEKNIK (1991c) Århus Amtskommune - Undersøgelse af asfaltanlæg,
målinger udført i maj-september 1990. Udført af Dk-Teknik for
Århus Amtskommnune, dk-rapport Sv.Å/40.90.257, 1991.02.28.
dk-TEKNIK (1992a) Københavns Amt, undersøgelse af asfaltanlæg.
Målinger udført oktober - november 1991, januar 1992.
dk-TEKNIK (1992b) Midtjyllands Asfaltfabrik I/S. Støv- og lugtkoncentrations-
målinger. Målinger udført 5. maj 1992. dk-Rapport Sv.M/40.92.337.
1992.05.19. LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1992c) Superfos Construction A/S, Trige, støv- og
lugtkoncentrationsmålinger på Ermontanlægget. Målinger udført 5.
august 1992. dk-Rapport SV.M/40.92.573. 1992.09.01, LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1992d) Colas. Støv- og CO-koncentrationsmålinger.
Målinger udført 25. august 1992. dk-Rapport SV.M/40.92.378.
1992.09.04. LPJ/AF.
167
dk-TEKNIK (1992e) Fyns Amt, lugtmålinger på Tarco Vej A/S, Fjelsted,
anlæg 1. Målinger udført den 24. november 1992.
dk-Rapport Sv.F/40.92.824.
dk-TEKNIK (1992f) Fyns Amt, lugtmålinger på Phønix Vej A/S, Næsby,
emulsionsfabrikken. Målinger udført den 24.-25. november 1992.
dk-Rapport Sv.F/40.92.824.
dk-TEKNIK (1993a) Midtjyllands Asfaltfabrik I/S. Støv- og Cr-koncentrations-
målinger. Målinger udført 16. juni 1993. dk-Rapport Sv.M/40.93.451.
1993-07-06. LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1993b) Superfos Construction A/S, målinger på 3 anlæg i Trige.
Målinger udført den 29.- 30. juni samt den 8. juli 1993. 1993-07-20,
LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1993c) Århus Amtskommune kontrolmålinger på asfaltanlæg.
Målingerne udført i uge 33 og 38, 1993. dk-Rapport Sv.Å/40.93.653.
1993-12-23. LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1994) Superfos Construction A/S, anlæg ASF 6, Trige, CO- og
lugtmålinger. Målinger udført den 4. marts 1994.
dk-Rapport Sv.S/40.94.318. 26. april 1994. LPJ/AF.
dk-TEKNIK (1995a) Superfos Construction A/S, Tved, emissionsmålinger,
oktober 1995, dk-Rapport Sv.S/46.95.0593.
dk-TEKNIK (1995b) Tarco Vej A/S, Fjelsted, emissionsmålinger, anlæg I (stor
skorsten), oktober 1995, dk-Rapport Sv.S/46.95.0593.
dk-TEKNIK (1995c) Tarco Vej A/S, Fjelsted, emissionsmålinger, anlæg II (lille
skorsten), oktober 1995, dk-Rapport Sv.S/46.95.0593.
dk-TEKNIK (1995d) Vedr.: Måling af O 2 i skorsten. Skrivelse til Tarco
Vej A/S. Ref.: KC/LR 46.95.0027. Dateret 1995.10.27.
Dyrnum, O. (1990) Personlig meddelse, februar 1990.
[navn skjult], Miljøstyrelsen, tlf. [skjult nummer]
Dyrnum, O. (1996) Personlig meddelse, juni 1996.
[navn skjult], Miljøstyrelsen, tlf. [skjult nummer]
EAPA (1994) Environmental guidelines on Best Available Tecniques (BAT)
for the production of asphalt mixes. Published by the European Asphalt
Pavement Association, P.O. Box 175, 3620 AD Breukelen,
The Netherlands. ISBN 90-801214-2-8.
EAPA (1995) Recycling of Asphalt Mixes and Use of Waste in Asphalt
Pavements. European Asphalt Pavement Association, P.O. Box 175,
3620 AD Breukelen, The Netherlands.
168
EAPA (1996) Environmental guidelines on Best Available Tecniques (BAT) for
the production of asphalt mixes. Update document. European Asphalt
Pavement Association, P.O. Box 175, 3620 AD Breukelen,
The Netherlands.
Ekstrom, L.G. (1991) Bitumenrok och losningsmedelexponering vid låggning
av asfalt. Nynäs Bitumen Technology AB. Rapport nr: BitTech 625.
Energispareudvalget (1995a) Flere og flere energibesparelser realiseres.
Energistyring, nr. 1, maj 1995, p. 11.
Energispareudvalget (1995b) Grøn stormflod over hotelbranchen.
Energistyring, nr. 4, december 1995, p. 12-13.
FATCh (1991) Undersøgelse af udvaskningsrisici ved oplagspladser for gammel
asfalt. Rapport udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra
FATCh, Miljøstyrelsen og Asfaltindistrien.
Fenger, J. (1991) Fossile brændsler og luftforurening. Dansk Gasteknisk
Center A/S og Danmarks Miljøundersøgelser, Oktober 1991,
ISBN: 87-983073-7-1.
FDKI (1995) Bitumen. I: Kemikalier og Sikkerhed. Sikkerhedsudvalget for
Kemiske Industrier. Foreningen af Danske Kemiske Industrier.
Speciel del 94. Teknisk Forlag.
Fredericia BST (1986) Arbejdshygiejniske målinger udført for BST medlem
83-167, Inreco A/S den 2. juni 1986. Fredericia områdets Bedriftsund-
hedscenter af 1980 aps. Rapport nr. 83-167-307. 08.07.86
Fyns Amt (1991) Notat, vedrørende Tarco Vej A/S's ansøgning om godkendelse
af oplag af stålslagger. Fyns Amt, Teknik- og miljøforvaltningen,
vand/miljøafdelingen, Journal nr. 8-76-ll(429)/3-86. PR/vb,
januar 1991, 4 pp.
Fyns Amt (1992) Status vedrørende asfaltanlæg og amternes miljøsagsbehand-
ling. Journal nr. 8-76-00/3-90 SG/sbg, brev af 24. sep. 1992, 2.pp.
Fyns Amt (1994) Status for asfaltanlæg i Danmark og amternes sagsbehandling.
Bidrag til Miljøstyrelsens brancheinformationsmateriale. Journal 8-76-0-
3-93 SG/JRA, brev til Miljøstyrelsen af 26. jan. 1994.
Gormsen, H. (1990) Nye slid- og bærelagstyper.
Dansk Vejtidsskrift, nr.9, p. 30-31.
Goldschmidt, L. (1993) Myndighederne og virksomhederne: Servicepartner eller
serviceorienteret modpart. LOKE nr. 2, s. 10-13.
Goldschmidt, L. (1996) Produkt- og aktørorientering af miljøindsatsen.
LOKE nr. 3, s. 14-20.
169
Gram, L. (1997) Personlig meddelelse, marts 1997,
[navn skjult], dk-TEKNIK, tlf. [skjult nummer].
Grøn, P. & Støttrup Hansen, E. (1989) Undersøgelse af kræftforekomst i
Trige-området. Udgivet af Århus amtskommune, Teknisk Forvaltning,
Miljøkontoret, ISBN 87-7295-260-1.
Guldbrandsen, H. (1995) Personlig meddelelse, november 1995.
Helle Guldbrandsen, AOV, tlf. [skjult nummer].
Halskov, L. (1995a) Finner forlænger priskrigen på asfalt.
Berlingske tidende, 25.09.1995, Erhverv p. 3.
Halskov, L. (1995b) Beskyttet dansk asfaltmarked under finsk pres
Berlingske tidende, 3.10.1995, Erhverv p. 4.
Hedaa, L. (1993) Netværksperspektivet på organisationer. I: Strandgaard Peter-
sen, J. (red.) (1993) Artikler til organisationsteori. Bind 1: Struktur.
2. udgave. Samfundslitteratur, p. 137-168.
Hjelmar, O. (1994) Stofudvaskning fra granulære materialer: Slagger fra
affaldsforbrændingsanlæg. I: Udvaskning fra slagger, jord og affald.
ATV-Komiteen vedrørende grundvandsforurening, maj 1994, p.27-44.
IARC (1983) IARC Monographs on the Evaluation on Carcinogenic Risk of
Chemicals to Humans, Vol. 32, Polynuclear Aromatic Compounds,
Part 1, Chemical Environmental and Experimental Data.
IARC (1985) IARC Monographs on the Evaluation on Carcinogenic Risk of
Chemicals to Humans, Vol. 35, Polynuclear Aromatic Compounds,
Part 4, Bitumen, Coal-Tars and Derived Products, Shale-Oils ond Soots.
ICC (1991) The Business Charter for Sustainable Development - Principles for
Environmental management. International Chamber of Commerce.
Paris France. Udgivet på dansk af ICC Denmark: Erhvervslivets
erklæring for bæredygtig udvikling.
Jansen, J.M. (1977) Vejvands forurening. Dansk Vejtidsskrift, nr. 6, p. 113-115.
Jensen, A.H., Winge, U. & Broberg, O. (1992) Miljø- og arbejdsmiljøvurdering
af materialer. Miljøprojekt nr. 204, Miljøstyrelsen.
Jensen, J.B. (1995) Fremtidens miljø. Instituttet for Fremtidsforskning.
Rapportens konklusion gengivet i: Automatik, 20 årgang, nr.l, 1995.
Junghänel, A. (1984) Moderne Asphalt-Mischanlagen und die Widerauf-
bereitung von Ausbauasphalt. Die Aspaltsstrasse, nr.2, p. 63-73.
170
Kjeldgaard, K. (1990) Livscyklusanalyse af stål i forskellige anvendelses-
situationer. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 10/1991.
Kjærgaard, S. (1996) Personlig meddelelse, april 1996,
Søren Kjærgaard, Vejdirektoratet, tlf. [skjult nummer].
Klausen, F. (1996) Personlig meddelelse, april 1996. Flemming Klausen,
Vejdirektoratet, formand for miljøgruppen, tlf. [skjult nummer].
KonkurrenceRådet (1991) Konkurrenceforholdene i asfaltbranchen.
Krog, H.O. (1995) Investerer i nyt asfaltanlæg. Interview i: Erhverv,
København - Sjælland, 11. årgang, nr. 3, p.38.
Kusk, H. (1995) Ny miljøvenlig asfaltfabrik hos Colas Danmark A/S.
Dansk Vejtidskrift, nr. 4, p.32-34.
Københavns Amt (1990) Miljøgodkendelse af oplagring og forarbejdning af
opbrudt asfalt og olieforurenede skærver. D. 27. januar 1990.
Journal nr. 8-76-3-169-64-1/93.
Ladegaard. M. (1991) Indlæg om opbrudt asfalt, på møde om status for 10 års
genbrug af asfalt, Vej- og Byplanforeningen, Viborg, 22. november 1991.
Ladehoff, L., Ladegaard, M. & Andersen, C. (1995) Miljørigtig
overfladebehandling. Dansk Vej tidsskrift, nr. 4, p. 3-5.
Larsen, I. & Olsen, K.O. (1989) Fremme af renere teknologi - de decentrale
myndigheders opgaver. 1. del, Miljø & Teknologi, nr. 3/1989, s. 84-87.
2. del, Miljø & Teknologi, nr. 4/1989, s. 115-117.
Leksø, S. (1996) Personlig meddelelse, juni 1996,
[navn skjult], Vejteknisk Institut, tlf. [skjult nummer].
Levin, J.O., Andersson, K. & Hallgren, C. (1994) Exposure to low molecular
polyamines during road paving. Ann. Occup. Hyg. 38, 3, p. 257-64.
Licitationen (1995) Dansk asfalt diskrimineres.
Licitationen, fredag d. 7 juli, 1995, p.l.
Licitationen (1996) Finner frosset ud.
Licitationen, Tirsdag d. 27 februar, p.3.
LMK I/S (1994) LMK I/S Frederiksborg Amt Vest Analyserapport. Prøve nr.
2718/94. Miljøprøve udtaget 02.09.94. Sandfang ved ovn, slaggeplads.
Udført af MLK Helsingør. Udskrivningsdato 14/09/94.
Ludvigsen, K. (1995) Produktion og bortskaffelse af faste industrielle
restprodukter. Udkast til projektrapport til Miljøstyrelsen, 1. juni 1995,
Råstof og Genanvendelses Selskabet af 1990 A/S.
171
Mertz, S. (1987) Opbrudt asfalt - endnu et grundvandsforureningsproblem?
Vand & Miljø, nr. 4, p. 186-190.
Mertz, S. (1991) Udvaskning fra elektroovnsslagge - sammenfatning
af undersøgelser. Udarbejdet for Fyns Amt, marts 1991. 31 sider.
Mertz, S. (1994a) Asfaltanlæg i Danmark - Status over anlægsdata og miljøkrav.
Udarbejdet for Fyns Amt. 77 sider. ISBN 87-90-115-00-7.
Mertz, S. (1994b) Vedrørende: Brancheorientering for asfaltindustrien.
Skrivelse af d. 16. december 1994 til Miljøstyrelsen/Industrikontoret. 2 s.
Miljøankenævnet (1990) Afgørelse i sag vedrørende godkendelsespligt i
forbindelse med brug af opbrudt asfalt. J.nr. 166/21-11/1989.
Dateret d. 7. maj 1990.
Miljø-Kemi (1992a) Gunderup Asfaltværk A/S. Måling af emission i afkast
fra drummixer. Målinger udført d. 17.12.1991. Sagsnr. 2048-3.
Rapport dateret d. 10.01.1992.
Miljø-Kemi (1992b) Gunderup Asfaltværk A/S. Måling af emission i afkast
fra drummixer. Målinger udført d.02.04.1992. Sagsnr. 2368-3.
Rapport dateret d. 09.04.1992.
Miljø-Kemi (1992c) Randers Asfaltværk A/S. Emissionsmåling. Målinger
udført d. 21.08.1992. Sagsnr. 2694-3. Rapport dateret d. 22.09.1992.
Miljø-Kemi (1993a) Randers Asfaltværk A/S. Emissionsmåling juni 1993.
Målinger udført d. 11.06.1993. Sagsnr. 3389.3. Rapport
dateret d. 22.06.1993.
Miljø-Kemi (1993b) Måling for emission af støv, lugt og CO, kulmonoxid hos
Arco Asfalt I/S, Birkemosevej, Hasselager. Målinger udført
d. 3. juni 1993. Sagsnr. 3495-3. Rapport dateret d. 24.06.1993.
Miljø-Kemi (1994) Østjyllands Asfaltværk A/S. Emissionmåling.
Målinger udført d.10.10.1994. Sagsnr. 4619-3. Rapport
dateret d. 31.10.1994.
Miljø-Kemi (1996a) VASA, Vojens. Emissionmåling.
Målinger udført d. 29.05.1996. Sagsnr. 6531-15-3.
Miljø-Kemi (1996b) ICOPAL, Sønderborg. Emissionmåling.
Målinger udført d. 30.05.1996. Sagsnr. 5702-15-3.
Miljøministeriet (1983) Bekendtgørelse om anvendelse af slagger og flyveaske.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 8. december 1983.
Miljøministeriet (1991a) Miljøbeskyttelsesloven, lov nr. 358 af 6. juni 1991
172
Miljøministeriet (1991b) Miljøministeriets bekendtgørelse, nr. 794 af
9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed.
Miljøministeriet (1992) Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992
om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse af bestående liste-
virksomheder.
Miljø- & Energiministeriet (1995a) Cirkulære om miljø- og energihensyn ved
statslige indkøb. Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 26 af
7. februar 1995.
Miljø- & Energiministeriet (1995b) Natur- og miljøpolitisk redegørelse 1995.
Miljø- & Energiministeriet (1995c) Intern miljøhandlingsplan for Miljø- og
Energiministeriet 1995- 1996. 24. marts 1995.
Miljø- & Energiministeriet (1995d) Bekendtgørelse om visse godkendelses-
pligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab.
Bekendtgørelse nr. 975 af 13. december 1995.
Miljøstyrelsen (1983) Genanvendelseskontoret skrivelse af 8. nov. 1983 vedr.
ansøgning om tilskud til anvendelse af stålværksslagger til vejbygning.
Journalnr. 3654-32.
Miljøstyrelsen (1985a) Cirkulæreskrivelse om anvendelse af opbrudt asfalt til
vejbygningsformål m.v. Cirkulære nr. 14005 af 15. juli 1990.
Miljøstyrelsen (1985b) Afsluttende betænkning om miljøtilsyn.
Betænkning fra Miljøstyrelsen, nr. 2, 1985.
Miljøstyrelsen (1985c) Notat til direktøren om industrikontorets godkendelse
af Danske Gasværkers Tjærekompagni A/S's genbrugsvirksomhed i
Svogerslev. Dateret d. 31. oktober 1985. Journalnr. 84-141/F21-2.
Miljøstyrelsen (1986a) Tilladelse til udvidet oplagring samt nedknusning af
opbrudt asfalt på Tjærekompagniets ejendom matr.nre. 5 a og 5 e,
Svogerslev, Roskilde kommune og tilladelse til oplagring og nedknusning
af stålslagge på Tjærekompagniets ejendom matr.nre. 5 a og 5 e,
Svogerslev, Roskilde kommune. Kemiindustrikontoret, 15. januar 1986,
journalnr. 84-141/F21-2 og 84-142/F21-2.
Miljøstyrelsen (1986b) Vandressourcekontorets skrivelse af d. 25. nov. 1986 til
Tarco A/S. Ref. SF/jcc/14. Journalnr. M 84-141/f21-2.
Miljøstyrelsen (1987) Tilladelse til oplagring samt nedknusning af opbrudt asfalt
på Tjærekompagniets ejendom matr.nre. 5 a og 5 e, Svogerslev, Roskilde
kommune og tilladelse til oplagring og nedknusning af stålslagge på
Tjærekompagniets ejendom matr.nre. 5 a og 5 e, Roskilde kommune.
Kemiindustrikontoret, 9. april 1987, journalnr. 84-141/F21-2 og
84-142/F21-2.
173
Miljøstyrelsen (1988a) Vedrørende aktindsigt i materiale omfattet af Miljø-
styrelsens asfaltundersøgelse. Brev af 20. juli 1988, Ref. BS/JHM.
Journal nr. 11-0026
Miljøstyrelsen (1988b) Notat vedrørende PAH emissioner fra asfaltfabrikker.
Miljøstyrelsens Hygiejnisk-kemiske kontor, 27. maj 1988
Miljøstyrelsen (1990) Begrænsning af luftforurening fra virksomheder.
Vejledning fra miljøstyrelsen, nr. 6, 1990.
Miljøstyrelsen (1991) Miljøstyrelsens skrivelse af 3. oktober 1991.
Afgørelse i sag vedrørende Tarco Vej A/S's klager over Fyns Amts
godkendelse af asfaltanlæg ved Fjeldsted. Journal nr. M. 131/044-0025
Miljøstyrelsen (1992) Branchevejledning for forurenede tjære/asfaltgrunde.
Vejledning fra Miljøstyrelsen, nr, 6, 1992.
Miljøstyrelsen (1993a) Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3, 1993 om godkendelse
af listevirksomhed.
Miljøstyrelsen (1993b) Skrivelse til Helsinge Kommune af 6. juli vedrørende
godkendelsespligt ved forøget emission af forurenende stoffer som følge
af iblanding af blæseslagge i murstensprodukter.
Miljøstyrelsen (1993c) Byggeri og renere teknologi.
Arbejdsrapport, nr. 23, 1993.
Miljøstyrelsen (1994a) Miljørigtig projektering. Miljøprojekt nr. 253.
Miljøstyrelsen (1994b) Miljøanalysemodel for anlægsprojekter.
Arbejdsrapport, nr. 10, 1994.
Miljøstyrelsen (1995) Brancheorientering for asfaltindustrien.
Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 4, maj 1995.
Miljøstyrelsen (1996) Forurenet jord og uorganiske restprodukter.
Betænkning fra Miljøstyrelsen, nr. 1, 1996.
Miljøstyrelsen og Asfaltindustrien (1988) Undersøgelse af støv-, PAH-, SO 2 - og
lugtemission fra stationære asfaltværker med og uden genbrug 1987/88.
Udført for Miljøstyrelsen og Asfaltindustrien af dK-Teknik.
Mølhave, J. (1996) Arbejdssikkerhed i Colas Danmark A/S.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 4, 1996, s. 34 - 36.
Nielsen, C.B. (1995) Nogle overfladebehandlinger holder længere.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 6/7, p.11-14.
174
Nielsen, T. (1984) Karakterisering af POM i røggasser fra kulfyrede
forbrændmgsanlæg i atmosfæren og undersøgelse af deres omdannelse
i atmosfæren. Risø-M-2420.
Nielsen, T. (1990) Kildebidrag til luftforurening med PAH og forekomst af
PAH i røggassen fra Fluid-Bed anlæg. Risø-M-2802.
Nielsen, T. et al. (1995) Traffic PAH and Other Mutagens in Air in Denmark.
Miljøprojekt nr. 285, Miljøstyrelsen. ISBN 87-7810-331-2.
Nordjyllands Amt (1991) Godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven til
anvendelse af ca. 1000 tons sandblæsningssand til asfaltproduktion.
J.nr. 8-76-1/851-50-87. Dateret d. 27. december 1991.
NVF (1988) Anvendelse af restprodukter. Rapport fra Nordisk Vejteknisk
Forbund, NVF-udvalg 33: Asfaltbelægninger. I: Asfalt, nr. 106, p. 4-11.
Ostenfeldt, N. (1989) Luftforurening med mutagene stoffer i København og
omegn. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, nr. 11, 1989.
pedersen, E. (1988) Nye asfaltbelægningstyper.
Dansk Vejtidsskrift, nr.9, p.213-218.
Pedersen, E. (1994a) Drænasfalt - den mest trafikant og miljøvenlige
vejbelægning. Dansk Vejtidsskrift, nr.5, p.16-18.
Pedersen, E. (1994b) Asfaltbranchens kvalitetsstyringssystemer.
Dansk Vejtidsskrift, nr.5, p.30-31.
Peters, H.P. & Kaas, H.E. (1994) Forretningsudvikling - vejen til
eksportmarkedet. Dansk Vej tidsskrift, nr.5, p.32-34.
Pihl, K. (1990) Alle veje fører til genbrug. Vejdirektoratet,
Statens Vej laboratorium, 16 s.
Phil, K. (1993) Alternative materialer i vejbygning.
Dansk Vej tidsskrift, nr.5, p.6-10.
Pihl, K. (1995) Personlig meddelelse, april 1995.
Knud Pihl, Vejteknisk Institut, tlf. [skjult nummer].
Phønix (1992) Vejbygning - materialer - befæstelser - belægninger.
Red. Poulsen, O., 3. reviderede udgave, A/S Phønix Contractors.
ISBN 87-984200-0-3.
Plambeck, V. (1996) Industrien kortlægger miljøforhold.
Industriel overfladebehandling, 5. årgang, nr. 1, p.11-12.
Porter, M.E. (1980) Competitive Strategy - Techniques for Analyzing Industries
and Competitors. The Free Press, New York.
175
Porter, M.E. (1985) Competitive Advantage - Creating and Sustaining Superior
Performance. The Free Press, New York.
Porter, M.E. (1990) The Competitive Advantage of Nations. The Free Press,
New York.
Poulsen, O. (1992) Genbrug af slidlag. Dansk Vejtidsskrift, nr. 2, p.3-4.
Poulsen, O. (1992) Ubundne bærelag i veje - rapport fra seminar.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 12, p.28-29.
Rasmussen, U. (1992) Lugtmåling - en rigtig stinker. Ingeniøren,
nr. 25, 19. juni 1992, s. 11
Ravn, H.H. (1982) Dansk vejbygning gennem de sidste 50 år.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 4. p. 109-119.
Remmen, A. (1993) Troværdighed, virksomhederne og miljøet.
Loke, nr. 2, p. 8-9.
Riemer, J. (1994) Miljømyndighedernes anvendelse af udvaskningstest i
Danmark og EU. Indlæg på møde: Udvaskning fra slagger, jord og
affald. 26. maj 1994. ATV-komiteen vedrørende grundvandsforurening.
Riis, A. (1946) Udviklingslinien for Vejbelægningstekniken.
I: Forhandlinger ved det Nordiske Vejtekniske Møde i Danmark i 1946.
Nordisk Vejteknisk Forbunds forhandlinger, nr. 3, 1948, p 77-99.
Roskilde Amt (1992) Analyseresultater fra spildevandsafledning, Tarco Vej A/S,
Svogerslev, J.nr. 8-76-3/265/3-91
Roskilde Amt (1993) Miljøgodkendelse, Colas Danmark A/S, Herfølge.
J.nr. 8-76-3-259-18-91. Dateret d. 28 juni 1993
Roskilde Amt (1994) Miljøgodkendelse, Tarco Vej A/S, Svogerslev.
J.nr. 8-76-3-265-3-91. Dateret d. 23. december 1994.
Rådet for de Europæiske Fællesskaber (1993) Rådets Forordning (EØF) Nr.
1836/93 af 29. juni 1993 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i
en fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision. De Europæiske
Fællesskabers Tidende. Nr. L 168/1-18, 10.7.93.
Schein, E.H. (1992) Organizational Culture and Leadership. Dansk udgave:
Organisationskultur og ledelse, 2. udg., 1994, Forlaget Valmuen,
København. ISBN 87-88741-13-3.
Schmidt, N.B. (1981) Restprodukters anvendelsesmuligheder. Råstofkontorets
genbrugsserie, nr. 1, Fredningsstyrelsen. ISBN 87-503-3821-8.
176
Schreter, R.E. (1977) The formation of carbon monoxide (CO) in aggregate
dryers. Proc, Annu. Meet. - Air Pollut. Control Assoc. 1977,
70th (Vol. 2), Paper No. 20, 16 pp.
Skjoldby, A. (1981) Danske og udenlandske erfaringer med genbrug af
asfaltbelægninger. Dansk Vejtidsskrift, nr.ll, 1981.
Stern, A.C. et al. (1984) Fundamentals of Air Pollution. Second Edition.
Academic Press, Inc.
Strudstrup, F. (1992) VVM vurderinger af vejanlæg.
Dansk Vejtidsskrift, nr. 12. p. 15-16.
Sørensen og Plovst (1992) Farvel til Haverslev - motorvejsbyggeriet set fra
byggepladsen. Dansk Vej tidsskrift, nr. 10, p. 5-6.
Sørensen, A. (1996) Personlig meddelelse, april 1996.
Anker Sørensen, Vejdirektoratet, motorvejskontoret, tlf. [skjult nummer].
Sørensen, B. (1996) Personlig meddelelse, april 1996.
[navn skjult], Novejfa A/S, tlf. [skjult nummer].
T a Luft (1986) Anlagen zur Herstellung oder zum Schmelzen von Mischungen
aus Bitumen oder Teer mit Mineralstoffen einschliesslich Aufbereitungs-
anlagen fur bituminose Strassenbaustoffe und Teersplittanlagen.
Erläuterungen zur TA Luft, Teil 5, Kapitel 3.8.3.4, seite 1-7.
Thau, M. (1992) Koldasfalt. Dansk Vej tidsskrift, nr. 2. p.6-8.
The Asphalt Institute (1983) Asphalt plant manual. Manual Series no.3.
Thygesen, H. (1996) Personlig meddelelse, februar 1996,
[navn skjult], [navn skjult], tlf. [skjult nummer].
Valentin, K. & Antonsen, L.M. (1993) Densiphalt.
Dansk Vej tidsskrift, nr. 5. p.12-13.
Van der Sloot et al. (1994) Approach towards international standardization: A
concise scheme for testing of granular waste leachbility. I: Udvaskning
fra slagger, jord og affald. ATV-Komiteen vedrørende grundvandsforu-
rening, maj 1994, p.1-16.
VKI (1991a) Supplerende undersøgelser af affaldsprodukter fra Det Danske
Stålvalseværk A/S. Rapport til Det Danske Stålvalseværk A/S. Sags nr.
60.1754 & 60.1851. Dato 1991-01-31.
VKI (1991b) Undersøgelser af affaldsprodukter fra Det Danske Stålvalseværk
A/S. Rapport til Det Danske Stålvalseværk A/S. Sags nr. 60.1237.
Dato 1990-06-11, revideret 1991-04-10.
177
Vejdirektoratet (1981) Vejslid. Vejdirektoratet, Statens Vej laboratorium,
interne notater nr. 129.
Vejdirektoratet (1982) Overvejelser om vejbelægningssituationen 1982.
Vejdirektoratet, Statens Vejlaboratorium, interne notater nr. 139.
Vejdirektoratet (1986) Rapport om prisdannelse og konkurrenceforhold i
asfaltbranchen. Drifts- og vedligeholdelsesafdelingen, juni 1986.
Vejdirektoratet (1991) Hovedlandevejsnettets belægningstilstand.
Vejdirektoratet, Vejafdelingen.
Vejdirektoratet (1992) Alternative materialer i vejbefæstelser i Danmark.
Statusrapport, Statens Vejlaboratorium, Notat 235.
Vejle Amt (1991) Vejle Amts miljøkrav til asfaltvirksomheder. Teknik og miljø,
virksomhedsafdelingen. J.nr. 8-76-0-7-89. Dateret den 1. februar 1991.
Viborg Amt (1996a) Resultater fra emissionsmålinger på asfaltfabrikker.
Fabrik A, målinger udført d. 15.06.1988 og 19.06.1993, fabrik B måling
udført d. 14.06.1990 og fabrik C måling udført d. 6.09.1989.
Viborg Amt (1996b) Analyseresultater fra spildevandsafledning, Tarco Vej A/S,
Kongensbro.
Wandall, C. (1991) Miljøkontrol klemt i kommunekassen. Ingeniøren, nr. 37,
13. september, p.15.
Wilson, K. (1984) Asphalt production and lung cancer in a danish village.
The Lancet, august 11, 1984, p. 354.
A rhus Amt (1992) Asfaltværkerne og miljøet. Århus Amt, Teknisk forvaltning,
Miljøkontoret, Red. Karen Tamstorf og [navn skjult], december 1992,
ISBN: 87-7295-370-5
Århus Amt (1996) Miljøgodkendelse og nedsivningstilladelse for Midtjyllands
Asfaltværk I/S. 1. april 1996. Journal nr. 8-76-1-743-6-95.
Aagaard Nielsen, P. (1989) Emission af mutagene stoffer fra brændeovne efter
indfyring med forskellige typer brændsel. Levnedsmiddelstyrelsen,
teknisk rapport nr. 2.
Aasen, M. (1993) ECOPAVE - en ny type vejbelægning på motorvejen ved
Ringsted. Dansk Vej tidsskrift, nr.6-7, p.21.
178
Bitumen Bilag 1
O Baggrund og formål
Asfalt er en blanding af stenmaterialer og bitumen. Der anvendes årligt ca.
180.000 tons bitumen i den danske asfaltindustri. Dette bilag sammenfatter
kendskabet til bitumenens kemiske sammensætning og miljømæssige egen-
skaber. Beskrivelsen er fortrinsvis lavet på baggrund af oversigtslitteratur.
1 Identitet og fysiske og kemiske egenskaber
Navn Bitumen (eng.: bitumen, amrk.: asphalt, tysk: bitumen)
Kemisk formel Bitumen er et højtkogende olieprodukt med varierende og kompleks
sammensætning.
Cas-nr. 8052-42-4
Udseende Sort eller brunsort materiale, fast ved almindelig temperatur, men blødgøres
ved opvarmning. Der fremstilles også farveløs bitumen som kan farves.
Tilsætningsstoffer Bitumen som anvendes til vejbygning kan være tilsat 0,2-0,4 % aminer for at
forbedre klæbeevnen til sten /21/.
I asfalt til stærk trafikerede veje kan bitumen være tilsat 2-6% polymere,
fortrinsvis styren-butadien-styren, SBS, styren-butadien, SBR, eller ethylen-
vinylacetat, EVA till.
I specielle asfalttyper kan være tilsat gummi fra gamle bildæk 1211.
Ved produktion af genbrugsasfalt med en høj genbrugsandel, fx. ved genbrug
in-situ, kan der være anvendt et foryngelsesmiddel, en såkaldt rejuvenator.
De fleste rejuvenatorer er en højtkogende aromatisk jordolie /21/.
I Danmark er der tidligere anvendt stenkulstjære som klæbeforbedrer.
Indhold af tjære kan forekomme ved genbrug af gammel asfalt.
Opløselighed Betegnes i tekniske sammenhænge som uopløselig i vand. I miljømæssig
sammenhæng indeholder bitumen højtkogende kulbrinter og deraf afledte N,
S og O holdige forbindelser, med lav opløselighed. I udvaskningsstest med
hård bitumen (penetration B 45 og B 80) er der i udvaskningsvandet påvist
PAH'er i koncentrationsintervallet 5 - 176 ng/11221.
Opløselig i trichlorethylen, benzin og dichlormethan
Densitet 0,99 - 1,04 afhængig af type /9/.
Flammepunkt Over 200 - 220 °C afhængig af type. Ved opvarmning til over flammepunktet
kan dampene antændes 191.
Bilag 1, side 1 af 6
2 Produkttyper
Bitumen leveres i en lang række forskellige produkttyper.
Penetrationsbitumen Bitumentyper til varmblandet asfalt inddeles efter penetrationen.
Penetrationen bestemmes ved nedsynkning af en nål målt i 1/10 mm. ved 25
oC i et særligt prøveapparat. Typen angives med et B efterfulgt af en
penetrationsværdi, fx. en hård type B 80 og en blød type B 500.
Modificeret bitumen Bitumen kan modificeres ved tilsætning af forskellige tilsætningsstoffer.
I 1990'erne dækker betegnelse navnlig en bitumen, hvis egenskaber er ændret
ved tilsætning af polymere. I Danmark tilsættes 2-6 % polymere, fortrinsvis
styren-butadien-styren, SBS, styren-butadien, SBR, eller ethylen-vinylacetat,
EVA SBS er den mest anvendte polymer i Danmark /16/.
I Sverige har man testet om man ved brug af plastaffald, som delvis erstatning
for nye polymere, kan opnå nogle af den modificerede asfalts egenskaber,
men til en lavere pris /12/.
Cutbackbitumen Bitumen opløst i petroleum eller ekstraktionsbenzin. Cutbackbitumen til
klæbning indeholder omkring 50% opløsningsmiddel og udsprøjtes kold /21/.
Cutbackbitumen til overfladebehandling indeholder 4 - 9% opløsningsmiddel
og opvarmes ved udsprøjtningen.
Bitumenemulsion Bitumen emulgeret som små dråber i vand. Ved udsprøjtning søger
bitumendråberne sammen igen, det betegnes at emulsionen bryder. Der
findes to typer, sure og basiske emulsioner. I Danmark anvendes stort set
kun sure emulsioner. Emulsioner tåler ikke frost og de har begrænset
holdbarhed /21/.
Farvet bitumen Der fremstilles en speciel farveløs bitumen som farves. Farvet asfalt bruges
fx. til afmærkning af en cykelsti i et vejkryds.
Oxideret bitumen Oxideret bitumen (blæst bitumen), en bitumentype som bruges til tagpap.
3 Fremstilling og kemisk sammensætning
Fremstilling Bitumen fremstilles ved afdestillation af de flygtige bestanddele i råolie. Der
anvendes særligt egnede råolier med højt indhold af højmolekylære bestand-
dele og lavt indhold af paraffiner (alkaner), venezuelanske og nogle arabiske
råolier opfylder disse krav. Olie fra nordsøen kan ikke anvendes.
En moderne dansk asfaltfabrik lagrer typisk to bitumenhårdheder, fx. en hård
B60 og en blød B500, og de mellemliggende hårdheder fremkommer ved
blanding på fabrikken.
Bitumen kan fremstilles ved forskellige destillationsmetoder. Fra nogle
råolier er det muligt at fremstille enten en hård- eller en blød bitumen, ved
at afdestillere mere eller mindre af de lavere kogende fraktioner i råolien,
såkaldt "straight run" bitumen. Fra andre råolier er det nødvendigt at
anvende en anden metode, hvor der destilleres ned til en hård bitumen, og
derefter fremstilles den bløde bitumen ved blødgøring med en lavere kogende
sidestrøm fra destillationstårnet, såkaldt "fluxed" bitumen. En meget blød
bitumen, B 700, kan indeholde 20% fluxolie med et kogepunkt mellem 360-
400°C. Der kan yderligere være tale om indføring af damp i destillations-
kolonnen, hvilket fjerner de lavere kogende molekyler og medfører et højere
flammepunkt af bitumenen. Den tunge fraktion som fluxes til forskellige
hårdheder kan også fremstilles ved propanfældning /!/ og /14/.
Bilag 1, side 2 af 6
5 Sundhedseffekter
Ved arbejde med asfaltprodukter er der konstateret akutte effekter, såsom
irritation af hud, øjne og luftveje. De stoffer som forårsager de akutte
effekter kan stamme fra bitumen, fra dieselolie brugt som slipmiddel, og fra
aminklæbeforbedrer /I/.
Lang tids udsættelse for bitumenrøg er under mistanke for at kunne
fremkalde kræft. Baggrunden for mistanken er at bitumen og bitumenrøg
indeholder polycyklisk organisk materiale, POM, en stofgruppe der omfatter
mutagene og carcinogene forbindelser. Kondenseret bitumenrøg fra oxideret
bitumen, en bitumentype som anvendes til tagpap, er påvist at være
carcinogent i dyreforsøg. Bitumen og bitumenrøg er påvist at være mutagen i
korttidstests. Endelig er der udført biologisk monitering der viser at
mennesker der arbejder med bitumen er udsat for stoffer som kan skade
arveanlæggene og dermed eventuelt medføre kræft /I/, /10/, /14/ og /15/. Der
er desuden udført flere epidemiologiske undersøgelser for at undersøge om
kræft er mere almindeligt hos asfaltarbejdere end hos andre arbejdere i
byggesektoren. Det internationale kræftforsknings institut i Lyon, IARC,
vurderer imidlertid at de foreliggende undersøgelser ikke kan belyses
kræftrisikoen ved menneskers udsættelse for bitumen og bitumenrøg, idet der
typisk har været samtidig udsættelse for stenkulstjære. Derfor er der startet
en undersøgelse hvor der indgår data om 54.000 asfaltarbejdere fra syv
europæiske lande, deriblandt 3.300 danske asfaltarbejdere. Indsamling af de
danske data forventes færdig i 1997. Det er IARC som skal analysere det
samlede materiale, for at konstatere om der er en statistisk signifikant over-
dødelighed på grund af kræft blandt asfaltarbejdere, når de sammenlignes
med en kontrolgruppe, som ikke har arbejdet med asfalt. Hvis der konsta-
teres en overdødelighed bliver næste trin at kortlægge hvilke stoffer de
kræftramte asfaltarbejdere har været udsat for /11/.
Grænseværdi Grænseværdi i arbejdsmiljøet for bitumenrøg er 5 mg/m3. Arbejdstilsynet
i Danmark har varslet nedsættelse af grænseværdien til 1 mg/m3,og desuden varslet
bitumenrøg optaget på listen over kræftfremkaldende stoffer, men industrien
har modsat sig begge dele og der forhandles stadig.
Grænseværdi I Sverige er der ingen grænseværdi for bitumenrøg i arbejdsmiljøet. Fordi
i Sverige bitumenrøg består af oliedampe, så anvender man i Sverige grænseværdien
for olietåge på 1 mg/m3 for en hel dags eksponering og for korttids
eksponering er grænseværdien 3 mg/m3, med en midlingstid på 15 min /7/.
Bemærk at når der anvendes det traditionelle slipmiddel, dieselolie, så er der
målinger som antyder, at 50-70% af de PAH'er som asfaltarbejdere udsættes
for ved asfaltudlægning stammer fra dieselolie PI, og derfor er anvendelse af
grænseværdien for olietåge logisk, når slipmidlet er dieselolie.
6 Miljøbelastning fra tilsætnings- og hjælpestoffer
Klæbeforbedrer Bitumen tilsættes eventuelt aminer for at forbedre vedhæftningen til
stenmaterialerne. Varmblandet asfalt tilsættes 0,2-0,4% aminklæbeforbedrer
i forhold til bitumenmængden, og cutbackbitumen der anvendes ved
overfladebehandling tilsættes ca. 1% aminklæbeforbedrer 1211. Ved
personbårne målinger ved asfaltudlægning er der målt lavere kogende
alifatiske aminer, fx. ethylendiamin, i koncentrationer som kan medvirke til
blandt andet irritation af øjne og luftveje /17/.
Nogle klæbeforbedrer er opløst i et aromatisk opløsningsmiddel /23/, hvilket
yderligere må formodes at medføre afdampning af aromatiske kulbrinter.
Bilag 1, side 4 af 6
Modificering med polymere I Danmark tilsættes der i nogle asfalttyper 2-6 % polymere, i forhold til
bitumenmængden 1211. Ved et bitumenindhold i asfalten på 5,5% svarer det
til mellem 1,1 - 3,3 kg. polymer pr. tons asfalt. Der anvendes fortrinsvis
styren-butadien-styren, SBS, styren-butadien, SBR, eller ethylen-vinylacetat,
EVA SBS er den mest anvendte polymer i Danmark /16/.
Når polymere opvarmes er der risiko for termisk nedbrydning, der er en
betegnelse der dækker over flere forskellige processer. En proces er
afdampning af monomere og tilsætningsstoffer, en anden proces er termo-
oxidation, dvs. en kemisk reaktion mellem plasten og luftens ilt.
Asfaltindustriens BST har ikke kendskab til målinger for forurenings-
komponenter fra termisk nedbrydning af polymere, når der fremstilles
polymere modificeret asfalt. Asfaltindustriens BST oplyser imidlertid, at i
følge litteraturen om polymere, kan SBS nedbrydes ved temperaturer over
200 °C og der er påvist afgivelse af organiske opløsningsmidler, såsom styren,
butadien, toluen, benzen. Vedrørende EVA oplyses, at produkter fra termisk
nedbrydning ikke er velundersøgt, med i følge litteraturen kan der afgives
eddikesyre ved temperaturer over 200 °C, og der kan forekomme vinylacetat
og aldehyder /13/. Asfalt modificeret med EVA kan desuden medføre en
mærkbar lugtafgivelse /8/.
Ved genbrug af asfalt optræder der temperaturer over 200 °C. Derfor er der
er behov for at undersøge om polymer modificeret bitumen indvirker på den
kemiske sammensætningen af bitumenrøgen, når asfalten genbruges.
Rcjuvenatorer I forbindelse med genbrug af asfalt kan være anvendt et foryngelsemiddel, en
såkaldt rejuvenator. De fleste rejuvenatorer er en højtkogende aromatisk
jordolie /21/. Anvendelsen af rejuvenatorer sker normalt i forbindelse med
høje genbrugsprocenter ved genbrug på vej og er næppe aktuel ved genbrug
på asfaltfabrikker.
Stenkulstjære Der blev før i tiden anvendt stenkulstjære som klæbeforbedrer. Stenkuls-
tjære indeholder store mængder PAH'er, og N, S og O holdige forbindelser.
Stenkulstjære er kræftfremkaldende /14/. Blandt de O-holdige forbindelser er
der phenolerne, som har en betydelig opløselighed i vand. Forekomst af
stenkulstjære indebærer en risiko for udvaskning af phenoler.
Oplysningerne om hvornår brugen af tjære ophørte er ikke entydige og har
ændret sig gennem årene. Asfaltindustrien har tidligere fremført at
brugen af tjære ophørte omkring 1970 /6/, dette er senere ændret til at med
enkelte undtagelser stoppede brugen af tjære omkring 1976 /18/. Faktum er
at en asfaltfabrik i Nordjylland fik miljøgodkendelse til at udvide opbe-
varingskapaciteten til tjære i december 1975 /20/ og brancheorganisationens
Hygiejne og sikkerhedsudvalg berettede i 1979, at det ville udarbejde et
forslag til regler for arbejde med vejmaterialer baseret på tjære Hl. Disse
forhold antyder at der også er brugt tjære i sidste halvdel af 1970'erne.
Slipmidler Det traditionelle slipmiddel til maskiner og værktøj, dieselolie, medfører stor
afdampning af kulbrinter ved asfaltens håndteringstemperatur. Efter måling
af bitumenrøg med personbåret udstyr ved asfaltudlægning vurderes det, på
baggrund af kogepunktfordelingen af de opsamlede kulbrinter, at dieselolien
er årsag til 50-70% af de opsamlede PAH'er /7/. I perioden 1992-95 har
asfaltindustrien i Danmark gennemført et projekt om erstatning af dieselolie
med alternative slipmidler, som medfører mindre afdampning af kulbrinter.
Eksempler på alternativer er højere kogende alifatisk mineralolie, planteolier
og sæbebasede slipmidler.
Bilag 1, side 5 af 6
7 Referencer
/1/ Andersson, A.; Carlson, M.; Ekstrom, L.-G. & Linder, B. (1990) Halsorisker
vid belåggningsarbeten. Miljoutskottet/FAS, november 1990.
/2/ AOV (1979) Beretning til ordinær generalforsamling, 15.03.1979. 12 s.
/3/ Arbejdstilsynet (1994) Arbejde med asfaltmaterialer.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1062 af 15. december 1994.
/4/ Arbejdstilsynet (19%) Arbejde med asfaltmaterialer. At-meddelelse nr. 4.04.22.
/5/ Brandt, H.C.A; deGroot, P.C.; Molyneux, M.K.B. & Tindie, P.E. (1985)
Sampling and analysis of Bitumen Fumes. Ann. Occup. Hyg., Vol. 29, 27-80.
/6/ La Cour, J. (1987) Man smider ikke noget væk - heller ikke gammel asfalt.
Asfalt, nr. 100, s.4-6.
/7/ Ekstrom, L.-G. (1991) Bitumenrok och losningsmedelexponering vid
låggning av asfalt. Nynås Bitumen Technology AB. Rapport nr: BitTech 625.
/8/ EAPA (1994) Environmental guidelines on Best Available Tecniques (BAT)
for the production of asphalt mixes. The European Asphalt Pavement
Association, Breukelen, The Netherlands. ISBN 90-801214-2-8.
/9/ FDKI (1995) Bitumen. I: Kemikalier og Sikkerhed. Sikkerhedsudvalget for
Kemiske Industrier. Foreningen af Danske Kemiske Industrier. Teknisk Forlag.
/10/ Fries, A.S. & Poulsen, L. (1986) Kræftrisiko ved arbejde med asfalt-
produkter. AMI rapport nr. 19, Arbejdstilsynet.
/11/ Guldbrandsen, H. (1996) Undersøgelse af kræftrisikoen ved asfaltarbejde.
Asfalt, nr.3, 1996, s.14-15.
/12/ Hallberg, A.-C; Schultz, J. & Wahlmann, T. (1995) Plastavfall i asfalt.
Rapport, FoU 120, Reforsk, Sverige.
/13/ Hansen, [navn skjult] (1997) Personlig meddelelse, marts 1997,
Asfaltindustriens BST, tlf. [skjult nummer].
/14/ IARC (1985) IARC Monographs on the Evaluation on Carcinogenic Risk of
Chemicals to Humans, Vol. 35, Polynuclear Aromatic Compounds,
Part 4, Bitumen, Coal-Tars and Derived Products, Shale-Oils ond Soots.
/15/ IARC (1987) IARC Monographs on the Evaluation on Carcinogenic Risk of
Chemicals to Humans, Supplement 7.
/16/ [navn skjult] (1996) Personlig meddelelse, juni 1996,
Vejteknisk Institut, tlf. [skjult nummer]
/17/ Levin, J.O.; Andersson, K. & Hallgren, C. (1994). Exposure to low molecular
polyamines during road paving. Ann. Occup. Hyg. Vol. 38, 3, 257-64.
/18/ Miljøstyrelsen (1995) Brancheorientering for asfaltindustrien.
Orientering fra Miljøstyrelsen, nr. 3, 1995.
/19/ Neuman, H.J. (1992) Bitumen - neue erkenntnisse iiber Aufbau und
Eigenschaften. Erdol-Kohle-Erdgas Petrochemie. 34,336-342.
/20/ Nordjyllands Amt (1975) Godkendelse i henhold til lov om miljøsbeskyttelse
af udvidelse af asfaltfabrikken hos Rasmussen & Schiøtz A/S, Hjørring. J.nr.
235.111.210. 17. december 1975.
/21/ Phønix (1992) Vejbygning - materialer - befæstelser - belægninger.
Red. Poulsen, O., A/S Phønix Contractors. ISBN 87-984200-0-3.
/22/ Strewe, K (1979) Untersuchungen uber PAH von Erdol-destillationsruck-
standen. Dissertation, TU Clausthal.
/23/ Thorsen, B., Plastkemi A/S (1988) Sikkerhedsdatablad, Polyram L 200 E.
/24/ Ostman, C.E.; ColmsjO, A.L.; & Sjoholm, E.A (1987) A laboratory method
for the assessment of polycyclic aromatic compound emission from heated
bitumen, FUEL, vol 66, 1720-1726.
Bilag 1, side 6 af 6
Vilkår til luftemission i miljøgodkendelser Bilag 2
Dette bilag indeholder en oversigt over vilkår til (i) emissioner til luft,
(ii) kontinuerlig måling af emissioner, og (iii) styring af forbrændingskvaliteten
ved miljøgodkendelse af danske asfaltfabrikker. Der er desuden oplysninger
om de anvendte anlægs- og brændselstyper. Der er et datablad for hvert amt.
Der er tale om opdatering af oplysningerne i en tidligere rapport (Mertz, 1994a),
der blev udført for Fyns Amt og som blandt andet gjorde status over meddelte krav
til asfaltfabrikker.
Opdateringen er foretaget ved telefoninterviews og læsning af miljøgodkendelser i
perioden juni - september 1996. Ved afslutningen af dataindsamlingen var der
femten fabrikker som manglede en miljøgodkendelse.
2. side 1 af 15
Sammenfatning af emissionsmålinger Bilag 3
Dette bilag indeholder en sammenfatning af emissionsmålinger udført på danske
asfaltfabrikker. Der er fortrinsvis målinger fra Århus-, Fyn- og Københavns Amt,
idet disse amter har foretaget undersøgelser af fabrikkerne i amtet. I Århus og
Fyns amt er der desuden udført et stort antal præstationsmålinger. Derudover er
der målinger fra Ribe-, Roskilde-, Viborg- og Sønderjyllands Amt. Der er udført
flere målinger end dem som sammenfattes her.
Der er tidligere publiceret to danske rapporter om luftforurening fra asfaltfabrikker,
(Miljøstyrelsen og AOV, 1998) og (Århus Amt, 1992). Dataene fra de to rapporter
er sammenfattet på side 2. De to undersøgelser udmærker sig ved at antallet af
målte parametre er omfattende.
Bemærk at:
• Luftoverskuddet, Lambda, kan beregnes både udfra røggassen indhold af O 2
og CO2. Er både O2 og CO2 registreret anføres begge værdier. Ved afbildning
bruges lambda beregnet med O2.
• Ved afbildning er der oftest omregnet til 10% O2, for at kunne sammenligne
emissionerne, idet tørreprocessen foregår ved varierende luftoverskud. I
tabellerne er kun støv omregnet, de øvrige parametre omregnes ved hjælp af
omregningsfaktoren i sidste kolonne.
• Driftforholdene ved målingerne er ikke altid beskrevet i alle detaljer. Målingerne
er grupperet som: Uden genbrug (batch anlæg), kold genbrug (batch anlæg),
varm genbrug (batch anlæg), div. recepter eller uspecificeret (batch anlæg, hvor
der fx. produceres med forskellige recepter), og tromleblander (type og drifts-
situation specificeres).
• TOC omfatter kun målinger angivet som methan-ækvivalenter
• Tidspunktet for lugtmålinger er ikke altid samtidig med øvrige registrerede
parametre. Derfor er det kontrolleret om tidspunktet for lugtmålingen er
samtidig med de øvrige målinger før dataene er sammenfattet. I følgende
rapporter: (Miljøstyrelsen og AOV, 1988), (dk-TEKNIK, 1991c), (dk-TEKNIK,
1988), (Roskilde Amt, 1993 og 1994) og (Viborg Amt, 1996a) har det ikke har
været muligt at kontrollere tidspunktet for lugtmålingerne, men det antages at
det udførende målefirma har foretaget denne vurdering når de sammenfatter
målingerne.
• Der er stor forskel på hvilke parametre der analyseres for. Er formålet blot af
kontrollere støvemissionen, analyseres der ikke for parametre som belyser
forbrændingskvaliteten. Nogle emissionsmålinger er derfor frasorteret.
Bilag 3, side 1 af 11
Lineær regressionsanalyse Bilag 4
Der er udført lineær regressionsanalyse på data i figur 5.1 - 5.8 ved hjælp af
statistik programmet Statistic Package for Social Sciences, SPSS. Dette bilag
viser figurerne 5.1 - 5.8 med de beregnede konfidens- og prædiktionsintervaller,
tegnet i Sigma Plot. Forklaring til regressionsanalyse og figurer er, at:
Variationsbredden, r2, er et udtryk for hvor godt de observerede data stemmer
overens med den opstillede ligning, jo tættere r2 er på 1, jo bedre passer lig-
ningen. For eksempel viser den lineære regressionsanalyse i figur 5.1, at 84% af
variationen i TOC kan forklares ved den lineære sammenhæng med CO-koncen-
trationen.
Signifikansen, angiver den statistiske sandsynlighed for at den estimerede ligning
er korrekt. Det skal bemærkes, at i stedet for signifikansen er der nogle som
oplyser p-værdien, der er den statistiske sandsynlighed for at den estimerede
ligning ikke er korrekt. I samtlige opstillede ligninger er p < 0,05.
95% konfidensintervallet, er det interval som afgrænses af de to linier som er
nærmest regressionslinien. Regressionslinien vil i 95% af alle tilfælde ligge inden
for konfidensintervallet, bestemt ud fra de observerede data. Konfidensinterval-
let er hyperbelformet, det er udtryk for, at der er usikkerhed på liniens hældning
og at usikkerheden er mindst ved den gennemsnitlige koncentration.
95% prædiktionsinterval, er det interval som afgrænses af de to linier som er
fjernest fra regressionslinien. Det kaldes et prædiktionsinterval, fordi det
indeholder information om usikkerhed for kommende målinger. Beregning af
regressionslinie og 95% prædiktionsinterval gør det muligt, ud fra måling af den
ene parameter, at aflæse den tilhørende koncentration og et usikkerhedsinterval
for den anden parameter. Den tilhørende koncentration vil med 95% sikkerhed
ligge indenfor prædiktionsintervallet, bestemt ud fra de observerede data.
Bilag 4, side 1 af 9
Tekst er automatisk ekstrahert fra originaldokumentet. For autoritativt innhold, se originalfilen.